Jeg er en 38-årig journalist, der gennem ni år arbejdede for ugebladet SE og HØR. I gennem mit arbejde kom jeg til at stifte bekendtskab med den famøse tys tys-kilde, som gennem tre år hjalp SE og HØR med at lave saftige afsløringer om de kendte og kongelige. Jeg blev af min chef, Henrik Qvortrup, sat til at være kildens primære kontakt på redaktionen, og var sammen med en anden journalist den daglige tovholder og “kildefører”.

Det kom jeg i fedtefadet for, da unoderne i april 2014 blev afsløret. Det medførte den store SE og HØR-skandale, som – hvis ellers der falder tiltaler – kulminerer i en stor retssag i september-november 2016.

Denne blog vil jeg benytte til at fortælle om mit liv, der på mange måder er forvandlet fra fantastisk til fatalt, livet som sigtet og formentlig tiltalt, og i særdeleshed tiden op til, under og efter retssagen. Denne blog er mit talerør, og jeg vil på dagbogs-facon hver dag forsøge at give et unikt indblik i den store retssag – fra bag kulisserne. Her vil du komme med helt ind i retssalen, jeg vil fremføre holdninger, synspunkter og meninger, og du slipper nok heller ikke for at “komme med mig hjem” bagefter. Der, hvor jeg for mig selv kan gennemgå dagens erfaringer og oplevelser i ro og mag, og efterfølgende forhåbentlig på en spændende måde dele dem med omverdenen.

Privat bor jeg på Amager, har tre børn uden for forhold og søger med lys og lygte efter et nyt job. I mellemtiden – mens jeg på mange måder er persona non grata i mediebranchen – vil jeg bruge denne kanal til at gøre det, jeg føler, jeg er bedst til: At skrive.