Jeg vil gerne arbejde med hjemløse …

kf

Tidligere redaktionschef på SE og HØR, Kim Bretov, har for længst overstået sine 120 timers samfundstjeneste, som han i modsætning til os andre dog blev idømt allerede i august sidste år.

Eks-chefredaktør samme sted, Kim Henningsen, er godt i gang med at afsone sine 200 timer i et kulturcenter i Gilleleje, mens Henrik Qvortrup efter sigende for kort tid siden – dog ikke bekræftet af ham selv – fik påmonteret sin fodlænke, som han skal hygge sig med i tre måneders tid, imens han vist nok sysler med en kommende bog om Lars Løkke.

Jeg har dog fortsat ikke fundet ud af, hvor jeg skal tilbringe de 100 timers samfundstjeneste, jeg blev idømt den 24. november i fjor. Man kan derfor fristes til at sige, at Kriminalforsorgen ikke rider den dag, domstolen sadler, for faktum er, at jeg rent faktisk skal have afsonet alle timerne inden slutningen af juni, idet jeg ved domsafsigelsen blev pålagt at afvikle min gæld til samfundet inden for en seks måneders periode.

Uret tikker

“Det er vel intet problem?”, tænker nogle måske. Der er masser af tid. Nej, det er der faktisk ikke, for reglerne siger, at man ikke må afsone sine timer for hurtigt. Det skal føles som en straf over tid, og derudover er der jo i manges tilfælde også den dømtes almindelige job i dagligdagen at tage hensyn til.

Førnævnte Kim Bretov afsonede f.eks. “kun” ni timer om ugen fordelt på tre dage. Jeg regner med, jeg kommer til at afsone efter nogenlunde samme model, og så er der altså ikke så lang tid til juni, når der skal lægges 100 timers arbejde et sted derude, hvoraf der kun trækkes 8-10 om ugen.

Jeg havde regnet med at høre fra Kriminalforsorgen nærmest dagen efter min dom tilbage i november. Jeg troede, de var meget strikse og hurtigt ude af starthullerne. Jeg er jo trods alt stemplet som en slags kriminel, og så forestillede jeg mig, man ikke skulle gå rundt alt for længe og føle sig som en fri fugl. Men nej. Jeg hørte intet.

Pludselig kom jul og nytår også i vejen, hvor det meste af Danmark og især det offentlige jo altid ligger brak, og jeg hørte derfor først fra KF et godt stykke inde i januar. På det tidspunkt var jeg lige på nippet til at kontakte dem selv. Det er de ellers nok ikke vant til. Jeg forestiller mig, at de fleste dømte nyder friheden væk fra forsorgens skarpe kløer så længe, de kan, uden selv at gøre opmærksom på noget som helst.

Opvasker på Samsø-færgen

I et brev i min e-boks blev jeg i midten af januar nu endelig indkaldt til et indledende møde i den store bunker på ydre Østerbro (se billede øverst), hvor vi så hinanden an og talte om de forskellige muligheder. Rådgiveren skulle udfylde en masse ting på sin computer, og man kunne endda selv tilkendegive, hvad man eventuelt var interesseret i at lave. Der blev snakket frem og tilbage. Hyggeligt, egentlig. Men der kom ingen afklaring allerede her.

Det var i øvrigt på denne dag, jeg om aftenen lavede en joke på Facebook, hvor jeg erklærede, at jeg skulle afsone mine timer i køkkenet på Samsø-færgen. Selv om det var skrevet – synes jeg selv – med et glimt i øjet, faldt de fleste i med begge ben, men det beror nok også på de tidligere beskrevne fordomme derude, hvor jeg fornemmer, at folk tror, at samfundstjeneste handler om at finde det mest banale, man overhovedet kan mønstre til den dømte, så det virkelig føles som en hård straf.

Der er intet som helst galt i at være opvasker på en færge. Intet. Men folk er forskellige. For mig ville det føles som spild af tid, evner og kræfter. Som noget banalt for lige præcis mig. For når man engang har været en hårdtarbejdende journalist i et godt lønnet job, kan jeg dårligt finde et arbejde derude, jeg ville føle mig mindre godt tilpas i end at svinge tallerkener over vasken på vej mod Kolby Kås. Man kan lige så godt søge at bidrage med det, man i forvejen føler sig komfortabel med. Så får afsoningsstedet også så meget mere ud af det midlertidige besøg.

Jeg stiler lidt højere med min samfundstjeneste. Jeg går faktisk op i, at jeg virkelig får givet noget tilbage, når nu jeg er dømt skyldig. Jeg vil udnytte de evner, jeg allerede har – og måske opdage nye. Jeg vil gerne være med til at gøre en forskel. Hjælpe folk. Bidrage med noget mere til samfundet og til mennesker end bare praktisk arbejde i et køkken. Det går jeg efter, og noget kunne tyde på, at det måske lykkes. Mere om det senere.

Ak og ve – jeg missede et møde

Efter det første møde gik der en rum tid, uden at jeg hørte noget fra min rådgiver fra Kriminalforsorgen. Ingen opkald. Ingen check-ups på mig. Ingen forslag til mulige afsoningssteder. Sådan troede jeg ellers, det var. Jeg troede, man ville blive holdt i nogenlunde kort snor, selv om jeg godt ved, jeg ikke er typen, der kunne mistænkes for at forlade landet eller ikke at overholde aftalerne.

Alligevel gik det lidt galt for mig. For en aftale missede jeg rent faktisk. Ved det første møde blev der aftalt et nyt af slagsen nogle uger efter, som jeg så endte med fuldstændigt at glemme, fordi jeg pludselig mod forventning skulle have mine børn i vinterferien og samtidig var pisseforkølet. Min hjerne og indre kalender var åbenbart midlertidigt slået fra. Min fejl.

Da opkaldet om min manglende opdukken hos KF kom, blev jeg pludselig bange i et kort sekund og så mig selv bag tremmer. Åh nej – ender jeg nu i spjældet? Hvor lang snor har man egentlig? Jeg havde jo ikke overholdt aftalerne. Får man en chance til? Men det var heldigvis intet problem. Min rådgiver var sød og forstående. Vi fandt bare en ny tid nogle dage efter. Pyha.

Ikke desto mindre undrede og undrer jeg mig altså generelt over – det glemte møde til trods – at det hele ikke går lidt mere tjept. Jeg fik min dom i november. Nu skriver vi snart marts, og jeg aner stadig (næsten) ingenting. I skrivende stund er der en mulighed på tegnebrættet, men jeg har ikke fået nogen bekræftelse på det. Det kan fortsat blive både en hund og en kat.

En sød rådgiver

Jeg har intet at udsatte på min rådgiver. Hun er fantastisk sød, forstående og samarbejdsvillig. Hun vil mig det bedste, kan jeg mærke, og hun er rigtig god at tale med. Jeg tror, hun godt kan mærke, at jeg ikke er en eller anden grov voldsmand eller en ikke-samarbejdsvillig person, som skal holdes i konstant kort snor. Hun virker også meget bevidst om, at jeg har en masse evner, der kan udnyttes positivt, og hun satser meget på, at jeg ender et sted, hvor jeg kan gøre en forskel med disse. At det ikke bare bliver en walk-over eller noget ligegyldigt, der bare skal afsluttes jo før jo bedre.

Hun er likable med en jovial, hyggelig og smittende attitude. Vi går godt i spænd. Jeg er derfor meget tilfreds, og jeg tror ikke, det er hendes skyld, at tingene går så langsomt. Efter hendes udsagn fik KF således først “min sag” overdraget meget sent fra det sted, den slags nu engang kommer fra. Vist nok først i slut-december eller start-januar.

Hjemløse – ja tak

Nuvel – til mødet forleden dag blev det hele lidt mere konkret. Vi fandt et sted, der kunne være godt for mig – endda tæt på min bopæl – og jeg afventer nu, at rådgiveren får talt med stedet, så der – hvis de vil have mig – kan sættes et møde op mellem arbejdssted, rådgiver og mig. Rådgiveren ville ringe til dem med det samme og forhøre sig, lød det, men her tre dage senere har jeg stadig intet hørt. Det undrer mig altså lidt. What to think? What to do? Where to go? Har de sagt nej til mig? Tog de ikke telefonen? Skal de overveje først? Det må altså godt gå stærkere. Jeg vil gerne i gang med at afsone. Få det overstået, så jeg bedre kan føle mig som en fri mand om nogle få måneder.

Tavshed er guld …

Til det allerførste møde fik jeg at vide, at rådgiveren havde lagt mærke til mine mange optrædender i medierne og også var klar over, at jeg havde en blog. Hun ville således lige påpege, at det var vigtigt – alt afhængigt af det sted, jeg ender med at havne – at jeg ikke nødvendigvis udbasunerer for mange ting omkring afsoningsstedet.
Ja, faktisk kunne jeg risikere, måtte jeg forstå, at nogle steder slet ikke vil have, at jeg fortæller andre end mine nærmeste om det.

Det hænder således, at stederne ønsker at gå lidt stille med dørene omkring det at “ansætte” folk i samfundstjeneste. De ønsker – sådan som jeg forstod det – ikke unødig larm og sætter ikke nødvendigvis pris på medieomtale. Det kan de jo risikere, når de tager imod en person fra en så hypet og omtalt sag som SE og HØR-skandalen.

Jeg fornemmede, at man – og det er nok rigtigt – ikke er vant til at have journalister i samfundstjeneste. Så er der nogle ting, de lige er nødt til at advare om forlods. Mit folkefærd rent fagligt er generelt nok lidt mere åbenmundede end en vagabond, der er straffet for butikstyveri. Og fred være med det. Men det undrede mig alligevel såre, at det hele kan risikere at være lidt tavshedbelagt. Jeg tænkte, at et sted, som sætter straffede personer i arbejde, sgu da må stå ved, at de gør det. Hvorfor skal det være en hemmelighed?

Henningsen og Krim-land

Samtidig kunne jeg næsten dagligt se min tidligere chef, Kim Henningsen, i sin Facebook-føljeton “Nyt fra Krim-land”, der nu har ændret titel til “#samfundstejenste”, udbasunere detaljer omkring sin egen afsoning, lægge billeder op fra popcorn-maskinen på stedet og optræde i en stort anlagt artikel i lokalsprøjten på de kanter. Han havde endda angiveligt med sine egne ord også fået stor ros fra sin rådgiver for, at han var så åben omkring sin samfundstjeneste. Jeg fornemmede, man mente, at det kunne være med til at nedbryde nogle fordomme og tabuer omkring emnet.

Hvorfor mon den forskel i meldinger fra Kriminalforsorgens rådgivere til deres klienter? Henningsen blev bakket op i- og nærmest opfordret til at være åbenmundet, mens jeg på en pæn måde blev bedt om – i worst case scenario – måske at holde næsten helt kæft og ikke råbe for højt?

Jeg endte dog med den forklaring fra min søde rådgiver, at det slet ikke er sikkert, jeg skal gå stille med dørene. Det kommer helt an på om det sted, jeg havner, gerne vil have opmærksomheden eller ej. Har de noget at sælge? Har de brug for omtale? Eller vil de helst være helt i fred og leve under radaren?

Vi får se. Jeg kan afsløre så meget, at jeg måske ender et sted, hvor der færdes hjemløse og hvor der potentielt også er noget journalistisk relevant arbejde at udføre. Det passer mig godt. Jeg har altid gerne ville gøre en forskel for folk, som har det svært.

Mere kan jeg ikke sige lige nu. Som tidligere nævnt aner jeg ikke engang, om “den går hjem”. Tingene går ikke så stærkt som håbet. Men én ting er sikker: Der er mange muligheder for at gøre en solid indsats derude. Også mange muligheder, jeg godt kan se mig selv arbejde videre med, uden at jeg skal frygte eller hade at gå på ulønnet job hver dag.

Den i øvrigt privatejede Samsø-færge er dog ikke en af dem ….

Her er min beslutning omkring min dom i SE og HØR-sagen – og årsagerne til at jeg traf den

retssal

Kære alle.

Efter lange og svære overvejelser har jeg besluttet, at jeg modtager og accepterer min dom i SE og HØR-sagen. Der bliver for mit vedkommende derfor ikke tale om en ankesag. Årsagen til beslutningen og de mange tanker omkring denne uddyber jeg lige om lidt.

BEKLAGER

Lad mig dog lægge ud med at sige, at jeg beklager min medvirken i tys tys-cirkus og er ked af, at jeg som menig journalist i 2008 lod mig overtale til at fungere som bindeled mellem tys tys-kilde og ledelse på SE og HØR. Dengang så jeg ikke noget galt i det, fordi chefer og ledere bakkede op om brugen af kilden og ikke blinkede med øjnene i forhold til hans “ansættelse”. Kombineret med den hardcore og grænsesøgende stil på ugebladet og dermed præmissen for ens ansættelse gjorde det mere eller mindre én blind og meget målrettet på at være med til at skaffe de bedste forsider – blandt andet via gode kilder. Men nu kan jeg jo se, hvor alvorligt det viste sig at være omkring denne ene af slagsen.

Jeg vil også gerne undskylde over for de kendte, det har berørt. Det havde de ikke fortjent, og jeg kan i dag se, at det har skabt paranoia hos mange både i 2008-2011 og da sagen kom for en dag i 2014.

Samtidig vil jeg dog understrege meget klart, at jeg – bortset fra én ting – generelt på ingen måde fortryder min fede tid på SE og HØR – verdens bedste arbejdsplads – og jeg er fortsat en passioneret underholdningsjournalist med stort U, som nærer et stort og brændende ønske om snart at kunne fungere som journalist i den del af branchen igen. Jeg skulle mene, jeg kun er blevet en bedre, moden og klogere journalist af at have været igennem vridemaskine, retssystem og mediemølle.

“GOD KILDE” ER BLEVET ET FY-ORD

Når det er sagt, vil jeg ligeledes slå fast, at jeg er ked af, at denne sag er kommet til at få begrebet “gode kilder” generelt til at fremstå som et fy-ord. Det er synd. Branchen lever af gode kilder – også kilder, der befinder sig i gråzoner. Kilder, som kan noget på deres arbejdsplads, de efter interne regler på stedet nok ikke må delagtiggøre andre i eller kilder med en viden, som menigmand normalt ikke har adgang til. Det er sådan mange gode nyheder skabes – også uden for sladderverdenen.

Jeg erkender dog som skrevet, selv om vi dengang anså tys tys-kilden for at være en kilde som de fleste andre rigtigt gode kilder, at jeg skulle jeg have sagt nej til en tovholder-rolle, der lige pludselig blev meget mere omfattende, end jeg brød mig om, og som helt klart var presse-etisk forkert at udføre.

FORKERT PARAGRAF AT DØMME FOR

Men var det så også forkert i forhold til straffeloven? På nogle punkter muligvis, men i så fald er de relevante paragraffer ikke taget i anvendelse i SE og HØR-skandalen efter min bedste overbevisning. Mange har bragt etik og moral ind i selve retssagen og gjort det hele til en stor, mudret og uforståelig masse midt i fordømmelser og harme, og jeg forstår godt hvorfor, men det er altså ikke domstolens lod at tage stilling til disse begreber.

Her handler det om jura og kun jura og i forhold til de specifikke tiltaleparagraffer, anklagemyndigheden tog i brug, mener jeg helt klart, at jeg er uskyldig. Det er således den primære årsag til, at jeg til manges store forbløffelse erklærede mig uskyldig i anklagerne allerede fra begyndelsen og fastholdt dette standpunkt hele vejen i gennem. Det gør jeg stadig.

Heri erklærede dommeren sig enig på to punkter, hvor jeg blev pure frifundet. Blandt andet for bestikkelse. Til gengæld blev jeg dømt for at have haft FORSÆT til medvirken til hacking. Årsagen til mine store overvejelser omkring at anke til Landsretten handler således primært om, at jeg er dømt for at have overtrådt paragraf 263 i straffeloven – den såkaldte “hacker-paragraf”. Jeg er lodret uenig i at jeg har overtrådt denne, og jeg skal gerne fortælle hvorfor.

Jeg har således ALDRIG kendt til tys tys-kildens metoder helt ned i detaljen. Jeg anede intet om nulstilling af passwords, hvis det ellers passer, at det er det, tys tys-kilden har gjort. Jeg anede ikke, at kilden muligvis tilgik databaser, han som IT-administrator hos NETS ikke havde intern berettiget adgang til. Jeg mener heller ikke, jeg burde have vidst det eller mistænkt det (dolus eventualis).

Det tog en NETS-medarbejder en hel dag i retten at fortælle om databasernes opbygning og adgange hertil hos IBM. Når en administrator i 2008 kommer og siger, at han har nogle oplysninger, han kan få adgang til og fremskaffe via sit job, sidder man altså ikke som en grøn SE og HØR-journalist, der ikke engang har indført og orkestreret aftalen, og spørger: Hacker du mon? Hvad gør du egentlig helt lavpraktisk? Afslør venligst alt om databaserne hos din arbejdsgiver og fortæl mig alle de tekniske detaljer. Man stoler på det, man hører. Jeg var ved at tabe næse og mund, da begrebet hacking blev bragt ind i denne sag af politiet.

Man kan mene, hvad man vil om det faktum, at kreditkort-info blev videregivet til- og aftaget af et ugeblad, men det var ikke det centrale i retssagen. Det var, om kilden hackede sig til det hele. Jeg anede det ikke, hvis han gjorde. Jeg har hele tiden været HELT OVERBEVIST om, at kilden klikkede sig ind i databaser, han havde bemyndigelse til at tilgå.

Derfor har jeg ikke med FORSÆT medvirket til hacking, og derfor finder jeg ikke, jeg burde være blevet dømt for dette. Bevisbyrden mod mig på dette punkt er simpelthen ikke til stede – end of story. At der så var masser af andre beviser omkring de faktiske forhold og hele forløbet gør jo ikke, at man pludelig kan sadle om og tiltale for noget helt andet end det, der står i anklageskriftet. Alligevel blev jeg dømt for medvirken til hacking. Det er jeg utilfreds med.

HVORFOR ACCEPTERE?
Nuvel – hvorfor så acceptere min dom hvis jeg er utilfreds med de præmisser, den bygger på og utilfreds med motivationen for at dømme mig? Svaret er enkelt: Jeg vil videre med mit liv. Jeg er træt. Mentalt træt. Jeg vil gerne have det overstået nu. Trække en streg i sandet. Ikke længere have dette hængende over hovedet og have det til at hæmme mig i jagten på et nyt job. Jeg ønsker at signalere, at jeg nu er villig til at lukke sagen for mit vedkommende. Signalere, at jeg ikke ønsker at trække det i langdrag.

Og langdrag – DET er der så absolut tale om. Sagen har allerede varet to et halvt år. Anker jeg til Østre Landsret, kan det tage et helt år eller endnu mere, før der kommer en endelig afklaring. Det magter jeg ikke. Samtidig har det her tæret utroligt hårdt på min familie og i særdeleshed mine opbakkende forældre og tre elskede børn, ligesom det har tæret utroligt meget på mig som menneske. Andre må bedømme om det er velfortjent. Men jeg kan ikke mere. Slut, prut, finale.

DOMSMAND PÅ AFVEJE

Jeg tager derfor min straf. Årsagerne til at acceptere dommen vejer for mig tungere end årsagerne til at anke, selv om guderne skal vide, jeg blev ekstra meget i tvivl, da den meget omtalte domsmandsfadæse blev kendt for nylig. For var vi dømt på forhånd? Og hvad med retsfølelsen? Burde man kæmpe for den på vegne af alle danskere, når man åbenbart ikke kan vide sig sikker på, at domsmænd her i landet er upartiske og ikke forudindtagede?

Det var ikke helt nok for mig. Jeg slutter her.

Med det sagt har jeg ikke yderligere kommentarer, og jeg håber, jeg nu kan komme videre og at folk derude vil være villige til at LADE mig komme videre i det nye år. Jeg er opdraget til at kunne tilgive folk og give dem en chance til. Den samme egenskab håber jeg, at andre derude også har.

/Kopping

Nu spidser det til: I morgen procederer min forsvarer

retten i glostrupEfter en ”lang” pause – sådan føles det i hvert fald – blandt andet på grund af efterårsferien, går det i morgen torsdag atter løs i retten i Glostrup. Nu spidser tingene til.

Tilbage er kun de såkaldte procedurer fra henholdsvis anklagemyndighed og de seks forsvarere, en reservedag den 11. november, der måske/måske ikke bliver taget i brug, samt dagen for domfældelse: 24. november. Min forsvarer skal procedere allerede i morgen. Spændende.

For lige at slå det fast: Proceduren er den ”tale” til retten, hvor forsvarerne skal procedere for deres klients uskyld over for dommer og domsmænd. Sådan er det i hvert fald i dette tilfælde, idet alle jo har erklæret sig uskyldige i det, de er tiltalt for, selv om alle samtidig har erkendt de fleste faktiske forhold i sagen.

Som jeg tidligere har nævnt, kan man godt indrømme nogle ting (og det er da også blevet bevist i retten, nogenlunde hvad der er foregået) uden at man behøver være enig i, at man skal straffes for de specifikke paragraffer, anklageren har taget i brug. Det virker det til, at visse folk derude ikke rigtigt forstår, når man igen og igen har hørt dem udtale: ”Hvordan kan de tiltalte dog nægte sig skyldige, når nu de HAR indrømmet, at man modtog kreditkort-informationer?”.

Svar: Det handler om jura. Det handler om, at der er så mange spidsfindigheder og juridiske finurligheder i denne sag, der i øvrigt er one of a kind og relativt uprøvet land, at der i høj grad er tvivl om, hvilke paragraffer der kan finde anvendelse eller bør kunne finde anvendelse i sagen. Selvfølgelig har vi da erklæret vores uskyld.

Find dog violinerne frem

Jeg har erfaret, at der er mange meninger om, hvordan en forsvarers procedure bør forløbe. Jeg har i hvert fald hørt flere bud på, hvordan folk TROR, den normalt forløber, selv om de i de fleste tilfælde ikke har noget konkret at basere det på. Jeg har især hørt folk sige, at man i høj grad bør spille på følelser. At man bør nævne ens gode personlige forhold, at man ikke er straffet tidligere, at man har tre børn, at sagen har betydet, at man står uden job og bare gerne vil videre med sit liv osv.

Den køber de ikke. For det første har den slags informationer allerede tidligere i retsforløbet været fremme ved oplæsningen af ens personlige forhold, og i forbindelse med om man i første omgang er skyldig eller ej, har det ingen som helst betydning, at man selv føler, man har været i gennem et helvede, at ens børn og øvrige familie lider under ens deroute og at det kun vil blive endnu værre, hvis man præsenteres for en straf. At en potentielt negativ dom vil ødelægge mere for den tiltalte, end den gavner. Sådan har jeg det naturligvis personligt. Men dommer og domsmænd må ikke lade sig præge af violiner, der spiller smukt og højt.

Selvfølgelig er de mere personlige elementer og forhold en del af det samlede billede, men den del handler primært om strafudmålingen til sidst – HVIS der kommer en straf.

Jura og paragraffer

Når det handler om, hvorvidt der overhovedet er foregået noget strafferetsligt forkert (og det er det helt centrale) og hvorvidt man skal frikendes eller ej, drejer det sig i første omgang om jura. Om paragraffer. Var det ulovligt, det man gjorde på SE og HØR? Var tys tys-kildens handlinger ulovlige? Var det hacking eller ej? Hvis ikke – er der overhovedet tale om skærpende omstændigheder? Og vigtigst: Kan de paragraffer, vi er tiltalt efter, benyttes i sagen? Holder de vand?

I forlængelse af det: Hvad vidste man dengang og hvad vidste man ikke – og ikke mindst: Hvad BURDE man måske have vidst. Det er det, anklagemyndigheden med et fint latinsk udtryk kalder ”dolus eventualis”. Hvis man nu, som alle har udtalt, ikke konkret vidste, at tys tys-kilden og dermed vi på SE og HØR foretog os noget ulovligt (HVIS det ender med at være det) burde man så have anet uråd?

Det er det, forsvarsadvokaterne i proceduren skal stille spørgsmålstegn ved på klienternes vegne, og det er det, der skal tages stilling til som det første. Alle de juridiske forviklinger og problemstillinger. Vurderer dommeren så, at anklagemyndigheden – og ikke forsvarerne – har ret, så spiller alle de førnævnte ting så ind i sidste ende vedrørende selve strafudmålingen.

Gud forbyde, at det kommer så vidt.

Forskel på domsmandsag og nævningesag

Uanset hvad der kommer ud af forsvarernes mund i sidste ende, skal en procedure i en domsmandsag præsenteres på én gang og kan ikke deles op. Sådan er det derimod ikke i nævningsager, som jeg har forstået det. Her kan man således først procedere for sin klients uskyld, og hvis det så bagefter vurderes, at man er skyldig, kan man i det tilfælde i forlængelse procedere for, hvorfor straffen bør være så lav som muligt.

Idet SE og HØR-sagen er en domsmandsag, skal forsvarerne altså på en og samme tid procedere for frifindelse og subsidiært lavest mulige straf, selv om man på tidspunktet for proceduren endnu ikke ved, om der overhovedet kommer en negativ dom.

Jeg har ikke blandet mig

Forvirret? Også mig. Men jeg glæder mig til at få det overstået. Man er spændt og også lidt intimideret på forhånd. For vil man være tilfreds med ens forsvarers procedure? Siger han det, man gerne selv vil have frem? Og er det, man gerne selv vil have frem, egentlig overhovedet gavnligt for ens sag? Man kan hurtigt komme på glatis som uvidende tiltalt, og jeg stoler således fuldt ud på min advokats arbejdsindsats og knowhow.

Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke har siddet sammen med ham og lagt en kæmpe strategiplan og fortalt ham, hvad han skal sige. Jeg har ingen anelse om, hvordan han konkret vil bygge sin procedure op, selv om jeg dog er kommet med små input, så de ting, jeg skriver her, bygger på noget mere generelt.

Det her er hans bord. Det er ham, der har styr på det, og det er dybest set det, man som sigtet og siden tiltalt har hyret ham for. At have styr på ting, jeg ikke selv ved så meget om. Han ved, hvad han skal sige på mine vegne. Jeg er meget tilfreds med Casper Andreasen, vil jeg gerne slå fast.

De tre resterende dage

Til alles info er den resterende retsplan som følger:

I morgen torsdag procederer anklager Morten Frederiksen, tys tys-kildens forsvarer Michael Juul Eriksen og undertegnedes advokat, Casper Andreasen. Jeg forventer, at hver part bruger et par timer eller lidt over på proceduren, men jeg er langt fra sikker.

Fredag gælder det så procedure fra forsvarerne for Ken B, Per Ingdal, Kim Henningsen og Henrik Qvortrup.

 

 

Når nu samtlige journalister blev hjemme fredag: Koppings referat-service til tjeneste …

referat

Når der er retsdag i Glostrup i SE og HØR-sagen og ikke umiddelbart nogen liveblogs at spore på de enkelte mediers hjemmesider (de kan i øvrigt også være ret svære at finde til tider), bliver jeg ofte spurgt undervejs, mens jeg sidder på min plads med telefonen i hånden, hvorvidt der mon er livebloggere til stede i retssalen.

Det er åbenbart en efterspurgt vare at nogen rapporterer live, så man – nok fortrinsvis folk med tilknytning til- eller interesse for mediebranchen – kan sidde derude bag skærmene og følge med i, hvad der sker. Set i det lys må mange være blevet skuffet på det seneste. Det er således tydeligt at mærke, at interessen for at live-rapportere var klart størst, da de tiltalte skulle afhøres og i forbindelse med afhøringen af de forskellige indkaldte vidner.

Hvem er du?

Den del af retssagen er nu en saga blot, og fredag, som var den sidste retsdag i et stykke tid, var journalist-fremmødet nærmest chokerende sparsomt. Kombineret med at såvel Per Ingdal som Kim Henningsen havde fået lov til at ”holde fri” og dermed også var fraværende, virkede retssal F4 pludselig meget tom og øde. Det var lige før, man savnede folkene på pressepladserne eller øvrige tilhørere.

Godt nok dukkede en enkelt journalist, jeg ikke havde set før, op fra morgenstunden. Den slags lægger man mærke til. Efterhånden er alle dem, som normalt er til stede alle dage, nærmest blevet en hel familie og man er i forlængelse af det for længst kommet på fornavn med de forskellige reportere, så når nye mediefolk eller andet godtfolk pludselig melder deres ankomst, spørger enten jeg eller nogle af de andre tiltalte altid, hvem de mon er og hvad de hedder.

Det er meget rart at vide, hvem det er, der til tider sidder ude i ventegangen i pauserne og lytter med på, hvad de tiltalte og deres forsvarsadvokater sniksnakker om. Det er ikke alle, som skal vide det hele. Væggene har ører.

Den mandlige journalist fik dog hurtigt nok, så efter et par timer var han væk. Herefter var antallet at journalister i retten et stort rundt 0. De skal nu nok vende tilbage, når vi når til procedurerne kort inde i november.

Nu hvor der ikke var aktive liveblogs fredag og generelt mandefald blandt journalistkorpset – og i forlængelse af det nærmest ingen publicerede nyhedsartikler fra retsmødet – skal jeg da gerne levere lidt info om dagens gang.

Et papir, der vakte opsigt

Fra morgenstunden lå der et papir klar til de enkelte forsvarere på deres plads – uddelt af chefanklager Morten Frederiksen kort forinden. Essensen var et krav fremsendt i 11. time af en advokat ved navn Brian, der repræsenterer 17 mere eller mindre forurettede kendisser, som ønsker en økonomisk erstatning for tort. Et krav, som advokaten på vegne af sine klienter ønskede, skulle indgå i den igangværende retssag. Man ville således gerne have domstolen til at tage stilling til, om de respektive kendte har ret til en erstatning som en del af den dom, der falder den 24. november.

Alle var vist mere eller mindre i chok over det, de nu kunne læse inden morgenkaffen var helt slugt, men trak også – uden at det skal misforstås – lidt på smilebåndet. For kravet på 300.000 kroner til hver kendis – og dermed i alt over 5 millioner kroner – kombineret med, at det ikke er Aller Media som juridisk ansvarlig, der ønskes til lommerne, men derimod de seks tiltalte, virkede ret voldsomt.

Jeg har mine personlige holdninger til det forelagte, men dem må jeg hellere holde for mig selv. Jeg vil dog godt sige, at det kan virke lidt mærkeligt, at f.eks en stenrig mand som Mads Mikkelsen, der er blandt de 17, blandt andet ønsker at hive en formue ud af en dødfattig journalist på dagpenge – mig – som i forvejen risikerer at ende i bundløs gæld på grund af betaling af forsvarer-salær, frem for at gå efter firmaet, der bakkede om den redaktionelle linje på ugebladet og via SE og HØR tjente penge på de artikler, der i visse tilfælde byggede på den kreditkort-overvågning, de 17 kendte føler sig stødt over.

Jeg ved godt, det formentlig handler om noget principielt og oprejsning – ikke pengene som sådan. Rettens ord for at det – hvis dommen potentielt gik kendissernes vej – ikke var i orden, at man på SE og HØR på den måde snagede i folks privatliv. Men efter min ydmyge og subjektive mening burde man ikke gå efter den lille mand, men firmaet bag. Den store mastodont. Firmaet, der allerede er idømt en bøde på 10 millioner for dets ansvar i sagen og som dermed også – hvis det besluttes, at man har ret til erstatning for tort – burde betale på vegne af de loyale medarbejdere, som udelukkende gjorde alt for at gøre mediekoncernens flagskib til en succes i de år, tys tys-kilden opererede. Det er dem, der – fortsat – tjener penge. Har penge. Jeg tjener igen. Har ingen.

Forsvarerne protesterede og krævede en hurtig afklaring. Dommeren og domsmændene gik derfor i plenum og voterede. For en gangs skyld gik deres beslutning forsvarernes og dermed de tiltaltes vej. Kendis-advokaten fik ikke lov til at inddrage kravet i den eksisterende retssag, og må derfor på et senere tidspunkt i stedet anlægge civile søgsmål, hvis det fortsat ønskes.

Besværliggjort tidsplan

Forsvarernes anke mod at kendisserne skulle få held med deres forehavende, handlede om en masse jura og paragraffer, og på det punkt kan jeg ikke helt følge med eller beskrive det nogenlunde sagligt, men rettens beslutning byggede formentlig delvist på, at forsvarerne krævede, at samtlige 17 kendte skulle indkaldes i vidneskranken, såfremt deres krav blev en del af sagen.

Man talte om, at man ikke burde kunne fremsætte sådan et krav i 11. time, hvis det ville påvirke den egentlige retssag uforholdsvis meget. Og det ville det. Det ville skabe ragnarok og store problemer i forhold til tidsplanen. Samtidig gjorde dommeren opmærksom på, at kravet burde have været fremsat meget tidligere i processen og ikke først nu, hvor retssagen lakker mod enden.

Jeg ved godt, hvorfor det først skete nu. Kendis-advokaten har således ikke kunnet få udleveret efterforsknings-materialet og beviser på forhånd, så han har selvfølgelig været nødt til at være til stede i retten hver dag for at danne sig et overblik over i hvor stort et omfang, hans klienter har været ”overvåget”. Alligevel fik han foreløbig ikke held med missionen om at komme med på vognen i en slags retssags-slipvind, og så vidt jeg har forstået, kan kendelsen ikke kæres.

Dermed må man nu afvente eventuelle civile søgsmål engang i fremtiden – hvis de kommer. Det, håber jeg ikke, bliver tilfældet for mit vedkommende. Jeg forstår, at nogle kendte er misfornøjede. Jeg har tidligere udtalt, at jeg gerne beklager, hvad de har været udsat for, selv om jeg ikke mener at det, jeg engang medvirkede til, er strafferetsligt ulovligt. Men jeg ejer ikke en rød reje.

900 blev til 210

Nok om det. Dagen bød – og det var nok derfor, pressen var fraværende – på oplæsning af over 900 sms’er og enkelte mails, der omhandlede kreditkorttransaktioner. Ting, man har fundet i efterforskningen og som indgår i bevismaterialet.

Enkelte forsvarere havde på forhånd bedt om at få ALT dokumenteret i retten, og derfor gik anklageren fra morgenstunden lystigt i gang med slavisk at læse alle fundne tys tys-sms’er op. Selv han kunne se, at det ikke just var munter underholdning, og der kom da også enkelte små jokes og kommentarer undervejs fra hans mund med et skævt smil, når det hele blev allermest tørt og opremsende.

Efter 210 stk. og en lille pause havde forsvarerne fået nok. Der blev talt lidt indbyrdes uden for lokalet, for man mente således nu, at der var dokumenteret tilstrækkeligt. Det var ikke nødvendigt at få oplæst de resterende 700 sms’er.

Missionen med oprindeligt at kræve, at man læste det hele op, var naturligvis, at domstolen skulle se, hvor mange af de sendte og modtagne sms’er der rent faktisk handlede om ”ligegyldige” transaktioner, som aldrig blev til artikler og som ikke specifikt fra SE og HØR’s side var blevet efterspurgt. Det er mange. Mange sms’er, der bare var en del af en løbende strøm af sms’er, som tys tys-kilden sendte ind ”for en sikkerheds skyld”.

Som jeg tidligere har nævnt, er det jo også – hvis det ender med at være rettens vurdering – fy fy at få tilsendt kreditkortoplysninger, man ikke brugte til noget. Men det har immervæk fortsat betydning i det store billede, om man skrev 10 eller 100 artikler på baggrund af sms’erne og om man kylede 99,99 procent (som er tilfældet her) eller kun 50 procent af dem i skraldespanden uden at granske dem yderligere.

Det så ud til at passe anklager og ”oplæser” Morten Frederiksen glimrende, at han slap for at læse de resterende 700 op. 210 var rigeligt til at klarlægge det, forsvarerne ønskede, og hans mission var egentlig for længst fuldført under dokumentationen tidligere. At sms’erne eksisterer og er fundet af efterforskerne, er for længst klarlagt.

Egnet til samfundstjeneste

Nu gjaldt det ”de personlige forhold”. Det bygger på de rapporter, de tiltalte har fået lavet hos Kriminalforsorgen tidligere på året, hvor det vurderes, hvorvidt man i tilfælde af en betinget dom er egnet til samfundstjeneste.

De enkelte forsvarere læste konklusionen af rapporten op for dommeren og domsmændene på vegne af deres klient, og meningen med det er, at det selvfølgelig på en eller måde indgår i den samlede vurdering af de tiltaltes sag og den endelige domsafsigelse, hvordan ens liv er skruet sammen, om man har ønsket at samarbejde med Kriminalforsorgen, om ens private forhold er i orden, hvordan ens økonomiske situation er, om man er frisk og frejdig eller har et skrøbeligt sind, om man er tidligere straffet osv.

Idet Henningsen og Ingdal var fraværende, har man et hængeparti omkring deres personlige forhold til næste retsdag, som bliver den 3. november. Den ellers hidtil planlagte dag i retten den 27. oktober blev således aflyst, for nu er man så langt fremme at kun det, man kalder ”procedurerne”, mangler, inden der kan afsiges dom. Det er så til gengæld også en helt central del af retssagen. Det er her, anklagemyndigheden skal forklare, hvorfor de mener, at de tiltalte skal straffes, hvorefter forsvarerne skal godtgøre, hvorfor de mener det komplet modsatte.

En kort planlægning af de sidste retsdage fulgte, og dermed kunne vi fredag gå hjem kl. 12 i stedet for 15.30. Herligt med tidlig weekend.

Planen for resten af retssagen

  • 3. november: Procedure fra anklager, tys tys-kilde (Michael Juul Eriksen) og undertegnede (Casper Andreasen).
  • 4. november: Procedure Ken B Rasmussen (Christian Zøllner), Per Ingdal (Niels Ulrik Heine), Kim Henningsen (Kåre Pihlmann) og Henrik Qvortrup (Anders Nemeth).
  • 11. november: Reservedag, hvis 3. og 4. november ikke er tilstrækkeligt til procedurerne.
  • 24. november: Domsafsigelse kl. 9.00.

 

 

I afhøringsskranken igen for at dementere og lidt tanker om private emails fra farmand på storskærm

IMG_6491

Med alle afhøringer overstået er vi nu nået til det, jeg vil betegne som ”tungt” stof i retten i Glostrup. Tungt for mig og sikkert også de øvrige tiltalte – men nok ikke for pressen. De æder selvfølgelig det hele råt, når anklagemyndigheden for tiden præsenterer det, der i domstols-sprog kaldes ”dokumentation”. Det er der historier i.

Med det sagt er mediekorpset dog væsentligt reduceret for tiden. De meget omtalte live-blogs ligger døde, TV-bilerne med mulighed for at sende live er ikke længere parkeret udenfor, reporterne står ikke klar fra morgenstunden til at kaste sig over de tiltalte for en kommentar, og det generelle billede er, at det, der foregår lige for tiden, ikke er så spændende at videreformidle til offentligheden.

For mig som tiltalt er det altså som nævnt noget tørt. Meget af det kender jeg jo til i forvejen, idet jeg for længst har været alt bevismaterialet i gennem, og det er altså ikke noget, man just ser frem til, når der f.eks. i dag fredag slavisk skal gennemgås over 900 sms’er i retten. Forsvarerne har således krævet, at alle beviser dokumenteres for dommer og domsmænd, og sådan skal det nok også være. Men muntert? Det er det bestemt ikke.

I skranken igen

Torsdag var jeg atter i afhøringsskranken et par gange – ligesom Ken B Rasmussen og Kim Henningsen i øvrigt også var det. I alle tilfælde handlede det om at korrekse anklagemyndigheden, når de – ifølge os – var i gang med fejlagtigt at dokumentere specifikke SE og HØR-artikler koblet op på ligeledes specifikke tys tys-sms’er.

Jeg har fuld respekt for, at man fra anklagemyndighedens side i efterforskningen har forsøgt at danne sig et overblik over, hvilke artikler der kunne tænkes at være blevet til på baggrund af kreditkortoplysninger. Det er deres job. Men jeg må bare konstatere, at de har ikke ramt plet i alle tilfælde. Langt fra.

Man kan på et overordnet plan anføre, at vores indsigelser mod visse konkrete beviser i dokumentationen nok ikke – set i det store billede – har en betydning for, om vi dømmes for noget eller ej i sidste ende. Anklagemyndigheden vil i den forbindelse selvfølgelig mene, at alene det at modtage nogle sms’er var fy-fy, selv om de ikke alle blev benyttet til noget konkret.

Men omvendt har anklagemyndigheden – ved at fremvise en lang række specifikke artikler, gå meget op i hvilke kendte, det er gået ud over, og ved at indkalde tre kendisser som vidner – indirekte sagt, at det altså et eller andet sted HAR en betydning for vurderingen af den samlede sag i hvor stort omfang, SE og HØR har skrevet artikler baseret på- eller delvist baseret på kreditkort-informationer gennem tiden.

Inviteret på skitur i Schweiz

Den historie, jeg primært gik i skranken for at dementere, var en dobbeltsidet artikel fra februar 2009 om prinsesse Marie og prins Joachim, som var på skiferie i det lille, men idylliske schweiziske skisports-mekka Villars sur Ollon – byen, hvor prinsessen i sin tid gik på kostskolen Beau Soleil, der troner smukt på bjergsiden nede ved hovedvejen.

Fordi der var kommet nogle sms’er fra tys tys-kilden vedrørende prinseparret på datoerne 11. februar, 12. februar og 14. februar 2009 (altså i dagene op til- og efter at artiklen blev publiceret i ugebladet), mente man, at SE og HØR selvfølgelig var rejst til Schweiz og efterfølgende havde lavet artiklen på baggrund af kreditkort-informationer. Her måtte jeg altså råbe vagt i gevær.

Først og fremmest skrev Billed Bladet om skiferien både en uge inden, den fandt sted, i form af en lille optakt på websitet samt i endnu en net-artikel om søndagen ”on location” i Villars – fem dage før SE og HØR-artiklen i selve bladet udkom. Det fandt jeg frem til via en simpel Google-søgning. Ergo var det bestemt ingen offentlig hemmelighed, at prinseparret skulle på- og senere var på pisterne sydpå.

Nej, der var derimod tale om en officiel indbydelse fra hoffet, hvor de havde inviteret både SE og HØR og Billed Bladet til Villars for at lave to forskellige fotoopgaver, der var ”sat op” af Kongehuset. SE og HØR fik æren af at bringe en række særdeles opstillede billeder af Jokke og Marie fra den lækre hytte i skiområdet, hvor de royale residerede, og for at få nogle ord til at ledsage de dejlige fotos, sendte man en journalist afsted.

At det hele var arrangeret på forhånd skyldtes, at man formentlig ved at give pressen en udstrakt lillefinger undgik, at især SE og HØR i stedet på eget initiativ tog hele hånden og sendte paparazzier ud på pisterne i fotojagt på det royale par og deres unger.

Og så det vigtigste argument fra min side: SE og HØR havde den uge som vanligt haft endelig deadline på bladet om tirsdagen kl. 12 – i dette tilfælde den 10. februar. Ergo kunne de fra anklagemyndighedens side nævnte sms’er dateret den 11., 12. og 14. februar ikke være brugt til noget som helst i forbindelse med artiklen.

En del af en sms-strøm

Jeg nævnte ligeledes, at der jo løbende indløb diverse sms’er fra tys tys-kilden på en række kendte personer omhandlende alt og ingenting. Noget kunne bruges – noget kunne ikke. Sms’er, vi ikke specifikt havde bedt om. Deriblandt var altså i denne forbindelse også nogle transaktioner vedrørende prins Joachim, men de kom som nævnt EFTER deadline, og at man fra en kilde modtager noget, der umiddelbart kan se interessant ud, betyder altså ikke partout, at det så automatisk blev brugt i praksis til at lave en historie.

Jovist, anklagemyndigheden har selvfølgelig ramt rigtigt i en række tilfælde – så meget skal de have. Men i andre har de antaget noget på baggrund af gisninger uden hold i virkeligheden, og det har jeg altså retfærdighedssans nok til at ville korrekse i retten, når det sker. Der er absolut ingen grund til at omfanget af kreditkort-cirkusset dokumenteres større, end det i virkeligheden er, for som jeg hele tiden har sagt: Der er skrevet MEGET FÅ artikler i SE og HØR på baggrund af tys tys-kildens oplysninger i løbet af de tre et halvt år, han var aktiv. Og altså åbenlyst også færre, end anklagemyndigheden tror.

Private mails med farmand

Én ting var jeg især ked af under retsmødet torsdag. Som en del af dokumentationen og bevisførelsen fremviste man private mails sendt mellem mine forældre og jeg, fra da tys tys-skandalen tog sin begyndelse i 2014. Her orienterede jeg dem – fra min SE og HØR-mail – om det stormvejr, der var på vej, og det var en meget mærkelig følelse af se min fars medfølende svar og en række andre mails i mellem os skudt op på store skærme i retslokalet.

Her skrev min far blandt andet i et frygtsomt øjeblik: ”Nå, skal dig og din ven XXX (tys tys-kilden) så ind og ruske?”. Anklageren øjnede selvfølgelig derfor straks muligheden for at spørge ind til, hvorfor farmand mon benyttede dét ordvalg. Havde jeg mon fortalt ham på et langt tidligere tidspunkt, at jeg mente, at det her var brandulovligt?

Til det kan jeg kun sige nej – og det sagde jeg også i retten. Godt nok fortalte jeg mine forældre om samarbejdet med kilden på et helt overordnet plan for mange år siden, hvilket de vist ikke ville blande sig i, for det var jo en del af mit job og noget, der var sket på chef-ordre. Men jeg har på intet tidspunkt troet at det, jeg – eller bladet for den sags skyld – gjorde, var ulovligt, og jeg har aldrig troet andet, end at kilden havde helt lovlig adgang til de oplysninger, han tilgik på sin arbejdsplads, selv om jeg selvfølgelig formentlig dengang mistænkte, at han nok ikke ville blive kåret til månedens medarbejder hos NETS for at videregive dem til et ugeblad.

Når jeg har talt/skrevet om mulige ulovligheder i visse mails sendt blandt andet til min far – og det sagde jeg også under afhøring – handlede det udelukkende om den interne aflønning af sorte penge, som jeg uforvarende blev en del af som led i min tovholder-tjans.

Det er dog så håndgribeligt og åbenlyst i kategorien “fy fy”, at man kan tænke sig til, at SKAT ikke vil bryde sig om fremgangsmåden og at det ikke er helt efter bogen. Ikke desto mindre var det ikke metoder, JEG besluttede at benytte. Det handlede altså om sorte penge og ikke det, tys tys-kilden selv udførte på sin arbejdsplads og siden leverede, når jeg til min far skrev: “Jeg var jo bare soldat, der gjorde, hvad jeg blev bedt om, men dog en aktiv del – og vidende om noget ulovligt”.

Summa summarum: Jeg kan tage det. Jeg er en del af sagen. Det er mine forældre ikke. Kunne man da derfor ikke have nøjedes med at læse mine egne mails til dem op uden at blotlægge deres svar retur?

Svar, der udelukkende var sendt fra et sæt skræmte og bekymrede forældre, som – uden rigtigt at kunne danne sig et overblik over det hændte og følgerne af det på så tidligt et tidspunkt og derfor på skrift reagerede derefter – pludselig på afstand kunne se deres søn stå over for sin største personlige krise og det værste uvejr nogensinde …

 

 

Line Baun kom med beviset for min påstand: Mangelfulde live-blogs KAN faktisk påvirke nogen til at tro noget helt forkert

baun

(Screendump, TV2.dk)

Ohøj, manne. Så er jeg tilbage med endnu en føljeton fra livet som tiltalt. Og som en klog mand sagde engang: “Undskyld, jeg skriver langt, men jeg havde ikke tid til at skrive kort” :-D.

Jeg kan se på trafikken, at folk i modsætning til tidligere er begyndt at klikke sig ind på min blog, selv om jeg ikke har skrevet noget den pågældende dag eller reklameret for et givent indlæg på Facebook. Det er jeg glad for, og bliv endelig ved med det, men hvor meget jeg end gerne ville skrive noget hver eneste dag, er jeg dog meget bevidst om kun at blogge, når jeg føler, jeg har noget på hjerte, så det hele ikke kommer til at handle om alt og ingenting.

Det har jeg nu.

Fra gaaab til gang i den

Efter en jævnt kedelig mandag, hvor der nærmest hele dagen blev gennemgået en masse tekniske data fra NETS’ interne tys tys-efterforskning – den såkaldte SIRT-rapport – var tirsdag noget mere ”spændende”.

På ugens første dag var det hele så tilpas tørt, at den eneste aktive live-blog, BT’s, lukkede ned i middagspausen, fordi alt gik op i tekniske termer og skemaer, der var umulige at viderekommunikere på en nogenlunde forståelig måde. Men tirsdag var alle pressepladser atter besatte og TV-bilerne med henblik på live-sending holdt igen på p-pladsen fra morgenstunden. Reporterne stod klar. Der var noget i vente. Kendte på vej.

Nu fik de tiltalte således for første gang ”fornøjelsen” af at sidde ansigt til ansigt med tre af de kendisser, som har været påvirket af kreditkort-stikprøverne tilbage i 2008-2011.

Den menneskelige vinkel

Jeg har ikke lyst til at skrive for meget om det, men som udgangspunkt kan jeg ikke helt forstå, hvorfor kendte personer skulle vidne. Retssagen handler jo ikke om krænkelser af enkeltpersoner, så deres rolle var slet og ret at være det, jeg kalder ”offervidner”. Anklagemyndigheden ville gerne vise retten, at den ofte svært gennemskuelige og meget detaljerede sag også har haft en menneskelig vinkel – og menneskelige omkostninger.

På papiret er det måske forståeligt, hvis man tager anklagemyndighedens briller på, fordi SE og HØR og de tiltalte implicerede skal fremstilles som skurke. Når der er en ”bandit”, er der notorisk også et offer. Omvendt handler tiltalerne som nævnt altså ikke om de forurettede individer (der kan komme erstatningssager senere mod f.eks. Aller Media), men om noget, der er langt mere juridisk tungt – heriblandt spørgsmålet om hacking. Uden sammenligning i øvrigt – for jeg mener jo ikke, jeg har begået noget ulovligt – så hiver man jo heller ikke direktøren for en røvet bank ind som vidne, når gerningsmanden skal fremstilles for domstolen, bare fordi bossen har mistet nogle penge eller er i chok over det hændte.

Lad mig starte med at slå fast, at jeg føler med dem, det er gået mest ud over. Jeg kan sagtens forstå – set i bakspejlet – at det må have været ubehageligt at finde ud af, at ens kreditkort er blevet afluret. Det forstod man ikke i sin tid med den gossip-kultur, der nu engang var. Da handlede det om at være først med de vildeste afsløringer, og det blev man som menig journalist forblændet af, når ens overordnede udstak retningslinjerne. Det var præmissen for jobbet, at man var villig til at gå den ekstra mil i sladderens tjeneste.

Især forstår jeg, at det må have været en kedelig situation at gå og mistænke folk i ens nærmeste omgangskreds for at sladre til SE og HØR, fordi man simpelthen ikke kunne regne ud, hvordan ugebladet havde fundet én på de mest obskure steder i alverdens afkroge. Primært Line Baun Danielsen fortalte i retten, hvor langt ude hun havde været psykisk – både dengang, historierne om hende blev bragt, men også da skandalen rullede i april 2014.

Det var gået så vidt, at hun i sidste ende havde mistænkt sin kæreste, Kim Drejs, for at levere info til SE og HØR om deres fælles tur til Sardinien. Kun få kendte til rejsen, den var planlagt ud fra ønsket om fred og ro i isolerede omgivelser uden risiko for mange danskere på hotellet, og billetterne var endda booket hos det, hun kaldte ”TV 2’s eget rejsebureau”, hvad det så end er, for at mindske risikoen for sladrehanke ved bestillings-telefonen.

Alligevel fandt SE og HØR dem. Men hvordan? Fantasien rakte ikke til at tænke på kreditkort-informationer, og dermed var sidste – og værste – bud på et læk, at ens familie eller venner ikke havde kunnet holde kæft.

 

For en gangs skyld holdt jeg min kæft

Jeg havde på forhånd besluttet mig for ikke at sige noget som helst til medierne tirsdag. De stod selvfølgelig som tidligere beskrevet klar fra morgenstunden for at få de kendte vidner i tale, men også for at høre om mine forhånds-forventninger til deres vidneudsagn.

Med min viden om vinkling, krydsklipning og andre TV-tekniske tricks, kan man hurtigt komme galt afsted, hvis man tager bladet fra munden. Udtalelser tages ofte ud af kontekst, man vælger enkelte små citater ud fra en længere snak, og det hele puttes så ind i et samlet indslag sammen med de kendtes udsagn, hvor det ender med at være en dyst på ord og standpunkter. Jeg vidste da godt, hvad mediernes holdning og vinkling var i den forbindelse: Jeg var den store stygge ulv, der skulle forsvare mig selv, men nok ikke ville lykkes med det, fordi dén kamp var tabt på forhånd, med en forurettet kendis som modspil, der helt sikkert havde – og har – seernes sympati.

Det forstår jeg godt, de har. Jeg forventer ikke, at folk skal holde med mig, selv om jeg ikke mener, jeg skal straffes for min tys tys-rolle. Jeg har bare ikke lyst til at løbe den risiko, det er, at udtale sig til nogle medier, der – lige som anklagemyndigheden – naturligvis tager offervidnernes parti og præsenterer deres indslag derefter.

Som nævnt har jeg ikke lyst til at gå for meget ind i min holdning til, at man hev kendte vidner ind for at udvise deres harme og fordømmelse i retten. Men jeg vil gerne fortælle lidt om, hvordan jeg oplevede deres optræden i vidneskranken.

Morten Helveg, der blandt andet skulle ind og tale om en artikel om hans manglende deltagelse i nogle NATO-møder i Berlin, imens han turnerede byen rundt med sin nye muse – en historie, som SE og HØR faktisk har Pressenævnets ord for, var okay at bringe, idet den “havde offentlighedens interesse” – sagde det forventelige, men han fremstod ikke helt så sur og harm, som jeg havde forventet.

Han forholdt sig i ro, talte afdæmpet og langsomt og svarede præcist. Jeg troede, han ville være meget mere på krigsstien, selv om han ikke efterlod nogen tvivl om, at han havde været – og er – stødt og sur. En meget kort afhøring.

Live-blog vildledte Line

På vej ud af retten stødte Helveg pudsigt nok på ekskæresten, Line Baun Danielsen, der som vidne nummer 2 på dagen sad klar ved et bord lige ved indgangen. Hun optrådte også som forventet. Sur, harm og på grænsen til gråd i stemmen.

Jeg føler med hende, for jeg kan jo se, hvor meget det hele har påvirket den tidligere TV-darling. Som var jeg i hendes øjne Satan selv, gav hun mig i hvert fald dræberblikket, da vi passerede hinanden ude ved metaldetektoren i den efterfølgende pause. Hende kommer jeg nok aldrig på julekort med, men jeg vil dog gerne lige minde hende om, at jeg altså ikke alene personificerer denne sag.

Som et kuriosum bekræftede hun i retten min holdning til de meget omtalte live-blogs, medierne skriver fra retslokalet, hvor jeg jo mener, at der er alt for mange fejl. Det skrev jeg en blog om for nogle uger siden, der bragte mig vidt omkring i medieland.

Line fortalte således, at som hun havde læst en live-blog fra den dag, journalisten bag artiklen ”Lækre Line på Sardinien” blev afhørt, så havde SE og HØR’s udsendte udtalt i retten, at man havde fundet elskovsparret på det pågældende hotel på baggrund af tys tys-kildens oplysninger.

Jeg har ikke læst den pågældende blog, og jeg kender ikke til ordlyden af det, der blev refereret fra retten, men det, Line havde opfattet på den baggrund, er i hvert fald lodret forkert. Er det så Line, der har læst forkert, eller er det live-reporteren, som ikke har refereret helt korrekt? Svært at vide, men i hvert fald bevirkede den famøse live-blog fra den dag, Sardinien-skribenten var i vidneskranken, at Baun Danielsen nu sad i retten og havde forkerte informationer.

Hvad er så den korrekte information? Jo, journalisten fortalte faktisk ordret i vidneskranken, at hun netop IKKE fandt parret grundet kreditkort-oplysninger, men på grund af en kombination af flid, journalistisk tæft og held.

SE og HØR vidste, at Line og Kim Drejs muligvis skulle til Sardinien på grund af et tip fra en anden kilde, jeg ikke kender til, men til gengæld fik man bekræftet nogenlunde hvor, de befandt sig rent geografisk – og hvornår – takket været en tys tys-transaktion fra en butik i et bestemt område på øen. Så meget ligger fast.

At man til sidst fandt dem, skyldtes dog ene og alene, at man begyndte at lede efter dem på fem-stjernede hoteller langs kysten i det område, hvor butikken lå. Her havde man bid i første forsøg, da en pool-dreng på det første hotel, man kiggede på, genkendte Line Baun Danielsen, da han blev forevist et billede af TV-dejligheden. Missionen var som at forsøge at finde en nål i en høstak, men journalisten havde heldet med sig. Lykketræf.

Uanset om Line har læst og tolket på noget med farvede briller og dermed har misforstået vidneudtalelser, eller om en live-reporter har formået at rapportere enten forkert eller på en ikke-fyldestgørende måde, er hændelsen med til at understrege, hvor vigtigt det på et mere generelt plan er, at fejlene i disse live-blogs udryddes. At man yder en ekstra indsats for at få alt med, og at intet forkortes så meget i note-form, at vigtige nuancer i vidneforklaringer går tabt i de enkelte blogs.

Før var det kun min påstand, at tingene forholder sig således. Jeg havde beviser på fejl, men jeg kunne ikke dokumentere, at fejlene påvirkede noget og nogen. Med dette har vi nu et klokkeklart eksempel på, hvordan en muligvis forkert tekst sendt ud i cyberspace kan påvirke et kendis-vidne til at tro noget helt forkert i retten. Det ændrer ikke på det, Line grundlæggende er sur over, men det har påvirket hendes opfattelse af forløbet dengang.

Operachefen overraskede

Kasper Bech Holten var rejst hjem fra London på domstolens regning for at vidne i retssalen, og han overraskede mig meget. Veltalende, klog, nøgtern, sympatisk og fair. Selvfølgelig var han sur over, at han havde været udsat for kreditkort-stikprøver fra tys tys-kilden, og i forlængelse af det at det var blevet til en historie fra Sorrento i Italien, hvor han ellers var taget ned netop for at være i fred i kølvandet på ekskonens død.

Omvendt sad han hverken og snøftede eller fordømte SE og HØR som blad. Han nævnte tværtimod, at han havde haft et godt samarbejde med SE og HØR i sin tid, og at bladets artikler om ham generelt var blandt de mest fair, sobre og velskrevne, da han befandt sig midt i sit livs værste krise i efteråret 2008. I den forbindelse nævnte han, at bl.a. Ekstra Bladet tværtimod havde været totalt hardcore og unfair.

Respekt for at han havde nosser nok til også at ”rose” det ugeblad, hvis metoder han ellers var i retten for at fordømme.

Undertegnede atter i vidneskranken

Dagen sluttede af med den første del af anklagemyndighedens ”dokumentation”. Det er en længere proces, der kommer til at køre over flere dage, hvor alle deres fysiske beviser skal fremlægges for retten og dermed dommer og domsmænd. Alt skal med – og det tager tid.

Dokumentationen er det håndgribelige i sagen. Det, man kalder ”procedure”, er til gengæld der, hvor anklagemyndigheden sætter samlet ord på, hvorfor de mener, at de tiltalte skal dømmes. En konklusion, so to speak.

Man lagde ud med at vise en række artikler fra SE og HØR, som man mente, var skrevet på baggrund af tys tys-oplysninger. Det gjorde man ved at fremlægge en række sms-samtaler og konkrete kreditkort-beskeder og linke oplysningerne i dem til artiklernes indhold.

Jeg har fuld forståelse for, at anklagemyndigheden har benyttet denne metode, selv om man skulle mene, at det ikke burde spille nogen afgørende rolle i sidste ende hvor mange historier, tys tys-beskederne mundede ud i. Det er jo ifølge anklagemyndigheden ulovligt bare det at modtage informationerne, uanset om de gav stof til artikler i sidste ende eller ej.

Og så alligevel ikke. Ved at man fremviser konkrete artikler kombineret med indkaldelsen af kendte vidner, signalerer man jo, at det rent faktisk betyder noget for den samlede vurdering af sagen hvor mange historier, der er blevet skrevet, og hvilke kendte personer, der har været ”ramt” i samme moment.

Derfor følte jeg en trang til at korrekse, hvis man efter min mening fremviste en artikel, anklagemyndigheden mente, var blevet til på tys tys-manér, hvis dette ikke var korrekt opfattet. Det følte jeg dels for at bekræfte det, jeg hele tiden har sagt: Antallet af tys tys-artikler var meget lavt. Men det handlede også om, at jeg gerne frikender de journalister, der står på byline på de enkelte nyheder, hvis artiklerne overhovedet ikke er blevet til på den måde, anklageren mistænker.

Det må da ikke være fedt at have sit navn sat til offentlig skue på storskærme i retten foran en hel horde af pressefolk, hvis den pågældende artikel oprindeligt blev vakt til live på ”normal vis”. Set i det lys fik jeg heldigvis lov til at sætte mig i vidneskranken, og det er nok ikke sidste gang, jeg gør det.

Faktum er i hvert fald, at anklagernes dokumentation af blandt andet specifikke artikler i kombination med konkrete tys tys-sms’er fortsætter igen på torsdag i næste uge ….

 

 

 

Et lille, impulsivt blog-indspark, der nåede frem til TV 2 News, Radio 24syv og DR’s P1

IMG_6622

Efter hele syv dages ”pause” går det i morgen torsdag atter løs i retten i Glostrup. Jeg synes egentlig, at en uge er for lang tid at vente på næste kapitel i SE og HØR-retssagen. Det er fint nok med nogle dages pause hist og her, hvor man kan gå hjemme og reflektere over det hele, men en hel uge i dvale kunne jeg godt undvære.

Man kommer simpelthen ”ud af sync” med tingenes gang og føler, man starter lidt forfra. De seneste retsmøder og det, der har været sagt, står ikke længere helt i frisk erindring, når der er så lang tid i mellem retsdagene. Nu er ventetiden så slut for nu. Retssal F4 venter 9.00-15.30 torsdag og fredag.

Ser frem til en afslutning

Som tidligere nævnt kan jeg på en eller anden underfundig måde godt lide at være i retten. Ikke at jeg befinder mig som blommen i et æg – slet ikke – men hver dag på Vestegnen føles som endnu et skridt på vejen mod en afslutning på det hele. Et punktum, jeg ser frem til, uanset hvad dommen ender med at være. Det er kulminationen på snart tre års venten. Derfor er min filosofi: ”Let’s get on with it”. Jo før, jo bedre.

Bretov og Bondesen i ilden

Torsdag bliver spændende. Efter en række afhøringer af nogle vidner, som ikke var ”centrale spillere” i tys tys-cirkusset, men dog lå inde med en vis perifer viden, er vi nu nået til et par mere essentielle af slagsen: Kim Bretov og Lise Bondesen. Som alle ved, er det de to tidligere SE og HØR-chefer, som forud for den egentlige retssag valgte at køre tilståelsessager.

Med deres ankomst kan vi nok også forvente, at pressekorpset atter bliver fuldtalligt. De seneste to retsdage har ikke været så velbesøgte som de tidligere, men mon ikke både DR og TV 2 atter ruller ind på parkeringspladsen med deres store TV-vogne i morgen, og mon ikke også live-reporterne igen er at finde på de forreste journalist-rækker, hvor der er plads til computeren, fra morgenstunden.

Samme som sidst – og lidt til

Jeg forventer, at Bretov og Bondesen kommer til at sige nogenlunde det samme, som de fortalte, da de blev afhørt i forbindelse med deres tilståelsessag den 25. august. Ved den lejlighed var antallet af spørgsmål fra anklagemyndigheden dog begrænset, idet de to tiltalte jo netop tilstod. Der var ikke behov for at ”grave”. De lagde sig fladt ned og indrømmede alt, selv om de ikke nødvendigvis – det er i hvert fald min tese – mente, at de havde gjort det, de var tiltalt for. De havde deres årsager til at ville have det hele hurtigt overstået.

I og med de nu pludselig har status af vidner i stedet for tiltalte, vil der formentlig blive spurgt yderligere ind på en række punkter, og de vil nok også blive foreholdt beviser, som de ikke så skyggen af ved tilståelses-retsmødet. Beviser, som anklagemyndigheden via vidnernes forklaringer desangående ønsker, skal kunne ramme deres tidligere kolleger på den ene eller anden måde.

Planen for i morgen indbefatter i øvrigt yderligere et enkelt vidne, men jeg har ikke lyst til at sætte navn på vedkommende. Det må jeg vist i øvrigt heller ikke. Også medierne har i den forbindelse været gode til at lade være med at nævne navnene på de vidner, der hidtil har været afhørt, medmindre vidnerne selv har været ude og tale offentligt om tys tys-sagen forud for retssagen. Det har kun én gjort: Michael Medgyesi – den tidligere SE og HØR-fotograf, som i sin tid henvendte sig til NETS og PET for at fortælle om sine mistanker om en kreditkort-mand. Derfor blev han blandt andet nævnt ved navn på DR.dk forleden.

Et stille opråb, der blev til en debat

Jeg skal da i øvrigt ellers lige love for, at mit blogindlæg for nogle uger siden omkring fejl i diverse mediers live-rapporteringer fra retten har vakt opsigt.

Det var egentlig ikke tilsigtet. Jeg bruger denne blog til at beskrive, hvad jeg impulsivt føler, mener og oplever, og lige den dag var det altså de mange fejl i live-blogs, jeg havde lyst til at beskrive. Men målet var bestemt ikke at skabe stor debat i diverse radio- og TV-programmer. Det var et stille opråb, som jeg håbede, ville blive hørt internt på mediearbejdspladserne – that’s it.

“Digital dagsorden”, “Q&A” og “Mennesker og medier”

Alligevel har det nu bragt mig i både TV 2 News’ faste medieprogram ”Digital dagsorden” onsdag i sidste uge og senest Radio 24syvs ”Q&A”, hvor billedet i toppen er fra. Jeg havde en god snak med Sverre Quist i dag “live on tape”, der skal bruges i den kommende udgave af programmet. Det sendes på søndag eftermiddag og er vist allerede ude på podcast fredag. Derudover har den garvede journalist-kæmpe Kurt Strand blandt andet brugt min blog som udgangspunkt for en debat i P1-programmet ”Mennesker og medier”.

Indslaget på News kan med TV 2 Play abonnement ses her:

http://play.tv2.dk/programmer/magasiner/serier/digital-dagsorden/tiltalt-blander-sig-midt-i-retssag-123002/

Selv om jeg ikke målrettet gik efter at vække opsigt, kan jeg set i bakspejlet sagtens forstå, at det egentlig er en interessant vinkel for visse medier. Det havde jeg bare ikke tænkt over, da jeg skrev det.

Dels er det interessant, at tiltalte journalister kan ”blande” sig i debat og sagens overordnede gang hvad angår mediedækning ved f.eks. selv at kommentere i live-blogs fra retten, og dels er det noget nyt, at en impliceret i en sag skriver partsindlæg og skaber sit eget medie og sin egen platform, hvorpå man kommenterer undervejs. Det er man ikke vant til omkring retssager, hvor tiltalte som oftest siger så lidt som muligt.

Fører ikke egen sag

Skader det min sag, at jeg har nogle holdninger og meninger? Det synes jeg ikke. Jeg har skrevet en bog om det hele, hvor jeg lægger alle kort på bordet, og jeg har i øvrigt hele tiden været åben omkring min rolle, som jeg ikke mener, jeg skal straffes for. For mig er det en naturlig udvikling og noget, jeg har behov for at gøre som en slags tilføjelse til min bog, der selvsagt ikke indeholder noget om selve retssagen. Den var ikke engang berammet, da det sidste kapitel var færdiggjort i sensommeren 2015.

Samtidig er jeg som tidligere nævnt dog meget opmærksom på, at jeg ikke ”fører min sag” i cyberspace. Jeg ønsker på ingen måde at påvirke hverken anklager, dommer eller domsmænd med de ting, jeg skriver. Jeg har ingen holdning til, hvad de skal mene om de tiltaler, der er, hvordan de skal opfatte mig og de andre implicerede som personer eller hvordan de vurderer vores respektive roller i det store puslespil.

Jeg kommer derfor ikke med tilføjelser til min egen afhøring, og jeg kommenterer ikke ned i materien på de ting, andre har sagt, husker og mener. Skåret ud i pap: Jeg har ikke lyst til at præge den dom, der kommer. Jeg har ikke lyst til at præge retssagens gang. Jeg er heller ikke ude på at forsvare mig selv her på denne blog ud over helt overordnet gentagne gange at understrege, at jeg ikke føler, jeg har gjort noget ulovligt.

Men jeg vil gerne fortælle om alt det udenom. Male det store billede. Komme med nogle erfaringer og oplevelser fra retslokalet. Lufte nogle generelle, medierelevante holdninger. Beskrive, hvordan det som journalist er at være involveret i en stor sag som denne på godt og ondt. Og ultimativt: Forsøge at være en del af min egen branche og vise, hvordan man også kan lave et journalistisk produkt, når man desværre ikke har mulighed for at gøre det i ”et rigtigt job” lige for tiden. Kommer journalistikken ikke til mig, må jeg komme til journalistikken.

Fokus på bloggen – ikke på mig

Til sidst vil jeg til visse kritikere, som mener, jeg bare bør holde min kæft og stikke hovedet i busken, sige, at jeg altså ikke stiller op i diverse medier under retssagen for at fremme min egen sag omkring tys tys-delen eller fordi, jeg godt kan lide at se eller høre mig selv.

Jeg gør det for at skabe opmærksomhed om min blog, som er blevet mit hjertebarn og som efterhånden har fået en solid læserskare, og jeg gør det, fordi jeg er smigret over, at de ting, jeg skriver, bliver læst og – i ny og næ – kan være med til at skabe debat eller sætte en dagsorden, der forhåbentlig kan være med til at gøre branchen bedre. Nogle mener, jeg med mine tidligere handlinger har været med til at skade den. Nu skal der andre boller på suppen.

Derudover er jeg gået rundt i dvale for længe. Jeg har for længe haft alt for meget på hjerte, der ikke kom ned på skrift eller ud via andre kanaler. Nu skal det være anderledes. Jeg har derfor et stort ønske om at være synlig. Være tilgængelig. Og først og fremmest: Vise, at jeg stadig er her. At jeg stadig kan skrive. At jeg stadig kan og mener noget.

At jeg stadig er værd at satse på som journalist …

 

 

 

Skal man egentlig grine eller græde?

Ken

Hvordan kan I dog få jer selv til at stå dér og lave fis? Hvordan kan du overhovedet smile, når du er tiltalt? Fatter I ikke sagens alvor?

Billedet til dette indlæg er ikke ment som en provokation, men er egentlig bare medtaget for at illustrere den problematik, jeg vil anføre og beskrive herunder. For hvordan bør man som tiltalt egentlig opføre sig i og uden for retslokalet, og hvor megen opmærksomhed og hvor mange tanker bør man som impliceret give selvsamme undervejs i retssagen?

Hvornår – og på hvilke punkter – bør man lave om på sig selv og den måde, man fremstår på i retten – hvis man da overhovedet bør? Er det et problem, hvis man opfattes som for meget spasmager og for lidt alvorlig, når man er involveret i det, nogen har kaldt “den største medieskandale nogensinde”. Hvilke ting kan misforstås – og hvilke kan ikke?

Bør man bare være sig selv, eller skal man spille en rolle for at fremstå mest sympatisk? Og hvad definerer egentlig sympatisk? Bliver det gennemskuet, hvis man giver sig ud for at være en person, man ikke er? Og sidst, men ikke mindst: Betyder det overhovedet noget i det store billede, hvordan ens personlighed og opførsel i retten vurderes, når det, der reelt skal bedømmes, er de ting, der bliver sagt i retslokalet, og ikke hvordan man ser og tager sig ud?

Jeg har ikke svaret. Men jeg har bestemt nogle tanker omkring det.

“Du ligner en rocker”

Der har bestemt været mange ”gode råd” til mig forud for SE og HØR-retssagen fra folk, som mener, at man bør opføre sig på en bestemt måde i og uden for retssalen, have noget bestemt tøj på og signalere dit frem for dat for at give det bedste indtryk.

Ja, en enkelt person mente endda forlods, at jeg burde skifte mit profilbillede på min i øvrigt lukkede Facebook-profil, fordi ”jeg lignede en rocker” på det eksisterende. Det kunne opfattes forkert af dommer og anklager, mente han. Det gav ikke sympati.

Jeg har da bestemt lyttet til visse personer og har taget en del til mig undervejs, for nogle råd er bedre end andre, men enhver idiot kan jo regne ud, at man nok ikke skal dukke op i retten med t-shirt påtrykt ”ACAB”-logo eller ”Bevar Christiania” – endsige iføre sig en hullet Iceman-trøje fra 1995, forvaskede shorts og badesandaler.

Jeg kan dog ikke se, hvorfor en retssag skulle være årsag til, at jeg burde udskifte mit solbrille-profilbillede med et konfirmand-foto af mig selv fra 1994. Er jeg fordækt, bare fordi jeg har solbriller på og ikke smiler på mit foto? Skal jeg  forsøge at gro hår på toppen og dermed ligne en mand, der har været oppe at slås med en plæneklipper, bare fordi “nogen” måske mener, at en skaldet isse er synonym med ballademager? Det må altså være min egen sag, hvordan jeg portrætterer mig selv på min egen Facebook-profil. Det har intet som helst med retssagen af gøre.

Det er også logik for burhøns, at man naturligvis ikke skal fremstå ligeglad, sur eller hardcore i retten, når den er sat, og det er en given sag, at man ikke bør sidde og flashe sine tatoveringer eller symboler, der af fordomsfulde personer i teorien kan opfattes negativt. Dem, der bestemmer, skal ikke forvirres og vildledes. De skal kunne koncentrere sig om det, der fremlægges og siges i retssalen og ikke distraheres af udseende eller væremåde hos folk i skammekrogen.

Fra blazer til sweater

Tøjet tænkte jeg meget over på forhånd. De første dage – og dermed også på dagen, hvor jeg selv blev afhørt – bar jeg nyindkøbt blazer og ønskede dermed at signalere mere stil end drengerøv. Siden blødte jeg lidt op og bar i stedet langærmet t-shirt, sweater eller lignende. Jeg fornemmede, at stemningen hverken var formel eller højrøvet i retten. Man behøvede trods alt ikke at ligne en mand, som var på vej til konfirmation eller begravelse, erfarede jeg.

Henningsen halvnøgen på halmballe

Det sværeste for mig har været, hvordan man kan tillade sig at agere i retten. Jeg er normalt rimeligt socialt anlagt, højtråbende, snakkende og kæk som person, selv om de sidste par år bestemt har tæret på humør og fremtoning. Folk, som kender mig, ved, at jeg ikke er bleg for at fyre en vittighed af og at jeg er meget ironisk anlagt. Derfor er det svært pludselig at være nødt til hele tiden at tænke over, om man mon signalerer det forkerte i retssalen.

Sagen er jo alvorlig, men betyder det så automatisk, at man selv skal fremstå lige så alvorlig hele tiden? Må man overhovedet grine, hvis der er årsag til det? Må man smile, hvis det passer ind, uden at det opfattes som ”ikke-angrende”?

Som tiltalt er det altså noget, man uundgåeligt tænker over. Der bliver jo kigget på én hele tiden, når dommer og domsmænd højt hævet fra et podie sidder og skuer ned mod os, uden at man er i stand til at vurdere, hvad de tænker om én. De er vant til at bevare poker-ansigtet.

Ens eget poker-fjæs kan derimod være svært at holde, når et vidne – som det var tilfældet forleden – under afhøring bramfrit udtalte, “at det, hun huskede bedst fra Kim Henningsens tiltrædelse som chefredaktør, var, at han på et billede i bladet optrådte som SE og HØR-mand i bar overkrop kun iført boxershorts siddende med et fjoget smil på en halmballe” ..

Jeg må indrømme, at jeg konstant er opmærksom på, at jeg ikke sidder og ser spøjs eller mut ud. Jeg tænker over, hvornår jeg skal se alvorlig ud, undrende ud, glad ud, lyttende ud eller noget helt femte – alt afhængigt af situationen.

Folk kan hurtigt misforstå de signaler, man sender. Et grin, et smil eller en kæk bemærkning kan nemt opfattes som om, man er totalt ligeglad og ikke har nogen som helst respekt for sagens karakter og den dumme situation, man er i. At man mangler respekt for domstolen og sagens karakter. I andre tilfælde kan et smil tværtimod være med til at vise, at man ikke er den usympatiske bandit, visse folk tror, man er. Man skal finde den gyldne balance – og det er svært.

Den store balancegang

Det tog nogle dage, men jeg har opdaget, at der ikke sker noget som helst ved ikke at være gravalvorlig hele tiden. Man overlever altså ikke 20 dage i retten, hvis ikke man i pauserne kan løsne lidt op og opføre sig helt almindeligt med mulighed for at reagere – og agere – på den måde, man selv har lyst til helt impulsivt.

Jeg har flere gange tilladt mig selv at grine lidt sammen med de andre tiltalte. Der er også en løs, uformel snakken til tider i pauserne eller ved ankomst og “fyraften”. De tiltalte kender hinanden på kryds og tværs, og det ville være mærkeligt, hvis man alle sad med hovedet begravet i hænderne konstant.

Man må således ikke forveksle en til tider løssluppen stemning med, at man som tiltalt ikke har respekt for domstol og anklagemyndighed eller sagens indhold. At jeg for eksempel kan spottes stå med Henrik Qvortrup og grine betyder derfor ikke, at jeg synes det er fedt at være tiltalt i en retssag. Slet ikke. Det handler om et menneskeligt behov for at være sig selv.

Værsgo’ – her i planen

Har I ikke været i retten i dag? Hvorfor var der ingen live-rapportering? Hvornår er næste retsdag? Hvad skete der egentlig i dag? Hvordan ser programmet ud for den resterende del af retssagen?

Jeg får løbende mange spørgsmål om SE og HØR-retssagen og ser lige så mange af slagsen stillet i forskellige tråde på Facebook. Det er naturligt, at der er mange derude, som interesserer sig for ”skandalen”, og selv om de forskellige medier har været flittige til både at skrive artikler fra retsmøderne og opdatere i de meget omtalte live-blogs undervejs, så har informations-strømmen vedrørende retssagens skemalagte dage været nærmest ikke-eksisterende.

Som en servicemeddelelse kan jeg derfor hjælpe folk lidt på vej, så her får I overblik over, hvordan den resterende del af retssagen ser ud (med forbehold for ændringer):

29. september, 30. september, 3. oktober, 4. oktober, 13. oktober, 14. oktober, 27. oktober, 3. november, 11. november, 16. november, 17. november, 18. november, 24. november.

Jeg ved naturligvis godt, hvad der skal foregå de pågældende dage, for det er allerede mere eller mindre fastlagt, men det ved jeg faktisk ikke, om jeg må skrive om her. Da planen blev sendt ud til advokaterne, var det i hvert fald med en bemærkning om, at den skulle holdes tæt ind til kroppen. Det gør jeg så.

Hellere retten end lejligheden

Hidtil har jeg faktisk paradoksalt nok syntes, at det har været ”okay” at være en del af retssagen. Jeg kan ikke helt finde ud af hvorfor.

Selvfølgelig er der ting, jeg langt hellere vil bruge min dag på, men når der er ”fridage” (og dem er der, som I kan se, mange af undervejs på vej mod den sidste retsdag den 24. november), så ville jeg nærmest hellere være i retten end bare sidde og kukkelure derhjemme.

En teori kan være, at jeg har gået i et limbo og gloet i min lejlighed i to et halvt år uden job, men nu sker der endelig noget. Nu har jeg endelig noget at stå op til, og det hele føles som en underlig form for forløsning, når man så længe er gået i uvished uden klarhed over, hvornår der ville blive sat punktum for sagen. Det er vi på vej til nu.

En anden teori er – og det er nok den mest plausible – at de mange afhøringer i retssalen endelig bekræfter de ting, jeg hele tiden har fortalt og endda skrevet om i min bog. Hidtil har det hele været baseret på påstande, rygter og udokumenterede udsagn, som medierne – og folkedomstolen – har været nødt til at tage med et gran salt. For hvad var egentlig op og ned? Hvem talte sandt og hvem huskede forkert? Nu kan journalisterne endelig konkretisere, fordi de har noget mere håndgribeligt at berette.

De store linjer er nu blevet skitseret, bekræftet og fortalt, og det føles som en forløsning for mig. Det er en forløsning, at Qvortrup nu foran en domstol har indrømmet, at han førte ordet på det famøse møde med tys tys-kilden og at han ”hyrede ham”. En forløsning at det er blevet bekræftet, at en menig journalist ikke kunne hente kontanter til kilder i kassen uden en chefs underskrift. En lettelse at Kim Henningsen påtager sig det fulde ansvar for hans tid i chefredaktørstolen. Og så videre og så videre.

Det hele har været fremme tidligere i forskellige variationer og sammenhænge, men nu er det endelig blevet sagt højt foran en dommer, to domsmænd og anklagemyndigheden. Det vægter højt hos medierne, at ting er blevet fortalt i en retssal under afhøring, og dét argument understøttes af, at man i løbet af de første seks retsdage har publiceret masser af artikler med indhold og vinkler baseret på fakta fra retten, der ellers HAR været fremme tidligere.

Anklageren hilser med håndtegn

En anden årsag til, hvorfor jeg befinder mig godt i retssalen, er, at det hele ikke er helt så intimiderende som frygtet. Tonen kan godt blive skarp til tider og stemningen kan bestemt blive trykket, men alle hilser dog pænt på hinanden, der er plads til smil og grin, hvis der sker noget uventet eller hvis der kommer en kæk bemærkning, og retssalen ser – som tidligere nævnt – helt anderledes og mere indbydende og lys ud, end jeg havde forestillet mig. Der hænger med andre ord ikke en tung, sort sky over retten.

Når jeg møder chefanklager Morten Frederiksen på gangen om morgenen, hilser han altid med et slags vink med hånden og et smil. Han har også rost min bog. I et enkelt tilfælde grinede vi tilmed sammen over et eller andet, jeg ikke husker essensen af. Jeg ved godt, at det kan være en facade, men selv om man er ”modstandere”, så foregår alt på et plan, der er mere nede på jorden, end jeg havde troet.

To fodboldhold, der vil gøre alt for at slå modparten på banen, hilser jo også pænt på hinanden og kan opføre sig lidt kækt i spillergangen indbyrdes, inden man entrerer grønsværen. Det er noget, jeg hylder. Der behøver ikke være gravkammerstemning, ond dialog og had i øjnene, selv om man er duellanter.

Endnu en livserfaring

Til sidst vil jeg give et råd videre omkring noget, jeg har erfaret, har hjulpet mig i denne proces. Hjulpet mig til at tage i retten med oprejst pande hver dag og nærmest “glæde” mig til næste kapitel. Det kan i teorien bruges i forbindelse med alle de udfordringer, livet byder dig som menneske.

Forud for retssagens start besluttede jeg således at tage det hele som en ”oplevelse”. Som endnu en erfaring i livet. Som noget, jeg ikke har prøvet før, og som jeg bestemt ikke ønsker at prøve igen, men som bare lægger endnu et afsnit til bogen om mit liv. Jeg elsker at tilegne mig viden. Jeg er nysgerrig af natur. Kan godt lide at prøve nye ting. At opleve. Alt – positivt som negativt – lagrer sig i den database, der hedder hukommelsen. Alle oplevelser kan bruges til et eller andet i sidste ende, hvis man ikke er ubetinget sortseer.

Selv om årsagen til min tilstedeværelse i Glostrup er noget bras, så har jeg derfor besluttet mig for at anskue SE og HØR-retssagen som noget, der trods alt vil gøre mig klogere som menneske …

 

 

 

 

 

Flashback til SE og HØR-fortiden, pludseligt fraværende live-reportere og Ken B’s “video-bombing”

retten i glostrup

Det har været en “stille” dag i retten i Glostrup, men derfor skal I da ikke snydes for endnu et blogindlæg – denne blandt andet med en ny video, der er den anden i rækken fra mig her under retssagen.

Jeg har lovet at tage folk med ind bag kulisserne, men det er altså svært at lave ”backstage”-videoer, når man ikke må filme i retsbygningen og i særdeleshed retslokale F4, hvor tingene foregår. Jeg forsøger dog så godt, jeg kan at beskrive, hvordan sådan en retsdag foregår – lige fra jeg står op, til jeg kører hjem igen fra Vestegnen til dejlige Amager.

Ukendt land for vidnerne

Når jeg siger ”stille dag”, så skyldes det især det noget amputerede pressekorps. Det var tydeligt at mærke, at afhøringerne af SE og HØR-sagens nøglepersoner nu er afsluttet – minus tys tys-kilden. Der var mange stole ledige på pressepladserne i dag. Forklaringerne fra “hovedpersonerne” er afgivet, og nu kommer man så til de mindre “spillere”, som i nogle få tilfælde endda slet ikke har været netop det – spillere. De er nok knap så interessante for TV-holdene og de øvrige journalister at interviewe, og deres forklaringer er selvsagt ikke så detaljerede som ditto fra de tiltalte.

I dag gjaldt det således de første fem personer ud af en lang række vidner, anklagemyndigheden har indkaldt, og det var altså åbenlyst ikke noget, der havde journalisternes interesse sådan rent interview-mæssigt. TV-vognene fra DR og TV 2 var væk ude på p-pladsen, hvor de ellers har været hermetisk parkeret siden dag 1 lige fra den årle morgenstund, men reporterne ved nok godt, at det kan være svært at få personer, der ”bare skal vidne”, til at stille sig op foran kameraet.

Jeg fornemmede, at flere af vidnerne var rystende nervøse, da de ankom, men det er sgu da klart. Det her er ukendt land for alle i den retssal – især dem. Med det in mente ville alle vidnerne nok helst bare ankomme og afgive forklaring i ro og mag uden pressefolk omkring sig og dernæst fredsommeligt smutte hjem i en fart uden at gøre væsen af sig.

I dette tilfælde var der tale om en række tidligere eller nuværende SE og HØR-ansatte, som skulle fortælle om deres viden, men som formentlig ønskede at gøre alt for ikke at vække opsigt og blive kædet sammen med tys tys-cirkusset i medierne.

Fire ud af de fem – herunder to fotografer og to journalister – skulle blandt andet fortælle om en række ture til udlandet, de havde været på, der delvist var baseret på tys tys-tip. Det blev dog også understreget, at ingen af de beskrevne rejser udmøntede sig i artikler, der blev til på baggrund af kreditkort-informationer alene.

Det stemmer godt overens med det, jeg hele tiden har udtalt, selv om det selvfølgelig ikke er nogen undskyldning, nemlig at tys tys-kilden oftest kun var med til at guide ugebladets udsendte i den rigtige retning. Resten – det, jeg kalder ”rugbrødsarbejdet” – lavede man selv via research, snusfornuft, journalistisk tæft, held og flid.

Don’t hate the player

Det femte vidne, som stoppede på SE og HØR ultimo 2008 og dermed nærmest ikke var ansat i tys tys-perioden, var mest indkaldt for at berette om sladderkulturen og de generelle arbejdsgange i tiden under Henrik Qvortrup. Her var det formentlig anklagemyndighedens håb, at han ville fortælle om den – efter deres mening – stygge, onde Qvortrup og hans kontroversielle stil.

Det lykkedes kun delvist. Journalisten havde godt nok sagt op dengang i ren og skær journalistisk frustration, fordi han ikke kunne få nogen kendte i tale på grund af disses eskalerende had mod ugebladet, men til gengæld fortalte han som modvægt, at han ”rigtig godt kunne og kan lide Henrik Qvortrup, og at han havde et særdeles godt forhold til sin chef”. Det var således stilen og ikke manden bag selvsamme, han med sin opsigelse søgte væk fra.

Don’t hate the player – hate the game.

PET og NETS informeret

Et af vidnerne blev ligeledes udfrittet omkring, hvordan han i 2012 og 2013 havde advaret henholdsvis PET og NETS om sin mistanke om anvendte kreditkort-metoder på SE og HØR, men ingen af parterne havde set nogen grund til at gå videre med sagen efter lidt intern research, undersøgelser og betænkningstid.

Det har været bragt op enkelte gange i visse medier, men jeg synes godt nok ikke, at det har fået nok omtale, at man “negligerede” sagen dengang hos de to instanser. Jeg mener jo fortsat at det, vi gjorde på SE og HØR, ikke var ulovligt, men derfor burde man nok alligevel have taget vidnets henvendelser mere alvorligt, end man gjorde, når der kom meldinger om oplysninger, der blev videregivet.

I særdeleshed NETS må have røde ører. De undersøgte tilsyneladende egne systemer dengang uden at finde noget som helst, der fik de interne alarmklokker til at ringe, men da sagen rullede i 2014, og man siden foretog nogle lignende undersøgelser, var der pludselig masser af ”usædvanlige adfærdsmønstre” at spore. Hvorfor var de ikke spottet i første omgang?

Live-blogs på pause

Det måske allermest opsigtsvækkende i dag var, at der pludselig ikke var nogen live-reportere til stede. Det så jeg, at flere brokkede sig over på Facebook. Folk, som efterhånden har vænnet sig til, at de kan følge retssagen dag for dag på internettet i skriftform.

Jeg skrev forleden et blogindlæg, hvor jeg kritiserede disse live-blogs og reporterne bag dem for at begå for mange fejl undervejs i skriveprocessen. Grove fejl til tider. Det opdagede TV 2 News, og i går aftes var jeg således inviteret ind i programmet ”Digital dagsorden” for at tale om problemet. Om det var derfor, at samtlige fem til seks live-blogs i dag pludselig var sat på standby, skal jeg lade være usagt. Måske. Måske ikke.

Måske handlede det i virkeligheden bare om, at der som tidligere nævnt ikke længere skal afhøres ”kendisser” eller offentligt kendte personer. Ja, måske har man på de respektive medier endda et princip om, at man ikke ønsker at videregive informationer, som sagesløse vidner afgiver i retten. De er jo ikke tiltalt som os andre og bør som minimum ikke “belastes” ved navns nævnelse.

Krammer med Bondesen

Nu går der en uge, inden retssagen fortsætter på næste torsdag. Her bliver det mere spændende, og jeg forventer, at pressepladserne atter vil være fyldt op ved den lejlighed, når blandt andet Kim Bretov (den tidligere redaktionschef) samt forhenværende nyhedschef Lise Bondesen skal i vidneskranken. De er de to, der den 25. august fik en dom på seks måneders betinget fængsel samt 120 timers samfundstjeneste i en tilståelsessag.

Bondesen stødte jeg i øvrigt tilfældigt på i går ved Valby Bakke, da jeg skulle ud og spise running sushi med min ældste datter. Det var længe siden, jeg havde set Lise, og jeg fik derfor givet den søde rødtop en stor gensynskrammer.

Lise kan jeg godt lide …

 

 

 

 

Qvortrups forklaring, min respekt for Henningsen og twisten om Ingdals afhøring

retssal

Retsdag fire er nu vel overstået, og vi fik endda ”tidligt fri”, da retten blev hævet kort efter klokken 13 i stedet for 15.30 som normalt.

Årsagen til det kan du læse mere om i bunden af dette blogindlæg, men først lige et par kommentarer vedrørende dagens afhøring af min tidligere sladderboss, Henrik Qvortrup.

Som tidligere nævnt gider jeg ikke skrive for meget om mine med-tiltaltes afhøringer, men jeg kan dog godt løfte lidt af sløret for, hvad jeg især noterede mig med tilfredshed i dag.

Grundlæggende gik afhøringen lidt som forventet – og dog. Jeg synes faktisk, at ”Q” erkendte flere ting, end jeg havde regnet med, og selv om han i mange tilfælde efter sin afgang fra Aller Press ved årskiftet 08/09 har forsøgt at lægge afstand til sin SE og HØR-tid, så forklarede den skaldede journalist overraskende vidt og bredt om, hvordan kulturen og arbejdsgangene var på ugebladet i sin tid under hans ledelse.

10 punkter fra i dag

Jeg er især tilfreds med disse udtalelser fra Qvortrup under afhøringen i retten:

  • Journalister kunne ikke konvertere bilag til kontanter nede i mediehusets ”kasse” uden en forudgående underskrift fra chefredaktør eller redaktionschef.
  • Q kaldte det oplagt at antage, ”at han vidste, hvad han skrev under på, når jeg på opfordring hver måned kom ind for at få underskrevet bilag fra tys tys-kilden”.
  • Jeg spillede ingen rolle på mødet mellem ham og tys tys-kilden og fremstod helt tavs, men var bare indkaldt til mødet, fordi jeg som journalist havde været sat på den famøse bryllupsrejse, hvor kilden debuterede som tipper.
  • Det var dengang helt normalt på SE og HØR, at ledelsen satte en udvalgt journalist til at håndtere en god kilde i det daglige. Det var en del af jobbet, at man kunne komme til at udføre den slags opgaver.
  • Henrik Qvortrup indrømmede, at det var ham, som indgik aftalen med tys tys-kilden på mødet den 24. juni 2008 og selv efter lidt forhandling fastsatte ”lønnen” til 10.000 kr. pr. måned.
  • Endvidere var det Q som foreslog, at der skulle afregnes i det, han kaldte ”naturalier”, og han påpegede, at det var en helt normal praksis på SE og HØR dengang, at der blev afregnet med tippere og sågar kendte informanter via lidt alternative ordninger.
  • Det var Qvortrups vurdering, at alle i SE og HØR’s ledelse dengang var orienteret om- og dermed kendte til tys tys-kildens virke på bladet.
  • Der blev aldrig talt om, hvordan tys tys-kilden rent teknisk indhentede sine oplysninger, og efter Qvortrups vurdering vidste vi kun på et overfladisk plan, at kilden havde adgang til kreditkortoplysninger og dermed hvad han overordnet kunne, men ikke hvordan han lavpraktisk gjorde hos NETS (hvilket er helt korrekt).
  • Tys tys-kilden var på mange måder en kilde lige som alle mulige andre tippere på bladet – en person, som havde en viden fra sin arbejdsplads, som vedkommende besluttede at dele med bladet. En viden, der var brugbar for SE og HØR i forhold til at blive ledt på sporet af gode historier. Derfor så man ikke de faresignaler, anklagemyndigheden lagde op til, at man burde have spottet.
  • Når vi på SE og HØR talte om, at noget var “risikabelt” eller helst ikke måtte opdages, handlede det om kildebeskyttelse og konkurrerende medier – ikke myndigheder eller politi. Med andre ord: Vi har aldrig talt om, at det her var/kunne være strafferetsligt forkert.
  • Qvortrup bekræftede mine udtalelser om, at han havde ringet til mig i marts 2014 for at forhøre sig om kilde-aftalen, og at han i den forbindelse opfordrede til en fælles konsensus om, ”at det famøse møde aldrig havde fundet sted”.

”Telefon-samstemte” – men ud fra daværende viden

I forbindelse med sidstnævnte hændelse vil jeg præcisere én ting, der ikke kom helt klart til udtryk i retten. Anklageren konfronterede således Q med, at jeg under min afhøring havde sagt, at vi under den nævnte telefonsamtale ”skulle samstemme forklaringer” – med tryk på ”samstemme”.

Det lå i anklagerens tonefald, at vi nærmest allerede her gik i panik, og at vi derfor lagde en detaljeret fælles plan for damage control fremadrettet. I forlængelse af det undrede anklageren sig over, at jeg siden havde besluttet at fortælle om mødet og dermed ”bryde” Qvortrups og min mundtlige aftale, mens Q tværtimod indledningsvis bagatelliserede selvsamme i sine første udtalelser i april 2014.

Det er for så vidt korrekt, at vi på Qvortrups afsluttende opfordring aftalte, at vi ikke skulle tale for højt om det møde fra start. Men husk på, at vi på det tidspunkt ikke havde noget som helst konkret at forholde os til. Hvad der ikke helt kom frem i retten var, at den “aftale”, som jeg i øvrigt ikke brød mig om, jo kun byggede på de sparsomme rygter, vi havde hørt på daværende tidspunkt i marts 2014.

Vi anede dengang ikke hverken OM der kom en bog eller hvad den i givet fald ville handle om, så det telefoniske håndslag på Qvortrups opfordring byggede altså på præmisser, der senere blev ændret, da sagen rullede.

Ken B’s bog udkom, medieskandalen var en realitet og jeg havde nu brug for at pointere, at jeg altså ikke havde indgået nogen aftale med tys tys-kilden på et møde. Derfor åbnede jeg op. Med den nye situation in mente var det jo pludselig vigtigt for mig at beskrive, i hvilken forbindelse Qvortrup havde hyret kilden, fordi folk skød med skarpt mod mig og min rolle. Her måtte jeg nødvendigvis agere på en måde, så folk fik en viden om, at det her altså var en chefbeslutning – ikke min.

Godt tilfreds

Som jeg også udtalte til medierne efterfølgende, var jeg generelt godt tilfreds med Qvortrups forklaring. Han indrømmede de ting, han efter min ydmyge mening skulle, og selv om jeg måske synes, hans hukommelse var lidt dårlig på visse punkter, så var sammensurium af hans afhøring, at han påtog sig det chefansvar, han bør.

Anklageren virker meget undrende over for, hvorfor Qvortrup ikke kan huske, hvordan han har reageret på visse mails fra dengang – ja sågar, at han ikke i alle tilfælde kan huske de ting, der blev skrevet internt i sin tid. Her er jeg på Qvortrups hold. Jeg kan da heller ikke huske alle de mails, jeg skrev dengang, og der er da helt klart visse skriftlige beviser fra efterforskningen, som jeg havde glemt, lige indtil jeg noterede mig dem under gennemlæsning af bevismaterialet i november 2015.

Det kan altså ikke komme som en overraskelse, at man ikke kan huske alle detaljer fra dengang, hvilket i samme moment også understøtter – og her er vi ligeledes enige – at tys tys-kilden og arrangementet med ham på ingen måde prægede hverdagen.

Fordi der reelt var tale om en kilde som så mange andre, var det her internt på ugebladet ikke ”stort” på en måde, der kunne bevirke, at alle detaljer otte år senere den dag i dag står lysende klart for de implicerede. Det var en del af arbejdsgangen – men en meget lille del. Det kan nok være svært at forstå for udenforstående, som selvsagt betragter denne sag/skandale som meget større end os, der har været impliceret. For os føles det primært massivt, fordi det er endt, som det er endt og fordi mediedækningen har været så massiv, som den har, men dengang var det noget helt andet.

Da var det et redskab, man benyttede, men ellers koncentrerede man sig om at lave ugeblad og tænkte egentlig ikke nærmere over det i det daglige. Der kom så få historier ud af samarbejdet, at 99 procent eller mere af bladet i perioden – og dermed også den daglige produktion og vores arbejdsmetoder – handlede om helt andre ting, der ikke havde noget tys tys-prædikat på sig.

Vi har talt ud

Afslutningsvis vil jeg sige, at jeg taler ganske udmærket med min tidligere chef, og der er ikke – som nogen vist tror – ondt blod i mellem Qvortrup og jeg. Vi er på Baresso i frokostpausen hver eneste retsdag sammen med vores respektive advokater, og de tilfælde hvor Q har følt, at jeg unødvendigt har skudt med skarpt mod ham i medierne og hævdet, at han ikke i tilstrækkelig grad vedkendte sig sit ansvar, er glemt og tilgivet. Vi har talt ud.

Stor respekt for Henningsen

Nu ser jeg især frem til Kim Henningsens afhøring. Han er trods alt endnu en stor spiller i denne sag, og jeg fornemmer, at også han – måske i endnu højere grad end Q – vil vedkende sig sit ansvar og de faktiske forhold, selv om han – i lighed med mig – ikke mener, at han har begået noget strafferetsligt ulovligt.

Spørgsmålet er dog, hvor meget han husker fra dengang. Han jo selv fortalt vidt og bredt om, hvad de mange elektrochok under behandling for en svær depression har gjort ved hans hukommelse. Lad mig slå fast: Jeg tager det ikke ilde op, hvis der er huller i huskeren hos Kim H. Jeg har faktisk stor respekt for manden, selv om jeg gik lidt til ham i min bog, og jeg har endnu mere respekt for, hvordan han fremstår og ser ud i dag.

Manden ligner sig selv udseendemæssigt, og han agerer fornuftigt og i balance med sig selv. Han har fået et nyt syn på livet og tager en dag ad gangen, hvilket i sig selv er en bedrift efter den hårde omgang, han personligt har været i gennem. Respekt.

Når jeg håber, at han kan huske så mange ting som muligt, er det, fordi jeg er nødt til at tænke egoistisk. Jo mere cheferne indrømmer, jo mere vil det stå klart at jeg – som hele tiden påpeget – ikke har taget nogle beslutninger omkring tys tys-kilden ud over at udføre de opgaver, der i det daglige var mig pålagt som tovholder – nemlig at forestå kontakten til kilden og være et slags bindeled mellem kilden og ledelsen på SE og HØR.

Kommer Ingdal i stolen?

Forinden Henningsen er det planen, at Per Ingdal skal afhøres. Det tror jeg ikke, man får meget ud af. Selv om han har indrømmet, at han på et tidspunkt havde en vis viden, så er hans rolle trods alt relativt lille i det store billede.

Det, der er mest spændende omkring den tidligere konstituerede chefredaktør, er, i hvor stort omfang det kan bevises, om topledelsen/direktionen på Aller Media har været vidende om tys tys-aktiviteterne – og på hvilke tidspunkter.

Her tror jeg heller ikke, der er så meget at hente for anklageren. Jeg har i hvert fald aldrig talt med Ingdal om kilden. Ken B har heller ikke. Qvortrup udtalte i retten i dag, at han heller ikke havde. Om andre har – hvilket noget tyder på – ja, det får vi at se og høre.

Jeg har som nævnt mange gange kun en vis andenhåndsviden, og den vil jeg ikke dele her, da der ironisk nok – bladet der aftog oplysningerne taget i betragtning – ikke er grund til at løbe med udokumenterede rygter.

Lige nu er det faktisk tvivlsomt, om Ingdal overhovedet kommer til at sige noget, idet dommer Mette Lyster Knudsen krævede, at der skulle afgives forklaring fra Ingdal i dag mandag, og hvis ikke man efterkom dette ønske, skal man i Ingdal-lejren ikke forvente, at man får lov til at afgive en sammenhængende forklaring senere hen.

På trods af dét dekret afviste forsvarer Heine alligevel på Ingdals vegne at udtale sig, ”fordi de ikke var klar i dag”, så dermed blev retten hævet to timer før tid, og noget tyder altså på, at Ingdal slet ikke kommer i den varme stol, medmindre retsformanden besinder sig, når vi når så langt.

Meget klogere bliver vi på onsdag og torsdag, hvor de næste to kapitler i SE og HØR-sagaen bliver skrevet …

 

 

 

 

 

 

 

 

Hvis bare man ikke skulle holde mund …

shh

 

Så nåede vi i gennem dag 3 i retten i Glostrup. Denne gang var det min tidligere SE og HØR-kollega, Ken B Rasmussen (og ja – han vil gerne have, der ikke er punktum efter B), som skulle i den varme stol.

Under afhøringen stod det klart, at Ken og jeg er rimeligt enige omkring de overordnede linjer i tys tys-perioden, men der er også nogle punkter, vi er lidt uenige om. Punkter, hvor jeg føler, han husker forkert eller bør huske noget, han selv ikke erindrer.

Ken B havde sin agenda klar, og han var generelt, trods lidt tøven undervejs, ganske veltalende og forsvarede sig i de fleste tilfælde ganske fint, når anklager Morten Frederiksen gik hårdt til ham (endda en del hårdere end anklagerkollegaen Henrik Uhl Pedersen gik til undertegnede forleden).

Man skal ikke føre sin sag på nettet

Jeg har ikke lyst til at udtale mig for meget om det, Ken B sagde i retten. Dybest set er vi jo i samme båd i vores egenskab af at være de eneste ud af seks tiltalte, som var “menige” journalister i sin tid.

Jeg har også lovet mig selv, at jeg generelt ikke vil kommentere konkret på andres afhøringer her på bloggen eller på de sociale medier, og det løfte vil jeg mere eller mindre holde, for ingen kan være tjent med, at man ”fører egen sag” i cyberspace – og da slet ikke på andres bekostning. Især ikke midt under selve retssagen. Den må gå sin gang, og så stoler jeg på, at domstolen træffer de rette valg i sidste ende.

Hver mand er sig selv nærmest i dette cirkus. Jeg kan sagtens forstå, at Ken kæmpede sin egen egen sag under sin afhøring og at han ikke er sat i verden for at tænke på andre end sig selv – læs: mig. Der hvor jeg dog rynker lidt på næsen er, når personen i afhørings-skranken siger noget, man selv husker helt anderledes.

Det er generelt svært at sidde bare og lytte. Jeg tror ikke, folk kan forestille sig, hvordan det er, før man sidder der selv. Det forekommer især, hvis man ikke er helt enig i det, der bliver sagt, eller sagtens kunne komme med supplerende bemærkninger. Så tager man altså uundgåeligt sig selv i ofte at sidde og få lyst til at råbe op midt i afhøringen og korrigere, men formaste sig til at tale i retten når man ikke er forsvarer eller i den afhørtes sko? No-go. Det må man ikke. Fy-fy skamme.

Gør man det alligevel, kan man være sikker på at få en røffel fra den høje dommer. Det kan ikke medføre andet end skade på en selv og ens egen sag, hvis man råber højt uden at måtte blande sig i en anden persons afhøring. Derfor holder man selvfølgelig sin mund hermetisk lukket og tager det, der bliver sagt, til efterretning, selv om man muligvis er helt eller delvist uenig.

Det går begge veje

Jeg er dog samtidig udmærket klar over, at Ken B sikkert i enkelte tilfælde havde det på præcis samme måde, da jeg selv blev afhørt forleden. Hvor han følte, jeg enten sagde noget uberettiget om ham eller nævnte ham, hvor han ikke ville nævnes. Det kan ikke undgås.

Jeg er grundlæggende udmærket tilfreds med Ken B’s afhøring, selv om mange af de ting, han blev konfronteret med, også omhandlede mig. Det er jo uundgåeligt, når der er tale om to journalister, som på det tidspunkt, sagen omhandler, talte meget sammen i det daglige og derudover på hver vores måde var inde over den samme kilde. Hvem gjorde egentlig hvad – og hvornår? Det er op til andre at vurdere. Nu har vi givet hver vores besyv med.

Bladets kilde – ikke min

Jeg vil trods alt – og det skader ikke Ken på nogen måde, at jeg siger det – fremhæve en enkelt ting. Han fortalte således flere gange, “at tys tys-kilden var Kasper Koppings kilde”. Da blev jeg godt nok lidt rød i hovedet og fik derfor min advokat til at spørge yderligere ind, da de øvrige forsvarere måtte udfritte Ken B efter anklagerens afslutning, så det hele kunne blive præciseret.

Faktum er nemlig, at tys tys-manden IKKE var min kilde. Det var naturligvis SE og HØR’s kilde. Bladets kilde. Eller som Ken korrekt tilføjede: “Cheferne pålagde Kopping at have kontakt med ham”.

Hårdt at holde mund

For at komme med en form for konklusion er det – qua dette indlægs overskrift – sjovt nok noget hårdere at sidde og lytte til en afhøring i forhold til selv at blive afhørt. Er man selv ved mikrofonen, kan man med sine udtalelser trods alt nogenlunde præge tingenes gang og i visse tilfælde styre dialogen et sted hen, der er gunstigt for én selv. Anderledes er det at sidde og se passivt til uden at have noget at skulle have sagt.

Næsten som en børnehave

Nuvel – så nåede vi så vidt. De to menige journalister, der fik sms’er fra kilden i det daglige, er afhørt. Vi må videre i teksten. Nu gælder det de tre tidligere chefredaktører startende med Henrik Qvortrup på mandag. Det kom dog først på plads efter en mindre diskussion mellem forsvarere og anklager. Mere var det ikke, men medierne til stede fik det naturligvis fremstillet som et regulært skænderi.

Tonen var sober, men jeg vil medgive, at det til sidst nærmest mindede om en regulær børnehave i diskussion om, hvem der først skulle rydde op på legepladsen. Alle parter stillede diverse krav og holdt hele tiden fast på sit. Faktisk kom det til at føles så grelt, at jeg på et tidspunkt tænkte, at min forsvarer og jeg sammen med Ken B og hans ditto da vist efterhånden var de eneste tilbageværende parter i sagen, som ikke med brok og klager har sat os på tværs i forhold til tidspunktet for egen afhøring.

Rosinen i pølseenden

Dybest set handlede twisten om, at hverken Per Ingdal eller Kim Henningsen ønsker at lade sig afhøre før Qvortrup. De mener – og jeg er enig – at en kronologisk afhøringsplan må være på sin plads, for da Qvortrup var den første chef, der havde med kilden at gøre (og endda hyrede ham), så synes man fornuftigt nok, at han også må være den første chef, der skal afhøres. Det huer ikke anklagemyndigheden. “Q” og hans forsvarer Anders Nemeth er derimod mere end villige til at lade sig afhøre først.

Det står vist efterhånden klart for alle, at Morten Frederiksen og hans sidemakker Henrik hele tiden har haft en speciel årsag til at ville placere ”Q” sidst. De ønsker ikke at angive årsagen trods utallige opfordringer, men enhver kan regne ud, at man via andre afhøringer forinden gerne vil have opsamlet så meget skyts som muligt fra de øvrige tiltalte, som de i sidste ende kan bruge mod den skaldede mand. De vil have ham som rosinen i pølseenden.

Det får de ikke. Hverken Ingdals eller Henningsens respektive forsvarere ville således ændre holdning, så da man i sidste ende kort før klokken 15.30 fornemmede, at alternativet ville være ”ingen udtalelser i retten overhovedet” fra d’herrer, gav den åbenlyst irriterede anklager Morten Frederiksen sig til sidst, så Henrik Qvortrup kommer til at blive afhørt på mandag som den første chefredaktør.

Eller som anklageren afslutningsvis sagde: ”Vi er ikke interesseret i at forstyrre retten med spildte og aflyste retsdage”. Så fik de da DE plusser i bogen hos dommer Mette Lyster Knudsen.

Nu håber jeg bare, at cheferne ikke lukker lutter øregas ud. At de har styr på hukommelsen. Ellers får jeg nok endnu en dag, hvor jeg får lyst til at gribe mikrofonen og komme med tilføjelser, men samtidig er underlagt et strengt påbud om at holde min mund lukket …

Når Kopping bli’r til Koppel, Henningsen bli’r til Hemmingsen og jeg forveksles med Ken B’s advokat …

ups

 

Jeg husker tydeligt, hvordan jeg i min barndom elskede satiresektionen ATS på bagsiden af Politiken, hvor beskrivelserne af en skrive-bommert i spalterne altid blev kaldt for “en fjel”. Siden blev jeg redigerende medarbejder på SE og HØR og havde pludselig til opgave selv at udrydde de værste af slagsen i de artikler, journalisterne afleverede til publicering i ugebladet. Det gik jeg meget op i.

Ingen er ufejlbarlige, og jeg laver bestemt også selv både skrive-, komma- og slåfejl i ny og næ. Det er jeg ikke bleg for at indrømme, for forsøger man at fremstå perfekt uden at være det, får man hurtigt et drag over nakken i jantelovens navn. Så bliver man pludselig offer for sin egen kække attitude.

For at få disclaimeren på plads fra start: Ja – selvfølgelig kan der også spottes fejl i dette indlæg.  Det er næsten uundgåeligt, men efter min ydmyge mening er visse typer fejl dog vigtigere at have styr på end andre: De faktuelle.

På plads live i Glostrup

Det er meget brugt at publicere hurtigt skrevne nyhedsartikler og sensations-baskere på nettet løbende fra retten, imens det hele foregår. Det er ligeledes kommet på mode at live-rapportere fra retslokalerne landet over, når der kører store sager, som har mediernes bevågenhed.  Det foregår i chat-agtige rum på hjemmesiderne, hvor en journalist live og løbende beskriver, hvad der foregår “as it happens”, og hvor læserne samtidig kan stille diverse spørgsmål til reporteren på stedet.

Det er en god ting. Jeg har selv benyttet mig af det flere gange, når jeg har været mest nysgerrig – blandt andet i tilståelsessagen i SE og HØR-skandalen den 25. august, hvor jeg ikke selv var til stede i retten, men også i en række andre retssager. Ingen nævnt, ingen glemt.

I modsætning til de ligeledes meget brugte liveblogs fra sports-events, der ofte bliver vist i fjernsynet samtidig og derfor ikke kan hidse mig op, er det i forbindelse med retssager vældig interessant at følge med på skrift, når nu der ikke er TV-dækning. Man føler næsten, at man er der selv. Men er man nu også det? Både og. Det uddyber jeg i det følgende.

Når SE og HØR-retssagen løber af stablen i Glostrup, sidder der også fire-fem ”live-bloggere” fra forskellige medier klar, når det går løs. Det er ekstra sjovt at følge med, når nu man selv er til stede fysisk. Så lægger man mærke til, hvor stor forskel der ofte er på det, der rent faktisk sker, og det, der nedfældes til læserne serveret som en skinbarlige sandhed.

Jeg har både fulgt med på telefonen i diverse liveblogs undervejs fra min plads, når jeg har haft mulighed for det (ja, man må gerne sidde med sin telefon i retten, så længe man ikke tager billeder) og også læst de respektive mediers live-reportager i gennem, når jeg er kommet hjem, for at tjekke, om de mon har rapporteret fair og korrekt.

Svaret til det er: Det har de ikke i alle tilfælde. Langt fra. Ja, faktisk har der i løbet af de første retsdage undervejs været nogle fejl så grove, at det har givet et markant anderledes billede af virkeligheden end det faktiske forløb.

Det er et problem. Det er problematisk, når der opstår så grove misforståelser eller forkerte opfattelse hos reporteren, at læserne derude bliver fejlinformeret. De tror jo på det, de ser. De tror på at det, de læser i ”chatten”, er sandheden. At medierne har givet det korrekte billede.

Ingdal til stede – bare ikke i Glostrup

Lad mig give nogle eksempler. I TV 2’s live-dækning fra min afhøring tirsdag blev det beskrevet, at jeg sagde, at tys tys-kilden havde fået sin sidste ”lønudbetaling” i december 2011. Det er ikke korrekt. Jeg sagde derimod august 2011. Altså tæt på et halvt år før. Det er ikke uvæsentligt i forhold til forløb og det tidspunkt, hvor samarbejdet med tys tys-kilden ophørte endegyldigt, men nu tror læserne af den pågældende liveblog altså, at kilden fortsat var mere end aktiv sidst på året i 2011, selv om samarbejdet for længst var stendødt.

På EB.dk blev det fortalt, at tiltalte Per Ingdal var på plads i retten tirsdag morgen. Problemet var bare, at det var han bestemt ikke. Han havde derimod fået ”fri” og var ikke i Glostrup.

Den person, journalisten troede var Ingdal, var såmænd en ung afløser for Ingdals normale forsvarer, advokat Heine. En anden journalist troede samtidig i SIN liveblog, at den unge mand, som kollegaen mente var Ingdal, rent faktisk var advokat Heine himself. Men Heine var altså i lighed med Ingdal heller ikke til stede. Forvirret? I så fald er du ikke den eneste.

Anklager Morten Henriksen

Så er der det i småtingsafdelingen. Som når Jounalisten.dk i en artikel fra retten kalder anklager Morten Frederiksen for Morten Henriksen. Det efternavn tilhører en af de tiltalte. Eller som når TV 2 fejlagtigt kalder Lise Bondesen for Lise Bonde i en artikel publiceret efter endt retsdag. Minimal fejl. Men hvor svært kan det være?

I live-rapporteringen fra tidligere på dagen i samme medie konstateres det, ”at anklager Morten Frederiksen nu udspørger Kasper Kopping”. Problemet er bare, at det var anklagerfuldmægtig Henrik Uhl Pedersen, der afhørte undertegnede.

Forkert type skind

Og til den spøjse: Politiken mente i fredags, at tys tys-kilden bar sko af krokodille-skind, selv om det rent faktisk var skind fra en struds. Han havde angiveligt også en skjorte på med store flipper. Men flipperne var faktisk små.

Ydermere sad en tegner klar til at tegne tys tys-kilden, som man ikke har billeder af på det pågældende medie. Her blev der lige lagt 20 år til hans alder, så han lignede en rusten og rynket mand på snart 70, alt imens et andet medie samme dag kaldte ham for en slank, brun mand, der mere lignede en (yngre, red.) bartender fra Miami end en IT-ekspert.

Tirsdag kvitterede en anden tegner med at male et billede af de tiltalte på rad og række, hvor tys tys-kilden måtte lide den tort at være portrætteret som Frankensteins monster. Reelt billede af virkeligheden? I think not.

Nu er jeg pludselig advokat

Fredag blev jeg forvekslet med Ken B Rasmussens advokat. Han bar hvid skjorte og slips denne dag. Jeg bar en grå blazer og farvet sweater fra Diesel. Men ifølge personen bag en af de aktive liveblogs havde Kasper Kopping altså ”hvid skjorte og sort slips på”. Hvis forsvareren, som i øvrigt er tårnhøj og med masser af hår, var mig, troede reporteren mon så at jeg, som er lille og skaldet, derimod var Kasper Koppings forsvarer? Det er rart at se, at de udsendte journalister har styr på persongalleriet på forhånd. Eller noget.

Endnu en ting i småtingsafdelingen: Journalisten.dk beskriver tirsdag, hvordan jeg startede på SE og HØR i 2007, selv om det var i 2005.

Dette var ganske få eksempler. Der kommer flere senere.

Jeg forstår problematikken

Det er fuldt forståeligt, at det kan være svært at følge med i det tempo, tingene bliver udtalt. Især i mit tilfælde. Jeg snakker, så røven den går. Ja, jeg blev tirsdag faktisk bedt af referenten om at sætte tempoet lidt ned. Beklager. Jeg har meget på hjerte.

Jeg vil ligeledes indrømme, at jeg føler med live-reporterne. I gør et godt stykke arbejde, men altså ikke helt godt nok. Sørg nu please for, at vigtige nuancer ikke går tabt, så læserne ikke misser essentiel information, der indgår i en forståelig helhed i retten, men som kun kommer halvt ud i cyberspace. I visse tilfælde forstår jeg faktisk ikke en meter af det, jeg er citeret for i live-rapporteringen hist og her, selv om jeg selv har sagt det.

Jeg er udmærket klar over, at ting kan være knudrede. Det kan også være svært at holde styr på alle detaljer, når man ikke – som jeg – er en central part i sagen. Men dybest set tror jeg, det handler meget om research, forberedelse og koncentration.

Jeg nævner i flæng: Der er ting taget ud af kontekst. Udtalelser, hvor man ikke kender baggrunden for citatet, fordi det forudgående spørgsmål mangler i bloggen. Tre til fire udtalelser, der er mikset sammen til ét citat. Ting udtalt over nogle minutter, men som præsenteres helt kort og sammenfattet som noget, der er fortalt på 10 sekunder.

Ting, der er flettet sammen, så det ikke giver mening præsenteret på skrift. Bytte bytte købmand og hurtig nedfældning af det, man som live-reporter troede, man hørte, men som ikke er helt faktuelt korrekt. Man skal ikke tro. Man skal vide. Ved man ikke, eller er man usikker, må man hellere undlade at skrive lige præcis det, man ikke fik helt fat i.

Koppel og Hemmingsen

Andre eksempler: I tirsdags kaldte en live-reporter konsekvent Kim Henningsen for Kim Hemmingsen. Med M. Men han er ikke den eneste, der åbenbart har taget navneforandring. Forleden hed jeg Koppel nærmest hele dagen – ikke Kopping.

Fredag spurgte en læser i en af de beskrevne liveblogs, om der mon var mange flere på SE og HØR end de tiltalte, som kendte til kilden. På trods af, at der i retten blev fremvist flere emails, der viste, at en lang række personer på ugebladet gennem tiden havde modtaget besked om at levere nye navne til kildens ”liste” – og altså dermed åbenlyst havde et vist kendskab – så lød svaret, at det naturligvis kun var de seks tiltalte, som kendte til kildens eksistens. En grov fejlantagelse, der skaber et helt forkert billede af virkeligheden og det, der reelt kom frem under anklagerens indledende gennemgang af sagen fredag.

Vigtig viden – ligegyldig info?

På et tidspunkt skriver EB.dk’s udsendte i livebloggen, at jeg udtaler: ”Det var ikke kun mig, der skrev historierne. Jeg skrev kun den historie fra Canada. Så vidt jeg husker, var det andre, der skrev de andre en til to historier”.

Her er der to ting galt. For det første klarlægges det ikke, hvilke ”en til to historier”, der er tale om og i hvilken sammenhæng, det indgår. Som læser må man derfor spørge sig selv: “Hvilken periode i tys tys-samarbejdet er vi egentlig i”?

Svaret er andet halvår af 2008, men det beskrives ikke for læseren, selv om det fremgik tydeligt i retten, at det var dette tidsrum, der blev behandlet her.

Derudover har jeg aldrig udtalt ”så vidt jeg husker” i dette tilfælde. Jeg udtalte, at det helt sikkert var andre, der skrev de historier. Det vidste jeg skam godt, for jeg skrev dem jo ikke selv. Det var et faktum. Nu kom det derimod til at lyde som om, jeg var i tvivl.

Henningsen blev til Ken B

Det værste og mest grelle eksempel kom dog på EB.dk’s liveblog tirsdag. Her udtalte jeg, at tidligere chefredaktør Kim Henningsen på et tidspunkt efter et opdigtet stop for tys tys-kilden havde udtalt, at ”hvis direktionen nogensinde kom til at kende til, at kilden var fortsat på bladet trods direktiverne fra toppen, ville han nægte ethvert kendskab til det hele”.

Journalisten hørte dog forkert og skrev lettere omformuleret, at det var Ken B Rasmussen, som havde udtalt ovenstående. Fail. Der er unægteligt forskel på, om det var en menig journalist, der sagde fra over for mig, eller om det var en ansvarshavende chefredaktør, der reelt ville placere ansvaret hos mig som tovholder, hvis det hele kom for en dag i toppen af Aller Media.

En stille bøn

Det går mig faktisk rigtigt meget på at det, jeg udtaler i retten, nogle gange præsenteres helt forkert for dem, som følger med derude. Det her handler for mig om at opfordre til, at der lyttes lidt bedre efter i retten, når det går stærkt verbalt, så man ikke citeres for at have sagt noget, man ikke har. Bare et enkelt forkert brugt ord eller en fejlagtig vending kan udgøre forskellen på forståelighed eller forvirring.

Hvis det kan skabe bedre tid og overblik, så må man altså hellere springe alle spørgsmålene fra læserne over eller droppe de indgående og intense beskrivelser af de tiltaltes beklædning, for i stedet udelukkende at fokusere på helt nøjagtige beskrivelser af dialogen i retten. 

Slutteligt vil jeg sige, at jeg har stor respekt for de live-reportere, der er til stede i retten. I har et utaknemmeligt job. I er sgu dygtige, trods alt. Jeg misunder jer ikke. Men gør jer lige lidt mere umage, okay?

PSSST: Jeg synes, TV 2’s liveblog er bedst og generelt mest præcis 😀