Det er vist pressen, der er mest overrasket ...

Efter to år i helvede: “Nu skal han grilles”

IMG_6491

Medierne graver dybt i kassen med billedeskabende overskrifter for tiden, skal jeg lige love for. Fair nok – det kunne jeg også selv have fundet på i mine SE og HØR-dage. At jeg har haft flere år i helvede er såmænd ingen overdrivelse. Men blev jeg grillet i dag? Ikke helt, synes jeg. Mere om det længere nede.

Men pyyyyha for en tonserdag i retten. For det første var den lang tidsmæssigt, selv om det var forventeligt, at vi efter planen skulle sidde der fra kl. 9 til 15.30, men den var samtidig sej, fordi anklagemyndigheden havde lagt op til et daglangt festmåltid med undertegnede som ubetinget hovedret.

Det var mig, der var i centrum hele dagen, og det er altså længe at tale i en mikrofon og være midtpunkt i et stegende hedt retslokale, uanset hvor glad man er for at snakke. Det er lækkert med sol og sommer så sent i september måned, men ikke under en retssag hvor skæbnen vil det således, at formiddagssolen står bagende lige direkte ind gennem vinduerne i den side af lokalet, hvor de tiltalte sidder med ryggen til. Set i det lys var det måske okay, at jeg havde en dag “midt i rummet” i den varme stol.

Nu skal han grilles

Som jeg indledningsvis kom ind på, skrev medierne i formiddags i flæng, at jeg nu – efter over to år i helvede – ”skulle grilles”. Sådan følte jeg det dog ikke helt selv. Jovist – de gik da til mig med deres spørgsmål under afhøringen, og det skal de jo også. Jeg blev dog aldrig ”well done”, føler jeg. Vel nærmere ”medium rare” i værste fald. Jeg blev ikke slået ud af kurs, og jeg kunne gå ud af retten klokken halv fire uden at være helt fortæret.

Som tidligere discjockey og radiovært, og med en personlighed, folk nok primært vil beskrive som udadvendt, så havde jeg det egentlig ret fint dér på stolen midt i lokalet. Jeg er i besiddelse af et godt snakketøj og føler selv, jeg er præcis, velformuleret og med en god hukommelse.

Derfor var jeg egentlig ikke nervøs hverken på forhånd eller under den lange afhøring. Jeg havde styr på mine sager, skulle jeg mene. Måske mener andre noget modsat, men det vigtigste lige nu er, hvordan jeg selv føler det, og jeg fik da også flere klap på skulderen fra andre tiltalte og især flere af deres forsvarere. De syntes, jeg havde talt godt for mig og at jeg havde været både klar i tonen, forståelig og præcis i mine formuleringer.

Dermed ikke sagt, at jeg er home free. Slet ikke. Jeg er stadig tiltalt. Anklagemyndigheden mener fortsat, at jeg skal i fængsel. Jeg har stor respekt for anklagerne, og jeg ønsker at ikke at negligere deres arbejde eller at være alt for ”kæk” i et blogindlæg som dette, for ret skal være ret (hø-hø): Det var da ikke just behageligt at sidde i centrum til alles skue, imens man skulle stå til ansvar for noget alvorligt, de mener, man har gjort.

Men jeg kunne ikke have gjort det bedre, end jeg gjorde, og mere kan man vel ikke forlange af sig selv? Jeg er bare glad for, at det er – dog måske kun midlertidigt – overstået. Der kan sagtens komme opfølgnings-spørgsmål til mig senere hen.

En grimasse, der kan passe

Men dér sad jeg altså i den varme stol med ryggen til pressen, men med ansigtet vendt direkte mod dommer Mette Lyster Knudsen og hendes to domsmænd, som sad nede for enden af retslokalet på det forhøjede podie.

Nogle gange kan det godt være svært at finde en grimasse, der kan passe, så man på én gang ser ”likable” og troværdig ud uden at sende forkerte signaler, men det er umuligt at vurdere sig selv og ens optræden rent visuelt, når man er bænket i så mange timer ad gangen. Jeg håber, jeg tog mig ud fra min bedst mulige side.

Forventeligt bevismateriale

Anklagemyndigheden gik i gang kort efter kl. 9, efter at alle havde rejst sig for dommeren ved hendes ankomst som det sig hør og bør, og så var det ellers bare at give los med verbale gloser, forklaringer, uddybninger og opfattelser af tys tys-forløbet, når anklagerfuldmægtig Henrik Uhl Pedersen påbegyndte sine MANGE spørgsmål.

Alt det var suppleret at et kæmpe bevismateriale på skærme undervejs i form af diverse mails og sms, men det var jeg skam også forberedt på. For det første havde jeg set det hele på forhånd, som forklaret i mit indlæg fra i går, men derudover vidste jeg også, hvad jeg skulle svare i hvert tilfælde.

På det punkt er det en fordel, at jeg har skrevet en meget detaljeret bog om kreditkort-samarbejdet for nylig, og selvfølgelig havde jeg også læst op på alle beviser og mine egne afhøringsrapporter på forhånd.  Alt stod – og står – i klar erindring hos mig, selv om der bestemt også var tilfælde, hvor jeg måtte svare “det husker jeg ikke”. Det er altså ikke alle samtaler, jeg ordret kan huske. Vi er i flere tilfælde otte år tilbage i tiden.

Jeg synes ikke, anklagemyndigheden på noget tidspunkt fik mig ud af kurs, men det handler naturligvis primært om, at jeg bare fortalte sandheden. Fortalte tingene, som de var og er. Havde jeg skulle sidde og lyve eller konstant finde på bortforklaringer, havde min nervøsitet nok været større og detaljegraden i mine svar noget mindre.

Man kunne godt mærke, at anklageren fiskede efter, hvor meget jeg egentlig vidste om de metoder, tys tys-kilden benyttede dengang. Det er et centralt punkt, idet det jo i løbet af retssagen skal bevises/modbevises, at vi på SE og HØR var medvirkende til blandt andet hacking og i hvor høj grad vi kan stilles til ansvar for enten at have kendt til eller alternativt have haft en grund til i det mindste at mistænke, at tys tys-kilden – og dermed vi – (måske) begik lovbrud.

Når jeg skriver ”måske” er det jo fordi, vi alle har erklæret os ikke-skyldige. Vi mener ikke, at vi – ud fra de paragraffer, vi er tiltalt efter – har begået noget ulovligt, selv om vi alle i det store hele har erkendt de faktiske forhold.

Kendte ikke til detaljerne

Jeg vil ikke tale for meget om sagens detaljer her, men lad mig understrege én ting: Jeg vidste, at kilden kunne finde kreditkort-informationer i sine systemer. Det samme vidste mine chefer. Men hvilke systemer, der specifikt var tale om, og hvordan kilden gjorde det hele internt hos IBM rent lavpraktisk, anede jeg/vi på intet tidspunkt noget om. Det var målet og ikke midlet, det hele handlede om for os.

Derfor føler jeg ikke, at jeg har medvirket til at hacke noget som helst endsige ansporet tys tys-kilden til at fuske sig ind i noget, han (måske) ikke måtte lure i. Jeg anede intet om eventuel nulstilling af adgangskoder, som der har været talt om fra anklagemyndighedens side, eller hvilke databaser, kilden havde naturlig adgang til på sin arbejdsplads qua sin jobbeskrivelse og hvilke, han eventuelt ikke havde.

Jeg troede hele tiden, at han bare tilgik nogle databaser, han havde ansvar for og adgang til i sit job, og sådan kan det meget vel også ende med at forholde sig, selv om anklagemyndigheden mener noget andet. Det må kilden selv fortælle om og bevise under SIN afhøring – HVIS han lader sig afhøre. På det punkt kunne jeg selvsagt ikke hjælpe.

Link til god kollegas artikel fra i dag

Jeg vil egentlig ikke skrive så meget mere lige nu. Torsdag er endnu en dag i retslokalet på Vestegnen – dag 3 ud af 20 – og her er det planen, at min tidligere kollega, Ken B Rasmussen, skal afgive sin forklaring. Det er der ligeledes afsat en hel dag til.

I mellemtiden vil jeg opfordre folk til at læse den glimrende reporter Poul Smiths artikel på Journalisten.dk fra i dag (se link i bunden). Den er sober, præcis og informerende på samme tid. Jeg kan godt lide, når journalister ikke lader sig rive med, men beskriver tingene som de er og var, uden selv at fælde en form for moralsk dom, der skinner for meget i gennem i teksten.

Mere efter torsdag – og hav nu et par gode solskinsdage, allesammen. Det er angiveligt snart slut med den slags ifølge vejrudsigten. Retssagen fortsætter derimod – desværre – en rum tid endnu …

http://journalisten.dk/kopping-gav-utvetydig-forklaring-om-samarbejdet-med-tys-tys-kilden

 

 

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Det er vist pressen, der er mest overrasket ...