Skal man egentlig grine eller græde?

Et lille, impulsivt blog-indspark, der nåede frem til TV 2 News, Radio 24syv og DR’s P1

IMG_6622

Efter hele syv dages ”pause” går det i morgen torsdag atter løs i retten i Glostrup. Jeg synes egentlig, at en uge er for lang tid at vente på næste kapitel i SE og HØR-retssagen. Det er fint nok med nogle dages pause hist og her, hvor man kan gå hjemme og reflektere over det hele, men en hel uge i dvale kunne jeg godt undvære.

Man kommer simpelthen ”ud af sync” med tingenes gang og føler, man starter lidt forfra. De seneste retsmøder og det, der har været sagt, står ikke længere helt i frisk erindring, når der er så lang tid i mellem retsdagene. Nu er ventetiden så slut for nu. Retssal F4 venter 9.00-15.30 torsdag og fredag.

Ser frem til en afslutning

Som tidligere nævnt kan jeg på en eller anden underfundig måde godt lide at være i retten. Ikke at jeg befinder mig som blommen i et æg – slet ikke – men hver dag på Vestegnen føles som endnu et skridt på vejen mod en afslutning på det hele. Et punktum, jeg ser frem til, uanset hvad dommen ender med at være. Det er kulminationen på snart tre års venten. Derfor er min filosofi: ”Let’s get on with it”. Jo før, jo bedre.

Bretov og Bondesen i ilden

Torsdag bliver spændende. Efter en række afhøringer af nogle vidner, som ikke var ”centrale spillere” i tys tys-cirkusset, men dog lå inde med en vis perifer viden, er vi nu nået til et par mere essentielle af slagsen: Kim Bretov og Lise Bondesen. Som alle ved, er det de to tidligere SE og HØR-chefer, som forud for den egentlige retssag valgte at køre tilståelsessager.

Med deres ankomst kan vi nok også forvente, at pressekorpset atter bliver fuldtalligt. De seneste to retsdage har ikke været så velbesøgte som de tidligere, men mon ikke både DR og TV 2 atter ruller ind på parkeringspladsen med deres store TV-vogne i morgen, og mon ikke også live-reporterne igen er at finde på de forreste journalist-rækker, hvor der er plads til computeren, fra morgenstunden.

Samme som sidst – og lidt til

Jeg forventer, at Bretov og Bondesen kommer til at sige nogenlunde det samme, som de fortalte, da de blev afhørt i forbindelse med deres tilståelsessag den 25. august. Ved den lejlighed var antallet af spørgsmål fra anklagemyndigheden dog begrænset, idet de to tiltalte jo netop tilstod. Der var ikke behov for at ”grave”. De lagde sig fladt ned og indrømmede alt, selv om de ikke nødvendigvis – det er i hvert fald min tese – mente, at de havde gjort det, de var tiltalt for. De havde deres årsager til at ville have det hele hurtigt overstået.

I og med de nu pludselig har status af vidner i stedet for tiltalte, vil der formentlig blive spurgt yderligere ind på en række punkter, og de vil nok også blive foreholdt beviser, som de ikke så skyggen af ved tilståelses-retsmødet. Beviser, som anklagemyndigheden via vidnernes forklaringer desangående ønsker, skal kunne ramme deres tidligere kolleger på den ene eller anden måde.

Planen for i morgen indbefatter i øvrigt yderligere et enkelt vidne, men jeg har ikke lyst til at sætte navn på vedkommende. Det må jeg vist i øvrigt heller ikke. Også medierne har i den forbindelse været gode til at lade være med at nævne navnene på de vidner, der hidtil har været afhørt, medmindre vidnerne selv har været ude og tale offentligt om tys tys-sagen forud for retssagen. Det har kun én gjort: Michael Medgyesi – den tidligere SE og HØR-fotograf, som i sin tid henvendte sig til NETS og PET for at fortælle om sine mistanker om en kreditkort-mand. Derfor blev han blandt andet nævnt ved navn på DR.dk forleden.

Et stille opråb, der blev til en debat

Jeg skal da i øvrigt ellers lige love for, at mit blogindlæg for nogle uger siden omkring fejl i diverse mediers live-rapporteringer fra retten har vakt opsigt.

Det var egentlig ikke tilsigtet. Jeg bruger denne blog til at beskrive, hvad jeg impulsivt føler, mener og oplever, og lige den dag var det altså de mange fejl i live-blogs, jeg havde lyst til at beskrive. Men målet var bestemt ikke at skabe stor debat i diverse radio- og TV-programmer. Det var et stille opråb, som jeg håbede, ville blive hørt internt på mediearbejdspladserne – that’s it.

“Digital dagsorden”, “Q&A” og “Mennesker og medier”

Alligevel har det nu bragt mig i både TV 2 News’ faste medieprogram ”Digital dagsorden” onsdag i sidste uge og senest Radio 24syvs ”Q&A”, hvor billedet i toppen er fra. Jeg havde en god snak med Sverre Quist i dag “live on tape”, der skal bruges i den kommende udgave af programmet. Det sendes på søndag eftermiddag og er vist allerede ude på podcast fredag. Derudover har den garvede journalist-kæmpe Kurt Strand blandt andet brugt min blog som udgangspunkt for en debat i P1-programmet ”Mennesker og medier”.

Indslaget på News kan med TV 2 Play abonnement ses her:

http://play.tv2.dk/programmer/magasiner/serier/digital-dagsorden/tiltalt-blander-sig-midt-i-retssag-123002/

Selv om jeg ikke målrettet gik efter at vække opsigt, kan jeg set i bakspejlet sagtens forstå, at det egentlig er en interessant vinkel for visse medier. Det havde jeg bare ikke tænkt over, da jeg skrev det.

Dels er det interessant, at tiltalte journalister kan ”blande” sig i debat og sagens overordnede gang hvad angår mediedækning ved f.eks. selv at kommentere i live-blogs fra retten, og dels er det noget nyt, at en impliceret i en sag skriver partsindlæg og skaber sit eget medie og sin egen platform, hvorpå man kommenterer undervejs. Det er man ikke vant til omkring retssager, hvor tiltalte som oftest siger så lidt som muligt.

Fører ikke egen sag

Skader det min sag, at jeg har nogle holdninger og meninger? Det synes jeg ikke. Jeg har skrevet en bog om det hele, hvor jeg lægger alle kort på bordet, og jeg har i øvrigt hele tiden været åben omkring min rolle, som jeg ikke mener, jeg skal straffes for. For mig er det en naturlig udvikling og noget, jeg har behov for at gøre som en slags tilføjelse til min bog, der selvsagt ikke indeholder noget om selve retssagen. Den var ikke engang berammet, da det sidste kapitel var færdiggjort i sensommeren 2015.

Samtidig er jeg som tidligere nævnt dog meget opmærksom på, at jeg ikke ”fører min sag” i cyberspace. Jeg ønsker på ingen måde at påvirke hverken anklager, dommer eller domsmænd med de ting, jeg skriver. Jeg har ingen holdning til, hvad de skal mene om de tiltaler, der er, hvordan de skal opfatte mig og de andre implicerede som personer eller hvordan de vurderer vores respektive roller i det store puslespil.

Jeg kommer derfor ikke med tilføjelser til min egen afhøring, og jeg kommenterer ikke ned i materien på de ting, andre har sagt, husker og mener. Skåret ud i pap: Jeg har ikke lyst til at præge den dom, der kommer. Jeg har ikke lyst til at præge retssagens gang. Jeg er heller ikke ude på at forsvare mig selv her på denne blog ud over helt overordnet gentagne gange at understrege, at jeg ikke føler, jeg har gjort noget ulovligt.

Men jeg vil gerne fortælle om alt det udenom. Male det store billede. Komme med nogle erfaringer og oplevelser fra retslokalet. Lufte nogle generelle, medierelevante holdninger. Beskrive, hvordan det som journalist er at være involveret i en stor sag som denne på godt og ondt. Og ultimativt: Forsøge at være en del af min egen branche og vise, hvordan man også kan lave et journalistisk produkt, når man desværre ikke har mulighed for at gøre det i ”et rigtigt job” lige for tiden. Kommer journalistikken ikke til mig, må jeg komme til journalistikken.

Fokus på bloggen – ikke på mig

Til sidst vil jeg til visse kritikere, som mener, jeg bare bør holde min kæft og stikke hovedet i busken, sige, at jeg altså ikke stiller op i diverse medier under retssagen for at fremme min egen sag omkring tys tys-delen eller fordi, jeg godt kan lide at se eller høre mig selv.

Jeg gør det for at skabe opmærksomhed om min blog, som er blevet mit hjertebarn og som efterhånden har fået en solid læserskare, og jeg gør det, fordi jeg er smigret over, at de ting, jeg skriver, bliver læst og – i ny og næ – kan være med til at skabe debat eller sætte en dagsorden, der forhåbentlig kan være med til at gøre branchen bedre. Nogle mener, jeg med mine tidligere handlinger har været med til at skade den. Nu skal der andre boller på suppen.

Derudover er jeg gået rundt i dvale for længe. Jeg har for længe haft alt for meget på hjerte, der ikke kom ned på skrift eller ud via andre kanaler. Nu skal det være anderledes. Jeg har derfor et stort ønske om at være synlig. Være tilgængelig. Og først og fremmest: Vise, at jeg stadig er her. At jeg stadig kan skrive. At jeg stadig kan og mener noget.

At jeg stadig er værd at satse på som journalist …

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Skal man egentlig grine eller græde?