retssal

Kære alle.

Efter lange og svære overvejelser har jeg besluttet, at jeg modtager og accepterer min dom i SE og HØR-sagen. Der bliver for mit vedkommende derfor ikke tale om en ankesag. Årsagen til beslutningen og de mange tanker omkring denne uddyber jeg lige om lidt.

BEKLAGER

Lad mig dog lægge ud med at sige, at jeg beklager min medvirken i tys tys-cirkus og er ked af, at jeg som menig journalist i 2008 lod mig overtale til at fungere som bindeled mellem tys tys-kilde og ledelse på SE og HØR. Dengang så jeg ikke noget galt i det, fordi chefer og ledere bakkede op om brugen af kilden og ikke blinkede med øjnene i forhold til hans “ansættelse”. Kombineret med den hardcore og grænsesøgende stil på ugebladet og dermed præmissen for ens ansættelse gjorde det mere eller mindre én blind og meget målrettet på at være med til at skaffe de bedste forsider – blandt andet via gode kilder. Men nu kan jeg jo se, hvor alvorligt det viste sig at være omkring denne ene af slagsen.

Jeg vil også gerne undskylde over for de kendte, det har berørt. Det havde de ikke fortjent, og jeg kan i dag se, at det har skabt paranoia hos mange både i 2008-2011 og da sagen kom for en dag i 2014.

Samtidig vil jeg dog understrege meget klart, at jeg – bortset fra én ting – generelt på ingen måde fortryder min fede tid på SE og HØR – verdens bedste arbejdsplads – og jeg er fortsat en passioneret underholdningsjournalist med stort U, som nærer et stort og brændende ønske om snart at kunne fungere som journalist i den del af branchen igen. Jeg skulle mene, jeg kun er blevet en bedre, moden og klogere journalist af at have været igennem vridemaskine, retssystem og mediemølle.

“GOD KILDE” ER BLEVET ET FY-ORD

Når det er sagt, vil jeg ligeledes slå fast, at jeg er ked af, at denne sag er kommet til at få begrebet “gode kilder” generelt til at fremstå som et fy-ord. Det er synd. Branchen lever af gode kilder – også kilder, der befinder sig i gråzoner. Kilder, som kan noget på deres arbejdsplads, de efter interne regler på stedet nok ikke må delagtiggøre andre i eller kilder med en viden, som menigmand normalt ikke har adgang til. Det er sådan mange gode nyheder skabes – også uden for sladderverdenen.

Jeg erkender dog som skrevet, selv om vi dengang anså tys tys-kilden for at være en kilde som de fleste andre rigtigt gode kilder, at jeg skulle jeg have sagt nej til en tovholder-rolle, der lige pludselig blev meget mere omfattende, end jeg brød mig om, og som helt klart var presse-etisk forkert at udføre.

FORKERT PARAGRAF AT DØMME FOR

Men var det så også forkert i forhold til straffeloven? På nogle punkter muligvis, men i så fald er de relevante paragraffer ikke taget i anvendelse i SE og HØR-skandalen efter min bedste overbevisning. Mange har bragt etik og moral ind i selve retssagen og gjort det hele til en stor, mudret og uforståelig masse midt i fordømmelser og harme, og jeg forstår godt hvorfor, men det er altså ikke domstolens lod at tage stilling til disse begreber.

Her handler det om jura og kun jura og i forhold til de specifikke tiltaleparagraffer, anklagemyndigheden tog i brug, mener jeg helt klart, at jeg er uskyldig. Det er således den primære årsag til, at jeg til manges store forbløffelse erklærede mig uskyldig i anklagerne allerede fra begyndelsen og fastholdt dette standpunkt hele vejen i gennem. Det gør jeg stadig.

Heri erklærede dommeren sig enig på to punkter, hvor jeg blev pure frifundet. Blandt andet for bestikkelse. Til gengæld blev jeg dømt for at have haft FORSÆT til medvirken til hacking. Årsagen til mine store overvejelser omkring at anke til Landsretten handler således primært om, at jeg er dømt for at have overtrådt paragraf 263 i straffeloven – den såkaldte “hacker-paragraf”. Jeg er lodret uenig i at jeg har overtrådt denne, og jeg skal gerne fortælle hvorfor.

Jeg har således ALDRIG kendt til tys tys-kildens metoder helt ned i detaljen. Jeg anede intet om nulstilling af passwords, hvis det ellers passer, at det er det, tys tys-kilden har gjort. Jeg anede ikke, at kilden muligvis tilgik databaser, han som IT-administrator hos NETS ikke havde intern berettiget adgang til. Jeg mener heller ikke, jeg burde have vidst det eller mistænkt det (dolus eventualis).

Det tog en NETS-medarbejder en hel dag i retten at fortælle om databasernes opbygning og adgange hertil hos IBM. Når en administrator i 2008 kommer og siger, at han har nogle oplysninger, han kan få adgang til og fremskaffe via sit job, sidder man altså ikke som en grøn SE og HØR-journalist, der ikke engang har indført og orkestreret aftalen, og spørger: Hacker du mon? Hvad gør du egentlig helt lavpraktisk? Afslør venligst alt om databaserne hos din arbejdsgiver og fortæl mig alle de tekniske detaljer. Man stoler på det, man hører. Jeg var ved at tabe næse og mund, da begrebet hacking blev bragt ind i denne sag af politiet.

Man kan mene, hvad man vil om det faktum, at kreditkort-info blev videregivet til- og aftaget af et ugeblad, men det var ikke det centrale i retssagen. Det var, om kilden hackede sig til det hele. Jeg anede det ikke, hvis han gjorde. Jeg har hele tiden været HELT OVERBEVIST om, at kilden klikkede sig ind i databaser, han havde bemyndigelse til at tilgå.

Derfor har jeg ikke med FORSÆT medvirket til hacking, og derfor finder jeg ikke, jeg burde være blevet dømt for dette. Bevisbyrden mod mig på dette punkt er simpelthen ikke til stede – end of story. At der så var masser af andre beviser omkring de faktiske forhold og hele forløbet gør jo ikke, at man pludelig kan sadle om og tiltale for noget helt andet end det, der står i anklageskriftet. Alligevel blev jeg dømt for medvirken til hacking. Det er jeg utilfreds med.

HVORFOR ACCEPTERE?
Nuvel – hvorfor så acceptere min dom hvis jeg er utilfreds med de præmisser, den bygger på og utilfreds med motivationen for at dømme mig? Svaret er enkelt: Jeg vil videre med mit liv. Jeg er træt. Mentalt træt. Jeg vil gerne have det overstået nu. Trække en streg i sandet. Ikke længere have dette hængende over hovedet og have det til at hæmme mig i jagten på et nyt job. Jeg ønsker at signalere, at jeg nu er villig til at lukke sagen for mit vedkommende. Signalere, at jeg ikke ønsker at trække det i langdrag.

Og langdrag – DET er der så absolut tale om. Sagen har allerede varet to et halvt år. Anker jeg til Østre Landsret, kan det tage et helt år eller endnu mere, før der kommer en endelig afklaring. Det magter jeg ikke. Samtidig har det her tæret utroligt hårdt på min familie og i særdeleshed mine opbakkende forældre og tre elskede børn, ligesom det har tæret utroligt meget på mig som menneske. Andre må bedømme om det er velfortjent. Men jeg kan ikke mere. Slut, prut, finale.

DOMSMAND PÅ AFVEJE

Jeg tager derfor min straf. Årsagerne til at acceptere dommen vejer for mig tungere end årsagerne til at anke, selv om guderne skal vide, jeg blev ekstra meget i tvivl, da den meget omtalte domsmandsfadæse blev kendt for nylig. For var vi dømt på forhånd? Og hvad med retsfølelsen? Burde man kæmpe for den på vegne af alle danskere, når man åbenbart ikke kan vide sig sikker på, at domsmænd her i landet er upartiske og ikke forudindtagede?

Det var ikke helt nok for mig. Jeg slutter her.

Med det sagt har jeg ikke yderligere kommentarer, og jeg håber, jeg nu kan komme videre og at folk derude vil være villige til at LADE mig komme videre i det nye år. Jeg er opdraget til at kunne tilgive folk og give dem en chance til. Den samme egenskab håber jeg, at andre derude også har.

/Kopping