Et lille, impulsivt blog-indspark, der nåede frem til TV 2 News, Radio 24syv og DR’s P1

IMG_6622

Efter hele syv dages ”pause” går det i morgen torsdag atter løs i retten i Glostrup. Jeg synes egentlig, at en uge er for lang tid at vente på næste kapitel i SE og HØR-retssagen. Det er fint nok med nogle dages pause hist og her, hvor man kan gå hjemme og reflektere over det hele, men en hel uge i dvale kunne jeg godt undvære.

Man kommer simpelthen ”ud af sync” med tingenes gang og føler, man starter lidt forfra. De seneste retsmøder og det, der har været sagt, står ikke længere helt i frisk erindring, når der er så lang tid i mellem retsdagene. Nu er ventetiden så slut for nu. Retssal F4 venter 9.00-15.30 torsdag og fredag.

Ser frem til en afslutning

Som tidligere nævnt kan jeg på en eller anden underfundig måde godt lide at være i retten. Ikke at jeg befinder mig som blommen i et æg – slet ikke – men hver dag på Vestegnen føles som endnu et skridt på vejen mod en afslutning på det hele. Et punktum, jeg ser frem til, uanset hvad dommen ender med at være. Det er kulminationen på snart tre års venten. Derfor er min filosofi: ”Let’s get on with it”. Jo før, jo bedre.

Bretov og Bondesen i ilden

Torsdag bliver spændende. Efter en række afhøringer af nogle vidner, som ikke var ”centrale spillere” i tys tys-cirkusset, men dog lå inde med en vis perifer viden, er vi nu nået til et par mere essentielle af slagsen: Kim Bretov og Lise Bondesen. Som alle ved, er det de to tidligere SE og HØR-chefer, som forud for den egentlige retssag valgte at køre tilståelsessager.

Med deres ankomst kan vi nok også forvente, at pressekorpset atter bliver fuldtalligt. De seneste to retsdage har ikke været så velbesøgte som de tidligere, men mon ikke både DR og TV 2 atter ruller ind på parkeringspladsen med deres store TV-vogne i morgen, og mon ikke også live-reporterne igen er at finde på de forreste journalist-rækker, hvor der er plads til computeren, fra morgenstunden.

Samme som sidst – og lidt til

Jeg forventer, at Bretov og Bondesen kommer til at sige nogenlunde det samme, som de fortalte, da de blev afhørt i forbindelse med deres tilståelsessag den 25. august. Ved den lejlighed var antallet af spørgsmål fra anklagemyndigheden dog begrænset, idet de to tiltalte jo netop tilstod. Der var ikke behov for at ”grave”. De lagde sig fladt ned og indrømmede alt, selv om de ikke nødvendigvis – det er i hvert fald min tese – mente, at de havde gjort det, de var tiltalt for. De havde deres årsager til at ville have det hele hurtigt overstået.

I og med de nu pludselig har status af vidner i stedet for tiltalte, vil der formentlig blive spurgt yderligere ind på en række punkter, og de vil nok også blive foreholdt beviser, som de ikke så skyggen af ved tilståelses-retsmødet. Beviser, som anklagemyndigheden via vidnernes forklaringer desangående ønsker, skal kunne ramme deres tidligere kolleger på den ene eller anden måde.

Planen for i morgen indbefatter i øvrigt yderligere et enkelt vidne, men jeg har ikke lyst til at sætte navn på vedkommende. Det må jeg vist i øvrigt heller ikke. Også medierne har i den forbindelse været gode til at lade være med at nævne navnene på de vidner, der hidtil har været afhørt, medmindre vidnerne selv har været ude og tale offentligt om tys tys-sagen forud for retssagen. Det har kun én gjort: Michael Medgyesi – den tidligere SE og HØR-fotograf, som i sin tid henvendte sig til NETS og PET for at fortælle om sine mistanker om en kreditkort-mand. Derfor blev han blandt andet nævnt ved navn på DR.dk forleden.

Et stille opråb, der blev til en debat

Jeg skal da i øvrigt ellers lige love for, at mit blogindlæg for nogle uger siden omkring fejl i diverse mediers live-rapporteringer fra retten har vakt opsigt.

Det var egentlig ikke tilsigtet. Jeg bruger denne blog til at beskrive, hvad jeg impulsivt føler, mener og oplever, og lige den dag var det altså de mange fejl i live-blogs, jeg havde lyst til at beskrive. Men målet var bestemt ikke at skabe stor debat i diverse radio- og TV-programmer. Det var et stille opråb, som jeg håbede, ville blive hørt internt på mediearbejdspladserne – that’s it.

“Digital dagsorden”, “Q&A” og “Mennesker og medier”

Alligevel har det nu bragt mig i både TV 2 News’ faste medieprogram ”Digital dagsorden” onsdag i sidste uge og senest Radio 24syvs ”Q&A”, hvor billedet i toppen er fra. Jeg havde en god snak med Sverre Quist i dag “live on tape”, der skal bruges i den kommende udgave af programmet. Det sendes på søndag eftermiddag og er vist allerede ude på podcast fredag. Derudover har den garvede journalist-kæmpe Kurt Strand blandt andet brugt min blog som udgangspunkt for en debat i P1-programmet ”Mennesker og medier”.

Indslaget på News kan med TV 2 Play abonnement ses her:

http://play.tv2.dk/programmer/magasiner/serier/digital-dagsorden/tiltalt-blander-sig-midt-i-retssag-123002/

Selv om jeg ikke målrettet gik efter at vække opsigt, kan jeg set i bakspejlet sagtens forstå, at det egentlig er en interessant vinkel for visse medier. Det havde jeg bare ikke tænkt over, da jeg skrev det.

Dels er det interessant, at tiltalte journalister kan ”blande” sig i debat og sagens overordnede gang hvad angår mediedækning ved f.eks. selv at kommentere i live-blogs fra retten, og dels er det noget nyt, at en impliceret i en sag skriver partsindlæg og skaber sit eget medie og sin egen platform, hvorpå man kommenterer undervejs. Det er man ikke vant til omkring retssager, hvor tiltalte som oftest siger så lidt som muligt.

Fører ikke egen sag

Skader det min sag, at jeg har nogle holdninger og meninger? Det synes jeg ikke. Jeg har skrevet en bog om det hele, hvor jeg lægger alle kort på bordet, og jeg har i øvrigt hele tiden været åben omkring min rolle, som jeg ikke mener, jeg skal straffes for. For mig er det en naturlig udvikling og noget, jeg har behov for at gøre som en slags tilføjelse til min bog, der selvsagt ikke indeholder noget om selve retssagen. Den var ikke engang berammet, da det sidste kapitel var færdiggjort i sensommeren 2015.

Samtidig er jeg som tidligere nævnt dog meget opmærksom på, at jeg ikke ”fører min sag” i cyberspace. Jeg ønsker på ingen måde at påvirke hverken anklager, dommer eller domsmænd med de ting, jeg skriver. Jeg har ingen holdning til, hvad de skal mene om de tiltaler, der er, hvordan de skal opfatte mig og de andre implicerede som personer eller hvordan de vurderer vores respektive roller i det store puslespil.

Jeg kommer derfor ikke med tilføjelser til min egen afhøring, og jeg kommenterer ikke ned i materien på de ting, andre har sagt, husker og mener. Skåret ud i pap: Jeg har ikke lyst til at præge den dom, der kommer. Jeg har ikke lyst til at præge retssagens gang. Jeg er heller ikke ude på at forsvare mig selv her på denne blog ud over helt overordnet gentagne gange at understrege, at jeg ikke føler, jeg har gjort noget ulovligt.

Men jeg vil gerne fortælle om alt det udenom. Male det store billede. Komme med nogle erfaringer og oplevelser fra retslokalet. Lufte nogle generelle, medierelevante holdninger. Beskrive, hvordan det som journalist er at være involveret i en stor sag som denne på godt og ondt. Og ultimativt: Forsøge at være en del af min egen branche og vise, hvordan man også kan lave et journalistisk produkt, når man desværre ikke har mulighed for at gøre det i ”et rigtigt job” lige for tiden. Kommer journalistikken ikke til mig, må jeg komme til journalistikken.

Fokus på bloggen – ikke på mig

Til sidst vil jeg til visse kritikere, som mener, jeg bare bør holde min kæft og stikke hovedet i busken, sige, at jeg altså ikke stiller op i diverse medier under retssagen for at fremme min egen sag omkring tys tys-delen eller fordi, jeg godt kan lide at se eller høre mig selv.

Jeg gør det for at skabe opmærksomhed om min blog, som er blevet mit hjertebarn og som efterhånden har fået en solid læserskare, og jeg gør det, fordi jeg er smigret over, at de ting, jeg skriver, bliver læst og – i ny og næ – kan være med til at skabe debat eller sætte en dagsorden, der forhåbentlig kan være med til at gøre branchen bedre. Nogle mener, jeg med mine tidligere handlinger har været med til at skade den. Nu skal der andre boller på suppen.

Derudover er jeg gået rundt i dvale for længe. Jeg har for længe haft alt for meget på hjerte, der ikke kom ned på skrift eller ud via andre kanaler. Nu skal det være anderledes. Jeg har derfor et stort ønske om at være synlig. Være tilgængelig. Og først og fremmest: Vise, at jeg stadig er her. At jeg stadig kan skrive. At jeg stadig kan og mener noget.

At jeg stadig er værd at satse på som journalist …

 

 

 

Skal man egentlig grine eller græde?

Ken

Hvordan kan I dog få jer selv til at stå dér og lave fis? Hvordan kan du overhovedet smile, når du er tiltalt? Fatter I ikke sagens alvor?

Billedet til dette indlæg er ikke ment som en provokation, men er egentlig bare medtaget for at illustrere den problematik, jeg vil anføre og beskrive herunder. For hvordan bør man som tiltalt egentlig opføre sig i og uden for retslokalet, og hvor megen opmærksomhed og hvor mange tanker bør man som impliceret give selvsamme undervejs i retssagen?

Hvornår – og på hvilke punkter – bør man lave om på sig selv og den måde, man fremstår på i retten – hvis man da overhovedet bør? Er det et problem, hvis man opfattes som for meget spasmager og for lidt alvorlig, når man er involveret i det, nogen har kaldt “den største medieskandale nogensinde”. Hvilke ting kan misforstås – og hvilke kan ikke?

Bør man bare være sig selv, eller skal man spille en rolle for at fremstå mest sympatisk? Og hvad definerer egentlig sympatisk? Bliver det gennemskuet, hvis man giver sig ud for at være en person, man ikke er? Og sidst, men ikke mindst: Betyder det overhovedet noget i det store billede, hvordan ens personlighed og opførsel i retten vurderes, når det, der reelt skal bedømmes, er de ting, der bliver sagt i retslokalet, og ikke hvordan man ser og tager sig ud?

Jeg har ikke svaret. Men jeg har bestemt nogle tanker omkring det.

“Du ligner en rocker”

Der har bestemt været mange ”gode råd” til mig forud for SE og HØR-retssagen fra folk, som mener, at man bør opføre sig på en bestemt måde i og uden for retssalen, have noget bestemt tøj på og signalere dit frem for dat for at give det bedste indtryk.

Ja, en enkelt person mente endda forlods, at jeg burde skifte mit profilbillede på min i øvrigt lukkede Facebook-profil, fordi ”jeg lignede en rocker” på det eksisterende. Det kunne opfattes forkert af dommer og anklager, mente han. Det gav ikke sympati.

Jeg har da bestemt lyttet til visse personer og har taget en del til mig undervejs, for nogle råd er bedre end andre, men enhver idiot kan jo regne ud, at man nok ikke skal dukke op i retten med t-shirt påtrykt ”ACAB”-logo eller ”Bevar Christiania” – endsige iføre sig en hullet Iceman-trøje fra 1995, forvaskede shorts og badesandaler.

Jeg kan dog ikke se, hvorfor en retssag skulle være årsag til, at jeg burde udskifte mit solbrille-profilbillede med et konfirmand-foto af mig selv fra 1994. Er jeg fordækt, bare fordi jeg har solbriller på og ikke smiler på mit foto? Skal jeg  forsøge at gro hår på toppen og dermed ligne en mand, der har været oppe at slås med en plæneklipper, bare fordi “nogen” måske mener, at en skaldet isse er synonym med ballademager? Det må altså være min egen sag, hvordan jeg portrætterer mig selv på min egen Facebook-profil. Det har intet som helst med retssagen af gøre.

Det er også logik for burhøns, at man naturligvis ikke skal fremstå ligeglad, sur eller hardcore i retten, når den er sat, og det er en given sag, at man ikke bør sidde og flashe sine tatoveringer eller symboler, der af fordomsfulde personer i teorien kan opfattes negativt. Dem, der bestemmer, skal ikke forvirres og vildledes. De skal kunne koncentrere sig om det, der fremlægges og siges i retssalen og ikke distraheres af udseende eller væremåde hos folk i skammekrogen.

Fra blazer til sweater

Tøjet tænkte jeg meget over på forhånd. De første dage – og dermed også på dagen, hvor jeg selv blev afhørt – bar jeg nyindkøbt blazer og ønskede dermed at signalere mere stil end drengerøv. Siden blødte jeg lidt op og bar i stedet langærmet t-shirt, sweater eller lignende. Jeg fornemmede, at stemningen hverken var formel eller højrøvet i retten. Man behøvede trods alt ikke at ligne en mand, som var på vej til konfirmation eller begravelse, erfarede jeg.

Henningsen halvnøgen på halmballe

Det sværeste for mig har været, hvordan man kan tillade sig at agere i retten. Jeg er normalt rimeligt socialt anlagt, højtråbende, snakkende og kæk som person, selv om de sidste par år bestemt har tæret på humør og fremtoning. Folk, som kender mig, ved, at jeg ikke er bleg for at fyre en vittighed af og at jeg er meget ironisk anlagt. Derfor er det svært pludselig at være nødt til hele tiden at tænke over, om man mon signalerer det forkerte i retssalen.

Sagen er jo alvorlig, men betyder det så automatisk, at man selv skal fremstå lige så alvorlig hele tiden? Må man overhovedet grine, hvis der er årsag til det? Må man smile, hvis det passer ind, uden at det opfattes som ”ikke-angrende”?

Som tiltalt er det altså noget, man uundgåeligt tænker over. Der bliver jo kigget på én hele tiden, når dommer og domsmænd højt hævet fra et podie sidder og skuer ned mod os, uden at man er i stand til at vurdere, hvad de tænker om én. De er vant til at bevare poker-ansigtet.

Ens eget poker-fjæs kan derimod være svært at holde, når et vidne – som det var tilfældet forleden – under afhøring bramfrit udtalte, “at det, hun huskede bedst fra Kim Henningsens tiltrædelse som chefredaktør, var, at han på et billede i bladet optrådte som SE og HØR-mand i bar overkrop kun iført boxershorts siddende med et fjoget smil på en halmballe” ..

Jeg må indrømme, at jeg konstant er opmærksom på, at jeg ikke sidder og ser spøjs eller mut ud. Jeg tænker over, hvornår jeg skal se alvorlig ud, undrende ud, glad ud, lyttende ud eller noget helt femte – alt afhængigt af situationen.

Folk kan hurtigt misforstå de signaler, man sender. Et grin, et smil eller en kæk bemærkning kan nemt opfattes som om, man er totalt ligeglad og ikke har nogen som helst respekt for sagens karakter og den dumme situation, man er i. At man mangler respekt for domstolen og sagens karakter. I andre tilfælde kan et smil tværtimod være med til at vise, at man ikke er den usympatiske bandit, visse folk tror, man er. Man skal finde den gyldne balance – og det er svært.

Den store balancegang

Det tog nogle dage, men jeg har opdaget, at der ikke sker noget som helst ved ikke at være gravalvorlig hele tiden. Man overlever altså ikke 20 dage i retten, hvis ikke man i pauserne kan løsne lidt op og opføre sig helt almindeligt med mulighed for at reagere – og agere – på den måde, man selv har lyst til helt impulsivt.

Jeg har flere gange tilladt mig selv at grine lidt sammen med de andre tiltalte. Der er også en løs, uformel snakken til tider i pauserne eller ved ankomst og “fyraften”. De tiltalte kender hinanden på kryds og tværs, og det ville være mærkeligt, hvis man alle sad med hovedet begravet i hænderne konstant.

Man må således ikke forveksle en til tider løssluppen stemning med, at man som tiltalt ikke har respekt for domstol og anklagemyndighed eller sagens indhold. At jeg for eksempel kan spottes stå med Henrik Qvortrup og grine betyder derfor ikke, at jeg synes det er fedt at være tiltalt i en retssag. Slet ikke. Det handler om et menneskeligt behov for at være sig selv.

Værsgo’ – her i planen

Har I ikke været i retten i dag? Hvorfor var der ingen live-rapportering? Hvornår er næste retsdag? Hvad skete der egentlig i dag? Hvordan ser programmet ud for den resterende del af retssagen?

Jeg får løbende mange spørgsmål om SE og HØR-retssagen og ser lige så mange af slagsen stillet i forskellige tråde på Facebook. Det er naturligt, at der er mange derude, som interesserer sig for ”skandalen”, og selv om de forskellige medier har været flittige til både at skrive artikler fra retsmøderne og opdatere i de meget omtalte live-blogs undervejs, så har informations-strømmen vedrørende retssagens skemalagte dage været nærmest ikke-eksisterende.

Som en servicemeddelelse kan jeg derfor hjælpe folk lidt på vej, så her får I overblik over, hvordan den resterende del af retssagen ser ud (med forbehold for ændringer):

29. september, 30. september, 3. oktober, 4. oktober, 13. oktober, 14. oktober, 27. oktober, 3. november, 11. november, 16. november, 17. november, 18. november, 24. november.

Jeg ved naturligvis godt, hvad der skal foregå de pågældende dage, for det er allerede mere eller mindre fastlagt, men det ved jeg faktisk ikke, om jeg må skrive om her. Da planen blev sendt ud til advokaterne, var det i hvert fald med en bemærkning om, at den skulle holdes tæt ind til kroppen. Det gør jeg så.

Hellere retten end lejligheden

Hidtil har jeg faktisk paradoksalt nok syntes, at det har været ”okay” at være en del af retssagen. Jeg kan ikke helt finde ud af hvorfor.

Selvfølgelig er der ting, jeg langt hellere vil bruge min dag på, men når der er ”fridage” (og dem er der, som I kan se, mange af undervejs på vej mod den sidste retsdag den 24. november), så ville jeg nærmest hellere være i retten end bare sidde og kukkelure derhjemme.

En teori kan være, at jeg har gået i et limbo og gloet i min lejlighed i to et halvt år uden job, men nu sker der endelig noget. Nu har jeg endelig noget at stå op til, og det hele føles som en underlig form for forløsning, når man så længe er gået i uvished uden klarhed over, hvornår der ville blive sat punktum for sagen. Det er vi på vej til nu.

En anden teori er – og det er nok den mest plausible – at de mange afhøringer i retssalen endelig bekræfter de ting, jeg hele tiden har fortalt og endda skrevet om i min bog. Hidtil har det hele været baseret på påstande, rygter og udokumenterede udsagn, som medierne – og folkedomstolen – har været nødt til at tage med et gran salt. For hvad var egentlig op og ned? Hvem talte sandt og hvem huskede forkert? Nu kan journalisterne endelig konkretisere, fordi de har noget mere håndgribeligt at berette.

De store linjer er nu blevet skitseret, bekræftet og fortalt, og det føles som en forløsning for mig. Det er en forløsning, at Qvortrup nu foran en domstol har indrømmet, at han førte ordet på det famøse møde med tys tys-kilden og at han ”hyrede ham”. En forløsning at det er blevet bekræftet, at en menig journalist ikke kunne hente kontanter til kilder i kassen uden en chefs underskrift. En lettelse at Kim Henningsen påtager sig det fulde ansvar for hans tid i chefredaktørstolen. Og så videre og så videre.

Det hele har været fremme tidligere i forskellige variationer og sammenhænge, men nu er det endelig blevet sagt højt foran en dommer, to domsmænd og anklagemyndigheden. Det vægter højt hos medierne, at ting er blevet fortalt i en retssal under afhøring, og dét argument understøttes af, at man i løbet af de første seks retsdage har publiceret masser af artikler med indhold og vinkler baseret på fakta fra retten, der ellers HAR været fremme tidligere.

Anklageren hilser med håndtegn

En anden årsag til, hvorfor jeg befinder mig godt i retssalen, er, at det hele ikke er helt så intimiderende som frygtet. Tonen kan godt blive skarp til tider og stemningen kan bestemt blive trykket, men alle hilser dog pænt på hinanden, der er plads til smil og grin, hvis der sker noget uventet eller hvis der kommer en kæk bemærkning, og retssalen ser – som tidligere nævnt – helt anderledes og mere indbydende og lys ud, end jeg havde forestillet mig. Der hænger med andre ord ikke en tung, sort sky over retten.

Når jeg møder chefanklager Morten Frederiksen på gangen om morgenen, hilser han altid med et slags vink med hånden og et smil. Han har også rost min bog. I et enkelt tilfælde grinede vi tilmed sammen over et eller andet, jeg ikke husker essensen af. Jeg ved godt, at det kan være en facade, men selv om man er ”modstandere”, så foregår alt på et plan, der er mere nede på jorden, end jeg havde troet.

To fodboldhold, der vil gøre alt for at slå modparten på banen, hilser jo også pænt på hinanden og kan opføre sig lidt kækt i spillergangen indbyrdes, inden man entrerer grønsværen. Det er noget, jeg hylder. Der behøver ikke være gravkammerstemning, ond dialog og had i øjnene, selv om man er duellanter.

Endnu en livserfaring

Til sidst vil jeg give et råd videre omkring noget, jeg har erfaret, har hjulpet mig i denne proces. Hjulpet mig til at tage i retten med oprejst pande hver dag og nærmest “glæde” mig til næste kapitel. Det kan i teorien bruges i forbindelse med alle de udfordringer, livet byder dig som menneske.

Forud for retssagens start besluttede jeg således at tage det hele som en ”oplevelse”. Som endnu en erfaring i livet. Som noget, jeg ikke har prøvet før, og som jeg bestemt ikke ønsker at prøve igen, men som bare lægger endnu et afsnit til bogen om mit liv. Jeg elsker at tilegne mig viden. Jeg er nysgerrig af natur. Kan godt lide at prøve nye ting. At opleve. Alt – positivt som negativt – lagrer sig i den database, der hedder hukommelsen. Alle oplevelser kan bruges til et eller andet i sidste ende, hvis man ikke er ubetinget sortseer.

Selv om årsagen til min tilstedeværelse i Glostrup er noget bras, så har jeg derfor besluttet mig for at anskue SE og HØR-retssagen som noget, der trods alt vil gøre mig klogere som menneske …

 

 

 

 

 

Flashback til SE og HØR-fortiden, pludseligt fraværende live-reportere og Ken B’s “video-bombing”

retten i glostrup

Det har været en “stille” dag i retten i Glostrup, men derfor skal I da ikke snydes for endnu et blogindlæg – denne blandt andet med en ny video, der er den anden i rækken fra mig her under retssagen.

Jeg har lovet at tage folk med ind bag kulisserne, men det er altså svært at lave ”backstage”-videoer, når man ikke må filme i retsbygningen og i særdeleshed retslokale F4, hvor tingene foregår. Jeg forsøger dog så godt, jeg kan at beskrive, hvordan sådan en retsdag foregår – lige fra jeg står op, til jeg kører hjem igen fra Vestegnen til dejlige Amager.

Ukendt land for vidnerne

Når jeg siger ”stille dag”, så skyldes det især det noget amputerede pressekorps. Det var tydeligt at mærke, at afhøringerne af SE og HØR-sagens nøglepersoner nu er afsluttet – minus tys tys-kilden. Der var mange stole ledige på pressepladserne i dag. Forklaringerne fra “hovedpersonerne” er afgivet, og nu kommer man så til de mindre “spillere”, som i nogle få tilfælde endda slet ikke har været netop det – spillere. De er nok knap så interessante for TV-holdene og de øvrige journalister at interviewe, og deres forklaringer er selvsagt ikke så detaljerede som ditto fra de tiltalte.

I dag gjaldt det således de første fem personer ud af en lang række vidner, anklagemyndigheden har indkaldt, og det var altså åbenlyst ikke noget, der havde journalisternes interesse sådan rent interview-mæssigt. TV-vognene fra DR og TV 2 var væk ude på p-pladsen, hvor de ellers har været hermetisk parkeret siden dag 1 lige fra den årle morgenstund, men reporterne ved nok godt, at det kan være svært at få personer, der ”bare skal vidne”, til at stille sig op foran kameraet.

Jeg fornemmede, at flere af vidnerne var rystende nervøse, da de ankom, men det er sgu da klart. Det her er ukendt land for alle i den retssal – især dem. Med det in mente ville alle vidnerne nok helst bare ankomme og afgive forklaring i ro og mag uden pressefolk omkring sig og dernæst fredsommeligt smutte hjem i en fart uden at gøre væsen af sig.

I dette tilfælde var der tale om en række tidligere eller nuværende SE og HØR-ansatte, som skulle fortælle om deres viden, men som formentlig ønskede at gøre alt for ikke at vække opsigt og blive kædet sammen med tys tys-cirkusset i medierne.

Fire ud af de fem – herunder to fotografer og to journalister – skulle blandt andet fortælle om en række ture til udlandet, de havde været på, der delvist var baseret på tys tys-tip. Det blev dog også understreget, at ingen af de beskrevne rejser udmøntede sig i artikler, der blev til på baggrund af kreditkort-informationer alene.

Det stemmer godt overens med det, jeg hele tiden har udtalt, selv om det selvfølgelig ikke er nogen undskyldning, nemlig at tys tys-kilden oftest kun var med til at guide ugebladets udsendte i den rigtige retning. Resten – det, jeg kalder ”rugbrødsarbejdet” – lavede man selv via research, snusfornuft, journalistisk tæft, held og flid.

Don’t hate the player

Det femte vidne, som stoppede på SE og HØR ultimo 2008 og dermed nærmest ikke var ansat i tys tys-perioden, var mest indkaldt for at berette om sladderkulturen og de generelle arbejdsgange i tiden under Henrik Qvortrup. Her var det formentlig anklagemyndighedens håb, at han ville fortælle om den – efter deres mening – stygge, onde Qvortrup og hans kontroversielle stil.

Det lykkedes kun delvist. Journalisten havde godt nok sagt op dengang i ren og skær journalistisk frustration, fordi han ikke kunne få nogen kendte i tale på grund af disses eskalerende had mod ugebladet, men til gengæld fortalte han som modvægt, at han ”rigtig godt kunne og kan lide Henrik Qvortrup, og at han havde et særdeles godt forhold til sin chef”. Det var således stilen og ikke manden bag selvsamme, han med sin opsigelse søgte væk fra.

Don’t hate the player – hate the game.

PET og NETS informeret

Et af vidnerne blev ligeledes udfrittet omkring, hvordan han i 2012 og 2013 havde advaret henholdsvis PET og NETS om sin mistanke om anvendte kreditkort-metoder på SE og HØR, men ingen af parterne havde set nogen grund til at gå videre med sagen efter lidt intern research, undersøgelser og betænkningstid.

Det har været bragt op enkelte gange i visse medier, men jeg synes godt nok ikke, at det har fået nok omtale, at man “negligerede” sagen dengang hos de to instanser. Jeg mener jo fortsat at det, vi gjorde på SE og HØR, ikke var ulovligt, men derfor burde man nok alligevel have taget vidnets henvendelser mere alvorligt, end man gjorde, når der kom meldinger om oplysninger, der blev videregivet.

I særdeleshed NETS må have røde ører. De undersøgte tilsyneladende egne systemer dengang uden at finde noget som helst, der fik de interne alarmklokker til at ringe, men da sagen rullede i 2014, og man siden foretog nogle lignende undersøgelser, var der pludselig masser af ”usædvanlige adfærdsmønstre” at spore. Hvorfor var de ikke spottet i første omgang?

Live-blogs på pause

Det måske allermest opsigtsvækkende i dag var, at der pludselig ikke var nogen live-reportere til stede. Det så jeg, at flere brokkede sig over på Facebook. Folk, som efterhånden har vænnet sig til, at de kan følge retssagen dag for dag på internettet i skriftform.

Jeg skrev forleden et blogindlæg, hvor jeg kritiserede disse live-blogs og reporterne bag dem for at begå for mange fejl undervejs i skriveprocessen. Grove fejl til tider. Det opdagede TV 2 News, og i går aftes var jeg således inviteret ind i programmet ”Digital dagsorden” for at tale om problemet. Om det var derfor, at samtlige fem til seks live-blogs i dag pludselig var sat på standby, skal jeg lade være usagt. Måske. Måske ikke.

Måske handlede det i virkeligheden bare om, at der som tidligere nævnt ikke længere skal afhøres ”kendisser” eller offentligt kendte personer. Ja, måske har man på de respektive medier endda et princip om, at man ikke ønsker at videregive informationer, som sagesløse vidner afgiver i retten. De er jo ikke tiltalt som os andre og bør som minimum ikke “belastes” ved navns nævnelse.

Krammer med Bondesen

Nu går der en uge, inden retssagen fortsætter på næste torsdag. Her bliver det mere spændende, og jeg forventer, at pressepladserne atter vil være fyldt op ved den lejlighed, når blandt andet Kim Bretov (den tidligere redaktionschef) samt forhenværende nyhedschef Lise Bondesen skal i vidneskranken. De er de to, der den 25. august fik en dom på seks måneders betinget fængsel samt 120 timers samfundstjeneste i en tilståelsessag.

Bondesen stødte jeg i øvrigt tilfældigt på i går ved Valby Bakke, da jeg skulle ud og spise running sushi med min ældste datter. Det var længe siden, jeg havde set Lise, og jeg fik derfor givet den søde rødtop en stor gensynskrammer.

Lise kan jeg godt lide …

 

 

 

 

Qvortrups forklaring, min respekt for Henningsen og twisten om Ingdals afhøring

retssal

Retsdag fire er nu vel overstået, og vi fik endda ”tidligt fri”, da retten blev hævet kort efter klokken 13 i stedet for 15.30 som normalt.

Årsagen til det kan du læse mere om i bunden af dette blogindlæg, men først lige et par kommentarer vedrørende dagens afhøring af min tidligere sladderboss, Henrik Qvortrup.

Som tidligere nævnt gider jeg ikke skrive for meget om mine med-tiltaltes afhøringer, men jeg kan dog godt løfte lidt af sløret for, hvad jeg især noterede mig med tilfredshed i dag.

Grundlæggende gik afhøringen lidt som forventet – og dog. Jeg synes faktisk, at ”Q” erkendte flere ting, end jeg havde regnet med, og selv om han i mange tilfælde efter sin afgang fra Aller Press ved årskiftet 08/09 har forsøgt at lægge afstand til sin SE og HØR-tid, så forklarede den skaldede journalist overraskende vidt og bredt om, hvordan kulturen og arbejdsgangene var på ugebladet i sin tid under hans ledelse.

10 punkter fra i dag

Jeg er især tilfreds med disse udtalelser fra Qvortrup under afhøringen i retten:

  • Journalister kunne ikke konvertere bilag til kontanter nede i mediehusets ”kasse” uden en forudgående underskrift fra chefredaktør eller redaktionschef.
  • Q kaldte det oplagt at antage, ”at han vidste, hvad han skrev under på, når jeg på opfordring hver måned kom ind for at få underskrevet bilag fra tys tys-kilden”.
  • Jeg spillede ingen rolle på mødet mellem ham og tys tys-kilden og fremstod helt tavs, men var bare indkaldt til mødet, fordi jeg som journalist havde været sat på den famøse bryllupsrejse, hvor kilden debuterede som tipper.
  • Det var dengang helt normalt på SE og HØR, at ledelsen satte en udvalgt journalist til at håndtere en god kilde i det daglige. Det var en del af jobbet, at man kunne komme til at udføre den slags opgaver.
  • Henrik Qvortrup indrømmede, at det var ham, som indgik aftalen med tys tys-kilden på mødet den 24. juni 2008 og selv efter lidt forhandling fastsatte ”lønnen” til 10.000 kr. pr. måned.
  • Endvidere var det Q som foreslog, at der skulle afregnes i det, han kaldte ”naturalier”, og han påpegede, at det var en helt normal praksis på SE og HØR dengang, at der blev afregnet med tippere og sågar kendte informanter via lidt alternative ordninger.
  • Det var Qvortrups vurdering, at alle i SE og HØR’s ledelse dengang var orienteret om- og dermed kendte til tys tys-kildens virke på bladet.
  • Der blev aldrig talt om, hvordan tys tys-kilden rent teknisk indhentede sine oplysninger, og efter Qvortrups vurdering vidste vi kun på et overfladisk plan, at kilden havde adgang til kreditkortoplysninger og dermed hvad han overordnet kunne, men ikke hvordan han lavpraktisk gjorde hos NETS (hvilket er helt korrekt).
  • Tys tys-kilden var på mange måder en kilde lige som alle mulige andre tippere på bladet – en person, som havde en viden fra sin arbejdsplads, som vedkommende besluttede at dele med bladet. En viden, der var brugbar for SE og HØR i forhold til at blive ledt på sporet af gode historier. Derfor så man ikke de faresignaler, anklagemyndigheden lagde op til, at man burde have spottet.
  • Når vi på SE og HØR talte om, at noget var “risikabelt” eller helst ikke måtte opdages, handlede det om kildebeskyttelse og konkurrerende medier – ikke myndigheder eller politi. Med andre ord: Vi har aldrig talt om, at det her var/kunne være strafferetsligt forkert.
  • Qvortrup bekræftede mine udtalelser om, at han havde ringet til mig i marts 2014 for at forhøre sig om kilde-aftalen, og at han i den forbindelse opfordrede til en fælles konsensus om, ”at det famøse møde aldrig havde fundet sted”.

”Telefon-samstemte” – men ud fra daværende viden

I forbindelse med sidstnævnte hændelse vil jeg præcisere én ting, der ikke kom helt klart til udtryk i retten. Anklageren konfronterede således Q med, at jeg under min afhøring havde sagt, at vi under den nævnte telefonsamtale ”skulle samstemme forklaringer” – med tryk på ”samstemme”.

Det lå i anklagerens tonefald, at vi nærmest allerede her gik i panik, og at vi derfor lagde en detaljeret fælles plan for damage control fremadrettet. I forlængelse af det undrede anklageren sig over, at jeg siden havde besluttet at fortælle om mødet og dermed ”bryde” Qvortrups og min mundtlige aftale, mens Q tværtimod indledningsvis bagatelliserede selvsamme i sine første udtalelser i april 2014.

Det er for så vidt korrekt, at vi på Qvortrups afsluttende opfordring aftalte, at vi ikke skulle tale for højt om det møde fra start. Men husk på, at vi på det tidspunkt ikke havde noget som helst konkret at forholde os til. Hvad der ikke helt kom frem i retten var, at den “aftale”, som jeg i øvrigt ikke brød mig om, jo kun byggede på de sparsomme rygter, vi havde hørt på daværende tidspunkt i marts 2014.

Vi anede dengang ikke hverken OM der kom en bog eller hvad den i givet fald ville handle om, så det telefoniske håndslag på Qvortrups opfordring byggede altså på præmisser, der senere blev ændret, da sagen rullede.

Ken B’s bog udkom, medieskandalen var en realitet og jeg havde nu brug for at pointere, at jeg altså ikke havde indgået nogen aftale med tys tys-kilden på et møde. Derfor åbnede jeg op. Med den nye situation in mente var det jo pludselig vigtigt for mig at beskrive, i hvilken forbindelse Qvortrup havde hyret kilden, fordi folk skød med skarpt mod mig og min rolle. Her måtte jeg nødvendigvis agere på en måde, så folk fik en viden om, at det her altså var en chefbeslutning – ikke min.

Godt tilfreds

Som jeg også udtalte til medierne efterfølgende, var jeg generelt godt tilfreds med Qvortrups forklaring. Han indrømmede de ting, han efter min ydmyge mening skulle, og selv om jeg måske synes, hans hukommelse var lidt dårlig på visse punkter, så var sammensurium af hans afhøring, at han påtog sig det chefansvar, han bør.

Anklageren virker meget undrende over for, hvorfor Qvortrup ikke kan huske, hvordan han har reageret på visse mails fra dengang – ja sågar, at han ikke i alle tilfælde kan huske de ting, der blev skrevet internt i sin tid. Her er jeg på Qvortrups hold. Jeg kan da heller ikke huske alle de mails, jeg skrev dengang, og der er da helt klart visse skriftlige beviser fra efterforskningen, som jeg havde glemt, lige indtil jeg noterede mig dem under gennemlæsning af bevismaterialet i november 2015.

Det kan altså ikke komme som en overraskelse, at man ikke kan huske alle detaljer fra dengang, hvilket i samme moment også understøtter – og her er vi ligeledes enige – at tys tys-kilden og arrangementet med ham på ingen måde prægede hverdagen.

Fordi der reelt var tale om en kilde som så mange andre, var det her internt på ugebladet ikke ”stort” på en måde, der kunne bevirke, at alle detaljer otte år senere den dag i dag står lysende klart for de implicerede. Det var en del af arbejdsgangen – men en meget lille del. Det kan nok være svært at forstå for udenforstående, som selvsagt betragter denne sag/skandale som meget større end os, der har været impliceret. For os føles det primært massivt, fordi det er endt, som det er endt og fordi mediedækningen har været så massiv, som den har, men dengang var det noget helt andet.

Da var det et redskab, man benyttede, men ellers koncentrerede man sig om at lave ugeblad og tænkte egentlig ikke nærmere over det i det daglige. Der kom så få historier ud af samarbejdet, at 99 procent eller mere af bladet i perioden – og dermed også den daglige produktion og vores arbejdsmetoder – handlede om helt andre ting, der ikke havde noget tys tys-prædikat på sig.

Vi har talt ud

Afslutningsvis vil jeg sige, at jeg taler ganske udmærket med min tidligere chef, og der er ikke – som nogen vist tror – ondt blod i mellem Qvortrup og jeg. Vi er på Baresso i frokostpausen hver eneste retsdag sammen med vores respektive advokater, og de tilfælde hvor Q har følt, at jeg unødvendigt har skudt med skarpt mod ham i medierne og hævdet, at han ikke i tilstrækkelig grad vedkendte sig sit ansvar, er glemt og tilgivet. Vi har talt ud.

Stor respekt for Henningsen

Nu ser jeg især frem til Kim Henningsens afhøring. Han er trods alt endnu en stor spiller i denne sag, og jeg fornemmer, at også han – måske i endnu højere grad end Q – vil vedkende sig sit ansvar og de faktiske forhold, selv om han – i lighed med mig – ikke mener, at han har begået noget strafferetsligt ulovligt.

Spørgsmålet er dog, hvor meget han husker fra dengang. Han jo selv fortalt vidt og bredt om, hvad de mange elektrochok under behandling for en svær depression har gjort ved hans hukommelse. Lad mig slå fast: Jeg tager det ikke ilde op, hvis der er huller i huskeren hos Kim H. Jeg har faktisk stor respekt for manden, selv om jeg gik lidt til ham i min bog, og jeg har endnu mere respekt for, hvordan han fremstår og ser ud i dag.

Manden ligner sig selv udseendemæssigt, og han agerer fornuftigt og i balance med sig selv. Han har fået et nyt syn på livet og tager en dag ad gangen, hvilket i sig selv er en bedrift efter den hårde omgang, han personligt har været i gennem. Respekt.

Når jeg håber, at han kan huske så mange ting som muligt, er det, fordi jeg er nødt til at tænke egoistisk. Jo mere cheferne indrømmer, jo mere vil det stå klart at jeg – som hele tiden påpeget – ikke har taget nogle beslutninger omkring tys tys-kilden ud over at udføre de opgaver, der i det daglige var mig pålagt som tovholder – nemlig at forestå kontakten til kilden og være et slags bindeled mellem kilden og ledelsen på SE og HØR.

Kommer Ingdal i stolen?

Forinden Henningsen er det planen, at Per Ingdal skal afhøres. Det tror jeg ikke, man får meget ud af. Selv om han har indrømmet, at han på et tidspunkt havde en vis viden, så er hans rolle trods alt relativt lille i det store billede.

Det, der er mest spændende omkring den tidligere konstituerede chefredaktør, er, i hvor stort omfang det kan bevises, om topledelsen/direktionen på Aller Media har været vidende om tys tys-aktiviteterne – og på hvilke tidspunkter.

Her tror jeg heller ikke, der er så meget at hente for anklageren. Jeg har i hvert fald aldrig talt med Ingdal om kilden. Ken B har heller ikke. Qvortrup udtalte i retten i dag, at han heller ikke havde. Om andre har – hvilket noget tyder på – ja, det får vi at se og høre.

Jeg har som nævnt mange gange kun en vis andenhåndsviden, og den vil jeg ikke dele her, da der ironisk nok – bladet der aftog oplysningerne taget i betragtning – ikke er grund til at løbe med udokumenterede rygter.

Lige nu er det faktisk tvivlsomt, om Ingdal overhovedet kommer til at sige noget, idet dommer Mette Lyster Knudsen krævede, at der skulle afgives forklaring fra Ingdal i dag mandag, og hvis ikke man efterkom dette ønske, skal man i Ingdal-lejren ikke forvente, at man får lov til at afgive en sammenhængende forklaring senere hen.

På trods af dét dekret afviste forsvarer Heine alligevel på Ingdals vegne at udtale sig, ”fordi de ikke var klar i dag”, så dermed blev retten hævet to timer før tid, og noget tyder altså på, at Ingdal slet ikke kommer i den varme stol, medmindre retsformanden besinder sig, når vi når så langt.

Meget klogere bliver vi på onsdag og torsdag, hvor de næste to kapitler i SE og HØR-sagaen bliver skrevet …

 

 

 

 

 

 

 

 

Hvis bare man ikke skulle holde mund …

shh

 

Så nåede vi i gennem dag 3 i retten i Glostrup. Denne gang var det min tidligere SE og HØR-kollega, Ken B Rasmussen (og ja – han vil gerne have, der ikke er punktum efter B), som skulle i den varme stol.

Under afhøringen stod det klart, at Ken og jeg er rimeligt enige omkring de overordnede linjer i tys tys-perioden, men der er også nogle punkter, vi er lidt uenige om. Punkter, hvor jeg føler, han husker forkert eller bør huske noget, han selv ikke erindrer.

Ken B havde sin agenda klar, og han var generelt, trods lidt tøven undervejs, ganske veltalende og forsvarede sig i de fleste tilfælde ganske fint, når anklager Morten Frederiksen gik hårdt til ham (endda en del hårdere end anklagerkollegaen Henrik Uhl Pedersen gik til undertegnede forleden).

Man skal ikke føre sin sag på nettet

Jeg har ikke lyst til at udtale mig for meget om det, Ken B sagde i retten. Dybest set er vi jo i samme båd i vores egenskab af at være de eneste ud af seks tiltalte, som var “menige” journalister i sin tid.

Jeg har også lovet mig selv, at jeg generelt ikke vil kommentere konkret på andres afhøringer her på bloggen eller på de sociale medier, og det løfte vil jeg mere eller mindre holde, for ingen kan være tjent med, at man ”fører egen sag” i cyberspace – og da slet ikke på andres bekostning. Især ikke midt under selve retssagen. Den må gå sin gang, og så stoler jeg på, at domstolen træffer de rette valg i sidste ende.

Hver mand er sig selv nærmest i dette cirkus. Jeg kan sagtens forstå, at Ken kæmpede sin egen egen sag under sin afhøring og at han ikke er sat i verden for at tænke på andre end sig selv – læs: mig. Der hvor jeg dog rynker lidt på næsen er, når personen i afhørings-skranken siger noget, man selv husker helt anderledes.

Det er generelt svært at sidde bare og lytte. Jeg tror ikke, folk kan forestille sig, hvordan det er, før man sidder der selv. Det forekommer især, hvis man ikke er helt enig i det, der bliver sagt, eller sagtens kunne komme med supplerende bemærkninger. Så tager man altså uundgåeligt sig selv i ofte at sidde og få lyst til at råbe op midt i afhøringen og korrigere, men formaste sig til at tale i retten når man ikke er forsvarer eller i den afhørtes sko? No-go. Det må man ikke. Fy-fy skamme.

Gør man det alligevel, kan man være sikker på at få en røffel fra den høje dommer. Det kan ikke medføre andet end skade på en selv og ens egen sag, hvis man råber højt uden at måtte blande sig i en anden persons afhøring. Derfor holder man selvfølgelig sin mund hermetisk lukket og tager det, der bliver sagt, til efterretning, selv om man muligvis er helt eller delvist uenig.

Det går begge veje

Jeg er dog samtidig udmærket klar over, at Ken B sikkert i enkelte tilfælde havde det på præcis samme måde, da jeg selv blev afhørt forleden. Hvor han følte, jeg enten sagde noget uberettiget om ham eller nævnte ham, hvor han ikke ville nævnes. Det kan ikke undgås.

Jeg er grundlæggende udmærket tilfreds med Ken B’s afhøring, selv om mange af de ting, han blev konfronteret med, også omhandlede mig. Det er jo uundgåeligt, når der er tale om to journalister, som på det tidspunkt, sagen omhandler, talte meget sammen i det daglige og derudover på hver vores måde var inde over den samme kilde. Hvem gjorde egentlig hvad – og hvornår? Det er op til andre at vurdere. Nu har vi givet hver vores besyv med.

Bladets kilde – ikke min

Jeg vil trods alt – og det skader ikke Ken på nogen måde, at jeg siger det – fremhæve en enkelt ting. Han fortalte således flere gange, “at tys tys-kilden var Kasper Koppings kilde”. Da blev jeg godt nok lidt rød i hovedet og fik derfor min advokat til at spørge yderligere ind, da de øvrige forsvarere måtte udfritte Ken B efter anklagerens afslutning, så det hele kunne blive præciseret.

Faktum er nemlig, at tys tys-manden IKKE var min kilde. Det var naturligvis SE og HØR’s kilde. Bladets kilde. Eller som Ken korrekt tilføjede: “Cheferne pålagde Kopping at have kontakt med ham”.

Hårdt at holde mund

For at komme med en form for konklusion er det – qua dette indlægs overskrift – sjovt nok noget hårdere at sidde og lytte til en afhøring i forhold til selv at blive afhørt. Er man selv ved mikrofonen, kan man med sine udtalelser trods alt nogenlunde præge tingenes gang og i visse tilfælde styre dialogen et sted hen, der er gunstigt for én selv. Anderledes er det at sidde og se passivt til uden at have noget at skulle have sagt.

Næsten som en børnehave

Nuvel – så nåede vi så vidt. De to menige journalister, der fik sms’er fra kilden i det daglige, er afhørt. Vi må videre i teksten. Nu gælder det de tre tidligere chefredaktører startende med Henrik Qvortrup på mandag. Det kom dog først på plads efter en mindre diskussion mellem forsvarere og anklager. Mere var det ikke, men medierne til stede fik det naturligvis fremstillet som et regulært skænderi.

Tonen var sober, men jeg vil medgive, at det til sidst nærmest mindede om en regulær børnehave i diskussion om, hvem der først skulle rydde op på legepladsen. Alle parter stillede diverse krav og holdt hele tiden fast på sit. Faktisk kom det til at føles så grelt, at jeg på et tidspunkt tænkte, at min forsvarer og jeg sammen med Ken B og hans ditto da vist efterhånden var de eneste tilbageværende parter i sagen, som ikke med brok og klager har sat os på tværs i forhold til tidspunktet for egen afhøring.

Rosinen i pølseenden

Dybest set handlede twisten om, at hverken Per Ingdal eller Kim Henningsen ønsker at lade sig afhøre før Qvortrup. De mener – og jeg er enig – at en kronologisk afhøringsplan må være på sin plads, for da Qvortrup var den første chef, der havde med kilden at gøre (og endda hyrede ham), så synes man fornuftigt nok, at han også må være den første chef, der skal afhøres. Det huer ikke anklagemyndigheden. “Q” og hans forsvarer Anders Nemeth er derimod mere end villige til at lade sig afhøre først.

Det står vist efterhånden klart for alle, at Morten Frederiksen og hans sidemakker Henrik hele tiden har haft en speciel årsag til at ville placere ”Q” sidst. De ønsker ikke at angive årsagen trods utallige opfordringer, men enhver kan regne ud, at man via andre afhøringer forinden gerne vil have opsamlet så meget skyts som muligt fra de øvrige tiltalte, som de i sidste ende kan bruge mod den skaldede mand. De vil have ham som rosinen i pølseenden.

Det får de ikke. Hverken Ingdals eller Henningsens respektive forsvarere ville således ændre holdning, så da man i sidste ende kort før klokken 15.30 fornemmede, at alternativet ville være ”ingen udtalelser i retten overhovedet” fra d’herrer, gav den åbenlyst irriterede anklager Morten Frederiksen sig til sidst, så Henrik Qvortrup kommer til at blive afhørt på mandag som den første chefredaktør.

Eller som anklageren afslutningsvis sagde: ”Vi er ikke interesseret i at forstyrre retten med spildte og aflyste retsdage”. Så fik de da DE plusser i bogen hos dommer Mette Lyster Knudsen.

Nu håber jeg bare, at cheferne ikke lukker lutter øregas ud. At de har styr på hukommelsen. Ellers får jeg nok endnu en dag, hvor jeg får lyst til at gribe mikrofonen og komme med tilføjelser, men samtidig er underlagt et strengt påbud om at holde min mund lukket …

Older posts