Hvis bare man ikke skulle holde mund …

shh

 

Så nåede vi i gennem dag 3 i retten i Glostrup. Denne gang var det min tidligere SE og HØR-kollega, Ken B Rasmussen (og ja – han vil gerne have, der ikke er punktum efter B), som skulle i den varme stol.

Under afhøringen stod det klart, at Ken og jeg er rimeligt enige omkring de overordnede linjer i tys tys-perioden, men der er også nogle punkter, vi er lidt uenige om. Punkter, hvor jeg føler, han husker forkert eller bør huske noget, han selv ikke erindrer.

Ken B havde sin agenda klar, og han var generelt, trods lidt tøven undervejs, ganske veltalende og forsvarede sig i de fleste tilfælde ganske fint, når anklager Morten Frederiksen gik hårdt til ham (endda en del hårdere end anklagerkollegaen Henrik Uhl Pedersen gik til undertegnede forleden).

Man skal ikke føre sin sag på nettet

Jeg har ikke lyst til at udtale mig for meget om det, Ken B sagde i retten. Dybest set er vi jo i samme båd i vores egenskab af at være de eneste ud af seks tiltalte, som var “menige” journalister i sin tid.

Jeg har også lovet mig selv, at jeg generelt ikke vil kommentere konkret på andres afhøringer her på bloggen eller på de sociale medier, og det løfte vil jeg mere eller mindre holde, for ingen kan være tjent med, at man ”fører egen sag” i cyberspace – og da slet ikke på andres bekostning. Især ikke midt under selve retssagen. Den må gå sin gang, og så stoler jeg på, at domstolen træffer de rette valg i sidste ende.

Hver mand er sig selv nærmest i dette cirkus. Jeg kan sagtens forstå, at Ken kæmpede sin egen egen sag under sin afhøring og at han ikke er sat i verden for at tænke på andre end sig selv – læs: mig. Der hvor jeg dog rynker lidt på næsen er, når personen i afhørings-skranken siger noget, man selv husker helt anderledes.

Det er generelt svært at sidde bare og lytte. Jeg tror ikke, folk kan forestille sig, hvordan det er, før man sidder der selv. Det forekommer især, hvis man ikke er helt enig i det, der bliver sagt, eller sagtens kunne komme med supplerende bemærkninger. Så tager man altså uundgåeligt sig selv i ofte at sidde og få lyst til at råbe op midt i afhøringen og korrigere, men formaste sig til at tale i retten når man ikke er forsvarer eller i den afhørtes sko? No-go. Det må man ikke. Fy-fy skamme.

Gør man det alligevel, kan man være sikker på at få en røffel fra den høje dommer. Det kan ikke medføre andet end skade på en selv og ens egen sag, hvis man råber højt uden at måtte blande sig i en anden persons afhøring. Derfor holder man selvfølgelig sin mund hermetisk lukket og tager det, der bliver sagt, til efterretning, selv om man muligvis er helt eller delvist uenig.

Det går begge veje

Jeg er dog samtidig udmærket klar over, at Ken B sikkert i enkelte tilfælde havde det på præcis samme måde, da jeg selv blev afhørt forleden. Hvor han følte, jeg enten sagde noget uberettiget om ham eller nævnte ham, hvor han ikke ville nævnes. Det kan ikke undgås.

Jeg er grundlæggende udmærket tilfreds med Ken B’s afhøring, selv om mange af de ting, han blev konfronteret med, også omhandlede mig. Det er jo uundgåeligt, når der er tale om to journalister, som på det tidspunkt, sagen omhandler, talte meget sammen i det daglige og derudover på hver vores måde var inde over den samme kilde. Hvem gjorde egentlig hvad – og hvornår? Det er op til andre at vurdere. Nu har vi givet hver vores besyv med.

Bladets kilde – ikke min

Jeg vil trods alt – og det skader ikke Ken på nogen måde, at jeg siger det – fremhæve en enkelt ting. Han fortalte således flere gange, “at tys tys-kilden var Kasper Koppings kilde”. Da blev jeg godt nok lidt rød i hovedet og fik derfor min advokat til at spørge yderligere ind, da de øvrige forsvarere måtte udfritte Ken B efter anklagerens afslutning, så det hele kunne blive præciseret.

Faktum er nemlig, at tys tys-manden IKKE var min kilde. Det var naturligvis SE og HØR’s kilde. Bladets kilde. Eller som Ken korrekt tilføjede: “Cheferne pålagde Kopping at have kontakt med ham”.

Hårdt at holde mund

For at komme med en form for konklusion er det – qua dette indlægs overskrift – sjovt nok noget hårdere at sidde og lytte til en afhøring i forhold til selv at blive afhørt. Er man selv ved mikrofonen, kan man med sine udtalelser trods alt nogenlunde præge tingenes gang og i visse tilfælde styre dialogen et sted hen, der er gunstigt for én selv. Anderledes er det at sidde og se passivt til uden at have noget at skulle have sagt.

Næsten som en børnehave

Nuvel – så nåede vi så vidt. De to menige journalister, der fik sms’er fra kilden i det daglige, er afhørt. Vi må videre i teksten. Nu gælder det de tre tidligere chefredaktører startende med Henrik Qvortrup på mandag. Det kom dog først på plads efter en mindre diskussion mellem forsvarere og anklager. Mere var det ikke, men medierne til stede fik det naturligvis fremstillet som et regulært skænderi.

Tonen var sober, men jeg vil medgive, at det til sidst nærmest mindede om en regulær børnehave i diskussion om, hvem der først skulle rydde op på legepladsen. Alle parter stillede diverse krav og holdt hele tiden fast på sit. Faktisk kom det til at føles så grelt, at jeg på et tidspunkt tænkte, at min forsvarer og jeg sammen med Ken B og hans ditto da vist efterhånden var de eneste tilbageværende parter i sagen, som ikke med brok og klager har sat os på tværs i forhold til tidspunktet for egen afhøring.

Rosinen i pølseenden

Dybest set handlede twisten om, at hverken Per Ingdal eller Kim Henningsen ønsker at lade sig afhøre før Qvortrup. De mener – og jeg er enig – at en kronologisk afhøringsplan må være på sin plads, for da Qvortrup var den første chef, der havde med kilden at gøre (og endda hyrede ham), så synes man fornuftigt nok, at han også må være den første chef, der skal afhøres. Det huer ikke anklagemyndigheden. “Q” og hans forsvarer Anders Nemeth er derimod mere end villige til at lade sig afhøre først.

Det står vist efterhånden klart for alle, at Morten Frederiksen og hans sidemakker Henrik hele tiden har haft en speciel årsag til at ville placere ”Q” sidst. De ønsker ikke at angive årsagen trods utallige opfordringer, men enhver kan regne ud, at man via andre afhøringer forinden gerne vil have opsamlet så meget skyts som muligt fra de øvrige tiltalte, som de i sidste ende kan bruge mod den skaldede mand. De vil have ham som rosinen i pølseenden.

Det får de ikke. Hverken Ingdals eller Henningsens respektive forsvarere ville således ændre holdning, så da man i sidste ende kort før klokken 15.30 fornemmede, at alternativet ville være ”ingen udtalelser i retten overhovedet” fra d’herrer, gav den åbenlyst irriterede anklager Morten Frederiksen sig til sidst, så Henrik Qvortrup kommer til at blive afhørt på mandag som den første chefredaktør.

Eller som anklageren afslutningsvis sagde: ”Vi er ikke interesseret i at forstyrre retten med spildte og aflyste retsdage”. Så fik de da DE plusser i bogen hos dommer Mette Lyster Knudsen.

Nu håber jeg bare, at cheferne ikke lukker lutter øregas ud. At de har styr på hukommelsen. Ellers får jeg nok endnu en dag, hvor jeg får lyst til at gribe mikrofonen og komme med tilføjelser, men samtidig er underlagt et strengt påbud om at holde min mund lukket …

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Når Kopping bli'r til Koppel, Henningsen bli'r til Hemmingsen og jeg forveksles med Ken B's advokat ...