I afhøringsskranken igen for at dementere og lidt tanker om private emails fra farmand på storskærm

IMG_6491

Med alle afhøringer overstået er vi nu nået til det, jeg vil betegne som ”tungt” stof i retten i Glostrup. Tungt for mig og sikkert også de øvrige tiltalte – men nok ikke for pressen. De æder selvfølgelig det hele råt, når anklagemyndigheden for tiden præsenterer det, der i domstols-sprog kaldes ”dokumentation”. Det er der historier i.

Med det sagt er mediekorpset dog væsentligt reduceret for tiden. De meget omtalte live-blogs ligger døde, TV-bilerne med mulighed for at sende live er ikke længere parkeret udenfor, reporterne står ikke klar fra morgenstunden til at kaste sig over de tiltalte for en kommentar, og det generelle billede er, at det, der foregår lige for tiden, ikke er så spændende at videreformidle til offentligheden.

For mig som tiltalt er det altså som nævnt noget tørt. Meget af det kender jeg jo til i forvejen, idet jeg for længst har været alt bevismaterialet i gennem, og det er altså ikke noget, man just ser frem til, når der f.eks. i dag fredag slavisk skal gennemgås over 900 sms’er i retten. Forsvarerne har således krævet, at alle beviser dokumenteres for dommer og domsmænd, og sådan skal det nok også være. Men muntert? Det er det bestemt ikke.

I skranken igen

Torsdag var jeg atter i afhøringsskranken et par gange – ligesom Ken B Rasmussen og Kim Henningsen i øvrigt også var det. I alle tilfælde handlede det om at korrekse anklagemyndigheden, når de – ifølge os – var i gang med fejlagtigt at dokumentere specifikke SE og HØR-artikler koblet op på ligeledes specifikke tys tys-sms’er.

Jeg har fuld respekt for, at man fra anklagemyndighedens side i efterforskningen har forsøgt at danne sig et overblik over, hvilke artikler der kunne tænkes at være blevet til på baggrund af kreditkortoplysninger. Det er deres job. Men jeg må bare konstatere, at de har ikke ramt plet i alle tilfælde. Langt fra.

Man kan på et overordnet plan anføre, at vores indsigelser mod visse konkrete beviser i dokumentationen nok ikke – set i det store billede – har en betydning for, om vi dømmes for noget eller ej i sidste ende. Anklagemyndigheden vil i den forbindelse selvfølgelig mene, at alene det at modtage nogle sms’er var fy-fy, selv om de ikke alle blev benyttet til noget konkret.

Men omvendt har anklagemyndigheden – ved at fremvise en lang række specifikke artikler, gå meget op i hvilke kendte, det er gået ud over, og ved at indkalde tre kendisser som vidner – indirekte sagt, at det altså et eller andet sted HAR en betydning for vurderingen af den samlede sag i hvor stort omfang, SE og HØR har skrevet artikler baseret på- eller delvist baseret på kreditkort-informationer gennem tiden.

Inviteret på skitur i Schweiz

Den historie, jeg primært gik i skranken for at dementere, var en dobbeltsidet artikel fra februar 2009 om prinsesse Marie og prins Joachim, som var på skiferie i det lille, men idylliske schweiziske skisports-mekka Villars sur Ollon – byen, hvor prinsessen i sin tid gik på kostskolen Beau Soleil, der troner smukt på bjergsiden nede ved hovedvejen.

Fordi der var kommet nogle sms’er fra tys tys-kilden vedrørende prinseparret på datoerne 11. februar, 12. februar og 14. februar 2009 (altså i dagene op til- og efter at artiklen blev publiceret i ugebladet), mente man, at SE og HØR selvfølgelig var rejst til Schweiz og efterfølgende havde lavet artiklen på baggrund af kreditkort-informationer. Her måtte jeg altså råbe vagt i gevær.

Først og fremmest skrev Billed Bladet om skiferien både en uge inden, den fandt sted, i form af en lille optakt på websitet samt i endnu en net-artikel om søndagen ”on location” i Villars – fem dage før SE og HØR-artiklen i selve bladet udkom. Det fandt jeg frem til via en simpel Google-søgning. Ergo var det bestemt ingen offentlig hemmelighed, at prinseparret skulle på- og senere var på pisterne sydpå.

Nej, der var derimod tale om en officiel indbydelse fra hoffet, hvor de havde inviteret både SE og HØR og Billed Bladet til Villars for at lave to forskellige fotoopgaver, der var ”sat op” af Kongehuset. SE og HØR fik æren af at bringe en række særdeles opstillede billeder af Jokke og Marie fra den lækre hytte i skiområdet, hvor de royale residerede, og for at få nogle ord til at ledsage de dejlige fotos, sendte man en journalist afsted.

At det hele var arrangeret på forhånd skyldtes, at man formentlig ved at give pressen en udstrakt lillefinger undgik, at især SE og HØR i stedet på eget initiativ tog hele hånden og sendte paparazzier ud på pisterne i fotojagt på det royale par og deres unger.

Og så det vigtigste argument fra min side: SE og HØR havde den uge som vanligt haft endelig deadline på bladet om tirsdagen kl. 12 – i dette tilfælde den 10. februar. Ergo kunne de fra anklagemyndighedens side nævnte sms’er dateret den 11., 12. og 14. februar ikke være brugt til noget som helst i forbindelse med artiklen.

En del af en sms-strøm

Jeg nævnte ligeledes, at der jo løbende indløb diverse sms’er fra tys tys-kilden på en række kendte personer omhandlende alt og ingenting. Noget kunne bruges – noget kunne ikke. Sms’er, vi ikke specifikt havde bedt om. Deriblandt var altså i denne forbindelse også nogle transaktioner vedrørende prins Joachim, men de kom som nævnt EFTER deadline, og at man fra en kilde modtager noget, der umiddelbart kan se interessant ud, betyder altså ikke partout, at det så automatisk blev brugt i praksis til at lave en historie.

Jovist, anklagemyndigheden har selvfølgelig ramt rigtigt i en række tilfælde – så meget skal de have. Men i andre har de antaget noget på baggrund af gisninger uden hold i virkeligheden, og det har jeg altså retfærdighedssans nok til at ville korrekse i retten, når det sker. Der er absolut ingen grund til at omfanget af kreditkort-cirkusset dokumenteres større, end det i virkeligheden er, for som jeg hele tiden har sagt: Der er skrevet MEGET FÅ artikler i SE og HØR på baggrund af tys tys-kildens oplysninger i løbet af de tre et halvt år, han var aktiv. Og altså åbenlyst også færre, end anklagemyndigheden tror.

Private mails med farmand

Én ting var jeg især ked af under retsmødet torsdag. Som en del af dokumentationen og bevisførelsen fremviste man private mails sendt mellem mine forældre og jeg, fra da tys tys-skandalen tog sin begyndelse i 2014. Her orienterede jeg dem – fra min SE og HØR-mail – om det stormvejr, der var på vej, og det var en meget mærkelig følelse af se min fars medfølende svar og en række andre mails i mellem os skudt op på store skærme i retslokalet.

Her skrev min far blandt andet i et frygtsomt øjeblik: ”Nå, skal dig og din ven XXX (tys tys-kilden) så ind og ruske?”. Anklageren øjnede selvfølgelig derfor straks muligheden for at spørge ind til, hvorfor farmand mon benyttede dét ordvalg. Havde jeg mon fortalt ham på et langt tidligere tidspunkt, at jeg mente, at det her var brandulovligt?

Til det kan jeg kun sige nej – og det sagde jeg også i retten. Godt nok fortalte jeg mine forældre om samarbejdet med kilden på et helt overordnet plan for mange år siden, hvilket de vist ikke ville blande sig i, for det var jo en del af mit job og noget, der var sket på chef-ordre. Men jeg har på intet tidspunkt troet at det, jeg – eller bladet for den sags skyld – gjorde, var ulovligt, og jeg har aldrig troet andet, end at kilden havde helt lovlig adgang til de oplysninger, han tilgik på sin arbejdsplads, selv om jeg selvfølgelig formentlig dengang mistænkte, at han nok ikke ville blive kåret til månedens medarbejder hos NETS for at videregive dem til et ugeblad.

Når jeg har talt/skrevet om mulige ulovligheder i visse mails sendt blandt andet til min far – og det sagde jeg også under afhøring – handlede det udelukkende om den interne aflønning af sorte penge, som jeg uforvarende blev en del af som led i min tovholder-tjans.

Det er dog så håndgribeligt og åbenlyst i kategorien “fy fy”, at man kan tænke sig til, at SKAT ikke vil bryde sig om fremgangsmåden og at det ikke er helt efter bogen. Ikke desto mindre var det ikke metoder, JEG besluttede at benytte. Det handlede altså om sorte penge og ikke det, tys tys-kilden selv udførte på sin arbejdsplads og siden leverede, når jeg til min far skrev: “Jeg var jo bare soldat, der gjorde, hvad jeg blev bedt om, men dog en aktiv del – og vidende om noget ulovligt”.

Summa summarum: Jeg kan tage det. Jeg er en del af sagen. Det er mine forældre ikke. Kunne man da derfor ikke have nøjedes med at læse mine egne mails til dem op uden at blotlægge deres svar retur?

Svar, der udelukkende var sendt fra et sæt skræmte og bekymrede forældre, som – uden rigtigt at kunne danne sig et overblik over det hændte og følgerne af det på så tidligt et tidspunkt og derfor på skrift reagerede derefter – pludselig på afstand kunne se deres søn stå over for sin største personlige krise og det værste uvejr nogensinde …

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Line Baun kom med beviset for min påstand: Mangelfulde live-blogs KAN faktisk påvirke nogen til at tro noget helt forkert