Nu troede man lige ...

I radioen hos Roland Møller – og lidt om at stille op i medierne

Roland

(Foto: Radio 24syv)

Efterhånden som SE og HØR-skandalen har udviklet sig, er det vist blevet klart for alle, at de forskellige sigtede har og har haft vildt forskellige strategier i forhold til åbenhed og villighed til at give noget af sig selv til medierne.

Ken B Rasmussen, som startede det hele med sin bog, har selvfølgelig stillet sig til rådighed for det meste. Vel nok primært – er mit gæt – for at sælge bøger, men også fordi han ikke har haft nogen problemer med at indrømme, hvad han har været involveret i. Hvis der var alt for mange hemmeligheder, havde han nok ikke skrevet ”Livet, det forbandede”.

Andre har pippet i ny og næ, men har for det meste enten sagt ”ingen kommentarer” via deres advokat eller stringent udvalgt, hvad det kunne betale sig at stille op til i forhold til personlig branding. Her tænker jeg primært på Henrik Qvortrup, som oftest har givet lange, forkromede interviews, der mere gik på hans ”deroute” og nye liv frem for hans egentlige involvering i tys tys-sagen.

Jeg forstår ham udmærket. I nogle tilfælde kan det give rigtig god mening at stille op, hvis vinklen og præmissen er i orden. Hvis det gavner en at komme på banen med nogle holdninger og synspunkter, som kan nuancere billedet og de kritiske røster en anelse, men som først og fremmest kan skabe et billede af, at der altså er et menneske af kød og blod bag den udskældte person i krise.

Og så er der dem, som absolut INTET har udtalt. Her kan nævntes tys tys-kilden, SE og HØR’s tidligere redaktionschef og en række af de ”mindre fisk” i sagen, som i nogle tilfælde end ikke er omtalt i medierne ved navn endnu. Deres valg må man også have respekt for – vi er alle forskellige individer med forskellige holdninger,  motiver og lyst til at optræde i offentligheden, og den ene strategi er ikke bedre end den anden.

Vær synlig

Selv har jeg hele tiden været ret klar omkring min egen mediestrategi. Jeg har især udtalt mig, hvis jeg er blevet forelagt ting, jeg finder uretfærdige. Jeg har udtalt mig, hvis jeg gerne ville give et specifikt statement. Jeg har deltaget i artikler, interviews og TV/radio-programmer, hvis jeg har kunnet se en fordel i det for mig. Og så har jeg skrevet en bog, som jeg naturligvis gerne ville sikre maksimal omtale med henblik på øget salg.

Bortset fra den indledende tavshed, da hele sagen begyndte at rulle i april 2014, har jeg signaleret, at jeg står til rådighed. Det er der mange, som ikke helt forstår. Hvorfor ikke bare stikke hovedet i busken og lade være med at inkriminere sig selv yderligere? Jeg mener tværtimod, at åbenhed både kan være med til at nuancere, signalere at man hverken er fordækt eller hemmelighedsfuld og at det kan være med til at skabe synlighed. Når nu man allerede hos politiet HAR indrømmet “de faktiske forhold”, sker der intet ved at give nogle kommentarer med på vejen hist og her. Folk ved jo allerede godt, hvad min rolle i tys tys-sagen var. Nu er det så op til retssystemet at vurdere, om det var ulovligt, eller om jeg skal straffes for det.

Det værste, der kan ske, er, at ”man bliver glemt”. Skal man nogensinde have et job igen i mediebranchen, hvor man ofte bliver ansat på “sit navn”, tidligere meritter, netværk eller via anbefalinger internt, skal man stå frisk i folks erindring. Det er blandt andet også derfor, jeg har startet denne blog. For at gøre folk bevidste om, at jeg stadig er her. At jeg stadig har noget på hjerte. At jeg stadig kan skrive.

Der er endnu en årsag til min velvillighed til at stille op i medierne: Nu har jeg i næsten 10 år om nogen kæmpet for at få kilder i tale på SE og HØR. Kæmpet for at få en bare en lille udtalelse. Forsøgt at overbevise de kendte om at give et interview til et blad, der ofte var i unåde. Jeg føler derfor, det er på sin plads, at give lidt igen. Jeg kender arbejdsbetingelserne. Jeg kender gamet. Vær mod andre, som du ville ønske, de var mod dig. Giv en lillefinger – så tager journalisterne ikke hele hånden. Del ud af dig selv.

Udenfor blokken

I flere tilfælde har jeg talt med journalister ”uden for blokken”. Det er det, man også kalder ”at tale til baggrund” i fagsprog. At man har en løs snak med en journalist, så man med sin viden kan guide vedkommende de rigtige steder hen, udrydde misforståelser og gøre skribenterne klogere på sagen, uden at man bliver citeret for noget i spalterne. Det skaber samtidig en form for bånd mellem journalisten og mig. Jeg giver dem noget – og de giver mig noget retur. Folk, man føler, man kan stole på. Folk, man sidenhen kan ringe til, hvis man gerne vil kommunikere et budskab ud og sikre sig, at det bliver præsenteret ordentligt.

Det er absolut ikke alle journalister, der bare venter på en god lejlighed til at slagte en. De fleste er søde og rare, forstående og medgørlige. Nogle gange kan skinnet selvfølgelig bedrage. Man må ikke lade sig narre af, at visse journalister kan være ”flinke”, fordi de gerne vil have noget ud af én. De klapper en på ryggen, stryger hunden med hårene og taler måske en efter munden, fordi de på den måde håber, det er dem, man ringer til, hvis man på et tidspunkt har en god historie eller et budskab. Så håber de, man vælger dem og deres medie som platform.

Det er et sjovt spil, der kører, og det har været interessant for mig at opleve rollen som ”den udspurgte”. Jeg har byttet plads. Nu er det mig, der svarer. I sin tid stillede jeg selv spørgsmålene. I sin tid var det mig, der forsøgte at skabe et stort og godt kildenetværk ved “at være XXX’s ven”. Intet falsk i dét, og jeg kunne aldrig drømme om at tale med en journalist, jeg ikke bryder mig specielt om eller som jeg ikke har lyst til at give guf til blokken, men ALLE i mediebranchen har deres egne bagtanker og dagsordener med det, de gør. Det skal man være bevidst om.

Et eksempel er fagbladet Journalistens faste freelance-mand på sagen. Jeg tror nu ikke, han har skjulte dagsordener, og han er verdens flinkeste mand, men alligevel ved jeg da udmærket godt, at han har taget kontakt (og vi har allerede mødtes tre gange til kaffe), fordi han håber, at jeg kan give nogle guldkorn, gøre ham klogere på sagen, har insider-viden og kan være ”hans mand”, når en eventuel retssag begynder.

Det er forståeligt og naturligt – og en god strategi. De journalister, jeg løbende har haft bedst og mest kontakt med “uden for blokken”, er dem, som meget tidligt udviste interesse og høfligt henvendte sig stille og roligt, for at vi kunne spore os ind på hinanden. Dem, der har forsøgt at opbygge et tillidsbånd med mig og som ikke signalerede hastværk, men derimod tid til at fordybe sig. Tid til at forstå tingene ordentligt. Tid til at grave et spadestik dybere end clickbait-artikler og sensations-overskrifter. Dem, der ikke havde lavet overskriften på forhånd.

Radio med Roland

Helt aktuelt har jeg sagt ja til at deltage i et radioprogram på Radio 24syv, der hedder “Politiradio”. Det sendes på søndag den 26/6 fra kl. 16.05-17.00, og optages i morgen, fredag, ved metoden ”live on tape”. Det vil sige, at der ikke sendes direkte, men at der heller ikke klippes i programmet, inden det sendes.

I disse tider, hvor journalister og medier er ved at vågne fra tys tys-dvalen, fordi der uundgåeligt er et anklagskrift på vej, er jeg meget bevidst om, at jeg ikke skal deltage i hvad som helst. Det skal ikke virke som om, at jeg er en større spiller og hovedmand i sagen, end jeg er, bare fordi jeg er en af de eneste, som stiller op til medierne. Det skal ikke hele tiden være Kasper Kopping, der taler om sagen. Folk skal ikke tænke “gud – hvorfor har de hevet Kopping ind i stedet for Qvortrup? Er han den, der har størst skyld?”.

Lige præcis dette program deltager jeg dog gerne i. Meningen er, at de vil fokusere på det, som denne blog egentlig også handler om – nemlig, hvordan det er for en ellers ganske almindelig og normalt bundhæderlig fyr pludselig at være i kontakt med retssystemet og lovens lange arm. Den personlige beretning. Detaljerne og alt det lavpraktiske i skandalen HAR været endevendt og behandlet 1000 gange, og bliver det nok igen alskens steder i det næste halve års tid. Men det HAR jeg skrevet en bog om. Læs den – og lad os tale om noget andet :-D.

Jeg ser frem til at få en hyggelig snak med værterne – kriminalreporteren Marie Louise Toksvig, som i øvrigt er EB-chefredaktør Poul Madsens bedre halvdel, skuespilleren Roland Møller og en tidligere bandebetjent ved navn Dan Bjerregaard. Den treenighed (journalisten, den tidligere kriminelle og eks-strisseren) gør, at konceptet holder, og jeg tror, det bliver ”sjovt”, selv om jeg for fem år siden aldrig havde troet, jeg skulle være hovedperson i et program ved navn “Politiradio”. Der kan man bare se …

Lyt med – og god weekend 😀

 

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Nu troede man lige ...