kf

Tidligere redaktionschef på SE og HØR, Kim Bretov, har for længst overstået sine 120 timers samfundstjeneste, som han i modsætning til os andre dog blev idømt allerede i august sidste år.

Eks-chefredaktør samme sted, Kim Henningsen, er godt i gang med at afsone sine 200 timer i et kulturcenter i Gilleleje, mens Henrik Qvortrup efter sigende for kort tid siden – dog ikke bekræftet af ham selv – fik påmonteret sin fodlænke, som han skal hygge sig med i tre måneders tid, imens han vist nok sysler med en kommende bog om Lars Løkke.

Jeg har dog fortsat ikke fundet ud af, hvor jeg skal tilbringe de 100 timers samfundstjeneste, jeg blev idømt den 24. november i fjor. Man kan derfor fristes til at sige, at Kriminalforsorgen ikke rider den dag, domstolen sadler, for faktum er, at jeg rent faktisk skal have afsonet alle timerne inden slutningen af juni, idet jeg ved domsafsigelsen blev pålagt at afvikle min gæld til samfundet inden for en seks måneders periode.

Uret tikker

“Det er vel intet problem?”, tænker nogle måske. Der er masser af tid. Nej, det er der faktisk ikke, for reglerne siger, at man ikke må afsone sine timer for hurtigt. Det skal føles som en straf over tid, og derudover er der jo i manges tilfælde også den dømtes almindelige job i dagligdagen at tage hensyn til.

Førnævnte Kim Bretov afsonede f.eks. “kun” ni timer om ugen fordelt på tre dage. Jeg regner med, jeg kommer til at afsone efter nogenlunde samme model, og så er der altså ikke så lang tid til juni, når der skal lægges 100 timers arbejde et sted derude, hvoraf der kun trækkes 8-10 om ugen.

Jeg havde regnet med at høre fra Kriminalforsorgen nærmest dagen efter min dom tilbage i november. Jeg troede, de var meget strikse og hurtigt ude af starthullerne. Jeg er jo trods alt stemplet som en slags kriminel, og så forestillede jeg mig, man ikke skulle gå rundt alt for længe og føle sig som en fri fugl. Men nej. Jeg hørte intet.

Pludselig kom jul og nytår også i vejen, hvor det meste af Danmark og især det offentlige jo altid ligger brak, og jeg hørte derfor først fra KF et godt stykke inde i januar. På det tidspunkt var jeg lige på nippet til at kontakte dem selv. Det er de ellers nok ikke vant til. Jeg forestiller mig, at de fleste dømte nyder friheden væk fra forsorgens skarpe kløer så længe, de kan, uden selv at gøre opmærksom på noget som helst.

Opvasker på Samsø-færgen

I et brev i min e-boks blev jeg i midten af januar nu endelig indkaldt til et indledende møde i den store bunker på ydre Østerbro (se billede øverst), hvor vi så hinanden an og talte om de forskellige muligheder. Rådgiveren skulle udfylde en masse ting på sin computer, og man kunne endda selv tilkendegive, hvad man eventuelt var interesseret i at lave. Der blev snakket frem og tilbage. Hyggeligt, egentlig. Men der kom ingen afklaring allerede her.

Det var i øvrigt på denne dag, jeg om aftenen lavede en joke på Facebook, hvor jeg erklærede, at jeg skulle afsone mine timer i køkkenet på Samsø-færgen. Selv om det var skrevet – synes jeg selv – med et glimt i øjet, faldt de fleste i med begge ben, men det beror nok også på de tidligere beskrevne fordomme derude, hvor jeg fornemmer, at folk tror, at samfundstjeneste handler om at finde det mest banale, man overhovedet kan mønstre til den dømte, så det virkelig føles som en hård straf.

Der er intet som helst galt i at være opvasker på en færge. Intet. Men folk er forskellige. For mig ville det føles som spild af tid, evner og kræfter. Som noget banalt for lige præcis mig. For når man engang har været en hårdtarbejdende journalist i et godt lønnet job, kan jeg dårligt finde et arbejde derude, jeg ville føle mig mindre godt tilpas i end at svinge tallerkener over vasken på vej mod Kolby Kås. Man kan lige så godt søge at bidrage med det, man i forvejen føler sig komfortabel med. Så får afsoningsstedet også så meget mere ud af det midlertidige besøg.

Jeg stiler lidt højere med min samfundstjeneste. Jeg går faktisk op i, at jeg virkelig får givet noget tilbage, når nu jeg er dømt skyldig. Jeg vil udnytte de evner, jeg allerede har – og måske opdage nye. Jeg vil gerne være med til at gøre en forskel. Hjælpe folk. Bidrage med noget mere til samfundet og til mennesker end bare praktisk arbejde i et køkken. Det går jeg efter, og noget kunne tyde på, at det måske lykkes. Mere om det senere.

Ak og ve – jeg missede et møde

Efter det første møde gik der en rum tid, uden at jeg hørte noget fra min rådgiver fra Kriminalforsorgen. Ingen opkald. Ingen check-ups på mig. Ingen forslag til mulige afsoningssteder. Sådan troede jeg ellers, det var. Jeg troede, man ville blive holdt i nogenlunde kort snor, selv om jeg godt ved, jeg ikke er typen, der kunne mistænkes for at forlade landet eller ikke at overholde aftalerne.

Alligevel gik det lidt galt for mig. For en aftale missede jeg rent faktisk. Ved det første møde blev der aftalt et nyt af slagsen nogle uger efter, som jeg så endte med fuldstændigt at glemme, fordi jeg pludselig mod forventning skulle have mine børn i vinterferien og samtidig var pisseforkølet. Min hjerne og indre kalender var åbenbart midlertidigt slået fra. Min fejl.

Da opkaldet om min manglende opdukken hos KF kom, blev jeg pludselig bange i et kort sekund og så mig selv bag tremmer. Åh nej – ender jeg nu i spjældet? Hvor lang snor har man egentlig? Jeg havde jo ikke overholdt aftalerne. Får man en chance til? Men det var heldigvis intet problem. Min rådgiver var sød og forstående. Vi fandt bare en ny tid nogle dage efter. Pyha.

Ikke desto mindre undrede og undrer jeg mig altså generelt over – det glemte møde til trods – at det hele ikke går lidt mere tjept. Jeg fik min dom i november. Nu skriver vi snart marts, og jeg aner stadig (næsten) ingenting. I skrivende stund er der en mulighed på tegnebrættet, men jeg har ikke fået nogen bekræftelse på det. Det kan fortsat blive både en hund og en kat.

En sød rådgiver

Jeg har intet at udsatte på min rådgiver. Hun er fantastisk sød, forstående og samarbejdsvillig. Hun vil mig det bedste, kan jeg mærke, og hun er rigtig god at tale med. Jeg tror, hun godt kan mærke, at jeg ikke er en eller anden grov voldsmand eller en ikke-samarbejdsvillig person, som skal holdes i konstant kort snor. Hun virker også meget bevidst om, at jeg har en masse evner, der kan udnyttes positivt, og hun satser meget på, at jeg ender et sted, hvor jeg kan gøre en forskel med disse. At det ikke bare bliver en walk-over eller noget ligegyldigt, der bare skal afsluttes jo før jo bedre.

Hun er likable med en jovial, hyggelig og smittende attitude. Vi går godt i spænd. Jeg er derfor meget tilfreds, og jeg tror ikke, det er hendes skyld, at tingene går så langsomt. Efter hendes udsagn fik KF således først “min sag” overdraget meget sent fra det sted, den slags nu engang kommer fra. Vist nok først i slut-december eller start-januar.

Hjemløse – ja tak

Nuvel – til mødet forleden dag blev det hele lidt mere konkret. Vi fandt et sted, der kunne være godt for mig – endda tæt på min bopæl – og jeg afventer nu, at rådgiveren får talt med stedet, så der – hvis de vil have mig – kan sættes et møde op mellem arbejdssted, rådgiver og mig. Rådgiveren ville ringe til dem med det samme og forhøre sig, lød det, men her tre dage senere har jeg stadig intet hørt. Det undrer mig altså lidt. What to think? What to do? Where to go? Har de sagt nej til mig? Tog de ikke telefonen? Skal de overveje først? Det må altså godt gå stærkere. Jeg vil gerne i gang med at afsone. Få det overstået, så jeg bedre kan føle mig som en fri mand om nogle få måneder.

Tavshed er guld …

Til det allerførste møde fik jeg at vide, at rådgiveren havde lagt mærke til mine mange optrædender i medierne og også var klar over, at jeg havde en blog. Hun ville således lige påpege, at det var vigtigt – alt afhængigt af det sted, jeg ender med at havne – at jeg ikke nødvendigvis udbasunerer for mange ting omkring afsoningsstedet.
Ja, faktisk kunne jeg risikere, måtte jeg forstå, at nogle steder slet ikke vil have, at jeg fortæller andre end mine nærmeste om det.

Det hænder således, at stederne ønsker at gå lidt stille med dørene omkring det at “ansætte” folk i samfundstjeneste. De ønsker – sådan som jeg forstod det – ikke unødig larm og sætter ikke nødvendigvis pris på medieomtale. Det kan de jo risikere, når de tager imod en person fra en så hypet og omtalt sag som SE og HØR-skandalen.

Jeg fornemmede, at man – og det er nok rigtigt – ikke er vant til at have journalister i samfundstjeneste. Så er der nogle ting, de lige er nødt til at advare om forlods. Mit folkefærd rent fagligt er generelt nok lidt mere åbenmundede end en vagabond, der er straffet for butikstyveri. Og fred være med det. Men det undrede mig alligevel såre, at det hele kan risikere at være lidt tavshedbelagt. Jeg tænkte, at et sted, som sætter straffede personer i arbejde, sgu da må stå ved, at de gør det. Hvorfor skal det være en hemmelighed?

Henningsen og Krim-land

Samtidig kunne jeg næsten dagligt se min tidligere chef, Kim Henningsen, i sin Facebook-føljeton “Nyt fra Krim-land”, der nu har ændret titel til “#samfundstejenste”, udbasunere detaljer omkring sin egen afsoning, lægge billeder op fra popcorn-maskinen på stedet og optræde i en stort anlagt artikel i lokalsprøjten på de kanter. Han havde endda angiveligt med sine egne ord også fået stor ros fra sin rådgiver for, at han var så åben omkring sin samfundstjeneste. Jeg fornemmede, man mente, at det kunne være med til at nedbryde nogle fordomme og tabuer omkring emnet.

Hvorfor mon den forskel i meldinger fra Kriminalforsorgens rådgivere til deres klienter? Henningsen blev bakket op i- og nærmest opfordret til at være åbenmundet, mens jeg på en pæn måde blev bedt om – i worst case scenario – måske at holde næsten helt kæft og ikke råbe for højt?

Jeg endte dog med den forklaring fra min søde rådgiver, at det slet ikke er sikkert, jeg skal gå stille med dørene. Det kommer helt an på om det sted, jeg havner, gerne vil have opmærksomheden eller ej. Har de noget at sælge? Har de brug for omtale? Eller vil de helst være helt i fred og leve under radaren?

Vi får se. Jeg kan afsløre så meget, at jeg måske ender et sted, hvor der færdes hjemløse og hvor der potentielt også er noget journalistisk relevant arbejde at udføre. Det passer mig godt. Jeg har altid gerne ville gøre en forskel for folk, som har det svært.

Mere kan jeg ikke sige lige nu. Som tidligere nævnt aner jeg ikke engang, om “den går hjem”. Tingene går ikke så stærkt som håbet. Men én ting er sikker: Der er mange muligheder for at gøre en solid indsats derude. Også mange muligheder, jeg godt kan se mig selv arbejde videre med, uden at jeg skal frygte eller hade at gå på ulønnet job hver dag.

Den i øvrigt privatejede Samsø-færge er dog ikke en af dem ….