Skal man egentlig grine eller græde?

Ken

Hvordan kan I dog få jer selv til at stå dér og lave fis? Hvordan kan du overhovedet smile, når du er tiltalt? Fatter I ikke sagens alvor?

Billedet til dette indlæg er ikke ment som en provokation, men er egentlig bare medtaget for at illustrere den problematik, jeg vil anføre og beskrive herunder. For hvordan bør man som tiltalt egentlig opføre sig i og uden for retslokalet, og hvor megen opmærksomhed og hvor mange tanker bør man som impliceret give selvsamme undervejs i retssagen?

Hvornår – og på hvilke punkter – bør man lave om på sig selv og den måde, man fremstår på i retten – hvis man da overhovedet bør? Er det et problem, hvis man opfattes som for meget spasmager og for lidt alvorlig, når man er involveret i det, nogen har kaldt “den største medieskandale nogensinde”. Hvilke ting kan misforstås – og hvilke kan ikke?

Bør man bare være sig selv, eller skal man spille en rolle for at fremstå mest sympatisk? Og hvad definerer egentlig sympatisk? Bliver det gennemskuet, hvis man giver sig ud for at være en person, man ikke er? Og sidst, men ikke mindst: Betyder det overhovedet noget i det store billede, hvordan ens personlighed og opførsel i retten vurderes, når det, der reelt skal bedømmes, er de ting, der bliver sagt i retslokalet, og ikke hvordan man ser og tager sig ud?

Jeg har ikke svaret. Men jeg har bestemt nogle tanker omkring det.

“Du ligner en rocker”

Der har bestemt været mange ”gode råd” til mig forud for SE og HØR-retssagen fra folk, som mener, at man bør opføre sig på en bestemt måde i og uden for retssalen, have noget bestemt tøj på og signalere dit frem for dat for at give det bedste indtryk.

Ja, en enkelt person mente endda forlods, at jeg burde skifte mit profilbillede på min i øvrigt lukkede Facebook-profil, fordi ”jeg lignede en rocker” på det eksisterende. Det kunne opfattes forkert af dommer og anklager, mente han. Det gav ikke sympati.

Jeg har da bestemt lyttet til visse personer og har taget en del til mig undervejs, for nogle råd er bedre end andre, men enhver idiot kan jo regne ud, at man nok ikke skal dukke op i retten med t-shirt påtrykt ”ACAB”-logo eller ”Bevar Christiania” – endsige iføre sig en hullet Iceman-trøje fra 1995, forvaskede shorts og badesandaler.

Jeg kan dog ikke se, hvorfor en retssag skulle være årsag til, at jeg burde udskifte mit solbrille-profilbillede med et konfirmand-foto af mig selv fra 1994. Er jeg fordækt, bare fordi jeg har solbriller på og ikke smiler på mit foto? Skal jeg  forsøge at gro hår på toppen og dermed ligne en mand, der har været oppe at slås med en plæneklipper, bare fordi “nogen” måske mener, at en skaldet isse er synonym med ballademager? Det må altså være min egen sag, hvordan jeg portrætterer mig selv på min egen Facebook-profil. Det har intet som helst med retssagen af gøre.

Det er også logik for burhøns, at man naturligvis ikke skal fremstå ligeglad, sur eller hardcore i retten, når den er sat, og det er en given sag, at man ikke bør sidde og flashe sine tatoveringer eller symboler, der af fordomsfulde personer i teorien kan opfattes negativt. Dem, der bestemmer, skal ikke forvirres og vildledes. De skal kunne koncentrere sig om det, der fremlægges og siges i retssalen og ikke distraheres af udseende eller væremåde hos folk i skammekrogen.

Fra blazer til sweater

Tøjet tænkte jeg meget over på forhånd. De første dage – og dermed også på dagen, hvor jeg selv blev afhørt – bar jeg nyindkøbt blazer og ønskede dermed at signalere mere stil end drengerøv. Siden blødte jeg lidt op og bar i stedet langærmet t-shirt, sweater eller lignende. Jeg fornemmede, at stemningen hverken var formel eller højrøvet i retten. Man behøvede trods alt ikke at ligne en mand, som var på vej til konfirmation eller begravelse, erfarede jeg.

Henningsen halvnøgen på halmballe

Det sværeste for mig har været, hvordan man kan tillade sig at agere i retten. Jeg er normalt rimeligt socialt anlagt, højtråbende, snakkende og kæk som person, selv om de sidste par år bestemt har tæret på humør og fremtoning. Folk, som kender mig, ved, at jeg ikke er bleg for at fyre en vittighed af og at jeg er meget ironisk anlagt. Derfor er det svært pludselig at være nødt til hele tiden at tænke over, om man mon signalerer det forkerte i retssalen.

Sagen er jo alvorlig, men betyder det så automatisk, at man selv skal fremstå lige så alvorlig hele tiden? Må man overhovedet grine, hvis der er årsag til det? Må man smile, hvis det passer ind, uden at det opfattes som ”ikke-angrende”?

Som tiltalt er det altså noget, man uundgåeligt tænker over. Der bliver jo kigget på én hele tiden, når dommer og domsmænd højt hævet fra et podie sidder og skuer ned mod os, uden at man er i stand til at vurdere, hvad de tænker om én. De er vant til at bevare poker-ansigtet.

Ens eget poker-fjæs kan derimod være svært at holde, når et vidne – som det var tilfældet forleden – under afhøring bramfrit udtalte, “at det, hun huskede bedst fra Kim Henningsens tiltrædelse som chefredaktør, var, at han på et billede i bladet optrådte som SE og HØR-mand i bar overkrop kun iført boxershorts siddende med et fjoget smil på en halmballe” ..

Jeg må indrømme, at jeg konstant er opmærksom på, at jeg ikke sidder og ser spøjs eller mut ud. Jeg tænker over, hvornår jeg skal se alvorlig ud, undrende ud, glad ud, lyttende ud eller noget helt femte – alt afhængigt af situationen.

Folk kan hurtigt misforstå de signaler, man sender. Et grin, et smil eller en kæk bemærkning kan nemt opfattes som om, man er totalt ligeglad og ikke har nogen som helst respekt for sagens karakter og den dumme situation, man er i. At man mangler respekt for domstolen og sagens karakter. I andre tilfælde kan et smil tværtimod være med til at vise, at man ikke er den usympatiske bandit, visse folk tror, man er. Man skal finde den gyldne balance – og det er svært.

Den store balancegang

Det tog nogle dage, men jeg har opdaget, at der ikke sker noget som helst ved ikke at være gravalvorlig hele tiden. Man overlever altså ikke 20 dage i retten, hvis ikke man i pauserne kan løsne lidt op og opføre sig helt almindeligt med mulighed for at reagere – og agere – på den måde, man selv har lyst til helt impulsivt.

Jeg har flere gange tilladt mig selv at grine lidt sammen med de andre tiltalte. Der er også en løs, uformel snakken til tider i pauserne eller ved ankomst og “fyraften”. De tiltalte kender hinanden på kryds og tværs, og det ville være mærkeligt, hvis man alle sad med hovedet begravet i hænderne konstant.

Man må således ikke forveksle en til tider løssluppen stemning med, at man som tiltalt ikke har respekt for domstol og anklagemyndighed eller sagens indhold. At jeg for eksempel kan spottes stå med Henrik Qvortrup og grine betyder derfor ikke, at jeg synes det er fedt at være tiltalt i en retssag. Slet ikke. Det handler om et menneskeligt behov for at være sig selv.

Værsgo’ – her i planen

Har I ikke været i retten i dag? Hvorfor var der ingen live-rapportering? Hvornår er næste retsdag? Hvad skete der egentlig i dag? Hvordan ser programmet ud for den resterende del af retssagen?

Jeg får løbende mange spørgsmål om SE og HØR-retssagen og ser lige så mange af slagsen stillet i forskellige tråde på Facebook. Det er naturligt, at der er mange derude, som interesserer sig for ”skandalen”, og selv om de forskellige medier har været flittige til både at skrive artikler fra retsmøderne og opdatere i de meget omtalte live-blogs undervejs, så har informations-strømmen vedrørende retssagens skemalagte dage været nærmest ikke-eksisterende.

Som en servicemeddelelse kan jeg derfor hjælpe folk lidt på vej, så her får I overblik over, hvordan den resterende del af retssagen ser ud (med forbehold for ændringer):

29. september, 30. september, 3. oktober, 4. oktober, 13. oktober, 14. oktober, 27. oktober, 3. november, 11. november, 16. november, 17. november, 18. november, 24. november.

Jeg ved naturligvis godt, hvad der skal foregå de pågældende dage, for det er allerede mere eller mindre fastlagt, men det ved jeg faktisk ikke, om jeg må skrive om her. Da planen blev sendt ud til advokaterne, var det i hvert fald med en bemærkning om, at den skulle holdes tæt ind til kroppen. Det gør jeg så.

Hellere retten end lejligheden

Hidtil har jeg faktisk paradoksalt nok syntes, at det har været ”okay” at være en del af retssagen. Jeg kan ikke helt finde ud af hvorfor.

Selvfølgelig er der ting, jeg langt hellere vil bruge min dag på, men når der er ”fridage” (og dem er der, som I kan se, mange af undervejs på vej mod den sidste retsdag den 24. november), så ville jeg nærmest hellere være i retten end bare sidde og kukkelure derhjemme.

En teori kan være, at jeg har gået i et limbo og gloet i min lejlighed i to et halvt år uden job, men nu sker der endelig noget. Nu har jeg endelig noget at stå op til, og det hele føles som en underlig form for forløsning, når man så længe er gået i uvished uden klarhed over, hvornår der ville blive sat punktum for sagen. Det er vi på vej til nu.

En anden teori er – og det er nok den mest plausible – at de mange afhøringer i retssalen endelig bekræfter de ting, jeg hele tiden har fortalt og endda skrevet om i min bog. Hidtil har det hele været baseret på påstande, rygter og udokumenterede udsagn, som medierne – og folkedomstolen – har været nødt til at tage med et gran salt. For hvad var egentlig op og ned? Hvem talte sandt og hvem huskede forkert? Nu kan journalisterne endelig konkretisere, fordi de har noget mere håndgribeligt at berette.

De store linjer er nu blevet skitseret, bekræftet og fortalt, og det føles som en forløsning for mig. Det er en forløsning, at Qvortrup nu foran en domstol har indrømmet, at han førte ordet på det famøse møde med tys tys-kilden og at han ”hyrede ham”. En forløsning at det er blevet bekræftet, at en menig journalist ikke kunne hente kontanter til kilder i kassen uden en chefs underskrift. En lettelse at Kim Henningsen påtager sig det fulde ansvar for hans tid i chefredaktørstolen. Og så videre og så videre.

Det hele har været fremme tidligere i forskellige variationer og sammenhænge, men nu er det endelig blevet sagt højt foran en dommer, to domsmænd og anklagemyndigheden. Det vægter højt hos medierne, at ting er blevet fortalt i en retssal under afhøring, og dét argument understøttes af, at man i løbet af de første seks retsdage har publiceret masser af artikler med indhold og vinkler baseret på fakta fra retten, der ellers HAR været fremme tidligere.

Anklageren hilser med håndtegn

En anden årsag til, hvorfor jeg befinder mig godt i retssalen, er, at det hele ikke er helt så intimiderende som frygtet. Tonen kan godt blive skarp til tider og stemningen kan bestemt blive trykket, men alle hilser dog pænt på hinanden, der er plads til smil og grin, hvis der sker noget uventet eller hvis der kommer en kæk bemærkning, og retssalen ser – som tidligere nævnt – helt anderledes og mere indbydende og lys ud, end jeg havde forestillet mig. Der hænger med andre ord ikke en tung, sort sky over retten.

Når jeg møder chefanklager Morten Frederiksen på gangen om morgenen, hilser han altid med et slags vink med hånden og et smil. Han har også rost min bog. I et enkelt tilfælde grinede vi tilmed sammen over et eller andet, jeg ikke husker essensen af. Jeg ved godt, at det kan være en facade, men selv om man er ”modstandere”, så foregår alt på et plan, der er mere nede på jorden, end jeg havde troet.

To fodboldhold, der vil gøre alt for at slå modparten på banen, hilser jo også pænt på hinanden og kan opføre sig lidt kækt i spillergangen indbyrdes, inden man entrerer grønsværen. Det er noget, jeg hylder. Der behøver ikke være gravkammerstemning, ond dialog og had i øjnene, selv om man er duellanter.

Endnu en livserfaring

Til sidst vil jeg give et råd videre omkring noget, jeg har erfaret, har hjulpet mig i denne proces. Hjulpet mig til at tage i retten med oprejst pande hver dag og nærmest “glæde” mig til næste kapitel. Det kan i teorien bruges i forbindelse med alle de udfordringer, livet byder dig som menneske.

Forud for retssagens start besluttede jeg således at tage det hele som en ”oplevelse”. Som endnu en erfaring i livet. Som noget, jeg ikke har prøvet før, og som jeg bestemt ikke ønsker at prøve igen, men som bare lægger endnu et afsnit til bogen om mit liv. Jeg elsker at tilegne mig viden. Jeg er nysgerrig af natur. Kan godt lide at prøve nye ting. At opleve. Alt – positivt som negativt – lagrer sig i den database, der hedder hukommelsen. Alle oplevelser kan bruges til et eller andet i sidste ende, hvis man ikke er ubetinget sortseer.

Selv om årsagen til min tilstedeværelse i Glostrup er noget bras, så har jeg derfor besluttet mig for at anskue SE og HØR-retssagen som noget, der trods alt vil gøre mig klogere som menneske …

 

 

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Flashback til SE og HØR-fortiden, pludseligt fraværende live-reportere og Ken B's "video-bombing"