Et lille, impulsivt blog-indspark, der nåede frem til TV 2 News, Radio 24syv og DR's P1

Line Baun kom med beviset for min påstand: Mangelfulde live-blogs KAN faktisk påvirke nogen til at tro noget helt forkert

baun

(Screendump, TV2.dk)

Ohøj, manne. Så er jeg tilbage med endnu en føljeton fra livet som tiltalt. Og som en klog mand sagde engang: “Undskyld, jeg skriver langt, men jeg havde ikke tid til at skrive kort” :-D.

Jeg kan se på trafikken, at folk i modsætning til tidligere er begyndt at klikke sig ind på min blog, selv om jeg ikke har skrevet noget den pågældende dag eller reklameret for et givent indlæg på Facebook. Det er jeg glad for, og bliv endelig ved med det, men hvor meget jeg end gerne ville skrive noget hver eneste dag, er jeg dog meget bevidst om kun at blogge, når jeg føler, jeg har noget på hjerte, så det hele ikke kommer til at handle om alt og ingenting.

Det har jeg nu.

Fra gaaab til gang i den

Efter en jævnt kedelig mandag, hvor der nærmest hele dagen blev gennemgået en masse tekniske data fra NETS’ interne tys tys-efterforskning – den såkaldte SIRT-rapport – var tirsdag noget mere ”spændende”.

På ugens første dag var det hele så tilpas tørt, at den eneste aktive live-blog, BT’s, lukkede ned i middagspausen, fordi alt gik op i tekniske termer og skemaer, der var umulige at viderekommunikere på en nogenlunde forståelig måde. Men tirsdag var alle pressepladser atter besatte og TV-bilerne med henblik på live-sending holdt igen på p-pladsen fra morgenstunden. Reporterne stod klar. Der var noget i vente. Kendte på vej.

Nu fik de tiltalte således for første gang ”fornøjelsen” af at sidde ansigt til ansigt med tre af de kendisser, som har været påvirket af kreditkort-stikprøverne tilbage i 2008-2011.

Den menneskelige vinkel

Jeg har ikke lyst til at skrive for meget om det, men som udgangspunkt kan jeg ikke helt forstå, hvorfor kendte personer skulle vidne. Retssagen handler jo ikke om krænkelser af enkeltpersoner, så deres rolle var slet og ret at være det, jeg kalder ”offervidner”. Anklagemyndigheden ville gerne vise retten, at den ofte svært gennemskuelige og meget detaljerede sag også har haft en menneskelig vinkel – og menneskelige omkostninger.

På papiret er det måske forståeligt, hvis man tager anklagemyndighedens briller på, fordi SE og HØR og de tiltalte implicerede skal fremstilles som skurke. Når der er en ”bandit”, er der notorisk også et offer. Omvendt handler tiltalerne som nævnt altså ikke om de forurettede individer (der kan komme erstatningssager senere mod f.eks. Aller Media), men om noget, der er langt mere juridisk tungt – heriblandt spørgsmålet om hacking. Uden sammenligning i øvrigt – for jeg mener jo ikke, jeg har begået noget ulovligt – så hiver man jo heller ikke direktøren for en røvet bank ind som vidne, når gerningsmanden skal fremstilles for domstolen, bare fordi bossen har mistet nogle penge eller er i chok over det hændte.

Lad mig starte med at slå fast, at jeg føler med dem, det er gået mest ud over. Jeg kan sagtens forstå – set i bakspejlet – at det må have været ubehageligt at finde ud af, at ens kreditkort er blevet afluret. Det forstod man ikke i sin tid med den gossip-kultur, der nu engang var. Da handlede det om at være først med de vildeste afsløringer, og det blev man som menig journalist forblændet af, når ens overordnede udstak retningslinjerne. Det var præmissen for jobbet, at man var villig til at gå den ekstra mil i sladderens tjeneste.

Især forstår jeg, at det må have været en kedelig situation at gå og mistænke folk i ens nærmeste omgangskreds for at sladre til SE og HØR, fordi man simpelthen ikke kunne regne ud, hvordan ugebladet havde fundet én på de mest obskure steder i alverdens afkroge. Primært Line Baun Danielsen fortalte i retten, hvor langt ude hun havde været psykisk – både dengang, historierne om hende blev bragt, men også da skandalen rullede i april 2014.

Det var gået så vidt, at hun i sidste ende havde mistænkt sin kæreste, Kim Drejs, for at levere info til SE og HØR om deres fælles tur til Sardinien. Kun få kendte til rejsen, den var planlagt ud fra ønsket om fred og ro i isolerede omgivelser uden risiko for mange danskere på hotellet, og billetterne var endda booket hos det, hun kaldte ”TV 2’s eget rejsebureau”, hvad det så end er, for at mindske risikoen for sladrehanke ved bestillings-telefonen.

Alligevel fandt SE og HØR dem. Men hvordan? Fantasien rakte ikke til at tænke på kreditkort-informationer, og dermed var sidste – og værste – bud på et læk, at ens familie eller venner ikke havde kunnet holde kæft.

 

For en gangs skyld holdt jeg min kæft

Jeg havde på forhånd besluttet mig for ikke at sige noget som helst til medierne tirsdag. De stod selvfølgelig som tidligere beskrevet klar fra morgenstunden for at få de kendte vidner i tale, men også for at høre om mine forhånds-forventninger til deres vidneudsagn.

Med min viden om vinkling, krydsklipning og andre TV-tekniske tricks, kan man hurtigt komme galt afsted, hvis man tager bladet fra munden. Udtalelser tages ofte ud af kontekst, man vælger enkelte små citater ud fra en længere snak, og det hele puttes så ind i et samlet indslag sammen med de kendtes udsagn, hvor det ender med at være en dyst på ord og standpunkter. Jeg vidste da godt, hvad mediernes holdning og vinkling var i den forbindelse: Jeg var den store stygge ulv, der skulle forsvare mig selv, men nok ikke ville lykkes med det, fordi dén kamp var tabt på forhånd, med en forurettet kendis som modspil, der helt sikkert havde – og har – seernes sympati.

Det forstår jeg godt, de har. Jeg forventer ikke, at folk skal holde med mig, selv om jeg ikke mener, jeg skal straffes for min tys tys-rolle. Jeg har bare ikke lyst til at løbe den risiko, det er, at udtale sig til nogle medier, der – lige som anklagemyndigheden – naturligvis tager offervidnernes parti og præsenterer deres indslag derefter.

Som nævnt har jeg ikke lyst til at gå for meget ind i min holdning til, at man hev kendte vidner ind for at udvise deres harme og fordømmelse i retten. Men jeg vil gerne fortælle lidt om, hvordan jeg oplevede deres optræden i vidneskranken.

Morten Helveg, der blandt andet skulle ind og tale om en artikel om hans manglende deltagelse i nogle NATO-møder i Berlin, imens han turnerede byen rundt med sin nye muse – en historie, som SE og HØR faktisk har Pressenævnets ord for, var okay at bringe, idet den “havde offentlighedens interesse” – sagde det forventelige, men han fremstod ikke helt så sur og harm, som jeg havde forventet.

Han forholdt sig i ro, talte afdæmpet og langsomt og svarede præcist. Jeg troede, han ville være meget mere på krigsstien, selv om han ikke efterlod nogen tvivl om, at han havde været – og er – stødt og sur. En meget kort afhøring.

Live-blog vildledte Line

På vej ud af retten stødte Helveg pudsigt nok på ekskæresten, Line Baun Danielsen, der som vidne nummer 2 på dagen sad klar ved et bord lige ved indgangen. Hun optrådte også som forventet. Sur, harm og på grænsen til gråd i stemmen.

Jeg føler med hende, for jeg kan jo se, hvor meget det hele har påvirket den tidligere TV-darling. Som var jeg i hendes øjne Satan selv, gav hun mig i hvert fald dræberblikket, da vi passerede hinanden ude ved metaldetektoren i den efterfølgende pause. Hende kommer jeg nok aldrig på julekort med, men jeg vil dog gerne lige minde hende om, at jeg altså ikke alene personificerer denne sag.

Som et kuriosum bekræftede hun i retten min holdning til de meget omtalte live-blogs, medierne skriver fra retslokalet, hvor jeg jo mener, at der er alt for mange fejl. Det skrev jeg en blog om for nogle uger siden, der bragte mig vidt omkring i medieland.

Line fortalte således, at som hun havde læst en live-blog fra den dag, journalisten bag artiklen ”Lækre Line på Sardinien” blev afhørt, så havde SE og HØR’s udsendte udtalt i retten, at man havde fundet elskovsparret på det pågældende hotel på baggrund af tys tys-kildens oplysninger.

Jeg har ikke læst den pågældende blog, og jeg kender ikke til ordlyden af det, der blev refereret fra retten, men det, Line havde opfattet på den baggrund, er i hvert fald lodret forkert. Er det så Line, der har læst forkert, eller er det live-reporteren, som ikke har refereret helt korrekt? Svært at vide, men i hvert fald bevirkede den famøse live-blog fra den dag, Sardinien-skribenten var i vidneskranken, at Baun Danielsen nu sad i retten og havde forkerte informationer.

Hvad er så den korrekte information? Jo, journalisten fortalte faktisk ordret i vidneskranken, at hun netop IKKE fandt parret grundet kreditkort-oplysninger, men på grund af en kombination af flid, journalistisk tæft og held.

SE og HØR vidste, at Line og Kim Drejs muligvis skulle til Sardinien på grund af et tip fra en anden kilde, jeg ikke kender til, men til gengæld fik man bekræftet nogenlunde hvor, de befandt sig rent geografisk – og hvornår – takket været en tys tys-transaktion fra en butik i et bestemt område på øen. Så meget ligger fast.

At man til sidst fandt dem, skyldtes dog ene og alene, at man begyndte at lede efter dem på fem-stjernede hoteller langs kysten i det område, hvor butikken lå. Her havde man bid i første forsøg, da en pool-dreng på det første hotel, man kiggede på, genkendte Line Baun Danielsen, da han blev forevist et billede af TV-dejligheden. Missionen var som at forsøge at finde en nål i en høstak, men journalisten havde heldet med sig. Lykketræf.

Uanset om Line har læst og tolket på noget med farvede briller og dermed har misforstået vidneudtalelser, eller om en live-reporter har formået at rapportere enten forkert eller på en ikke-fyldestgørende måde, er hændelsen med til at understrege, hvor vigtigt det på et mere generelt plan er, at fejlene i disse live-blogs udryddes. At man yder en ekstra indsats for at få alt med, og at intet forkortes så meget i note-form, at vigtige nuancer i vidneforklaringer går tabt i de enkelte blogs.

Før var det kun min påstand, at tingene forholder sig således. Jeg havde beviser på fejl, men jeg kunne ikke dokumentere, at fejlene påvirkede noget og nogen. Med dette har vi nu et klokkeklart eksempel på, hvordan en muligvis forkert tekst sendt ud i cyberspace kan påvirke et kendis-vidne til at tro noget helt forkert i retten. Det ændrer ikke på det, Line grundlæggende er sur over, men det har påvirket hendes opfattelse af forløbet dengang.

Operachefen overraskede

Kasper Bech Holten var rejst hjem fra London på domstolens regning for at vidne i retssalen, og han overraskede mig meget. Veltalende, klog, nøgtern, sympatisk og fair. Selvfølgelig var han sur over, at han havde været udsat for kreditkort-stikprøver fra tys tys-kilden, og i forlængelse af det at det var blevet til en historie fra Sorrento i Italien, hvor han ellers var taget ned netop for at være i fred i kølvandet på ekskonens død.

Omvendt sad han hverken og snøftede eller fordømte SE og HØR som blad. Han nævnte tværtimod, at han havde haft et godt samarbejde med SE og HØR i sin tid, og at bladets artikler om ham generelt var blandt de mest fair, sobre og velskrevne, da han befandt sig midt i sit livs værste krise i efteråret 2008. I den forbindelse nævnte han, at bl.a. Ekstra Bladet tværtimod havde været totalt hardcore og unfair.

Respekt for at han havde nosser nok til også at ”rose” det ugeblad, hvis metoder han ellers var i retten for at fordømme.

Undertegnede atter i vidneskranken

Dagen sluttede af med den første del af anklagemyndighedens ”dokumentation”. Det er en længere proces, der kommer til at køre over flere dage, hvor alle deres fysiske beviser skal fremlægges for retten og dermed dommer og domsmænd. Alt skal med – og det tager tid.

Dokumentationen er det håndgribelige i sagen. Det, man kalder ”procedure”, er til gengæld der, hvor anklagemyndigheden sætter samlet ord på, hvorfor de mener, at de tiltalte skal dømmes. En konklusion, so to speak.

Man lagde ud med at vise en række artikler fra SE og HØR, som man mente, var skrevet på baggrund af tys tys-oplysninger. Det gjorde man ved at fremlægge en række sms-samtaler og konkrete kreditkort-beskeder og linke oplysningerne i dem til artiklernes indhold.

Jeg har fuld forståelse for, at anklagemyndigheden har benyttet denne metode, selv om man skulle mene, at det ikke burde spille nogen afgørende rolle i sidste ende hvor mange historier, tys tys-beskederne mundede ud i. Det er jo ifølge anklagemyndigheden ulovligt bare det at modtage informationerne, uanset om de gav stof til artikler i sidste ende eller ej.

Og så alligevel ikke. Ved at man fremviser konkrete artikler kombineret med indkaldelsen af kendte vidner, signalerer man jo, at det rent faktisk betyder noget for den samlede vurdering af sagen hvor mange historier, der er blevet skrevet, og hvilke kendte personer, der har været ”ramt” i samme moment.

Derfor følte jeg en trang til at korrekse, hvis man efter min mening fremviste en artikel, anklagemyndigheden mente, var blevet til på tys tys-manér, hvis dette ikke var korrekt opfattet. Det følte jeg dels for at bekræfte det, jeg hele tiden har sagt: Antallet af tys tys-artikler var meget lavt. Men det handlede også om, at jeg gerne frikender de journalister, der står på byline på de enkelte nyheder, hvis artiklerne overhovedet ikke er blevet til på den måde, anklageren mistænker.

Det må da ikke være fedt at have sit navn sat til offentlig skue på storskærme i retten foran en hel horde af pressefolk, hvis den pågældende artikel oprindeligt blev vakt til live på ”normal vis”. Set i det lys fik jeg heldigvis lov til at sætte mig i vidneskranken, og det er nok ikke sidste gang, jeg gør det.

Faktum er i hvert fald, at anklagernes dokumentation af blandt andet specifikke artikler i kombination med konkrete tys tys-sms’er fortsætter igen på torsdag i næste uge ….

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Et lille, impulsivt blog-indspark, der nåede frem til TV 2 News, Radio 24syv og DR's P1