Når nu samtlige journalister blev hjemme fredag: Koppings referat-service til tjeneste …

referat

Når der er retsdag i Glostrup i SE og HØR-sagen og ikke umiddelbart nogen liveblogs at spore på de enkelte mediers hjemmesider (de kan i øvrigt også være ret svære at finde til tider), bliver jeg ofte spurgt undervejs, mens jeg sidder på min plads med telefonen i hånden, hvorvidt der mon er livebloggere til stede i retssalen.

Det er åbenbart en efterspurgt vare at nogen rapporterer live, så man – nok fortrinsvis folk med tilknytning til- eller interesse for mediebranchen – kan sidde derude bag skærmene og følge med i, hvad der sker. Set i det lys må mange være blevet skuffet på det seneste. Det er således tydeligt at mærke, at interessen for at live-rapportere var klart størst, da de tiltalte skulle afhøres og i forbindelse med afhøringen af de forskellige indkaldte vidner.

Hvem er du?

Den del af retssagen er nu en saga blot, og fredag, som var den sidste retsdag i et stykke tid, var journalist-fremmødet nærmest chokerende sparsomt. Kombineret med at såvel Per Ingdal som Kim Henningsen havde fået lov til at ”holde fri” og dermed også var fraværende, virkede retssal F4 pludselig meget tom og øde. Det var lige før, man savnede folkene på pressepladserne eller øvrige tilhørere.

Godt nok dukkede en enkelt journalist, jeg ikke havde set før, op fra morgenstunden. Den slags lægger man mærke til. Efterhånden er alle dem, som normalt er til stede alle dage, nærmest blevet en hel familie og man er i forlængelse af det for længst kommet på fornavn med de forskellige reportere, så når nye mediefolk eller andet godtfolk pludselig melder deres ankomst, spørger enten jeg eller nogle af de andre tiltalte altid, hvem de mon er og hvad de hedder.

Det er meget rart at vide, hvem det er, der til tider sidder ude i ventegangen i pauserne og lytter med på, hvad de tiltalte og deres forsvarsadvokater sniksnakker om. Det er ikke alle, som skal vide det hele. Væggene har ører.

Den mandlige journalist fik dog hurtigt nok, så efter et par timer var han væk. Herefter var antallet at journalister i retten et stort rundt 0. De skal nu nok vende tilbage, når vi når til procedurerne kort inde i november.

Nu hvor der ikke var aktive liveblogs fredag og generelt mandefald blandt journalistkorpset – og i forlængelse af det nærmest ingen publicerede nyhedsartikler fra retsmødet – skal jeg da gerne levere lidt info om dagens gang.

Et papir, der vakte opsigt

Fra morgenstunden lå der et papir klar til de enkelte forsvarere på deres plads – uddelt af chefanklager Morten Frederiksen kort forinden. Essensen var et krav fremsendt i 11. time af en advokat ved navn Brian, der repræsenterer 17 mere eller mindre forurettede kendisser, som ønsker en økonomisk erstatning for tort. Et krav, som advokaten på vegne af sine klienter ønskede, skulle indgå i den igangværende retssag. Man ville således gerne have domstolen til at tage stilling til, om de respektive kendte har ret til en erstatning som en del af den dom, der falder den 24. november.

Alle var vist mere eller mindre i chok over det, de nu kunne læse inden morgenkaffen var helt slugt, men trak også – uden at det skal misforstås – lidt på smilebåndet. For kravet på 300.000 kroner til hver kendis – og dermed i alt over 5 millioner kroner – kombineret med, at det ikke er Aller Media som juridisk ansvarlig, der ønskes til lommerne, men derimod de seks tiltalte, virkede ret voldsomt.

Jeg har mine personlige holdninger til det forelagte, men dem må jeg hellere holde for mig selv. Jeg vil dog godt sige, at det kan virke lidt mærkeligt, at f.eks en stenrig mand som Mads Mikkelsen, der er blandt de 17, blandt andet ønsker at hive en formue ud af en dødfattig journalist på dagpenge – mig – som i forvejen risikerer at ende i bundløs gæld på grund af betaling af forsvarer-salær, frem for at gå efter firmaet, der bakkede om den redaktionelle linje på ugebladet og via SE og HØR tjente penge på de artikler, der i visse tilfælde byggede på den kreditkort-overvågning, de 17 kendte føler sig stødt over.

Jeg ved godt, det formentlig handler om noget principielt og oprejsning – ikke pengene som sådan. Rettens ord for at det – hvis dommen potentielt gik kendissernes vej – ikke var i orden, at man på SE og HØR på den måde snagede i folks privatliv. Men efter min ydmyge og subjektive mening burde man ikke gå efter den lille mand, men firmaet bag. Den store mastodont. Firmaet, der allerede er idømt en bøde på 10 millioner for dets ansvar i sagen og som dermed også – hvis det besluttes, at man har ret til erstatning for tort – burde betale på vegne af de loyale medarbejdere, som udelukkende gjorde alt for at gøre mediekoncernens flagskib til en succes i de år, tys tys-kilden opererede. Det er dem, der – fortsat – tjener penge. Har penge. Jeg tjener igen. Har ingen.

Forsvarerne protesterede og krævede en hurtig afklaring. Dommeren og domsmændene gik derfor i plenum og voterede. For en gangs skyld gik deres beslutning forsvarernes og dermed de tiltaltes vej. Kendis-advokaten fik ikke lov til at inddrage kravet i den eksisterende retssag, og må derfor på et senere tidspunkt i stedet anlægge civile søgsmål, hvis det fortsat ønskes.

Besværliggjort tidsplan

Forsvarernes anke mod at kendisserne skulle få held med deres forehavende, handlede om en masse jura og paragraffer, og på det punkt kan jeg ikke helt følge med eller beskrive det nogenlunde sagligt, men rettens beslutning byggede formentlig delvist på, at forsvarerne krævede, at samtlige 17 kendte skulle indkaldes i vidneskranken, såfremt deres krav blev en del af sagen.

Man talte om, at man ikke burde kunne fremsætte sådan et krav i 11. time, hvis det ville påvirke den egentlige retssag uforholdsvis meget. Og det ville det. Det ville skabe ragnarok og store problemer i forhold til tidsplanen. Samtidig gjorde dommeren opmærksom på, at kravet burde have været fremsat meget tidligere i processen og ikke først nu, hvor retssagen lakker mod enden.

Jeg ved godt, hvorfor det først skete nu. Kendis-advokaten har således ikke kunnet få udleveret efterforsknings-materialet og beviser på forhånd, så han har selvfølgelig været nødt til at være til stede i retten hver dag for at danne sig et overblik over i hvor stort et omfang, hans klienter har været ”overvåget”. Alligevel fik han foreløbig ikke held med missionen om at komme med på vognen i en slags retssags-slipvind, og så vidt jeg har forstået, kan kendelsen ikke kæres.

Dermed må man nu afvente eventuelle civile søgsmål engang i fremtiden – hvis de kommer. Det, håber jeg ikke, bliver tilfældet for mit vedkommende. Jeg forstår, at nogle kendte er misfornøjede. Jeg har tidligere udtalt, at jeg gerne beklager, hvad de har været udsat for, selv om jeg ikke mener at det, jeg engang medvirkede til, er strafferetsligt ulovligt. Men jeg ejer ikke en rød reje.

900 blev til 210

Nok om det. Dagen bød – og det var nok derfor, pressen var fraværende – på oplæsning af over 900 sms’er og enkelte mails, der omhandlede kreditkorttransaktioner. Ting, man har fundet i efterforskningen og som indgår i bevismaterialet.

Enkelte forsvarere havde på forhånd bedt om at få ALT dokumenteret i retten, og derfor gik anklageren fra morgenstunden lystigt i gang med slavisk at læse alle fundne tys tys-sms’er op. Selv han kunne se, at det ikke just var munter underholdning, og der kom da også enkelte små jokes og kommentarer undervejs fra hans mund med et skævt smil, når det hele blev allermest tørt og opremsende.

Efter 210 stk. og en lille pause havde forsvarerne fået nok. Der blev talt lidt indbyrdes uden for lokalet, for man mente således nu, at der var dokumenteret tilstrækkeligt. Det var ikke nødvendigt at få oplæst de resterende 700 sms’er.

Missionen med oprindeligt at kræve, at man læste det hele op, var naturligvis, at domstolen skulle se, hvor mange af de sendte og modtagne sms’er der rent faktisk handlede om ”ligegyldige” transaktioner, som aldrig blev til artikler og som ikke specifikt fra SE og HØR’s side var blevet efterspurgt. Det er mange. Mange sms’er, der bare var en del af en løbende strøm af sms’er, som tys tys-kilden sendte ind ”for en sikkerheds skyld”.

Som jeg tidligere har nævnt, er det jo også – hvis det ender med at være rettens vurdering – fy fy at få tilsendt kreditkortoplysninger, man ikke brugte til noget. Men det har immervæk fortsat betydning i det store billede, om man skrev 10 eller 100 artikler på baggrund af sms’erne og om man kylede 99,99 procent (som er tilfældet her) eller kun 50 procent af dem i skraldespanden uden at granske dem yderligere.

Det så ud til at passe anklager og ”oplæser” Morten Frederiksen glimrende, at han slap for at læse de resterende 700 op. 210 var rigeligt til at klarlægge det, forsvarerne ønskede, og hans mission var egentlig for længst fuldført under dokumentationen tidligere. At sms’erne eksisterer og er fundet af efterforskerne, er for længst klarlagt.

Egnet til samfundstjeneste

Nu gjaldt det ”de personlige forhold”. Det bygger på de rapporter, de tiltalte har fået lavet hos Kriminalforsorgen tidligere på året, hvor det vurderes, hvorvidt man i tilfælde af en betinget dom er egnet til samfundstjeneste.

De enkelte forsvarere læste konklusionen af rapporten op for dommeren og domsmændene på vegne af deres klient, og meningen med det er, at det selvfølgelig på en eller måde indgår i den samlede vurdering af de tiltaltes sag og den endelige domsafsigelse, hvordan ens liv er skruet sammen, om man har ønsket at samarbejde med Kriminalforsorgen, om ens private forhold er i orden, hvordan ens økonomiske situation er, om man er frisk og frejdig eller har et skrøbeligt sind, om man er tidligere straffet osv.

Idet Henningsen og Ingdal var fraværende, har man et hængeparti omkring deres personlige forhold til næste retsdag, som bliver den 3. november. Den ellers hidtil planlagte dag i retten den 27. oktober blev således aflyst, for nu er man så langt fremme at kun det, man kalder ”procedurerne”, mangler, inden der kan afsiges dom. Det er så til gengæld også en helt central del af retssagen. Det er her, anklagemyndigheden skal forklare, hvorfor de mener, at de tiltalte skal straffes, hvorefter forsvarerne skal godtgøre, hvorfor de mener det komplet modsatte.

En kort planlægning af de sidste retsdage fulgte, og dermed kunne vi fredag gå hjem kl. 12 i stedet for 15.30. Herligt med tidlig weekend.

Planen for resten af retssagen

  • 3. november: Procedure fra anklager, tys tys-kilde (Michael Juul Eriksen) og undertegnede (Casper Andreasen).
  • 4. november: Procedure Ken B Rasmussen (Christian Zøllner), Per Ingdal (Niels Ulrik Heine), Kim Henningsen (Kåre Pihlmann) og Henrik Qvortrup (Anders Nemeth).
  • 11. november: Reservedag, hvis 3. og 4. november ikke er tilstrækkeligt til procedurerne.
  • 24. november: Domsafsigelse kl. 9.00.

 

 

I afhøringsskranken igen for at dementere og lidt tanker om private emails fra farmand på storskærm

IMG_6491

Med alle afhøringer overstået er vi nu nået til det, jeg vil betegne som ”tungt” stof i retten i Glostrup. Tungt for mig og sikkert også de øvrige tiltalte – men nok ikke for pressen. De æder selvfølgelig det hele råt, når anklagemyndigheden for tiden præsenterer det, der i domstols-sprog kaldes ”dokumentation”. Det er der historier i.

Med det sagt er mediekorpset dog væsentligt reduceret for tiden. De meget omtalte live-blogs ligger døde, TV-bilerne med mulighed for at sende live er ikke længere parkeret udenfor, reporterne står ikke klar fra morgenstunden til at kaste sig over de tiltalte for en kommentar, og det generelle billede er, at det, der foregår lige for tiden, ikke er så spændende at videreformidle til offentligheden.

For mig som tiltalt er det altså som nævnt noget tørt. Meget af det kender jeg jo til i forvejen, idet jeg for længst har været alt bevismaterialet i gennem, og det er altså ikke noget, man just ser frem til, når der f.eks. i dag fredag slavisk skal gennemgås over 900 sms’er i retten. Forsvarerne har således krævet, at alle beviser dokumenteres for dommer og domsmænd, og sådan skal det nok også være. Men muntert? Det er det bestemt ikke.

I skranken igen

Torsdag var jeg atter i afhøringsskranken et par gange – ligesom Ken B Rasmussen og Kim Henningsen i øvrigt også var det. I alle tilfælde handlede det om at korrekse anklagemyndigheden, når de – ifølge os – var i gang med fejlagtigt at dokumentere specifikke SE og HØR-artikler koblet op på ligeledes specifikke tys tys-sms’er.

Jeg har fuld respekt for, at man fra anklagemyndighedens side i efterforskningen har forsøgt at danne sig et overblik over, hvilke artikler der kunne tænkes at være blevet til på baggrund af kreditkortoplysninger. Det er deres job. Men jeg må bare konstatere, at de har ikke ramt plet i alle tilfælde. Langt fra.

Man kan på et overordnet plan anføre, at vores indsigelser mod visse konkrete beviser i dokumentationen nok ikke – set i det store billede – har en betydning for, om vi dømmes for noget eller ej i sidste ende. Anklagemyndigheden vil i den forbindelse selvfølgelig mene, at alene det at modtage nogle sms’er var fy-fy, selv om de ikke alle blev benyttet til noget konkret.

Men omvendt har anklagemyndigheden – ved at fremvise en lang række specifikke artikler, gå meget op i hvilke kendte, det er gået ud over, og ved at indkalde tre kendisser som vidner – indirekte sagt, at det altså et eller andet sted HAR en betydning for vurderingen af den samlede sag i hvor stort omfang, SE og HØR har skrevet artikler baseret på- eller delvist baseret på kreditkort-informationer gennem tiden.

Inviteret på skitur i Schweiz

Den historie, jeg primært gik i skranken for at dementere, var en dobbeltsidet artikel fra februar 2009 om prinsesse Marie og prins Joachim, som var på skiferie i det lille, men idylliske schweiziske skisports-mekka Villars sur Ollon – byen, hvor prinsessen i sin tid gik på kostskolen Beau Soleil, der troner smukt på bjergsiden nede ved hovedvejen.

Fordi der var kommet nogle sms’er fra tys tys-kilden vedrørende prinseparret på datoerne 11. februar, 12. februar og 14. februar 2009 (altså i dagene op til- og efter at artiklen blev publiceret i ugebladet), mente man, at SE og HØR selvfølgelig var rejst til Schweiz og efterfølgende havde lavet artiklen på baggrund af kreditkort-informationer. Her måtte jeg altså råbe vagt i gevær.

Først og fremmest skrev Billed Bladet om skiferien både en uge inden, den fandt sted, i form af en lille optakt på websitet samt i endnu en net-artikel om søndagen ”on location” i Villars – fem dage før SE og HØR-artiklen i selve bladet udkom. Det fandt jeg frem til via en simpel Google-søgning. Ergo var det bestemt ingen offentlig hemmelighed, at prinseparret skulle på- og senere var på pisterne sydpå.

Nej, der var derimod tale om en officiel indbydelse fra hoffet, hvor de havde inviteret både SE og HØR og Billed Bladet til Villars for at lave to forskellige fotoopgaver, der var ”sat op” af Kongehuset. SE og HØR fik æren af at bringe en række særdeles opstillede billeder af Jokke og Marie fra den lækre hytte i skiområdet, hvor de royale residerede, og for at få nogle ord til at ledsage de dejlige fotos, sendte man en journalist afsted.

At det hele var arrangeret på forhånd skyldtes, at man formentlig ved at give pressen en udstrakt lillefinger undgik, at især SE og HØR i stedet på eget initiativ tog hele hånden og sendte paparazzier ud på pisterne i fotojagt på det royale par og deres unger.

Og så det vigtigste argument fra min side: SE og HØR havde den uge som vanligt haft endelig deadline på bladet om tirsdagen kl. 12 – i dette tilfælde den 10. februar. Ergo kunne de fra anklagemyndighedens side nævnte sms’er dateret den 11., 12. og 14. februar ikke være brugt til noget som helst i forbindelse med artiklen.

En del af en sms-strøm

Jeg nævnte ligeledes, at der jo løbende indløb diverse sms’er fra tys tys-kilden på en række kendte personer omhandlende alt og ingenting. Noget kunne bruges – noget kunne ikke. Sms’er, vi ikke specifikt havde bedt om. Deriblandt var altså i denne forbindelse også nogle transaktioner vedrørende prins Joachim, men de kom som nævnt EFTER deadline, og at man fra en kilde modtager noget, der umiddelbart kan se interessant ud, betyder altså ikke partout, at det så automatisk blev brugt i praksis til at lave en historie.

Jovist, anklagemyndigheden har selvfølgelig ramt rigtigt i en række tilfælde – så meget skal de have. Men i andre har de antaget noget på baggrund af gisninger uden hold i virkeligheden, og det har jeg altså retfærdighedssans nok til at ville korrekse i retten, når det sker. Der er absolut ingen grund til at omfanget af kreditkort-cirkusset dokumenteres større, end det i virkeligheden er, for som jeg hele tiden har sagt: Der er skrevet MEGET FÅ artikler i SE og HØR på baggrund af tys tys-kildens oplysninger i løbet af de tre et halvt år, han var aktiv. Og altså åbenlyst også færre, end anklagemyndigheden tror.

Private mails med farmand

Én ting var jeg især ked af under retsmødet torsdag. Som en del af dokumentationen og bevisførelsen fremviste man private mails sendt mellem mine forældre og jeg, fra da tys tys-skandalen tog sin begyndelse i 2014. Her orienterede jeg dem – fra min SE og HØR-mail – om det stormvejr, der var på vej, og det var en meget mærkelig følelse af se min fars medfølende svar og en række andre mails i mellem os skudt op på store skærme i retslokalet.

Her skrev min far blandt andet i et frygtsomt øjeblik: ”Nå, skal dig og din ven XXX (tys tys-kilden) så ind og ruske?”. Anklageren øjnede selvfølgelig derfor straks muligheden for at spørge ind til, hvorfor farmand mon benyttede dét ordvalg. Havde jeg mon fortalt ham på et langt tidligere tidspunkt, at jeg mente, at det her var brandulovligt?

Til det kan jeg kun sige nej – og det sagde jeg også i retten. Godt nok fortalte jeg mine forældre om samarbejdet med kilden på et helt overordnet plan for mange år siden, hvilket de vist ikke ville blande sig i, for det var jo en del af mit job og noget, der var sket på chef-ordre. Men jeg har på intet tidspunkt troet at det, jeg – eller bladet for den sags skyld – gjorde, var ulovligt, og jeg har aldrig troet andet, end at kilden havde helt lovlig adgang til de oplysninger, han tilgik på sin arbejdsplads, selv om jeg selvfølgelig formentlig dengang mistænkte, at han nok ikke ville blive kåret til månedens medarbejder hos NETS for at videregive dem til et ugeblad.

Når jeg har talt/skrevet om mulige ulovligheder i visse mails sendt blandt andet til min far – og det sagde jeg også under afhøring – handlede det udelukkende om den interne aflønning af sorte penge, som jeg uforvarende blev en del af som led i min tovholder-tjans.

Det er dog så håndgribeligt og åbenlyst i kategorien “fy fy”, at man kan tænke sig til, at SKAT ikke vil bryde sig om fremgangsmåden og at det ikke er helt efter bogen. Ikke desto mindre var det ikke metoder, JEG besluttede at benytte. Det handlede altså om sorte penge og ikke det, tys tys-kilden selv udførte på sin arbejdsplads og siden leverede, når jeg til min far skrev: “Jeg var jo bare soldat, der gjorde, hvad jeg blev bedt om, men dog en aktiv del – og vidende om noget ulovligt”.

Summa summarum: Jeg kan tage det. Jeg er en del af sagen. Det er mine forældre ikke. Kunne man da derfor ikke have nøjedes med at læse mine egne mails til dem op uden at blotlægge deres svar retur?

Svar, der udelukkende var sendt fra et sæt skræmte og bekymrede forældre, som – uden rigtigt at kunne danne sig et overblik over det hændte og følgerne af det på så tidligt et tidspunkt og derfor på skrift reagerede derefter – pludselig på afstand kunne se deres søn stå over for sin største personlige krise og det værste uvejr nogensinde …

 

 

Line Baun kom med beviset for min påstand: Mangelfulde live-blogs KAN faktisk påvirke nogen til at tro noget helt forkert

baun

(Screendump, TV2.dk)

Ohøj, manne. Så er jeg tilbage med endnu en føljeton fra livet som tiltalt. Og som en klog mand sagde engang: “Undskyld, jeg skriver langt, men jeg havde ikke tid til at skrive kort” :-D.

Jeg kan se på trafikken, at folk i modsætning til tidligere er begyndt at klikke sig ind på min blog, selv om jeg ikke har skrevet noget den pågældende dag eller reklameret for et givent indlæg på Facebook. Det er jeg glad for, og bliv endelig ved med det, men hvor meget jeg end gerne ville skrive noget hver eneste dag, er jeg dog meget bevidst om kun at blogge, når jeg føler, jeg har noget på hjerte, så det hele ikke kommer til at handle om alt og ingenting.

Det har jeg nu.

Fra gaaab til gang i den

Efter en jævnt kedelig mandag, hvor der nærmest hele dagen blev gennemgået en masse tekniske data fra NETS’ interne tys tys-efterforskning – den såkaldte SIRT-rapport – var tirsdag noget mere ”spændende”.

På ugens første dag var det hele så tilpas tørt, at den eneste aktive live-blog, BT’s, lukkede ned i middagspausen, fordi alt gik op i tekniske termer og skemaer, der var umulige at viderekommunikere på en nogenlunde forståelig måde. Men tirsdag var alle pressepladser atter besatte og TV-bilerne med henblik på live-sending holdt igen på p-pladsen fra morgenstunden. Reporterne stod klar. Der var noget i vente. Kendte på vej.

Nu fik de tiltalte således for første gang ”fornøjelsen” af at sidde ansigt til ansigt med tre af de kendisser, som har været påvirket af kreditkort-stikprøverne tilbage i 2008-2011.

Den menneskelige vinkel

Jeg har ikke lyst til at skrive for meget om det, men som udgangspunkt kan jeg ikke helt forstå, hvorfor kendte personer skulle vidne. Retssagen handler jo ikke om krænkelser af enkeltpersoner, så deres rolle var slet og ret at være det, jeg kalder ”offervidner”. Anklagemyndigheden ville gerne vise retten, at den ofte svært gennemskuelige og meget detaljerede sag også har haft en menneskelig vinkel – og menneskelige omkostninger.

På papiret er det måske forståeligt, hvis man tager anklagemyndighedens briller på, fordi SE og HØR og de tiltalte implicerede skal fremstilles som skurke. Når der er en ”bandit”, er der notorisk også et offer. Omvendt handler tiltalerne som nævnt altså ikke om de forurettede individer (der kan komme erstatningssager senere mod f.eks. Aller Media), men om noget, der er langt mere juridisk tungt – heriblandt spørgsmålet om hacking. Uden sammenligning i øvrigt – for jeg mener jo ikke, jeg har begået noget ulovligt – så hiver man jo heller ikke direktøren for en røvet bank ind som vidne, når gerningsmanden skal fremstilles for domstolen, bare fordi bossen har mistet nogle penge eller er i chok over det hændte.

Lad mig starte med at slå fast, at jeg føler med dem, det er gået mest ud over. Jeg kan sagtens forstå – set i bakspejlet – at det må have været ubehageligt at finde ud af, at ens kreditkort er blevet afluret. Det forstod man ikke i sin tid med den gossip-kultur, der nu engang var. Da handlede det om at være først med de vildeste afsløringer, og det blev man som menig journalist forblændet af, når ens overordnede udstak retningslinjerne. Det var præmissen for jobbet, at man var villig til at gå den ekstra mil i sladderens tjeneste.

Især forstår jeg, at det må have været en kedelig situation at gå og mistænke folk i ens nærmeste omgangskreds for at sladre til SE og HØR, fordi man simpelthen ikke kunne regne ud, hvordan ugebladet havde fundet én på de mest obskure steder i alverdens afkroge. Primært Line Baun Danielsen fortalte i retten, hvor langt ude hun havde været psykisk – både dengang, historierne om hende blev bragt, men også da skandalen rullede i april 2014.

Det var gået så vidt, at hun i sidste ende havde mistænkt sin kæreste, Kim Drejs, for at levere info til SE og HØR om deres fælles tur til Sardinien. Kun få kendte til rejsen, den var planlagt ud fra ønsket om fred og ro i isolerede omgivelser uden risiko for mange danskere på hotellet, og billetterne var endda booket hos det, hun kaldte ”TV 2’s eget rejsebureau”, hvad det så end er, for at mindske risikoen for sladrehanke ved bestillings-telefonen.

Alligevel fandt SE og HØR dem. Men hvordan? Fantasien rakte ikke til at tænke på kreditkort-informationer, og dermed var sidste – og værste – bud på et læk, at ens familie eller venner ikke havde kunnet holde kæft.

 

For en gangs skyld holdt jeg min kæft

Jeg havde på forhånd besluttet mig for ikke at sige noget som helst til medierne tirsdag. De stod selvfølgelig som tidligere beskrevet klar fra morgenstunden for at få de kendte vidner i tale, men også for at høre om mine forhånds-forventninger til deres vidneudsagn.

Med min viden om vinkling, krydsklipning og andre TV-tekniske tricks, kan man hurtigt komme galt afsted, hvis man tager bladet fra munden. Udtalelser tages ofte ud af kontekst, man vælger enkelte små citater ud fra en længere snak, og det hele puttes så ind i et samlet indslag sammen med de kendtes udsagn, hvor det ender med at være en dyst på ord og standpunkter. Jeg vidste da godt, hvad mediernes holdning og vinkling var i den forbindelse: Jeg var den store stygge ulv, der skulle forsvare mig selv, men nok ikke ville lykkes med det, fordi dén kamp var tabt på forhånd, med en forurettet kendis som modspil, der helt sikkert havde – og har – seernes sympati.

Det forstår jeg godt, de har. Jeg forventer ikke, at folk skal holde med mig, selv om jeg ikke mener, jeg skal straffes for min tys tys-rolle. Jeg har bare ikke lyst til at løbe den risiko, det er, at udtale sig til nogle medier, der – lige som anklagemyndigheden – naturligvis tager offervidnernes parti og præsenterer deres indslag derefter.

Som nævnt har jeg ikke lyst til at gå for meget ind i min holdning til, at man hev kendte vidner ind for at udvise deres harme og fordømmelse i retten. Men jeg vil gerne fortælle lidt om, hvordan jeg oplevede deres optræden i vidneskranken.

Morten Helveg, der blandt andet skulle ind og tale om en artikel om hans manglende deltagelse i nogle NATO-møder i Berlin, imens han turnerede byen rundt med sin nye muse – en historie, som SE og HØR faktisk har Pressenævnets ord for, var okay at bringe, idet den “havde offentlighedens interesse” – sagde det forventelige, men han fremstod ikke helt så sur og harm, som jeg havde forventet.

Han forholdt sig i ro, talte afdæmpet og langsomt og svarede præcist. Jeg troede, han ville være meget mere på krigsstien, selv om han ikke efterlod nogen tvivl om, at han havde været – og er – stødt og sur. En meget kort afhøring.

Live-blog vildledte Line

På vej ud af retten stødte Helveg pudsigt nok på ekskæresten, Line Baun Danielsen, der som vidne nummer 2 på dagen sad klar ved et bord lige ved indgangen. Hun optrådte også som forventet. Sur, harm og på grænsen til gråd i stemmen.

Jeg føler med hende, for jeg kan jo se, hvor meget det hele har påvirket den tidligere TV-darling. Som var jeg i hendes øjne Satan selv, gav hun mig i hvert fald dræberblikket, da vi passerede hinanden ude ved metaldetektoren i den efterfølgende pause. Hende kommer jeg nok aldrig på julekort med, men jeg vil dog gerne lige minde hende om, at jeg altså ikke alene personificerer denne sag.

Som et kuriosum bekræftede hun i retten min holdning til de meget omtalte live-blogs, medierne skriver fra retslokalet, hvor jeg jo mener, at der er alt for mange fejl. Det skrev jeg en blog om for nogle uger siden, der bragte mig vidt omkring i medieland.

Line fortalte således, at som hun havde læst en live-blog fra den dag, journalisten bag artiklen ”Lækre Line på Sardinien” blev afhørt, så havde SE og HØR’s udsendte udtalt i retten, at man havde fundet elskovsparret på det pågældende hotel på baggrund af tys tys-kildens oplysninger.

Jeg har ikke læst den pågældende blog, og jeg kender ikke til ordlyden af det, der blev refereret fra retten, men det, Line havde opfattet på den baggrund, er i hvert fald lodret forkert. Er det så Line, der har læst forkert, eller er det live-reporteren, som ikke har refereret helt korrekt? Svært at vide, men i hvert fald bevirkede den famøse live-blog fra den dag, Sardinien-skribenten var i vidneskranken, at Baun Danielsen nu sad i retten og havde forkerte informationer.

Hvad er så den korrekte information? Jo, journalisten fortalte faktisk ordret i vidneskranken, at hun netop IKKE fandt parret grundet kreditkort-oplysninger, men på grund af en kombination af flid, journalistisk tæft og held.

SE og HØR vidste, at Line og Kim Drejs muligvis skulle til Sardinien på grund af et tip fra en anden kilde, jeg ikke kender til, men til gengæld fik man bekræftet nogenlunde hvor, de befandt sig rent geografisk – og hvornår – takket været en tys tys-transaktion fra en butik i et bestemt område på øen. Så meget ligger fast.

At man til sidst fandt dem, skyldtes dog ene og alene, at man begyndte at lede efter dem på fem-stjernede hoteller langs kysten i det område, hvor butikken lå. Her havde man bid i første forsøg, da en pool-dreng på det første hotel, man kiggede på, genkendte Line Baun Danielsen, da han blev forevist et billede af TV-dejligheden. Missionen var som at forsøge at finde en nål i en høstak, men journalisten havde heldet med sig. Lykketræf.

Uanset om Line har læst og tolket på noget med farvede briller og dermed har misforstået vidneudtalelser, eller om en live-reporter har formået at rapportere enten forkert eller på en ikke-fyldestgørende måde, er hændelsen med til at understrege, hvor vigtigt det på et mere generelt plan er, at fejlene i disse live-blogs udryddes. At man yder en ekstra indsats for at få alt med, og at intet forkortes så meget i note-form, at vigtige nuancer i vidneforklaringer går tabt i de enkelte blogs.

Før var det kun min påstand, at tingene forholder sig således. Jeg havde beviser på fejl, men jeg kunne ikke dokumentere, at fejlene påvirkede noget og nogen. Med dette har vi nu et klokkeklart eksempel på, hvordan en muligvis forkert tekst sendt ud i cyberspace kan påvirke et kendis-vidne til at tro noget helt forkert i retten. Det ændrer ikke på det, Line grundlæggende er sur over, men det har påvirket hendes opfattelse af forløbet dengang.

Operachefen overraskede

Kasper Bech Holten var rejst hjem fra London på domstolens regning for at vidne i retssalen, og han overraskede mig meget. Veltalende, klog, nøgtern, sympatisk og fair. Selvfølgelig var han sur over, at han havde været udsat for kreditkort-stikprøver fra tys tys-kilden, og i forlængelse af det at det var blevet til en historie fra Sorrento i Italien, hvor han ellers var taget ned netop for at være i fred i kølvandet på ekskonens død.

Omvendt sad han hverken og snøftede eller fordømte SE og HØR som blad. Han nævnte tværtimod, at han havde haft et godt samarbejde med SE og HØR i sin tid, og at bladets artikler om ham generelt var blandt de mest fair, sobre og velskrevne, da han befandt sig midt i sit livs værste krise i efteråret 2008. I den forbindelse nævnte han, at bl.a. Ekstra Bladet tværtimod havde været totalt hardcore og unfair.

Respekt for at han havde nosser nok til også at ”rose” det ugeblad, hvis metoder han ellers var i retten for at fordømme.

Undertegnede atter i vidneskranken

Dagen sluttede af med den første del af anklagemyndighedens ”dokumentation”. Det er en længere proces, der kommer til at køre over flere dage, hvor alle deres fysiske beviser skal fremlægges for retten og dermed dommer og domsmænd. Alt skal med – og det tager tid.

Dokumentationen er det håndgribelige i sagen. Det, man kalder ”procedure”, er til gengæld der, hvor anklagemyndigheden sætter samlet ord på, hvorfor de mener, at de tiltalte skal dømmes. En konklusion, so to speak.

Man lagde ud med at vise en række artikler fra SE og HØR, som man mente, var skrevet på baggrund af tys tys-oplysninger. Det gjorde man ved at fremlægge en række sms-samtaler og konkrete kreditkort-beskeder og linke oplysningerne i dem til artiklernes indhold.

Jeg har fuld forståelse for, at anklagemyndigheden har benyttet denne metode, selv om man skulle mene, at det ikke burde spille nogen afgørende rolle i sidste ende hvor mange historier, tys tys-beskederne mundede ud i. Det er jo ifølge anklagemyndigheden ulovligt bare det at modtage informationerne, uanset om de gav stof til artikler i sidste ende eller ej.

Og så alligevel ikke. Ved at man fremviser konkrete artikler kombineret med indkaldelsen af kendte vidner, signalerer man jo, at det rent faktisk betyder noget for den samlede vurdering af sagen hvor mange historier, der er blevet skrevet, og hvilke kendte personer, der har været ”ramt” i samme moment.

Derfor følte jeg en trang til at korrekse, hvis man efter min mening fremviste en artikel, anklagemyndigheden mente, var blevet til på tys tys-manér, hvis dette ikke var korrekt opfattet. Det følte jeg dels for at bekræfte det, jeg hele tiden har sagt: Antallet af tys tys-artikler var meget lavt. Men det handlede også om, at jeg gerne frikender de journalister, der står på byline på de enkelte nyheder, hvis artiklerne overhovedet ikke er blevet til på den måde, anklageren mistænker.

Det må da ikke være fedt at have sit navn sat til offentlig skue på storskærme i retten foran en hel horde af pressefolk, hvis den pågældende artikel oprindeligt blev vakt til live på ”normal vis”. Set i det lys fik jeg heldigvis lov til at sætte mig i vidneskranken, og det er nok ikke sidste gang, jeg gør det.

Faktum er i hvert fald, at anklagernes dokumentation af blandt andet specifikke artikler i kombination med konkrete tys tys-sms’er fortsætter igen på torsdag i næste uge ….