Sommeren må gerne slutte nu

september

Tiden flyver afsted. Dagene forvinder én for én som dug for solen. Sommeren, som ellers lige føles begyndt, går inden for en måneds tid på hæld. Forude venter det spæde efterår. For en gangs skyld må de varme måneder gerne slutte i en fart.

Snart er det tid til forløsning, hvis man da kan kalde det dét, men det bliver også kontrasternes tid. August er altid lys og lun. September bliver til gengæld koldere end nogensinde. I hvert fald lokalt i Glostrup. Når kalenderen siger november 2016, og der fældes dom i SE og HØR-sagen, håber jeg på varme, sol og lys igen – i sindet. Kodeordet er: Frifindelse.

September er en skelsættende måned for mig. Det er her, retssagen endelig tager sin begyndelse og siden i løbet af 20 retsdage, der tilmed går ind i oktober og november, skal afgøres. Forhåbentlig til min og de andre tiltales fordel.

Når jeg siger ”endelig”, er det selvfølgelig fordi, det trods alt bliver rart at komme i gang med det uundgåelige. Det, man som sigtet og nu tiltalt har ventet på i to et halvt år: En retssag.

Naturligvis har jeg hele tiden gået og håbet, at den ikke blev til noget. At man ikke ville blive tiltalt og gik fri. Men jeg har samtidig hele tiden været mentalt forberedt på det værste, og når nu tingene er, som de er, forsøger jeg at holde hovedet højt. Jeg er fortrøstningsfuld, og et eller andet sted bliver det rart at få rettens – og ikke folkedomstolens – mening om det hele. Som Kim Henningsen siger: Han vil renses af en domstol.

Èn ting er sikker: Først efter en retssag – uanset udfaldet – kan man komme videre med sit (arbejds)liv. Som en hæmsko har den tynget mig og som en tung dyne har udsigten til den hængt over mig i lang tid. FOR lang tid. Det er nu tid til, at boblen brister. Den boble, som har forhindret mig i at være rigtigt glad i meget lang tid.

Uafklarede spørgsmål

Lige nu er det hele dog fortsat som en grødet masse. Noget uforståeligt. Noget udefinérbart. Faktum er, at der fortsat er mange ”hvis’er”. Mange uopklarede spørgsmål, der skal besvares forinden.

Til den kategori hører føljetonen om de to involverede tidligere SE og HØR-chefer Kim Bretov og Lise Bondesen, som har erklæret sig villige til at køre en tilståelsessag. Det kræver et selvstændigt retsmøde uafhængigt af den ”lange retssag” – et retsmøde, som efter at have været udskudt én gang, pt. er planlagt til sidst i august. Men bliver det overhovedet til noget?

De øvrige tiltaltes advokater med – så vidt, jeg har hørt – Kim Henningsens i spidsen, har forsøgt at få stoppet afviklingen af retsmødet. Det helt store problem er, at advokaterne for de øvrige tiltalte finder det beklageligt, at to involverede vil indrømme noget – spørgsmålet om medvirken til hacking – selv om det endnu ikke er klarlagt, om der overhovedet HAR været tale om hacking i SE og HØR-skandalen. Det er jo netop det, en retssag skal være med til at fastlægge. Har nogen først indrømmet, at de medvirkede til hacking under tys tys-perioden, så kan det danne uheldig præcedens for den øvrige retssag.

Det hele er voldsomt omfattende, teknisk og kryptisk, så jeg kan nærmest ikke rumme det hele selv. Hvordan skal andre udenforstående så kunne? Jeg skal derfor undlade at gå helt ned i materien her. Det bliver hurtigt knudret og tørt. Heldigvis er det den slags, man har ansat en forsvarer til at begribe og rumme for en. De har styr på juraen. Det eneste, jeg har styr på, er, at jeg fortsat erklærer mig uskyldig. Jeg mener ikke, at det, jeg har været med til, er ulovligt. Og jeg mener ikke, at jeg har medvirket til at hacke noget som helst.

Hollywood på nethinden

Når man som jeg aldrig tidligere har været involveret i en retssag, kan man ikke undgå at tænke lidt over, hvordan det mon bliver at sidde dér på anklagebænken i en affære, der altså som nævnt er berammet til at vare i 20 dage fordelt på tre måneder.

Kan man holde masken? Bryder man sammen? Kan man holde kæft? Kan man sidde det, andre i sagen siger, overhørig, hvis man føler sig uretfærdigt behandlet eller dumt omtalt? Vil nogen forsøge at skyde ansvar fra sig? Kommer jeg til at tage skraldet for andre? Det bliver helt sikkert en indre kamp, kan jeg forestille mig.

I sidste ende er vi dog i samme båd: Vi kæmper alle for frifindelse. Selv om der er visse uenigheder internt i “tiltalte-gruppen”, må vi også på en eller anden måde holde sammen. Anklagemyndigheden ønsker én ting. Vi andre ønsker noget andet. Så sort/hvidt kan det stilles op.

Selvfølgelig kan man ikke på forhånd gøre sig noget som helst begreb om hvilke følelser og tanker, der vil gå i gennem hovedet på én, når det hele begynder, men infrastrukturen, forløbet og procedurerne – ja, hele ”settingen” omkring retssagen – tænker jeg til gengæld meget over.

Hvordan ser retslokalet/salen ud? Hvor stor er den? Hvor mange mennesker vil være til stede som tilhørere? Mødes man af en hel horde af journalister ude foran, inden man går ind? Hvor mange reportere er bænket indenfor? Er der plads til familie og venner? Hvem er overhovedet interesseret i at dukke op? Ønsker man i virkeligheden ens nærmeste til stede, imens man som en påstået uartig femteklasses knægt sidder på anklagebænken? Rapporterer reporterne alle ”live” på nettet? Bliver alt vi siger i retten vendt og drejet i spalterne efterfølgende?

Sidder der mon en mand og tegner karikaturtegninger af os? Sidder alle vi tiltalte på rad og række i forreste geled med vores advokater koket placeret lige ved siden af, som er de tilsynsværger, man som klient sætter sin ubetingede lid til i ens forsvar?

Hvor tit skal man åbne munden? Hvor ofte får man taletid? Hvor meget går anklageren til én? Skal vi alle være til stede hver dag – hele tiden? Er der en speciel stol, man som tiltalt kommer op i, når man skal udspørges af anklager og forsvarer? Hvordan ser dommeren ud – og har han/hun en kappe på samt en hammer foran sig? Og hvad med lægdommere/domsmænd – hvem er de og hvordan ser de ud?

Der er mange spørgsmål. Få svar.

Med alt det ovenstående in mente kan jeg ikke lade været med at køre en af de utallige Hollywood-film med retssager som centralt element for min indre nethinde, når jeg tænker over det, jeg skal være involveret i fra og med 9. september.

Vil der være råben i retten? Uenighed? Vil dommeren bede om stilhed? Vil anklager og forsvarer skændes undervejs? Vil de blive kaldt i samråd oppe hos dommeren, mens de hvisker sammen og eventuelt får en stilfærdig røffel? Vil der blive råbt ”protest!” med ”taget til følge” eller ”afvist” som reaktion?

Skal man egentlig aflægge ed i Danmark, inden man skal i den varme stol? Bryder man sammen, hvis tingene kommer lidt for tæt på? Kan man finde de rette ord? Dummer man sig verbalt? Kan man fremme sin sag ved at fremstå på en speciel måde? Hvordan skal man egentlig være klædt?

Guderne må vide det. Men jeg forestiller mig alt muligt kulørt. Man kan således godt have en tendens til at sætte tingene lidt på spidsen på forhånd – måske baseret på ens egne fordomme, frygt og indtryk af, hvordan sådan noget foregår på det hvide lærred, når det er allerstørst. Bliver det som at medvirke i en Blockbuster med Tom Cruise og Jack Nicholson?

Ro på, Kasper. Muligvis bliver det hele væsentligt mere nedtonet og knap så storstilet og karikeret som på film. De retssager, jeg som sladderjournalist har overværet gennem tiden, har i hvert fald været mere grå og ”kedelige”, end jeg på forhånd havde forestillet mig. Det her er Danmark. Det er ikke O.J. Simpson eller Michael Jackson, som er på anklagebænken.

Domsmandssag vs. nævningesag

Hvad jeg dog ved er, at SE og HØR-sagen er en såkaldt domsmandssag. Det står sort på hvidt i anklageskriftet. Det overrasker mig egentlig lidt, for så vidt jeg havde forstået og læst mig til på forhånd, så bliver sager med en strafferamme på over fire års fængsel normalt kørt som nævningesager.

Slår man ”domsmandssag og nævningesag” op på nettet, kan man bl.a. læse følgende:

”Domsmænd skal medvirke i sager, hvor der er rejst tiltale om en højere straf end bøde, mens nævninge skal medvirke, hvor der er rejst tiltale om en straf på fire års fængsel eller derover”.

I SE og HØR-sagen er strafferammen maksimalt seks års fængsel, fordi vi er tiltalt efter skærpende omstændigheder. Det har medierne ikke forsømt en lejlighed til at fortælle. Nu bliver det så en domsmandssag, men det har de til gengæld ikke gravet i. Der er ikke overskrifter i, at anklagemyndigheden tilsyneladende ikke går efter straffe, der bare tilnærmelsesvis minder om seks år i brummen. Gjorde de det, havde der formentlig været tale om en nævningesag.

Konklusionen må være, at det formentlig er den ”forventede straf” og ikke ”den maksimale strafferamme”, der i dette tilfælde har været afgørende for hvilken slags sag, der skal køres. Mere firkantet er systemet åbenbart ikke indrettet.

Hvad skal vi forvente?

Og hvad er så ”den forventede straf?”. Altså den straf, anklagemyndigheden vil gå efter til de respektive tiltalte? Ingen ved det – og ingen får det at vide på forhånd. I anklageskriftet står der bare, at man er tiltalt ”med påstand om fængsel”. Men hvad er ”fængselsstraf”? Det kan jo lige så vel være tre måneders betinget som tre års ubetinget.

Et faktum er det dog, at vi  – nu hvor vi slipper for seks jurymedlemmer, der er det normale i Danmark i modsætning til 12, som man ser det i Hollywood – kommer vi til at sidde over for tre personer. I en domsmandssag i byretten vil således typisk medvirke en juridisk dommer og to domsmænd – eller lægdommere, om man vil.

I større sager, der handler om økonomisk kriminalitet, vil der imidlertid være mulighed for, at der er en ekstra juridisk dommer og en ekstra domsmand. Om dette er en sag, der kan komme ind under kategorien ”økonomisk kriminalitet”, ved jeg egentlig ikke.

Der er fortsat halvanden måned til det går løs. I mellemtiden vil jeg forsøge at bevare roen og tænke positive tanker. Jeg ved, hvad jeg satser på og forventer, at dommeren og hans lægmænd ender op med: Frifindelse.

Set i det lys – og som krølle på halen: Sommeren må gerne slutte nu. Som i LIGE NU. Jeg ville ønske, det var september i morgen …

 

Tilstå – og spar penge

penge

Jeg har været omkring emnet før i anden anledning, men en god ven (og journalist) opfordrede mig alligevel forleden til at lave et blogindlæg om de overvejelser, man som enten sigtet eller tiltalt gør sig, hvis man har udsigt til – i tilfælde af en dom – at skulle betale en kæmpe gæld til staten efter en lang retssag.

Det, syntes han, kunne være interessant læsning udformet som hovedvinkel og ikke bare som en lille fodnote i et skriv på denne side. Det gør jeg mig gerne nogle ekstra tanker om. Guderne skal vide, det har kostet mange overvejelser hos mig undervejs, at min involvering i SE og HØR-skandalen i værste fald kan komme til at betyde økonomisk ruin for mig.

Der ER dog måder at undgå det på. Man kunne jo for eksempel tilstå – mod sin vilje? Det er den ”billige” løsning, men samtidig sælger man efter min mening helt ud. Indrømmer noget, man ikke mener at have gjort – for at spare mønt.

Over 2000 kroner i timen

Det er således noget af et dilemma, man står i, når man potentielt kan komme til at skulle betale sagsomkostningerne, hvis man dømmes. Og til de ikke-indviede: Sagsomkostninger er som regel lig med det beløb, det koster at have en forsvarer i skikkelse af en beskikket advokat til at føre sin sag før og under en retssag. Jo længere retssagen er, jo mere kan man selvsagt komme til at skylde. I komplekse sager som SE og HØR-skandalen, der er berammet til 20 retsdage, løber den slags op. Langt op.

Som jeg før har nævnt, koster en beskikket forsvarer et stykke over 2000 kroner i timen, og det er endda lidt billigere i forhold til, hvis han var ens egen, faste advokat i forbindelse med mere normalt og harmløst advokatarbejde, der ikke inkluderer straffesager.

Når der er sigtelser involveret, og han/hun er beskikket, er vedkommende selvfølgelig stadig ens ”bedste ven” og man er som klient dennes egentlige arbejdsgiver, men på papiret er han/hun reelt ansat af- og aflønnet af staten.

Der har således aldrig været penge mellem min advokat og jeg. Staten betaler ham løbende, men alt noteres naturligvis ned i et usynligt gældsbrev. Ved en dom sendes regningen normalt efterfølgende den dømtes vej. Man skylder ikke advokaten en krone. Man skylder staten.

Aller betalte – så længe det varede …

Jamen, hvad så med advokatens løn for alt det arbejde, vedkommende udførte for en, da han/hun ikke var beskikket endnu? Dengang, man endnu ikke var sigtet? De penge skylder klienten vel advokaten og ikke staten? Jep – normalt gør man, men i mit tilfælde betalte Aller Media hans løn for mig fra start. Det handler i det aktuelle tilfælde om perioden fra først i maj 2014, hvor jeg hyrede ham (lige efter de første afsløringer sidst i april), til jeg blev anholdt og sigtet den 14. maj samme år. Altså cirka to uger.

Betalingerne fra mediemastodonten var dog en stakket frist. Selv om de havde lovet mig et anseeligt, aftalt beløb til at dække mine advokatudgifter helt uden tidsfrist eller periodeangivelse i aftrædelsesordningen, stak de halen mellem benene, da først jeg blev sigtet. Fra da af var jeg ”on my own” økonomisk. Det er jeg ret utilfreds med, men det er en helt anden snak. Den må vi tage en anden god gang.

Faktum er, at jeg – trods en tidligere god løn – ikke er rig. Tværtimod. Jeg er en ludfattig mand på dagpenge, som samtidig skylder masser af penge væk til min bank for lejlighed og forbrugslån. Tanken om udsigt til i værste tilfælde at blive dømt til at betale sagens omkostninger er uudholdelig. Vi snakker store beløb. Lad os lige tage regnestykket: 20 retsdage gange et vist antal timer i lokalet i Glostrup hver dag ganget med en timeløn på over 2000 kroner. You do the math. Vi lander omkring den halve million.

På kompromis med sig selv?

Og nu til problemets kerne: Selv om man ikke mener, man er skyldig – og har erklæret sig uskyldig i nærværende sag – burde man så kraftigt overveje at køre en tilståelsessag, som formentlig kunne afvikles i en ruf på en enkelt eller to retsdage og dermed spare alle de penge, det vil koste at have en beskikket advokat til at forsvare sig i den lange retssag til september? Det er bestemt overvejelser, jeg har gjort mig, og jeg er nok ikke den eneste i sagen med samme dilemma.

Spørgsmålet er: Tror jeg så meget på, at jeg vil blive frikendt, at jeg slet ikke bør have de tanker? Eller er risikoen for en dom så stor, selv om jeg er helt uenig i, at jeg skal dømmes, at jeg bør overveje den billige løsning og så bare modtage den forhåbentlig milde dom, man kunne håbe på at få, hvis man tilstår – uden at stifte uhyrlig gæld?

Jeg har tidligere spekuleret i, hvorfor tidligere nyhedschef Lise Bondesen har valgt at ville køre en tilståelsessag. Det er umiddelbart nærliggende at tro, at hun gerne vil spare pengene, men som nyudnævnt direktør og chefredaktør har hun nok en løn så høj, at hun ikke får grå hår i hovedet, hvis hun ender med at skulle betale en masse penge til staten. Alle vil gerne spare, hvor de kan, men jeg tror, hun egentlig bare gerne vil overstå det hele hurtigt og koncentrere sig om sit nye job.

Hvis jeg skulle følge i hendes fodspor og tilstå, ville min motivation tværtimod være en helt anden: At spare pengene. For guderne skal vide, at jeg ikke ønsker at tilstå bare for at ”komme videre”. Jeg står uden job. Lige nu har jeg ikke noget ”at komme videre til”. Derudover har jeg allerede ventet så længe i uvished og med masser af frustration og tankespind. To et halvt år. Et par måneders venten fra eller til, ikke sandt?.

At jeg ikke har valgt at veje fordele og ulemper op mod hinanden, tilstå og dermed spare den halve million, en retssag vil koste mig, skyldes primært, at jeg ikke vil gå på kompromis med mig selv. Jeg vil ikke kunne holde ud at tilstå noget, jeg ikke mener, jeg har gjort, bare for at lette pengepungens pinsler. Det ville nage mig til evig tid, hvis jeg gjorde det. Jeg ville ikke kunne holde mig selv ud, hvis jeg ofrede mit dybfølte håb om frifindelse for ussel mammons skyld.

Anklagemyndigheden gik i pressen

Det dilemma, de sigtede/tiltalte står i, har anklagemyndigheden også været opmærksomme på. Man brugte det således som en slags argument via pressen tilbage i november 2015 i en mission, der handlede om at overtale de implicerede til at tilstå. Parolen var ordret: ”Tilstå – og spar penge”.

Som jeg opfattede det, kontaktede man selv pressen af egen fri vilje for at få budskabet ud. Det var efter min overbevisning ikke bare noget, man udtalte, fordi en journalist havde ringet i anden anledning.  Ja, politiets anklager på Vestegnen sagde endda direkte til citat, at en retssag jo ville koste hver sigtet person i sagen over 400.000 kroner og at det måske derfor var nemmere at tilstå.

Dermed afslørede de samtidig, at de forventer, at vi bliver dømt. De mener altså ikke, der er en chance for, at dommeren vil frifinde os. De ser ingen grund til, at vi forsøger at forsvare os i retten. Selvfølgelig, fristes man til at sige. Den holdning SKAL de have. Ellers ville det jo ikke give mening at føre en sag mod os. Men behøvede de at gøre det til et spil i medierne i stedet for bare at kontakte de respektive advokater direkte desangående?

Det er vigtigt for mig at sige, at dette ikke er en svada mod anklagemyndigheden. Sådan er spillet måske bare. Jeg er ikke sur eller bitter. Jeg undrer mig kun. Dengang mente jeg, det var en lidt underlig skjult måde at forsøge at ”afpresse” de involverede på, men det gav trods alt stof til eftertanke.

“Eftertankerne” har jeg hermed nedfældet. Min endelige beslutning kender I allerede. Slutteligt vil jeg derfor atter fastslå: Jeg tror på min sag. Jeg tror på, at jeg vil blive frikendt. Jeg mener ikke, at jeg har gjort noget ulovligt. Jeg tager derfor retssagen med og kæmper for min sag til sidste blodsdråbe.

Om det så skal koste mig kassen og et fremtidigt liv i evig gæld …

 

 

 

 

 

 

“Jeg beklager, Kasper, men det skulle gå lidt stærkt tidligere”

løftet pegefinger2

I ren jubelrus over endelig at være i besiddelse af anklageskrifterne i SE og HØR-sagen, gik det tidligere på dagen åbenlyst lidt for stærkt, da Ekstra Bladets website, EB.dk, skulle lave en hurtig gennemgang af de respektive tys tys-involveredes tiltaler og beskrivelserne af disse.

Når man sidder med sådan noget i hænderne, skal man altså være ekstra opmærksom på- og påpasselig med at gengive tingene helt korrekt, så dem der skrives om ikke fremstår værre, end de er. Det kan godt være, det klinger lidt hult, når jeg har været på SE og HØR i mange år, men visse ting æder læserne altså råt uden at fakta-tjekke eller læse en anden (og mere faktuelt korrekt) version andetsteds. I en kompleks og alvorlig sag som SH-skandalen, skal der være helt styr på fakta.

Det var der ikke, da gennemgangen af mine tiltaler blev nedfældet hos EB.dk tidligere i dag. Om mig stod blandt andet:

“… herefter indgik Kasper Kopping via sin chefredaktør Henrik Qvortrup ifølge anklageskriftet en aftale med Tystys-kilden om en systematisk overvågning af danske kendte”.

What? Det kunne jeg ikke sidde overhørig. Fremstillet på den måde ser det ud som om, at JEG indgik en aftale med tys tys-kilden – med Qvortrup på sidelinjen. Intet kunne være mere forkert. Derfor skrev jeg følgende mail til de to journalister bag historien.

“Nu strammer i den. Det er ikke det, der står i anklageskriftet. Sådan som I formulerer det, ser det ud som om, at JEG indgik aftale med kilden (via Qvortrup).
Jeg indgik ingen som helst aftale. Ret, please. Vh. Kopping”.

Og jeg fik ret. Svaret fra EB.dk var således (og tak for ikke at gå ind i en diskussion eller modsætte jer en åbenlys fejl):

“Det er er min fejl, og jeg beklager dybt. Det skulle gå meget hurtigt tidligere. Det er nu rettet. Bedste hilsner XXX”.

Kvantitet over kvalitet

Journalisten kommer selv ind på problemets kerne i sit svar: “Det skulle gå meget hurtigt tidligere”. Heri ligger et helt generel tendens i medieverdenen, hvor kvantitet – og hurtigt publicerede artikler – ofte kommer før kvalitet. Tingene på nettet SKAL desværre gå hurtigt i dag. I en evig kamp for at være bedst og ikke mindst først, når der er “breaking news” på bordet, går nuancer, korrekt sprog og ikke mindst fakta ofte tabt i processen.

Det kan ske, og det er menneskeligt at fejle, men som tidligere skrevet bør man altså være ekstra meget på vagt, når man videreformidler alvorlige tiltaler fra et anklageskrift i det, der er blevet kaldt Danmarks største medieskandale. I stedet fik Ekstra Bladet, “fordi de skulle skynde sig”, altså ovenstående sætning ud af at kigge mit anklageskrift mere end hurtigt igennem. Jeg gentager den gerne:

“Herefter indgik Kasper Kopping via sin chefredaktør Henrik Qvortrup ifølge anklageskriftet en aftale med Tystys-kilden om en systematisk overvågning af danske kendte”.

Uddrag fra anklageskriftet

Jeg undres over, hvordan man – trods tjep tjep tjuhej og vilde dyr – kan konkludere noget SÅ forkert i bare én sætning. For det, der står desangående i mit anklageskrift, er ordret følgende:

” … som ansat på ugebladet SE og HØR i perioden fra den 24. juni 2008 til primo 2012 under særligt skærpende omstændigheder at have medvirket til at overtræde straffelovens § 263, stk. 3, jf. stk. 2, jf. § 23, idet daværende chefredaktør Henrik Qvortrup den 24. juni 2008 indgik aftale med XXX, der var ansat i PBS / IBM i Ballerup som systemoperatør, om, at XXX fremadrettet systematisk i firmaernes EDB-systemer uberettiget skaffede sig adgang til firmaernes kreditkortoplysninger vedrørende en række offentligt kendte personer”. 

(…) “… som ansat på ugebladet SE og HØR i perioden fra den 24. juni 2008 til primo 2012 at have overtrådt straffelovens § 299, stk. 2, ved at have ydet en fordel til XXX, der var ansat i PBS / IBM i Ballerup som systemoperatør og i den forbindelse varetog firmaernes formueanliggender, idet daværende chefredaktør Henrik Qvortrup den 24. juni 2008 indgik aftale med XXX om, at XXX fremadrettet i firmaernes EDB-systemer uberettiget skaffede sig adgang til en andens oplysninger”.

Min opfordring her til slut til de journalister, som arbejder med SE og HØR-sagen, er følgende: Det er helt i orden, at I interesserer jer for sagen og skriver artikler om emnet. Jeg kan også sagtens tåle at blive gået på klingen. Men kig nu please tingene ordentligt i gennem, før I trykker på “publicér”.

Det er trods alt vigtigere, at virkeligheden gengives korrekt, end at I er først med en nyhed om to uger gamle anklageskrifter. Der kan være folk derude, som – og sådan burde tingene jo være – tror på det, I skriver …

 

 

 

For en gangs skyld har jeg tænkt mig at holde min kæft …

email

Ca@nrlaw.dk

Ventetiden har været lang, kan jeg tænke mig. For journalisterne, der dækker SE og HØR-skandalen, vel at mærke. Hele to uger har de måttet sidde klar ved tasterne, før de i dag (tror jeg i hvert fald) kan søge om aktindsigt i de tiltaltes anklageskrifter.

Om der er en ventetid fra man ansøger, til man modtager “godterne”, eller om man kan få lov til at se det hele med det samme ved forespørgsel, ved jeg ikke, men ikke desto mindre forventer jeg, at medierne fra og med i dag onsdag vil forsøge at få fingrene i tys tys-guldet og derefter granske tiltalerne nøje.

Der har allerede været historier fremme på blandt andet Radio 24syv og TV2 vedrørende indholdet i enkelte anklageskrifter, selv om hele smøren angiveligt ikke var blevet lækket, men kun enkelte passager. Hvordan vil det mon så ikke gå for sig, når medierne får adgang til hele otte anklageskrifter i deres helhed på én gang?

Jeg tror, det her i agurketiden vil være skønt at grave i for de mediefolk, som er sat på sagen. Kigger man på den hungren efter tys tys-historier, der har været i branchen siden afsløringerne i april 2014, så må det udmønte sig i masser af historier og indslag, når nu alt er blevet så meget mere konkret på skrift. Det er nu næsten lige for næsen af dem – klar til at blive fortæret, som var der tale om en udmagret, sulten slagterhund foran en stor skål med Frolic.

Jeg forventer ikke en stor mediedækning, fordi jeg er overrasket over det, vi er blevet præsenteret for. Det er jeg egentlig ikke. I mine øjne er der ikke noget vildt overraskende i ordlyden af tiltalerne. Ingen breaking news. I hvert fald ikke i mit anklageskrift. Men for journalisterne vil meget af det være helt nyt. Det er det, fordi indholdet i anklageskrifterne, i modsætning til de tidligere sigtelser og paragraffer, er væsentligt mere udpenslet og detaljeret. Her kan man se præcist hvad, folk er mistænkt for at have gjort – med tilhørende specifikke perioder for “unoderne”, detaljer om omfang, hvilke konkrete og håndgribelige beviser der er fundet etc. Det har medierne hidtil ikke haft adgang til.

Jeg holder min kæft

Jeg har i den forbindelse besluttet helt egenhændigt, at jeg ikke vil udtale mig desangående. Det er således ikke noget, min solferie-ramte advokat har frarådet mig. Jeg forventer bare, at jeg hurtigt kan komme på glatis, hvis jeg bevæger mig ud på dybt vand, hvor jeg ikke kan bunde. Min rolle kan jeg fortælle om – og har fortalt om. Men paragraffer og deres betydning for mig som tiltalt er der andre – læs: min advokat – som bedre kan sige noget klogt om. Lige pludselig er det fortolkninger af jura, kringlede lov-finurligheder og strafferetslige formuleringer – ikke min ydmyge holdning, der skal videreformidles.

Selvfølgelig kender jeg ordlyden af tiltalerne, og jeg forstår også på et overordnet plan, hvad det er, der står i mit anklageskrift, men hvad det hele konkret betyder i retslig forstand og hvordan tiltalerne og paragrafferne skal tolkes, når man går helt i dybden, er jeg ret usikker omkring. Jeg vil gerne undgå at sige noget dumt, der måske kan bide mig bagi senere hen.

Derfor tillader jeg mig her at henvise til min advokat, Casper Andreasen, som dog lige nu er på ferie i udlandet. Det er som tidligere beskrevet ulempen ved, at anklageskrifterne landede lige op til industriferien. Så kære journalister og reportere: Kontakt Casper på mail, og så vil han så vidt muligt svare på mine vegne – hvis og når han kan.

Mail til Ca@nrlaw.dk.

Og til alle jer andre: Fortsat god sommer. Hvis I har en god sommer i forvejen, altså. Og hvis ikke: Jeg håber, den bliver bedre. Vejret har i hvert fald hidtil været “nederen”, og jeg føler ikke rigtigt, at jeg kan nyde min, når der er så mange tanker, der rumsterer inde bagved hele tiden.

Lidt solskin og lys ville være tiltrængt – både i den ene og anden forstand …

 

 

Hovsa – glemte i skyndingen: Stort tillykke til de fem sigtede, som fik tiltalefrafald

dansk_flag

Selv om det kan være svært at se ud over egen snude, når man er involveret i en politisag som SE og HØR-skandalen, og selv om man føler, at ens eget liv og egen dagligdag er skamferet på det groveste, kan man godt glæde sig på andres vegne, når de lykkeligvis undgår at ende i samme trummerum som mig. Jeg kan i hvert fald. Derfor glæder det mig usigeligt, at fem sigtede personer slap for yderligere tiltale, da anklageskriftet landede for snart to uger siden.

Jeg havde egentlig ikke forventet, at der ville blive rejst tiltaler mod samtlige 12 sigtede personer i sagen, men omvendt var jeg lidt usikker på forhånd – i særdeleshed vedrørende fire ud af de fem, som lykkeligvis endte med at slippe.

Jeg vidste, at disse fire tidligere SE og HØR-folk ikke havde spillet den helt store tys tys-rolle i sin tid, men omvendt havde efterforskerne vel en god årsag til at hive dem ind til en grundig afhøring og et vist mistankegrundlag at gå ud fra, tænkte jeg.  Ville man virkelig sætte det helt store apparat i gang omkring disse fire, hvis man ikke mente, at der var grobund for tiltaler i sidste ende? Deri lå min tvivl.

Omvendt betyder en sigtelse ikke nødvendigvis altid, at politiet har en masse at gå efter og at de føler sig sikre på, at de kan få folk dømt i en retssag. Man kan således sagtens blive sigtet, fordi omstændighederne kræver, at man afhøres “med en sigtets rettigheder”. Inden afhøringen bliver man derfor sigtet officielt, men det betyder langt fra, at der er basis for senere tiltaler. Det faktum gjorde, at jeg blev endnu mere i tvivl. For hvor meget skulle der egentlig til, før man i efterforskernes og anklagemyndighedens øjne havde “gjort nok” i løbet af tys tys-perioden til at blive tiltalt? Hvor stor en rolle skulle man have spillet? Mere om bagatelgrænser nedenfor.

Der har selvsagt været megen fokus i medierne på dem, der endte med at blive tiltalt. Dem, der slap, har derimod fået meget lidt spalteplads – hvis overhovedet nogen. Det er deres held – og fuldt fortjent. Nu kan de endelig komme videre med deres liv efter snart et år i uvished. Jeg tror, de slipper nådigt hvad angår pressedækning også fremadrettet. Medierne ser ikke ud til at ville grave i, hvorfor politiet ikke gik videre med de enkeltes sager. Ja, faktisk har der aldrig rigtigt været gravet dybt i deres tilfælde – ej heller da sigtelserne faldt i sensommeren og efteråret 2015.

Jeg tror simpelthen ikke, at journalisterne har turdet at bevæge sig ud på usikker grund og beskæftige sig for meget med sigtede folk, som ikke fra politiets side har været navngivet. Folk, som ikke selv har ønsket at bekræfte noget eller udtale sig overhovedet. Godt nok blev jeg i sin tid kimet ned af journalister, som ville have mig til at fortælle, hvem de nye sigtede var. Jeg holdt mund, men jeg ved, at mange reportere og skribenter ad andre veje efterfølgende fandt ud af, hvem de var. Alligevel er der aldrig sat navn på dem i spalterne, og det bliver der nok heldigvis aldrig.

Jeg tror, de har haft det svært. De blev godt nok som nævnt alle først sigtet i henholdsvis sensommeren 2015 og i november 2015 efter endt efterforskning, så de har trods alt ikke ventet på anklagemyndigheden så længe som os andre, men omvendt må det have været et ekstra stort chok for dem at blive sigtet, når det skete så lang tid efter SE og HØR-sagens begyndelse halvandet år tidligere.

De fem er henholdsvis den famøse SAS-kilde, som blev sigtet i august 2015 (mere om ham senere) samt altså fire nuværende eller tidligere Aller Media-ansatte, som blev sigtet i efteråret samme år. En enkelt blandt de fire personer arbejder ikke i koncernen længere, mens de øvrige tre fortsat huserer på Havneholmen. Nu kan de koncentrere sig om at lave ugeblade – dejligt for dem :-D.

Politiets “bagatelgrænse”

Dengang de fire blev sigtet, tænkte jeg, at hvis netop DE blev sigtet, så var der fandeme mange på SE og HØR, som potentielt også kunne være blevet det. Jeg kendte jo deres respektive små roller helt i petitesse-afdelingen omkring tys tys-cirkusset, og så var det nemt at sammenligne med andre eks-kollegers ditto. Eks-kolleger, som aldrig fik en sigtelse præsenteret. Så hvorfor netop DE fire?

Langsomt fandt jeg ud af, da jeg læste afhøringsrapporterne hos min advokat, at sigtelserne skyldes, at der selvsagt lå lidt mere håndgribeligt bevismateriale i Aller-gemmerne på dem, end der gjorde på andre, som faktisk også havde spillet en lille rolle i forløbet. Underforstået: Folk, som enten havde kendt til tys tys-kildens eksistens eller som via en opgave på en eller anden måde havde fået kendskab til ham. Politiet må derfor have opstillet en eller anden bagatelgrænse for, hvor meget (eller lidt) der skulle til bevis-mæssigt, før de med god samvittighed kunne sigte.

Jeg ved selvfølgelig godt, hvad det helt konkret er, der er fundet, men det vil jeg naturligvis undlade at nævne her. Jeg er ikke ude på at skade nogen, det er ulovligt at referere helt konkrete ting fra afhøringsrapporter og efterforskningsdokumenter, og det er jo egentlig også uendeligt lige meget nu, hvor de respektive personer gudskelov er helt ude af sagen.

I og med at jeg selv har erklæret mig uskyldig, mener jeg naturligvis også, at de fire Aller-personer er det samme, og selv hvis jeg havde valgt at tilstå og dermed erkende mig skyldig for min rolle, så ville jeg – rent hypotetisk – alligevel ikke have følt, at disse fire personer skulle ende i fedtefadet. Der må altså være grænser for, hvor lille en rolle der skal til, før man lander en tiltale i en kompleks sag som denne.

Forskelsbehandling?

Skal man grave lidt dybere og tænke helt principielt, kan det dog godt undre mig at de tre, som fortsat var ansat på Aller, da de blev sigtet, uhindret fik lov at fortsætte i deres job uden en eller anden form for handling fra Allers side. Jeg ved selvfølgelig ikke, hvad der er blevet sagt og diskuteret internt, men faktum er, at de tre tilsyneladende havde fuld opbakning fra direktion og chefer, selv om politiet havde dem under mistanke. Jobbet var ikke i fare.

Det skal være dem vel undt, og det glædede mig, at de ikke blev hverken fyret eller hjemsendt, så min undren handler på ingen måde om, at jeg mener, de burde have været sendt i skammekrogen. Slet ikke – tværtimod. Det er direktionens forskelsbehandling af ansatte, som hver dag yder en solid indsats for Aller Media og er med til at sikre koncernens overlevelse, jeg anfægter. Det baserer jeg på Pål Thore og co.’s tidligere ageren. Netop handling mod ellers værdsatte ansatte baseret på indicier og mistanker, uden at der endnu forelå hverken tiltaler eller dom, udviste Aller jo således en del af, da afsløringerne kom i 2014.

Dengang kunne Aller ikke hurtigt nok hjemsende en række folk, der var under mistanke, mens den famøse intern-undersøgelse fra april 2014-juni 2014 løb af stablen, og os, der blev sigtet af politiet, inden netop Allers egen efterforskning var afsluttet, blev hurtigt opsagt, selv om der ikke havde været en dybdegående politiefterforskning endnu og selv om Aller selv intet overordnet havde konkluderet.

Faktum er, at jeg blev smidt på porten på baggrund af politiets sigtelser og mistanker og ikke på grund af det, Allers undersøgere med advokat Henrik Stagetorn i spidsen fandt på mig. En sigtelse blev altså mit endeligt, mens andre sigtede senere hen – og det bakker jeg altså op om – fik lov at blive i deres job.

Det kan der være flere gode årsager til. En af dem er måske, at man hos Aller ikke atter ønskede unødig negativ fokus på firmaet, da der faldt nye sigtelser så lang tid efter skandalens begyndelse. Det kan man måske godt forstå, men tilbage står alligevel, at man – uanset årsagen –  i dette tilfælde havde tre sigtede personers ryg, mens man ikke støttede andre sigtede personer, da stormvejret var værst.

Dengang ville man statuere et eksempel. Vise omverdenen, at man handlede. Man ryddede op i de brodne kar. I anden omgang tyssede man derimod tingene ned – formentlig for egen vindings skyld.

Hvorom alt er: Tillykke til alle mine tidligere kollegaer for at slippe for tiltale. Det er sgu fedt for jer – og jeg håber, at I nu alle kan lægge det hele bag jer. Det må have været ufedt ikke at vide, om man var købt eller solgt i næsten et år, mens man ufortrødent forsøgte at arbejde videre for at tjene penge til koncernen på trods af alvorlige sigtelser hængende over hovedet. Var personerne blevet tiltalt, ved man aldrig, om de havde modtaget samme store opbakning fra deres arbejdsgiver, så forinden må der have været stor nervøsitet på alle planer.

Forældelsesfristen overskredet?

Så er der lufthavnskilden. Han er til min store glæde også ude af sagen. Jeg tænker, det er på grund af forældelsesfristen, for jeg mener ikke, at han var belastet af sigtelser efter skærpende omstændigheder. Dermed var hans ”sag” forældet efter fem år og ikke 10. Det giver god mening. Jeg ved positivt, at hans sidste bidrag ud af i alt et par stykker eller tre til SE og HØR blev givet i 2009. Da han blev sigtet, var det med andre ord seks år siden. Men hvorfor så overhovedet inddrage ham i sagen? Vidste politiet ikke fra begyndelsen qua efterforskningen, at det var laaaaaaaaang tid siden, kilden hjalp SE og HØR?

Jeg gætter på følgende scenarium: Politiet havde fundet noget på ham i efterforskningen og havde ham derfor naturligvis til afhøring med en sigtets rettigheder. Derfor blev han – det siger sig selv – sigtet. Men dermed var hans pinsler ikke helt slut. Måske ville man kunne finde mere på ham, når der blev foretaget flere afhøringer af folk fra SE og HØR? Der florerede jo dengang rygter om, at ugebladet helt op til 2014 angiveligt havde haft en kilde i lufthavnen – en kilde, jeg intet kender til, hvis han/hun ellers findes. Måske troede politiet, at SAS-kilden fra 2008-2009 og vedkommende, som på rygteplan fra samme arbejdplads havde opereret i nyere tid, var én og samme person?

Da efterforskerne så via blandt andet min anden afhøring i efteråret 2015 (den første var i maj 2014) antageligt fandt ud af, at den sigtede havde droppet sit samarbejde med ugebladet for mange år tilbage og at han IKKE fortsat var aktiv, må de have konstateret, at de måske alligevel ikke havde nogen sag mod ham.

Forældelsesfrist er formentlig noget værre møg i etatens øjne, for de så ham formentlig gerne tiltalt og dømt for de ting, de trods alt havde fundet på ham, selv om det var foregået seks år tidligere.

Kildebeskyttelse er vigtig

Som jeg også skrev i min bog, så kendte jeg lufthavnskilden perifert i privat regi via nogle venner, og det var i første omgang gennem mig, at han leverede sit første tip til SE og HØR. Det indrømmer jeg gerne, men fra det øjeblik, cheferne på bladet sagde ”ja tak” til ham, føler jeg dog ikke, han længere var ”min kilde” men ”bladets kilde”. Jeg var fra det punkt bare et bindeled – akkurat som jeg var det mellem bladets ledelse og tys tys-kilden. Sidstnævnte kendte jeg dog ikke – som efterhånden mange gange anført – ikke i forvejen.

Da først SAS-kilden fik kolde fødder og stoppede med at levere info i 2009, cuttede han kontakten til mig. Ja, i 2014 slettede han mig endda på Facebook, fordi han nok vidste, at det ikke var nogen god idé at være ven på et socialt medie med folk, som var involveret i SE og HØR-skandalen. Han må have lugtet, at politiet kunne risikere at finde noget på ham i den øvrige efterforskning. Der var ingen grund til, at han kunne kædes sammen med mig eller SE og HØR i øvrigt.

Det skal han ikke høre et ondt ord for. Jeg forstår ham. Og jeg er glad for, at han nu er home free. I mine øjne var han en helt normal kilde, der lavede noget på sin arbejdsplads, han nok ikke måtte. Det gælder de fleste kilder. Folk, som tilvejebringer noget viden, som andre ikke har adgang til. Og når jeg siger “normal”: Jeg vil gerne se det tabloide medie, der ikke har eller har haft en lignende kilde ude i Kastrup.

Hvis han tilfældigvis skulle læse med her, vil jeg også sige til ham, at jeg ALDRIG har ”outet” ham til politiet. Jeg har også nægtet at udlevere hans navn, når jeg blev afhørt desangående, selv om jeg dog i samme moment indrømmede, at SE og HØR engang havde haft en kilde, der kunne levere noget information om de kendtes flyrejser. Det kunne jeg jo i øvrigt se i afhøringsrapporterne, at han også selv bekræftede. Men for mig var det en principsag: Intet navn. Kildebeskyttelse er vigtig – også efter, man har forladt sin tidligere arbejdsplads.

Jeg håber ikke, han tror, at JEG fik ham i fedtefadet. Meget kan man sige om SE og HØR’s metoder dengang, men kildens medvirken var helt frivillig, og den suppedas han endte i midlertidigt via en sigtelse, fik han altså selv bragt sig i den dag, han besluttede, at han ville videregive nogle få hemmelige informationer fra sit arbejde for ussel mammons skyld …

 

Older posts