Tilstå – og spar penge

Sommeren må gerne slutte nu

september

Tiden flyver afsted. Dagene forvinder én for én som dug for solen. Sommeren, som ellers lige føles begyndt, går inden for en måneds tid på hæld. Forude venter det spæde efterår. For en gangs skyld må de varme måneder gerne slutte i en fart.

Snart er det tid til forløsning, hvis man da kan kalde det dét, men det bliver også kontrasternes tid. August er altid lys og lun. September bliver til gengæld koldere end nogensinde. I hvert fald lokalt i Glostrup. Når kalenderen siger november 2016, og der fældes dom i SE og HØR-sagen, håber jeg på varme, sol og lys igen – i sindet. Kodeordet er: Frifindelse.

September er en skelsættende måned for mig. Det er her, retssagen endelig tager sin begyndelse og siden i løbet af 20 retsdage, der tilmed går ind i oktober og november, skal afgøres. Forhåbentlig til min og de andre tiltales fordel.

Når jeg siger ”endelig”, er det selvfølgelig fordi, det trods alt bliver rart at komme i gang med det uundgåelige. Det, man som sigtet og nu tiltalt har ventet på i to et halvt år: En retssag.

Naturligvis har jeg hele tiden gået og håbet, at den ikke blev til noget. At man ikke ville blive tiltalt og gik fri. Men jeg har samtidig hele tiden været mentalt forberedt på det værste, og når nu tingene er, som de er, forsøger jeg at holde hovedet højt. Jeg er fortrøstningsfuld, og et eller andet sted bliver det rart at få rettens – og ikke folkedomstolens – mening om det hele. Som Kim Henningsen siger: Han vil renses af en domstol.

Èn ting er sikker: Først efter en retssag – uanset udfaldet – kan man komme videre med sit (arbejds)liv. Som en hæmsko har den tynget mig og som en tung dyne har udsigten til den hængt over mig i lang tid. FOR lang tid. Det er nu tid til, at boblen brister. Den boble, som har forhindret mig i at være rigtigt glad i meget lang tid.

Uafklarede spørgsmål

Lige nu er det hele dog fortsat som en grødet masse. Noget uforståeligt. Noget udefinérbart. Faktum er, at der fortsat er mange ”hvis’er”. Mange uopklarede spørgsmål, der skal besvares forinden.

Til den kategori hører føljetonen om de to involverede tidligere SE og HØR-chefer Kim Bretov og Lise Bondesen, som har erklæret sig villige til at køre en tilståelsessag. Det kræver et selvstændigt retsmøde uafhængigt af den ”lange retssag” – et retsmøde, som efter at have været udskudt én gang, pt. er planlagt til sidst i august. Men bliver det overhovedet til noget?

De øvrige tiltaltes advokater med – så vidt, jeg har hørt – Kim Henningsens i spidsen, har forsøgt at få stoppet afviklingen af retsmødet. Det helt store problem er, at advokaterne for de øvrige tiltalte finder det beklageligt, at to involverede vil indrømme noget – spørgsmålet om medvirken til hacking – selv om det endnu ikke er klarlagt, om der overhovedet HAR været tale om hacking i SE og HØR-skandalen. Det er jo netop det, en retssag skal være med til at fastlægge. Har nogen først indrømmet, at de medvirkede til hacking under tys tys-perioden, så kan det danne uheldig præcedens for den øvrige retssag.

Det hele er voldsomt omfattende, teknisk og kryptisk, så jeg kan nærmest ikke rumme det hele selv. Hvordan skal andre udenforstående så kunne? Jeg skal derfor undlade at gå helt ned i materien her. Det bliver hurtigt knudret og tørt. Heldigvis er det den slags, man har ansat en forsvarer til at begribe og rumme for en. De har styr på juraen. Det eneste, jeg har styr på, er, at jeg fortsat erklærer mig uskyldig. Jeg mener ikke, at det, jeg har været med til, er ulovligt. Og jeg mener ikke, at jeg har medvirket til at hacke noget som helst.

Hollywood på nethinden

Når man som jeg aldrig tidligere har været involveret i en retssag, kan man ikke undgå at tænke lidt over, hvordan det mon bliver at sidde dér på anklagebænken i en affære, der altså som nævnt er berammet til at vare i 20 dage fordelt på tre måneder.

Kan man holde masken? Bryder man sammen? Kan man holde kæft? Kan man sidde det, andre i sagen siger, overhørig, hvis man føler sig uretfærdigt behandlet eller dumt omtalt? Vil nogen forsøge at skyde ansvar fra sig? Kommer jeg til at tage skraldet for andre? Det bliver helt sikkert en indre kamp, kan jeg forestille mig.

I sidste ende er vi dog i samme båd: Vi kæmper alle for frifindelse. Selv om der er visse uenigheder internt i “tiltalte-gruppen”, må vi også på en eller anden måde holde sammen. Anklagemyndigheden ønsker én ting. Vi andre ønsker noget andet. Så sort/hvidt kan det stilles op.

Selvfølgelig kan man ikke på forhånd gøre sig noget som helst begreb om hvilke følelser og tanker, der vil gå i gennem hovedet på én, når det hele begynder, men infrastrukturen, forløbet og procedurerne – ja, hele ”settingen” omkring retssagen – tænker jeg til gengæld meget over.

Hvordan ser retslokalet/salen ud? Hvor stor er den? Hvor mange mennesker vil være til stede som tilhørere? Mødes man af en hel horde af journalister ude foran, inden man går ind? Hvor mange reportere er bænket indenfor? Er der plads til familie og venner? Hvem er overhovedet interesseret i at dukke op? Ønsker man i virkeligheden ens nærmeste til stede, imens man som en påstået uartig femteklasses knægt sidder på anklagebænken? Rapporterer reporterne alle ”live” på nettet? Bliver alt vi siger i retten vendt og drejet i spalterne efterfølgende?

Sidder der mon en mand og tegner karikaturtegninger af os? Sidder alle vi tiltalte på rad og række i forreste geled med vores advokater koket placeret lige ved siden af, som er de tilsynsværger, man som klient sætter sin ubetingede lid til i ens forsvar?

Hvor tit skal man åbne munden? Hvor ofte får man taletid? Hvor meget går anklageren til én? Skal vi alle være til stede hver dag – hele tiden? Er der en speciel stol, man som tiltalt kommer op i, når man skal udspørges af anklager og forsvarer? Hvordan ser dommeren ud – og har han/hun en kappe på samt en hammer foran sig? Og hvad med lægdommere/domsmænd – hvem er de og hvordan ser de ud?

Der er mange spørgsmål. Få svar.

Med alt det ovenstående in mente kan jeg ikke lade været med at køre en af de utallige Hollywood-film med retssager som centralt element for min indre nethinde, når jeg tænker over det, jeg skal være involveret i fra og med 9. september.

Vil der være råben i retten? Uenighed? Vil dommeren bede om stilhed? Vil anklager og forsvarer skændes undervejs? Vil de blive kaldt i samråd oppe hos dommeren, mens de hvisker sammen og eventuelt får en stilfærdig røffel? Vil der blive råbt ”protest!” med ”taget til følge” eller ”afvist” som reaktion?

Skal man egentlig aflægge ed i Danmark, inden man skal i den varme stol? Bryder man sammen, hvis tingene kommer lidt for tæt på? Kan man finde de rette ord? Dummer man sig verbalt? Kan man fremme sin sag ved at fremstå på en speciel måde? Hvordan skal man egentlig være klædt?

Guderne må vide det. Men jeg forestiller mig alt muligt kulørt. Man kan således godt have en tendens til at sætte tingene lidt på spidsen på forhånd – måske baseret på ens egne fordomme, frygt og indtryk af, hvordan sådan noget foregår på det hvide lærred, når det er allerstørst. Bliver det som at medvirke i en Blockbuster med Tom Cruise og Jack Nicholson?

Ro på, Kasper. Muligvis bliver det hele væsentligt mere nedtonet og knap så storstilet og karikeret som på film. De retssager, jeg som sladderjournalist har overværet gennem tiden, har i hvert fald været mere grå og ”kedelige”, end jeg på forhånd havde forestillet mig. Det her er Danmark. Det er ikke O.J. Simpson eller Michael Jackson, som er på anklagebænken.

Domsmandssag vs. nævningesag

Hvad jeg dog ved er, at SE og HØR-sagen er en såkaldt domsmandssag. Det står sort på hvidt i anklageskriftet. Det overrasker mig egentlig lidt, for så vidt jeg havde forstået og læst mig til på forhånd, så bliver sager med en strafferamme på over fire års fængsel normalt kørt som nævningesager.

Slår man ”domsmandssag og nævningesag” op på nettet, kan man bl.a. læse følgende:

”Domsmænd skal medvirke i sager, hvor der er rejst tiltale om en højere straf end bøde, mens nævninge skal medvirke, hvor der er rejst tiltale om en straf på fire års fængsel eller derover”.

I SE og HØR-sagen er strafferammen maksimalt seks års fængsel, fordi vi er tiltalt efter skærpende omstændigheder. Det har medierne ikke forsømt en lejlighed til at fortælle. Nu bliver det så en domsmandssag, men det har de til gengæld ikke gravet i. Der er ikke overskrifter i, at anklagemyndigheden tilsyneladende ikke går efter straffe, der bare tilnærmelsesvis minder om seks år i brummen. Gjorde de det, havde der formentlig været tale om en nævningesag.

Konklusionen må være, at det formentlig er den ”forventede straf” og ikke ”den maksimale strafferamme”, der i dette tilfælde har været afgørende for hvilken slags sag, der skal køres. Mere firkantet er systemet åbenbart ikke indrettet.

Hvad skal vi forvente?

Og hvad er så ”den forventede straf?”. Altså den straf, anklagemyndigheden vil gå efter til de respektive tiltalte? Ingen ved det – og ingen får det at vide på forhånd. I anklageskriftet står der bare, at man er tiltalt ”med påstand om fængsel”. Men hvad er ”fængselsstraf”? Det kan jo lige så vel være tre måneders betinget som tre års ubetinget.

Et faktum er det dog, at vi  – nu hvor vi slipper for seks jurymedlemmer, der er det normale i Danmark i modsætning til 12, som man ser det i Hollywood – kommer vi til at sidde over for tre personer. I en domsmandssag i byretten vil således typisk medvirke en juridisk dommer og to domsmænd – eller lægdommere, om man vil.

I større sager, der handler om økonomisk kriminalitet, vil der imidlertid være mulighed for, at der er en ekstra juridisk dommer og en ekstra domsmand. Om dette er en sag, der kan komme ind under kategorien ”økonomisk kriminalitet”, ved jeg egentlig ikke.

Der er fortsat halvanden måned til det går løs. I mellemtiden vil jeg forsøge at bevare roen og tænke positive tanker. Jeg ved, hvad jeg satser på og forventer, at dommeren og hans lægmænd ender op med: Frifindelse.

Set i det lys – og som krølle på halen: Sommeren må gerne slutte nu. Som i LIGE NU. Jeg ville ønske, det var september i morgen …

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Tilstå – og spar penge