Jeg vil gerne arbejde med hjemløse …

kf

Tidligere redaktionschef på SE og HØR, Kim Bretov, har for længst overstået sine 120 timers samfundstjeneste, som han i modsætning til os andre dog blev idømt allerede i august sidste år.

Eks-chefredaktør samme sted, Kim Henningsen, er godt i gang med at afsone sine 200 timer i et kulturcenter i Gilleleje, mens Henrik Qvortrup efter sigende for kort tid siden – dog ikke bekræftet af ham selv – fik påmonteret sin fodlænke, som han skal hygge sig med i tre måneders tid, imens han vist nok sysler med en kommende bog om Lars Løkke.

Jeg har dog fortsat ikke fundet ud af, hvor jeg skal tilbringe de 100 timers samfundstjeneste, jeg blev idømt den 24. november i fjor. Man kan derfor fristes til at sige, at Kriminalforsorgen ikke rider den dag, domstolen sadler, for faktum er, at jeg rent faktisk skal have afsonet alle timerne inden slutningen af juni, idet jeg ved domsafsigelsen blev pålagt at afvikle min gæld til samfundet inden for en seks måneders periode.

Uret tikker

“Det er vel intet problem?”, tænker nogle måske. Der er masser af tid. Nej, det er der faktisk ikke, for reglerne siger, at man ikke må afsone sine timer for hurtigt. Det skal føles som en straf over tid, og derudover er der jo i manges tilfælde også den dømtes almindelige job i dagligdagen at tage hensyn til.

Førnævnte Kim Bretov afsonede f.eks. “kun” ni timer om ugen fordelt på tre dage. Jeg regner med, jeg kommer til at afsone efter nogenlunde samme model, og så er der altså ikke så lang tid til juni, når der skal lægges 100 timers arbejde et sted derude, hvoraf der kun trækkes 8-10 om ugen.

Jeg havde regnet med at høre fra Kriminalforsorgen nærmest dagen efter min dom tilbage i november. Jeg troede, de var meget strikse og hurtigt ude af starthullerne. Jeg er jo trods alt stemplet som en slags kriminel, og så forestillede jeg mig, man ikke skulle gå rundt alt for længe og føle sig som en fri fugl. Men nej. Jeg hørte intet.

Pludselig kom jul og nytår også i vejen, hvor det meste af Danmark og især det offentlige jo altid ligger brak, og jeg hørte derfor først fra KF et godt stykke inde i januar. På det tidspunkt var jeg lige på nippet til at kontakte dem selv. Det er de ellers nok ikke vant til. Jeg forestiller mig, at de fleste dømte nyder friheden væk fra forsorgens skarpe kløer så længe, de kan, uden selv at gøre opmærksom på noget som helst.

Opvasker på Samsø-færgen

I et brev i min e-boks blev jeg i midten af januar nu endelig indkaldt til et indledende møde i den store bunker på ydre Østerbro (se billede øverst), hvor vi så hinanden an og talte om de forskellige muligheder. Rådgiveren skulle udfylde en masse ting på sin computer, og man kunne endda selv tilkendegive, hvad man eventuelt var interesseret i at lave. Der blev snakket frem og tilbage. Hyggeligt, egentlig. Men der kom ingen afklaring allerede her.

Det var i øvrigt på denne dag, jeg om aftenen lavede en joke på Facebook, hvor jeg erklærede, at jeg skulle afsone mine timer i køkkenet på Samsø-færgen. Selv om det var skrevet – synes jeg selv – med et glimt i øjet, faldt de fleste i med begge ben, men det beror nok også på de tidligere beskrevne fordomme derude, hvor jeg fornemmer, at folk tror, at samfundstjeneste handler om at finde det mest banale, man overhovedet kan mønstre til den dømte, så det virkelig føles som en hård straf.

Der er intet som helst galt i at være opvasker på en færge. Intet. Men folk er forskellige. For mig ville det føles som spild af tid, evner og kræfter. Som noget banalt for lige præcis mig. For når man engang har været en hårdtarbejdende journalist i et godt lønnet job, kan jeg dårligt finde et arbejde derude, jeg ville føle mig mindre godt tilpas i end at svinge tallerkener over vasken på vej mod Kolby Kås. Man kan lige så godt søge at bidrage med det, man i forvejen føler sig komfortabel med. Så får afsoningsstedet også så meget mere ud af det midlertidige besøg.

Jeg stiler lidt højere med min samfundstjeneste. Jeg går faktisk op i, at jeg virkelig får givet noget tilbage, når nu jeg er dømt skyldig. Jeg vil udnytte de evner, jeg allerede har – og måske opdage nye. Jeg vil gerne være med til at gøre en forskel. Hjælpe folk. Bidrage med noget mere til samfundet og til mennesker end bare praktisk arbejde i et køkken. Det går jeg efter, og noget kunne tyde på, at det måske lykkes. Mere om det senere.

Ak og ve – jeg missede et møde

Efter det første møde gik der en rum tid, uden at jeg hørte noget fra min rådgiver fra Kriminalforsorgen. Ingen opkald. Ingen check-ups på mig. Ingen forslag til mulige afsoningssteder. Sådan troede jeg ellers, det var. Jeg troede, man ville blive holdt i nogenlunde kort snor, selv om jeg godt ved, jeg ikke er typen, der kunne mistænkes for at forlade landet eller ikke at overholde aftalerne.

Alligevel gik det lidt galt for mig. For en aftale missede jeg rent faktisk. Ved det første møde blev der aftalt et nyt af slagsen nogle uger efter, som jeg så endte med fuldstændigt at glemme, fordi jeg pludselig mod forventning skulle have mine børn i vinterferien og samtidig var pisseforkølet. Min hjerne og indre kalender var åbenbart midlertidigt slået fra. Min fejl.

Da opkaldet om min manglende opdukken hos KF kom, blev jeg pludselig bange i et kort sekund og så mig selv bag tremmer. Åh nej – ender jeg nu i spjældet? Hvor lang snor har man egentlig? Jeg havde jo ikke overholdt aftalerne. Får man en chance til? Men det var heldigvis intet problem. Min rådgiver var sød og forstående. Vi fandt bare en ny tid nogle dage efter. Pyha.

Ikke desto mindre undrede og undrer jeg mig altså generelt over – det glemte møde til trods – at det hele ikke går lidt mere tjept. Jeg fik min dom i november. Nu skriver vi snart marts, og jeg aner stadig (næsten) ingenting. I skrivende stund er der en mulighed på tegnebrættet, men jeg har ikke fået nogen bekræftelse på det. Det kan fortsat blive både en hund og en kat.

En sød rådgiver

Jeg har intet at udsatte på min rådgiver. Hun er fantastisk sød, forstående og samarbejdsvillig. Hun vil mig det bedste, kan jeg mærke, og hun er rigtig god at tale med. Jeg tror, hun godt kan mærke, at jeg ikke er en eller anden grov voldsmand eller en ikke-samarbejdsvillig person, som skal holdes i konstant kort snor. Hun virker også meget bevidst om, at jeg har en masse evner, der kan udnyttes positivt, og hun satser meget på, at jeg ender et sted, hvor jeg kan gøre en forskel med disse. At det ikke bare bliver en walk-over eller noget ligegyldigt, der bare skal afsluttes jo før jo bedre.

Hun er likable med en jovial, hyggelig og smittende attitude. Vi går godt i spænd. Jeg er derfor meget tilfreds, og jeg tror ikke, det er hendes skyld, at tingene går så langsomt. Efter hendes udsagn fik KF således først “min sag” overdraget meget sent fra det sted, den slags nu engang kommer fra. Vist nok først i slut-december eller start-januar.

Hjemløse – ja tak

Nuvel – til mødet forleden dag blev det hele lidt mere konkret. Vi fandt et sted, der kunne være godt for mig – endda tæt på min bopæl – og jeg afventer nu, at rådgiveren får talt med stedet, så der – hvis de vil have mig – kan sættes et møde op mellem arbejdssted, rådgiver og mig. Rådgiveren ville ringe til dem med det samme og forhøre sig, lød det, men her tre dage senere har jeg stadig intet hørt. Det undrer mig altså lidt. What to think? What to do? Where to go? Har de sagt nej til mig? Tog de ikke telefonen? Skal de overveje først? Det må altså godt gå stærkere. Jeg vil gerne i gang med at afsone. Få det overstået, så jeg bedre kan føle mig som en fri mand om nogle få måneder.

Tavshed er guld …

Til det allerførste møde fik jeg at vide, at rådgiveren havde lagt mærke til mine mange optrædender i medierne og også var klar over, at jeg havde en blog. Hun ville således lige påpege, at det var vigtigt – alt afhængigt af det sted, jeg ender med at havne – at jeg ikke nødvendigvis udbasunerer for mange ting omkring afsoningsstedet.
Ja, faktisk kunne jeg risikere, måtte jeg forstå, at nogle steder slet ikke vil have, at jeg fortæller andre end mine nærmeste om det.

Det hænder således, at stederne ønsker at gå lidt stille med dørene omkring det at “ansætte” folk i samfundstjeneste. De ønsker – sådan som jeg forstod det – ikke unødig larm og sætter ikke nødvendigvis pris på medieomtale. Det kan de jo risikere, når de tager imod en person fra en så hypet og omtalt sag som SE og HØR-skandalen.

Jeg fornemmede, at man – og det er nok rigtigt – ikke er vant til at have journalister i samfundstjeneste. Så er der nogle ting, de lige er nødt til at advare om forlods. Mit folkefærd rent fagligt er generelt nok lidt mere åbenmundede end en vagabond, der er straffet for butikstyveri. Og fred være med det. Men det undrede mig alligevel såre, at det hele kan risikere at være lidt tavshedbelagt. Jeg tænkte, at et sted, som sætter straffede personer i arbejde, sgu da må stå ved, at de gør det. Hvorfor skal det være en hemmelighed?

Henningsen og Krim-land

Samtidig kunne jeg næsten dagligt se min tidligere chef, Kim Henningsen, i sin Facebook-føljeton “Nyt fra Krim-land”, der nu har ændret titel til “#samfundstejenste”, udbasunere detaljer omkring sin egen afsoning, lægge billeder op fra popcorn-maskinen på stedet og optræde i en stort anlagt artikel i lokalsprøjten på de kanter. Han havde endda angiveligt med sine egne ord også fået stor ros fra sin rådgiver for, at han var så åben omkring sin samfundstjeneste. Jeg fornemmede, man mente, at det kunne være med til at nedbryde nogle fordomme og tabuer omkring emnet.

Hvorfor mon den forskel i meldinger fra Kriminalforsorgens rådgivere til deres klienter? Henningsen blev bakket op i- og nærmest opfordret til at være åbenmundet, mens jeg på en pæn måde blev bedt om – i worst case scenario – måske at holde næsten helt kæft og ikke råbe for højt?

Jeg endte dog med den forklaring fra min søde rådgiver, at det slet ikke er sikkert, jeg skal gå stille med dørene. Det kommer helt an på om det sted, jeg havner, gerne vil have opmærksomheden eller ej. Har de noget at sælge? Har de brug for omtale? Eller vil de helst være helt i fred og leve under radaren?

Vi får se. Jeg kan afsløre så meget, at jeg måske ender et sted, hvor der færdes hjemløse og hvor der potentielt også er noget journalistisk relevant arbejde at udføre. Det passer mig godt. Jeg har altid gerne ville gøre en forskel for folk, som har det svært.

Mere kan jeg ikke sige lige nu. Som tidligere nævnt aner jeg ikke engang, om “den går hjem”. Tingene går ikke så stærkt som håbet. Men én ting er sikker: Der er mange muligheder for at gøre en solid indsats derude. Også mange muligheder, jeg godt kan se mig selv arbejde videre med, uden at jeg skal frygte eller hade at gå på ulønnet job hver dag.

Den i øvrigt privatejede Samsø-færge er dog ikke en af dem ….

Her er min beslutning omkring min dom i SE og HØR-sagen – og årsagerne til at jeg traf den

retssal

Kære alle.

Efter lange og svære overvejelser har jeg besluttet, at jeg modtager og accepterer min dom i SE og HØR-sagen. Der bliver for mit vedkommende derfor ikke tale om en ankesag. Årsagen til beslutningen og de mange tanker omkring denne uddyber jeg lige om lidt.

BEKLAGER

Lad mig dog lægge ud med at sige, at jeg beklager min medvirken i tys tys-cirkus og er ked af, at jeg som menig journalist i 2008 lod mig overtale til at fungere som bindeled mellem tys tys-kilde og ledelse på SE og HØR. Dengang så jeg ikke noget galt i det, fordi chefer og ledere bakkede op om brugen af kilden og ikke blinkede med øjnene i forhold til hans “ansættelse”. Kombineret med den hardcore og grænsesøgende stil på ugebladet og dermed præmissen for ens ansættelse gjorde det mere eller mindre én blind og meget målrettet på at være med til at skaffe de bedste forsider – blandt andet via gode kilder. Men nu kan jeg jo se, hvor alvorligt det viste sig at være omkring denne ene af slagsen.

Jeg vil også gerne undskylde over for de kendte, det har berørt. Det havde de ikke fortjent, og jeg kan i dag se, at det har skabt paranoia hos mange både i 2008-2011 og da sagen kom for en dag i 2014.

Samtidig vil jeg dog understrege meget klart, at jeg – bortset fra én ting – generelt på ingen måde fortryder min fede tid på SE og HØR – verdens bedste arbejdsplads – og jeg er fortsat en passioneret underholdningsjournalist med stort U, som nærer et stort og brændende ønske om snart at kunne fungere som journalist i den del af branchen igen. Jeg skulle mene, jeg kun er blevet en bedre, moden og klogere journalist af at have været igennem vridemaskine, retssystem og mediemølle.

“GOD KILDE” ER BLEVET ET FY-ORD

Når det er sagt, vil jeg ligeledes slå fast, at jeg er ked af, at denne sag er kommet til at få begrebet “gode kilder” generelt til at fremstå som et fy-ord. Det er synd. Branchen lever af gode kilder – også kilder, der befinder sig i gråzoner. Kilder, som kan noget på deres arbejdsplads, de efter interne regler på stedet nok ikke må delagtiggøre andre i eller kilder med en viden, som menigmand normalt ikke har adgang til. Det er sådan mange gode nyheder skabes – også uden for sladderverdenen.

Jeg erkender dog som skrevet, selv om vi dengang anså tys tys-kilden for at være en kilde som de fleste andre rigtigt gode kilder, at jeg skulle jeg have sagt nej til en tovholder-rolle, der lige pludselig blev meget mere omfattende, end jeg brød mig om, og som helt klart var presse-etisk forkert at udføre.

FORKERT PARAGRAF AT DØMME FOR

Men var det så også forkert i forhold til straffeloven? På nogle punkter muligvis, men i så fald er de relevante paragraffer ikke taget i anvendelse i SE og HØR-skandalen efter min bedste overbevisning. Mange har bragt etik og moral ind i selve retssagen og gjort det hele til en stor, mudret og uforståelig masse midt i fordømmelser og harme, og jeg forstår godt hvorfor, men det er altså ikke domstolens lod at tage stilling til disse begreber.

Her handler det om jura og kun jura og i forhold til de specifikke tiltaleparagraffer, anklagemyndigheden tog i brug, mener jeg helt klart, at jeg er uskyldig. Det er således den primære årsag til, at jeg til manges store forbløffelse erklærede mig uskyldig i anklagerne allerede fra begyndelsen og fastholdt dette standpunkt hele vejen i gennem. Det gør jeg stadig.

Heri erklærede dommeren sig enig på to punkter, hvor jeg blev pure frifundet. Blandt andet for bestikkelse. Til gengæld blev jeg dømt for at have haft FORSÆT til medvirken til hacking. Årsagen til mine store overvejelser omkring at anke til Landsretten handler således primært om, at jeg er dømt for at have overtrådt paragraf 263 i straffeloven – den såkaldte “hacker-paragraf”. Jeg er lodret uenig i at jeg har overtrådt denne, og jeg skal gerne fortælle hvorfor.

Jeg har således ALDRIG kendt til tys tys-kildens metoder helt ned i detaljen. Jeg anede intet om nulstilling af passwords, hvis det ellers passer, at det er det, tys tys-kilden har gjort. Jeg anede ikke, at kilden muligvis tilgik databaser, han som IT-administrator hos NETS ikke havde intern berettiget adgang til. Jeg mener heller ikke, jeg burde have vidst det eller mistænkt det (dolus eventualis).

Det tog en NETS-medarbejder en hel dag i retten at fortælle om databasernes opbygning og adgange hertil hos IBM. Når en administrator i 2008 kommer og siger, at han har nogle oplysninger, han kan få adgang til og fremskaffe via sit job, sidder man altså ikke som en grøn SE og HØR-journalist, der ikke engang har indført og orkestreret aftalen, og spørger: Hacker du mon? Hvad gør du egentlig helt lavpraktisk? Afslør venligst alt om databaserne hos din arbejdsgiver og fortæl mig alle de tekniske detaljer. Man stoler på det, man hører. Jeg var ved at tabe næse og mund, da begrebet hacking blev bragt ind i denne sag af politiet.

Man kan mene, hvad man vil om det faktum, at kreditkort-info blev videregivet til- og aftaget af et ugeblad, men det var ikke det centrale i retssagen. Det var, om kilden hackede sig til det hele. Jeg anede det ikke, hvis han gjorde. Jeg har hele tiden været HELT OVERBEVIST om, at kilden klikkede sig ind i databaser, han havde bemyndigelse til at tilgå.

Derfor har jeg ikke med FORSÆT medvirket til hacking, og derfor finder jeg ikke, jeg burde være blevet dømt for dette. Bevisbyrden mod mig på dette punkt er simpelthen ikke til stede – end of story. At der så var masser af andre beviser omkring de faktiske forhold og hele forløbet gør jo ikke, at man pludelig kan sadle om og tiltale for noget helt andet end det, der står i anklageskriftet. Alligevel blev jeg dømt for medvirken til hacking. Det er jeg utilfreds med.

HVORFOR ACCEPTERE?
Nuvel – hvorfor så acceptere min dom hvis jeg er utilfreds med de præmisser, den bygger på og utilfreds med motivationen for at dømme mig? Svaret er enkelt: Jeg vil videre med mit liv. Jeg er træt. Mentalt træt. Jeg vil gerne have det overstået nu. Trække en streg i sandet. Ikke længere have dette hængende over hovedet og have det til at hæmme mig i jagten på et nyt job. Jeg ønsker at signalere, at jeg nu er villig til at lukke sagen for mit vedkommende. Signalere, at jeg ikke ønsker at trække det i langdrag.

Og langdrag – DET er der så absolut tale om. Sagen har allerede varet to et halvt år. Anker jeg til Østre Landsret, kan det tage et helt år eller endnu mere, før der kommer en endelig afklaring. Det magter jeg ikke. Samtidig har det her tæret utroligt hårdt på min familie og i særdeleshed mine opbakkende forældre og tre elskede børn, ligesom det har tæret utroligt meget på mig som menneske. Andre må bedømme om det er velfortjent. Men jeg kan ikke mere. Slut, prut, finale.

DOMSMAND PÅ AFVEJE

Jeg tager derfor min straf. Årsagerne til at acceptere dommen vejer for mig tungere end årsagerne til at anke, selv om guderne skal vide, jeg blev ekstra meget i tvivl, da den meget omtalte domsmandsfadæse blev kendt for nylig. For var vi dømt på forhånd? Og hvad med retsfølelsen? Burde man kæmpe for den på vegne af alle danskere, når man åbenbart ikke kan vide sig sikker på, at domsmænd her i landet er upartiske og ikke forudindtagede?

Det var ikke helt nok for mig. Jeg slutter her.

Med det sagt har jeg ikke yderligere kommentarer, og jeg håber, jeg nu kan komme videre og at folk derude vil være villige til at LADE mig komme videre i det nye år. Jeg er opdraget til at kunne tilgive folk og give dem en chance til. Den samme egenskab håber jeg, at andre derude også har.

/Kopping

Nu spidser det til: I morgen procederer min forsvarer

retten i glostrupEfter en ”lang” pause – sådan føles det i hvert fald – blandt andet på grund af efterårsferien, går det i morgen torsdag atter løs i retten i Glostrup. Nu spidser tingene til.

Tilbage er kun de såkaldte procedurer fra henholdsvis anklagemyndighed og de seks forsvarere, en reservedag den 11. november, der måske/måske ikke bliver taget i brug, samt dagen for domfældelse: 24. november. Min forsvarer skal procedere allerede i morgen. Spændende.

For lige at slå det fast: Proceduren er den ”tale” til retten, hvor forsvarerne skal procedere for deres klients uskyld over for dommer og domsmænd. Sådan er det i hvert fald i dette tilfælde, idet alle jo har erklæret sig uskyldige i det, de er tiltalt for, selv om alle samtidig har erkendt de fleste faktiske forhold i sagen.

Som jeg tidligere har nævnt, kan man godt indrømme nogle ting (og det er da også blevet bevist i retten, nogenlunde hvad der er foregået) uden at man behøver være enig i, at man skal straffes for de specifikke paragraffer, anklageren har taget i brug. Det virker det til, at visse folk derude ikke rigtigt forstår, når man igen og igen har hørt dem udtale: ”Hvordan kan de tiltalte dog nægte sig skyldige, når nu de HAR indrømmet, at man modtog kreditkort-informationer?”.

Svar: Det handler om jura. Det handler om, at der er så mange spidsfindigheder og juridiske finurligheder i denne sag, der i øvrigt er one of a kind og relativt uprøvet land, at der i høj grad er tvivl om, hvilke paragraffer der kan finde anvendelse eller bør kunne finde anvendelse i sagen. Selvfølgelig har vi da erklæret vores uskyld.

Find dog violinerne frem

Jeg har erfaret, at der er mange meninger om, hvordan en forsvarers procedure bør forløbe. Jeg har i hvert fald hørt flere bud på, hvordan folk TROR, den normalt forløber, selv om de i de fleste tilfælde ikke har noget konkret at basere det på. Jeg har især hørt folk sige, at man i høj grad bør spille på følelser. At man bør nævne ens gode personlige forhold, at man ikke er straffet tidligere, at man har tre børn, at sagen har betydet, at man står uden job og bare gerne vil videre med sit liv osv.

Den køber de ikke. For det første har den slags informationer allerede tidligere i retsforløbet været fremme ved oplæsningen af ens personlige forhold, og i forbindelse med om man i første omgang er skyldig eller ej, har det ingen som helst betydning, at man selv føler, man har været i gennem et helvede, at ens børn og øvrige familie lider under ens deroute og at det kun vil blive endnu værre, hvis man præsenteres for en straf. At en potentielt negativ dom vil ødelægge mere for den tiltalte, end den gavner. Sådan har jeg det naturligvis personligt. Men dommer og domsmænd må ikke lade sig præge af violiner, der spiller smukt og højt.

Selvfølgelig er de mere personlige elementer og forhold en del af det samlede billede, men den del handler primært om strafudmålingen til sidst – HVIS der kommer en straf.

Jura og paragraffer

Når det handler om, hvorvidt der overhovedet er foregået noget strafferetsligt forkert (og det er det helt centrale) og hvorvidt man skal frikendes eller ej, drejer det sig i første omgang om jura. Om paragraffer. Var det ulovligt, det man gjorde på SE og HØR? Var tys tys-kildens handlinger ulovlige? Var det hacking eller ej? Hvis ikke – er der overhovedet tale om skærpende omstændigheder? Og vigtigst: Kan de paragraffer, vi er tiltalt efter, benyttes i sagen? Holder de vand?

I forlængelse af det: Hvad vidste man dengang og hvad vidste man ikke – og ikke mindst: Hvad BURDE man måske have vidst. Det er det, anklagemyndigheden med et fint latinsk udtryk kalder ”dolus eventualis”. Hvis man nu, som alle har udtalt, ikke konkret vidste, at tys tys-kilden og dermed vi på SE og HØR foretog os noget ulovligt (HVIS det ender med at være det) burde man så have anet uråd?

Det er det, forsvarsadvokaterne i proceduren skal stille spørgsmålstegn ved på klienternes vegne, og det er det, der skal tages stilling til som det første. Alle de juridiske forviklinger og problemstillinger. Vurderer dommeren så, at anklagemyndigheden – og ikke forsvarerne – har ret, så spiller alle de førnævnte ting så ind i sidste ende vedrørende selve strafudmålingen.

Gud forbyde, at det kommer så vidt.

Forskel på domsmandsag og nævningesag

Uanset hvad der kommer ud af forsvarernes mund i sidste ende, skal en procedure i en domsmandsag præsenteres på én gang og kan ikke deles op. Sådan er det derimod ikke i nævningsager, som jeg har forstået det. Her kan man således først procedere for sin klients uskyld, og hvis det så bagefter vurderes, at man er skyldig, kan man i det tilfælde i forlængelse procedere for, hvorfor straffen bør være så lav som muligt.

Idet SE og HØR-sagen er en domsmandsag, skal forsvarerne altså på en og samme tid procedere for frifindelse og subsidiært lavest mulige straf, selv om man på tidspunktet for proceduren endnu ikke ved, om der overhovedet kommer en negativ dom.

Jeg har ikke blandet mig

Forvirret? Også mig. Men jeg glæder mig til at få det overstået. Man er spændt og også lidt intimideret på forhånd. For vil man være tilfreds med ens forsvarers procedure? Siger han det, man gerne selv vil have frem? Og er det, man gerne selv vil have frem, egentlig overhovedet gavnligt for ens sag? Man kan hurtigt komme på glatis som uvidende tiltalt, og jeg stoler således fuldt ud på min advokats arbejdsindsats og knowhow.

Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke har siddet sammen med ham og lagt en kæmpe strategiplan og fortalt ham, hvad han skal sige. Jeg har ingen anelse om, hvordan han konkret vil bygge sin procedure op, selv om jeg dog er kommet med små input, så de ting, jeg skriver her, bygger på noget mere generelt.

Det her er hans bord. Det er ham, der har styr på det, og det er dybest set det, man som sigtet og siden tiltalt har hyret ham for. At have styr på ting, jeg ikke selv ved så meget om. Han ved, hvad han skal sige på mine vegne. Jeg er meget tilfreds med Casper Andreasen, vil jeg gerne slå fast.

De tre resterende dage

Til alles info er den resterende retsplan som følger:

I morgen torsdag procederer anklager Morten Frederiksen, tys tys-kildens forsvarer Michael Juul Eriksen og undertegnedes advokat, Casper Andreasen. Jeg forventer, at hver part bruger et par timer eller lidt over på proceduren, men jeg er langt fra sikker.

Fredag gælder det så procedure fra forsvarerne for Ken B, Per Ingdal, Kim Henningsen og Henrik Qvortrup.

 

 

Når nu samtlige journalister blev hjemme fredag: Koppings referat-service til tjeneste …

referat

Når der er retsdag i Glostrup i SE og HØR-sagen og ikke umiddelbart nogen liveblogs at spore på de enkelte mediers hjemmesider (de kan i øvrigt også være ret svære at finde til tider), bliver jeg ofte spurgt undervejs, mens jeg sidder på min plads med telefonen i hånden, hvorvidt der mon er livebloggere til stede i retssalen.

Det er åbenbart en efterspurgt vare at nogen rapporterer live, så man – nok fortrinsvis folk med tilknytning til- eller interesse for mediebranchen – kan sidde derude bag skærmene og følge med i, hvad der sker. Set i det lys må mange være blevet skuffet på det seneste. Det er således tydeligt at mærke, at interessen for at live-rapportere var klart størst, da de tiltalte skulle afhøres og i forbindelse med afhøringen af de forskellige indkaldte vidner.

Hvem er du?

Den del af retssagen er nu en saga blot, og fredag, som var den sidste retsdag i et stykke tid, var journalist-fremmødet nærmest chokerende sparsomt. Kombineret med at såvel Per Ingdal som Kim Henningsen havde fået lov til at ”holde fri” og dermed også var fraværende, virkede retssal F4 pludselig meget tom og øde. Det var lige før, man savnede folkene på pressepladserne eller øvrige tilhørere.

Godt nok dukkede en enkelt journalist, jeg ikke havde set før, op fra morgenstunden. Den slags lægger man mærke til. Efterhånden er alle dem, som normalt er til stede alle dage, nærmest blevet en hel familie og man er i forlængelse af det for længst kommet på fornavn med de forskellige reportere, så når nye mediefolk eller andet godtfolk pludselig melder deres ankomst, spørger enten jeg eller nogle af de andre tiltalte altid, hvem de mon er og hvad de hedder.

Det er meget rart at vide, hvem det er, der til tider sidder ude i ventegangen i pauserne og lytter med på, hvad de tiltalte og deres forsvarsadvokater sniksnakker om. Det er ikke alle, som skal vide det hele. Væggene har ører.

Den mandlige journalist fik dog hurtigt nok, så efter et par timer var han væk. Herefter var antallet at journalister i retten et stort rundt 0. De skal nu nok vende tilbage, når vi når til procedurerne kort inde i november.

Nu hvor der ikke var aktive liveblogs fredag og generelt mandefald blandt journalistkorpset – og i forlængelse af det nærmest ingen publicerede nyhedsartikler fra retsmødet – skal jeg da gerne levere lidt info om dagens gang.

Et papir, der vakte opsigt

Fra morgenstunden lå der et papir klar til de enkelte forsvarere på deres plads – uddelt af chefanklager Morten Frederiksen kort forinden. Essensen var et krav fremsendt i 11. time af en advokat ved navn Brian, der repræsenterer 17 mere eller mindre forurettede kendisser, som ønsker en økonomisk erstatning for tort. Et krav, som advokaten på vegne af sine klienter ønskede, skulle indgå i den igangværende retssag. Man ville således gerne have domstolen til at tage stilling til, om de respektive kendte har ret til en erstatning som en del af den dom, der falder den 24. november.

Alle var vist mere eller mindre i chok over det, de nu kunne læse inden morgenkaffen var helt slugt, men trak også – uden at det skal misforstås – lidt på smilebåndet. For kravet på 300.000 kroner til hver kendis – og dermed i alt over 5 millioner kroner – kombineret med, at det ikke er Aller Media som juridisk ansvarlig, der ønskes til lommerne, men derimod de seks tiltalte, virkede ret voldsomt.

Jeg har mine personlige holdninger til det forelagte, men dem må jeg hellere holde for mig selv. Jeg vil dog godt sige, at det kan virke lidt mærkeligt, at f.eks en stenrig mand som Mads Mikkelsen, der er blandt de 17, blandt andet ønsker at hive en formue ud af en dødfattig journalist på dagpenge – mig – som i forvejen risikerer at ende i bundløs gæld på grund af betaling af forsvarer-salær, frem for at gå efter firmaet, der bakkede om den redaktionelle linje på ugebladet og via SE og HØR tjente penge på de artikler, der i visse tilfælde byggede på den kreditkort-overvågning, de 17 kendte føler sig stødt over.

Jeg ved godt, det formentlig handler om noget principielt og oprejsning – ikke pengene som sådan. Rettens ord for at det – hvis dommen potentielt gik kendissernes vej – ikke var i orden, at man på SE og HØR på den måde snagede i folks privatliv. Men efter min ydmyge og subjektive mening burde man ikke gå efter den lille mand, men firmaet bag. Den store mastodont. Firmaet, der allerede er idømt en bøde på 10 millioner for dets ansvar i sagen og som dermed også – hvis det besluttes, at man har ret til erstatning for tort – burde betale på vegne af de loyale medarbejdere, som udelukkende gjorde alt for at gøre mediekoncernens flagskib til en succes i de år, tys tys-kilden opererede. Det er dem, der – fortsat – tjener penge. Har penge. Jeg tjener igen. Har ingen.

Forsvarerne protesterede og krævede en hurtig afklaring. Dommeren og domsmændene gik derfor i plenum og voterede. For en gangs skyld gik deres beslutning forsvarernes og dermed de tiltaltes vej. Kendis-advokaten fik ikke lov til at inddrage kravet i den eksisterende retssag, og må derfor på et senere tidspunkt i stedet anlægge civile søgsmål, hvis det fortsat ønskes.

Besværliggjort tidsplan

Forsvarernes anke mod at kendisserne skulle få held med deres forehavende, handlede om en masse jura og paragraffer, og på det punkt kan jeg ikke helt følge med eller beskrive det nogenlunde sagligt, men rettens beslutning byggede formentlig delvist på, at forsvarerne krævede, at samtlige 17 kendte skulle indkaldes i vidneskranken, såfremt deres krav blev en del af sagen.

Man talte om, at man ikke burde kunne fremsætte sådan et krav i 11. time, hvis det ville påvirke den egentlige retssag uforholdsvis meget. Og det ville det. Det ville skabe ragnarok og store problemer i forhold til tidsplanen. Samtidig gjorde dommeren opmærksom på, at kravet burde have været fremsat meget tidligere i processen og ikke først nu, hvor retssagen lakker mod enden.

Jeg ved godt, hvorfor det først skete nu. Kendis-advokaten har således ikke kunnet få udleveret efterforsknings-materialet og beviser på forhånd, så han har selvfølgelig været nødt til at være til stede i retten hver dag for at danne sig et overblik over i hvor stort et omfang, hans klienter har været ”overvåget”. Alligevel fik han foreløbig ikke held med missionen om at komme med på vognen i en slags retssags-slipvind, og så vidt jeg har forstået, kan kendelsen ikke kæres.

Dermed må man nu afvente eventuelle civile søgsmål engang i fremtiden – hvis de kommer. Det, håber jeg ikke, bliver tilfældet for mit vedkommende. Jeg forstår, at nogle kendte er misfornøjede. Jeg har tidligere udtalt, at jeg gerne beklager, hvad de har været udsat for, selv om jeg ikke mener at det, jeg engang medvirkede til, er strafferetsligt ulovligt. Men jeg ejer ikke en rød reje.

900 blev til 210

Nok om det. Dagen bød – og det var nok derfor, pressen var fraværende – på oplæsning af over 900 sms’er og enkelte mails, der omhandlede kreditkorttransaktioner. Ting, man har fundet i efterforskningen og som indgår i bevismaterialet.

Enkelte forsvarere havde på forhånd bedt om at få ALT dokumenteret i retten, og derfor gik anklageren fra morgenstunden lystigt i gang med slavisk at læse alle fundne tys tys-sms’er op. Selv han kunne se, at det ikke just var munter underholdning, og der kom da også enkelte små jokes og kommentarer undervejs fra hans mund med et skævt smil, når det hele blev allermest tørt og opremsende.

Efter 210 stk. og en lille pause havde forsvarerne fået nok. Der blev talt lidt indbyrdes uden for lokalet, for man mente således nu, at der var dokumenteret tilstrækkeligt. Det var ikke nødvendigt at få oplæst de resterende 700 sms’er.

Missionen med oprindeligt at kræve, at man læste det hele op, var naturligvis, at domstolen skulle se, hvor mange af de sendte og modtagne sms’er der rent faktisk handlede om ”ligegyldige” transaktioner, som aldrig blev til artikler og som ikke specifikt fra SE og HØR’s side var blevet efterspurgt. Det er mange. Mange sms’er, der bare var en del af en løbende strøm af sms’er, som tys tys-kilden sendte ind ”for en sikkerheds skyld”.

Som jeg tidligere har nævnt, er det jo også – hvis det ender med at være rettens vurdering – fy fy at få tilsendt kreditkortoplysninger, man ikke brugte til noget. Men det har immervæk fortsat betydning i det store billede, om man skrev 10 eller 100 artikler på baggrund af sms’erne og om man kylede 99,99 procent (som er tilfældet her) eller kun 50 procent af dem i skraldespanden uden at granske dem yderligere.

Det så ud til at passe anklager og ”oplæser” Morten Frederiksen glimrende, at han slap for at læse de resterende 700 op. 210 var rigeligt til at klarlægge det, forsvarerne ønskede, og hans mission var egentlig for længst fuldført under dokumentationen tidligere. At sms’erne eksisterer og er fundet af efterforskerne, er for længst klarlagt.

Egnet til samfundstjeneste

Nu gjaldt det ”de personlige forhold”. Det bygger på de rapporter, de tiltalte har fået lavet hos Kriminalforsorgen tidligere på året, hvor det vurderes, hvorvidt man i tilfælde af en betinget dom er egnet til samfundstjeneste.

De enkelte forsvarere læste konklusionen af rapporten op for dommeren og domsmændene på vegne af deres klient, og meningen med det er, at det selvfølgelig på en eller måde indgår i den samlede vurdering af de tiltaltes sag og den endelige domsafsigelse, hvordan ens liv er skruet sammen, om man har ønsket at samarbejde med Kriminalforsorgen, om ens private forhold er i orden, hvordan ens økonomiske situation er, om man er frisk og frejdig eller har et skrøbeligt sind, om man er tidligere straffet osv.

Idet Henningsen og Ingdal var fraværende, har man et hængeparti omkring deres personlige forhold til næste retsdag, som bliver den 3. november. Den ellers hidtil planlagte dag i retten den 27. oktober blev således aflyst, for nu er man så langt fremme at kun det, man kalder ”procedurerne”, mangler, inden der kan afsiges dom. Det er så til gengæld også en helt central del af retssagen. Det er her, anklagemyndigheden skal forklare, hvorfor de mener, at de tiltalte skal straffes, hvorefter forsvarerne skal godtgøre, hvorfor de mener det komplet modsatte.

En kort planlægning af de sidste retsdage fulgte, og dermed kunne vi fredag gå hjem kl. 12 i stedet for 15.30. Herligt med tidlig weekend.

Planen for resten af retssagen

  • 3. november: Procedure fra anklager, tys tys-kilde (Michael Juul Eriksen) og undertegnede (Casper Andreasen).
  • 4. november: Procedure Ken B Rasmussen (Christian Zøllner), Per Ingdal (Niels Ulrik Heine), Kim Henningsen (Kåre Pihlmann) og Henrik Qvortrup (Anders Nemeth).
  • 11. november: Reservedag, hvis 3. og 4. november ikke er tilstrækkeligt til procedurerne.
  • 24. november: Domsafsigelse kl. 9.00.

 

 

I afhøringsskranken igen for at dementere og lidt tanker om private emails fra farmand på storskærm

IMG_6491

Med alle afhøringer overstået er vi nu nået til det, jeg vil betegne som ”tungt” stof i retten i Glostrup. Tungt for mig og sikkert også de øvrige tiltalte – men nok ikke for pressen. De æder selvfølgelig det hele råt, når anklagemyndigheden for tiden præsenterer det, der i domstols-sprog kaldes ”dokumentation”. Det er der historier i.

Med det sagt er mediekorpset dog væsentligt reduceret for tiden. De meget omtalte live-blogs ligger døde, TV-bilerne med mulighed for at sende live er ikke længere parkeret udenfor, reporterne står ikke klar fra morgenstunden til at kaste sig over de tiltalte for en kommentar, og det generelle billede er, at det, der foregår lige for tiden, ikke er så spændende at videreformidle til offentligheden.

For mig som tiltalt er det altså som nævnt noget tørt. Meget af det kender jeg jo til i forvejen, idet jeg for længst har været alt bevismaterialet i gennem, og det er altså ikke noget, man just ser frem til, når der f.eks. i dag fredag slavisk skal gennemgås over 900 sms’er i retten. Forsvarerne har således krævet, at alle beviser dokumenteres for dommer og domsmænd, og sådan skal det nok også være. Men muntert? Det er det bestemt ikke.

I skranken igen

Torsdag var jeg atter i afhøringsskranken et par gange – ligesom Ken B Rasmussen og Kim Henningsen i øvrigt også var det. I alle tilfælde handlede det om at korrekse anklagemyndigheden, når de – ifølge os – var i gang med fejlagtigt at dokumentere specifikke SE og HØR-artikler koblet op på ligeledes specifikke tys tys-sms’er.

Jeg har fuld respekt for, at man fra anklagemyndighedens side i efterforskningen har forsøgt at danne sig et overblik over, hvilke artikler der kunne tænkes at være blevet til på baggrund af kreditkortoplysninger. Det er deres job. Men jeg må bare konstatere, at de har ikke ramt plet i alle tilfælde. Langt fra.

Man kan på et overordnet plan anføre, at vores indsigelser mod visse konkrete beviser i dokumentationen nok ikke – set i det store billede – har en betydning for, om vi dømmes for noget eller ej i sidste ende. Anklagemyndigheden vil i den forbindelse selvfølgelig mene, at alene det at modtage nogle sms’er var fy-fy, selv om de ikke alle blev benyttet til noget konkret.

Men omvendt har anklagemyndigheden – ved at fremvise en lang række specifikke artikler, gå meget op i hvilke kendte, det er gået ud over, og ved at indkalde tre kendisser som vidner – indirekte sagt, at det altså et eller andet sted HAR en betydning for vurderingen af den samlede sag i hvor stort omfang, SE og HØR har skrevet artikler baseret på- eller delvist baseret på kreditkort-informationer gennem tiden.

Inviteret på skitur i Schweiz

Den historie, jeg primært gik i skranken for at dementere, var en dobbeltsidet artikel fra februar 2009 om prinsesse Marie og prins Joachim, som var på skiferie i det lille, men idylliske schweiziske skisports-mekka Villars sur Ollon – byen, hvor prinsessen i sin tid gik på kostskolen Beau Soleil, der troner smukt på bjergsiden nede ved hovedvejen.

Fordi der var kommet nogle sms’er fra tys tys-kilden vedrørende prinseparret på datoerne 11. februar, 12. februar og 14. februar 2009 (altså i dagene op til- og efter at artiklen blev publiceret i ugebladet), mente man, at SE og HØR selvfølgelig var rejst til Schweiz og efterfølgende havde lavet artiklen på baggrund af kreditkort-informationer. Her måtte jeg altså råbe vagt i gevær.

Først og fremmest skrev Billed Bladet om skiferien både en uge inden, den fandt sted, i form af en lille optakt på websitet samt i endnu en net-artikel om søndagen ”on location” i Villars – fem dage før SE og HØR-artiklen i selve bladet udkom. Det fandt jeg frem til via en simpel Google-søgning. Ergo var det bestemt ingen offentlig hemmelighed, at prinseparret skulle på- og senere var på pisterne sydpå.

Nej, der var derimod tale om en officiel indbydelse fra hoffet, hvor de havde inviteret både SE og HØR og Billed Bladet til Villars for at lave to forskellige fotoopgaver, der var ”sat op” af Kongehuset. SE og HØR fik æren af at bringe en række særdeles opstillede billeder af Jokke og Marie fra den lækre hytte i skiområdet, hvor de royale residerede, og for at få nogle ord til at ledsage de dejlige fotos, sendte man en journalist afsted.

At det hele var arrangeret på forhånd skyldtes, at man formentlig ved at give pressen en udstrakt lillefinger undgik, at især SE og HØR i stedet på eget initiativ tog hele hånden og sendte paparazzier ud på pisterne i fotojagt på det royale par og deres unger.

Og så det vigtigste argument fra min side: SE og HØR havde den uge som vanligt haft endelig deadline på bladet om tirsdagen kl. 12 – i dette tilfælde den 10. februar. Ergo kunne de fra anklagemyndighedens side nævnte sms’er dateret den 11., 12. og 14. februar ikke være brugt til noget som helst i forbindelse med artiklen.

En del af en sms-strøm

Jeg nævnte ligeledes, at der jo løbende indløb diverse sms’er fra tys tys-kilden på en række kendte personer omhandlende alt og ingenting. Noget kunne bruges – noget kunne ikke. Sms’er, vi ikke specifikt havde bedt om. Deriblandt var altså i denne forbindelse også nogle transaktioner vedrørende prins Joachim, men de kom som nævnt EFTER deadline, og at man fra en kilde modtager noget, der umiddelbart kan se interessant ud, betyder altså ikke partout, at det så automatisk blev brugt i praksis til at lave en historie.

Jovist, anklagemyndigheden har selvfølgelig ramt rigtigt i en række tilfælde – så meget skal de have. Men i andre har de antaget noget på baggrund af gisninger uden hold i virkeligheden, og det har jeg altså retfærdighedssans nok til at ville korrekse i retten, når det sker. Der er absolut ingen grund til at omfanget af kreditkort-cirkusset dokumenteres større, end det i virkeligheden er, for som jeg hele tiden har sagt: Der er skrevet MEGET FÅ artikler i SE og HØR på baggrund af tys tys-kildens oplysninger i løbet af de tre et halvt år, han var aktiv. Og altså åbenlyst også færre, end anklagemyndigheden tror.

Private mails med farmand

Én ting var jeg især ked af under retsmødet torsdag. Som en del af dokumentationen og bevisførelsen fremviste man private mails sendt mellem mine forældre og jeg, fra da tys tys-skandalen tog sin begyndelse i 2014. Her orienterede jeg dem – fra min SE og HØR-mail – om det stormvejr, der var på vej, og det var en meget mærkelig følelse af se min fars medfølende svar og en række andre mails i mellem os skudt op på store skærme i retslokalet.

Her skrev min far blandt andet i et frygtsomt øjeblik: ”Nå, skal dig og din ven XXX (tys tys-kilden) så ind og ruske?”. Anklageren øjnede selvfølgelig derfor straks muligheden for at spørge ind til, hvorfor farmand mon benyttede dét ordvalg. Havde jeg mon fortalt ham på et langt tidligere tidspunkt, at jeg mente, at det her var brandulovligt?

Til det kan jeg kun sige nej – og det sagde jeg også i retten. Godt nok fortalte jeg mine forældre om samarbejdet med kilden på et helt overordnet plan for mange år siden, hvilket de vist ikke ville blande sig i, for det var jo en del af mit job og noget, der var sket på chef-ordre. Men jeg har på intet tidspunkt troet at det, jeg – eller bladet for den sags skyld – gjorde, var ulovligt, og jeg har aldrig troet andet, end at kilden havde helt lovlig adgang til de oplysninger, han tilgik på sin arbejdsplads, selv om jeg selvfølgelig formentlig dengang mistænkte, at han nok ikke ville blive kåret til månedens medarbejder hos NETS for at videregive dem til et ugeblad.

Når jeg har talt/skrevet om mulige ulovligheder i visse mails sendt blandt andet til min far – og det sagde jeg også under afhøring – handlede det udelukkende om den interne aflønning af sorte penge, som jeg uforvarende blev en del af som led i min tovholder-tjans.

Det er dog så håndgribeligt og åbenlyst i kategorien “fy fy”, at man kan tænke sig til, at SKAT ikke vil bryde sig om fremgangsmåden og at det ikke er helt efter bogen. Ikke desto mindre var det ikke metoder, JEG besluttede at benytte. Det handlede altså om sorte penge og ikke det, tys tys-kilden selv udførte på sin arbejdsplads og siden leverede, når jeg til min far skrev: “Jeg var jo bare soldat, der gjorde, hvad jeg blev bedt om, men dog en aktiv del – og vidende om noget ulovligt”.

Summa summarum: Jeg kan tage det. Jeg er en del af sagen. Det er mine forældre ikke. Kunne man da derfor ikke have nøjedes med at læse mine egne mails til dem op uden at blotlægge deres svar retur?

Svar, der udelukkende var sendt fra et sæt skræmte og bekymrede forældre, som – uden rigtigt at kunne danne sig et overblik over det hændte og følgerne af det på så tidligt et tidspunkt og derfor på skrift reagerede derefter – pludselig på afstand kunne se deres søn stå over for sin største personlige krise og det værste uvejr nogensinde …

 

 

Older posts