Efter to år i helvede: "Nu skal han grilles"

Når Kopping bli’r til Koppel, Henningsen bli’r til Hemmingsen og jeg forveksles med Ken B’s advokat …

ups

 

Jeg husker tydeligt, hvordan jeg i min barndom elskede satiresektionen ATS på bagsiden af Politiken, hvor beskrivelserne af en skrive-bommert i spalterne altid blev kaldt for “en fjel”. Siden blev jeg redigerende medarbejder på SE og HØR og havde pludselig til opgave selv at udrydde de værste af slagsen i de artikler, journalisterne afleverede til publicering i ugebladet. Det gik jeg meget op i.

Ingen er ufejlbarlige, og jeg laver bestemt også selv både skrive-, komma- og slåfejl i ny og næ. Det er jeg ikke bleg for at indrømme, for forsøger man at fremstå perfekt uden at være det, får man hurtigt et drag over nakken i jantelovens navn. Så bliver man pludselig offer for sin egen kække attitude.

For at få disclaimeren på plads fra start: Ja – selvfølgelig kan der også spottes fejl i dette indlæg.  Det er næsten uundgåeligt, men efter min ydmyge mening er visse typer fejl dog vigtigere at have styr på end andre: De faktuelle.

På plads live i Glostrup

Det er meget brugt at publicere hurtigt skrevne nyhedsartikler og sensations-baskere på nettet løbende fra retten, imens det hele foregår. Det er ligeledes kommet på mode at live-rapportere fra retslokalerne landet over, når der kører store sager, som har mediernes bevågenhed.  Det foregår i chat-agtige rum på hjemmesiderne, hvor en journalist live og løbende beskriver, hvad der foregår “as it happens”, og hvor læserne samtidig kan stille diverse spørgsmål til reporteren på stedet.

Det er en god ting. Jeg har selv benyttet mig af det flere gange, når jeg har været mest nysgerrig – blandt andet i tilståelsessagen i SE og HØR-skandalen den 25. august, hvor jeg ikke selv var til stede i retten, men også i en række andre retssager. Ingen nævnt, ingen glemt.

I modsætning til de ligeledes meget brugte liveblogs fra sports-events, der ofte bliver vist i fjernsynet samtidig og derfor ikke kan hidse mig op, er det i forbindelse med retssager vældig interessant at følge med på skrift, når nu der ikke er TV-dækning. Man føler næsten, at man er der selv. Men er man nu også det? Både og. Det uddyber jeg i det følgende.

Når SE og HØR-retssagen løber af stablen i Glostrup, sidder der også fire-fem ”live-bloggere” fra forskellige medier klar, når det går løs. Det er ekstra sjovt at følge med, når nu man selv er til stede fysisk. Så lægger man mærke til, hvor stor forskel der ofte er på det, der rent faktisk sker, og det, der nedfældes til læserne serveret som en skinbarlige sandhed.

Jeg har både fulgt med på telefonen i diverse liveblogs undervejs fra min plads, når jeg har haft mulighed for det (ja, man må gerne sidde med sin telefon i retten, så længe man ikke tager billeder) og også læst de respektive mediers live-reportager i gennem, når jeg er kommet hjem, for at tjekke, om de mon har rapporteret fair og korrekt.

Svaret til det er: Det har de ikke i alle tilfælde. Langt fra. Ja, faktisk har der i løbet af de første retsdage undervejs været nogle fejl så grove, at det har givet et markant anderledes billede af virkeligheden end det faktiske forløb.

Det er et problem. Det er problematisk, når der opstår så grove misforståelser eller forkerte opfattelse hos reporteren, at læserne derude bliver fejlinformeret. De tror jo på det, de ser. De tror på at det, de læser i ”chatten”, er sandheden. At medierne har givet det korrekte billede.

Ingdal til stede – bare ikke i Glostrup

Lad mig give nogle eksempler. I TV 2’s live-dækning fra min afhøring tirsdag blev det beskrevet, at jeg sagde, at tys tys-kilden havde fået sin sidste ”lønudbetaling” i december 2011. Det er ikke korrekt. Jeg sagde derimod august 2011. Altså tæt på et halvt år før. Det er ikke uvæsentligt i forhold til forløb og det tidspunkt, hvor samarbejdet med tys tys-kilden ophørte endegyldigt, men nu tror læserne af den pågældende liveblog altså, at kilden fortsat var mere end aktiv sidst på året i 2011, selv om samarbejdet for længst var stendødt.

På EB.dk blev det fortalt, at tiltalte Per Ingdal var på plads i retten tirsdag morgen. Problemet var bare, at det var han bestemt ikke. Han havde derimod fået ”fri” og var ikke i Glostrup.

Den person, journalisten troede var Ingdal, var såmænd en ung afløser for Ingdals normale forsvarer, advokat Heine. En anden journalist troede samtidig i SIN liveblog, at den unge mand, som kollegaen mente var Ingdal, rent faktisk var advokat Heine himself. Men Heine var altså i lighed med Ingdal heller ikke til stede. Forvirret? I så fald er du ikke den eneste.

Anklager Morten Henriksen

Så er der det i småtingsafdelingen. Som når Jounalisten.dk i en artikel fra retten kalder anklager Morten Frederiksen for Morten Henriksen. Det efternavn tilhører en af de tiltalte. Eller som når TV 2 fejlagtigt kalder Lise Bondesen for Lise Bonde i en artikel publiceret efter endt retsdag. Minimal fejl. Men hvor svært kan det være?

I live-rapporteringen fra tidligere på dagen i samme medie konstateres det, ”at anklager Morten Frederiksen nu udspørger Kasper Kopping”. Problemet er bare, at det var anklagerfuldmægtig Henrik Uhl Pedersen, der afhørte undertegnede.

Forkert type skind

Og til den spøjse: Politiken mente i fredags, at tys tys-kilden bar sko af krokodille-skind, selv om det rent faktisk var skind fra en struds. Han havde angiveligt også en skjorte på med store flipper. Men flipperne var faktisk små.

Ydermere sad en tegner klar til at tegne tys tys-kilden, som man ikke har billeder af på det pågældende medie. Her blev der lige lagt 20 år til hans alder, så han lignede en rusten og rynket mand på snart 70, alt imens et andet medie samme dag kaldte ham for en slank, brun mand, der mere lignede en (yngre, red.) bartender fra Miami end en IT-ekspert.

Tirsdag kvitterede en anden tegner med at male et billede af de tiltalte på rad og række, hvor tys tys-kilden måtte lide den tort at være portrætteret som Frankensteins monster. Reelt billede af virkeligheden? I think not.

Nu er jeg pludselig advokat

Fredag blev jeg forvekslet med Ken B Rasmussens advokat. Han bar hvid skjorte og slips denne dag. Jeg bar en grå blazer og farvet sweater fra Diesel. Men ifølge personen bag en af de aktive liveblogs havde Kasper Kopping altså ”hvid skjorte og sort slips på”. Hvis forsvareren, som i øvrigt er tårnhøj og med masser af hår, var mig, troede reporteren mon så at jeg, som er lille og skaldet, derimod var Kasper Koppings forsvarer? Det er rart at se, at de udsendte journalister har styr på persongalleriet på forhånd. Eller noget.

Endnu en ting i småtingsafdelingen: Journalisten.dk beskriver tirsdag, hvordan jeg startede på SE og HØR i 2007, selv om det var i 2005.

Dette var ganske få eksempler. Der kommer flere senere.

Jeg forstår problematikken

Det er fuldt forståeligt, at det kan være svært at følge med i det tempo, tingene bliver udtalt. Især i mit tilfælde. Jeg snakker, så røven den går. Ja, jeg blev tirsdag faktisk bedt af referenten om at sætte tempoet lidt ned. Beklager. Jeg har meget på hjerte.

Jeg vil ligeledes indrømme, at jeg føler med live-reporterne. I gør et godt stykke arbejde, men altså ikke helt godt nok. Sørg nu please for, at vigtige nuancer ikke går tabt, så læserne ikke misser essentiel information, der indgår i en forståelig helhed i retten, men som kun kommer halvt ud i cyberspace. I visse tilfælde forstår jeg faktisk ikke en meter af det, jeg er citeret for i live-rapporteringen hist og her, selv om jeg selv har sagt det.

Jeg er udmærket klar over, at ting kan være knudrede. Det kan også være svært at holde styr på alle detaljer, når man ikke – som jeg – er en central part i sagen. Men dybest set tror jeg, det handler meget om research, forberedelse og koncentration.

Jeg nævner i flæng: Der er ting taget ud af kontekst. Udtalelser, hvor man ikke kender baggrunden for citatet, fordi det forudgående spørgsmål mangler i bloggen. Tre til fire udtalelser, der er mikset sammen til ét citat. Ting udtalt over nogle minutter, men som præsenteres helt kort og sammenfattet som noget, der er fortalt på 10 sekunder.

Ting, der er flettet sammen, så det ikke giver mening præsenteret på skrift. Bytte bytte købmand og hurtig nedfældning af det, man som live-reporter troede, man hørte, men som ikke er helt faktuelt korrekt. Man skal ikke tro. Man skal vide. Ved man ikke, eller er man usikker, må man hellere undlade at skrive lige præcis det, man ikke fik helt fat i.

Koppel og Hemmingsen

Andre eksempler: I tirsdags kaldte en live-reporter konsekvent Kim Henningsen for Kim Hemmingsen. Med M. Men han er ikke den eneste, der åbenbart har taget navneforandring. Forleden hed jeg Koppel nærmest hele dagen – ikke Kopping.

Fredag spurgte en læser i en af de beskrevne liveblogs, om der mon var mange flere på SE og HØR end de tiltalte, som kendte til kilden. På trods af, at der i retten blev fremvist flere emails, der viste, at en lang række personer på ugebladet gennem tiden havde modtaget besked om at levere nye navne til kildens ”liste” – og altså dermed åbenlyst havde et vist kendskab – så lød svaret, at det naturligvis kun var de seks tiltalte, som kendte til kildens eksistens. En grov fejlantagelse, der skaber et helt forkert billede af virkeligheden og det, der reelt kom frem under anklagerens indledende gennemgang af sagen fredag.

Vigtig viden – ligegyldig info?

På et tidspunkt skriver EB.dk’s udsendte i livebloggen, at jeg udtaler: ”Det var ikke kun mig, der skrev historierne. Jeg skrev kun den historie fra Canada. Så vidt jeg husker, var det andre, der skrev de andre en til to historier”.

Her er der to ting galt. For det første klarlægges det ikke, hvilke ”en til to historier”, der er tale om og i hvilken sammenhæng, det indgår. Som læser må man derfor spørge sig selv: “Hvilken periode i tys tys-samarbejdet er vi egentlig i”?

Svaret er andet halvår af 2008, men det beskrives ikke for læseren, selv om det fremgik tydeligt i retten, at det var dette tidsrum, der blev behandlet her.

Derudover har jeg aldrig udtalt ”så vidt jeg husker” i dette tilfælde. Jeg udtalte, at det helt sikkert var andre, der skrev de historier. Det vidste jeg skam godt, for jeg skrev dem jo ikke selv. Det var et faktum. Nu kom det derimod til at lyde som om, jeg var i tvivl.

Henningsen blev til Ken B

Det værste og mest grelle eksempel kom dog på EB.dk’s liveblog tirsdag. Her udtalte jeg, at tidligere chefredaktør Kim Henningsen på et tidspunkt efter et opdigtet stop for tys tys-kilden havde udtalt, at ”hvis direktionen nogensinde kom til at kende til, at kilden var fortsat på bladet trods direktiverne fra toppen, ville han nægte ethvert kendskab til det hele”.

Journalisten hørte dog forkert og skrev lettere omformuleret, at det var Ken B Rasmussen, som havde udtalt ovenstående. Fail. Der er unægteligt forskel på, om det var en menig journalist, der sagde fra over for mig, eller om det var en ansvarshavende chefredaktør, der reelt ville placere ansvaret hos mig som tovholder, hvis det hele kom for en dag i toppen af Aller Media.

En stille bøn

Det går mig faktisk rigtigt meget på at det, jeg udtaler i retten, nogle gange præsenteres helt forkert for dem, som følger med derude. Det her handler for mig om at opfordre til, at der lyttes lidt bedre efter i retten, når det går stærkt verbalt, så man ikke citeres for at have sagt noget, man ikke har. Bare et enkelt forkert brugt ord eller en fejlagtig vending kan udgøre forskellen på forståelighed eller forvirring.

Hvis det kan skabe bedre tid og overblik, så må man altså hellere springe alle spørgsmålene fra læserne over eller droppe de indgående og intense beskrivelser af de tiltaltes beklædning, for i stedet udelukkende at fokusere på helt nøjagtige beskrivelser af dialogen i retten. 

Slutteligt vil jeg sige, at jeg har stor respekt for de live-reportere, der er til stede i retten. I har et utaknemmeligt job. I er sgu dygtige, trods alt. Jeg misunder jer ikke. Men gør jer lige lidt mere umage, okay?

PSSST: Jeg synes, TV 2’s liveblog er bedst og generelt mest præcis 😀

 

 

 

 

 

 

1

  • Marianne

    Du har fuldstændig ret! Og din klumme får mig til at tænke mig om en ekstra gang næste gang jeg læser en beretning fra retten. Jeg indrømmer blankt, at jeg – indtil i dag – havde taget det for gode varer, dét der kom ud fra retslokalerne.
    Det duer ikke, at det er forkerte navne, tidspunkter og andet relevant for sagen, der kommer ud i et livefeed. Journalister er trods alt det erhverv med den næstlaveste troværdighed, og det hjælper sådan noget her ikke på. Tak for øjenåbneren 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Efter to år i helvede: "Nu skal han grilles"