Hawaii-skjorten er strøget – og snart går advokaterne på sommerferie …

ferie

OPDATERET: Det er netop blevet mig meddelt, at anklageskriftet IKKE lander i denne uge.

Oprindelig tekst udgivet onsdag kl. 18:

“Heller ikke noget i dag”. Sådan lød det ganske kort og kontant på sms i morges fra en journalist, jeg har talt en del med om SE og HØR-sagen.

Det er egentlig lidt “sjovt” at erfare, at alskens reportere for tiden, som var det en brat opvågnen fra de døde, er gået i selvsving over det kommende anklageskrift i SE og HØR-sagen – eller vel nærmere manglen på samme. Mediedækningen har ellers været mere eller mindre død og skriverierne i dvale i hele 2016, men nu skal jeg da lige love for, at der sker noget i det skjulte ude på redaktionerne.

Det er som om, de enkelte mediers ansvarlige for dækningen af skandalen er endnu mere frustrerede over, at anklagemyndigheden bliver ved med at udskyde eventuelle tiltaler, end de implicerede i sagen. Det er nok ikke helt korrekt, for jeg er sgu mere end mellemfornøjet over den lange ventetid – men sådan virker det.

Jeg er således i den seneste uges tid blevet kontaktet af 5-6 journalister, som alle har haft samme spørgsmål: ”Ved du noget?”. “Hvorfor sker der mon ingenting?”. “Ring til mig, hvis du hører noget – så gør jeg det samme”. Samtidig vil de gerne mødes og tale til baggrund og dermed forberede sig på en kommende potentiel retssag, der efterhånden kan skimtes i horisonten. Der er ikke lang tid til september.

De ved, at jeg er en af dem, som gerne ”snakker”. Jeg stiller mig ofte til rådighed og taler gerne med journalister – primært uden for blokken. Det handler ikke kun om at guide dem på rette vej og nuancere tingene lidt, men også at skabe et slags bånd. Det er for mig en symbiose. Jo bedre forhold jeg har til de journalister og kriminal-reportere, som skal dække sagen og eventuelt sidde i retten i Glostrup hver dag til den tid, jo mere føler jeg mig gearet til at kunne håndtere den enorme mediedækning, der uundgåeligt vil komme, når det hele går løs.

Jeg vil ikke gå så langt som til at kalde mig deres kilde. Jeg sidder ikke og serverer andre sigtedes hoved på et fad over for journalisterne eller giver hemmelige oplysninger om andre for egen vindings skyld. Det handler primært om mig, mine holdninger og mit syn på sagen.

Heads up fra anklagemyndigheden

Journalisternes frustration går blandt andet på, at de selvfølgelig får travlt i dagene omkring anklageskriftets komme. De vil derfor gerne kunne planlægge deres tid. De skal først og fremmest sørge for at være på arbejde den dag det sker, så det ikke er praktikanten, som må overtage dækningen.

Jeg ved positivt, at flere af dem har kontaktet anklagemyndigheden nærmest dagligt i den seneste tid for at forhøre sig om muligheden for at få et ”heads up” en dag eller to inden tiltalerne er en realitet. På den måde kan de bedst muligt forberede sig på de artikler, de vil skrive og sørge for at være på job fra morgenstunden på selve dagen. Det har de dog til deres store ærgrelse ikke kunnet få lovning på, erfarer jeg, for det kunne jo tænkes, at en eller flere medier ønsker at følge en af de sigtede den dag, vedkommende får at vide, om han/hun er tiltalt eller i bedste fald fri fra retssystemets skarpe klør.

I værste tilfælde – for dem, altså – er de enkelte journalister gået på sommerferie, når der udsendes et anklageskrift. Industriferien er nær, skolernes syv uger lange lukkeperiode er for længst begyndt, og mange mediepersoner har nok mere Tenerife og Toscana end tiltaler, mere Roskilde-festival og Rimini end retssag og mere Kreta og Korsika end kreditkort-overvågning i hovedet i disse dage.

På med Hawaii-skjorten

Apropos sommerferie: Den slags holder advokater også. Jeg har hørt, at langt de fleste af dem lægger deres hårdt tiltrængte af slagsen i juli måned, hvor retssalene har lukket. De fleste har sikkert også børn, som de gerne vil bruge noget tid på, når de kære små har fri fra skole. Nu er det på med Hawaii-skjorten og væk med det kedelige jakkesæt for en stund.

Ferieperioden – hvis ellers tiltalerne kommer inden for den næste halvanden måneds tid – hæmmer advokaterne fra straks at gå i gang med at forberede et forsvar sammen med deres klienter. Selvfølgelig kan anklageskriftet sagtens komme om få dage – eksempelvis på fredag den 1. juli. Men det kan også komme om to uger. Eller om fire. Måske fem. Endda seks?

Med en advokat på ferie kan det i yderste konsekvens betyde, at man kun har halvanden måned eller mindre til at tale med- og forberede eventuelle vidner, nærlæse sagsakterne, studere paragraffer og i den forbindelse tidligere sager og domme i samme boldgade, der kan være til ens fordel, overveje en eventuel tilståelsessag når nu man kender de specifikke tiltaler, finde argumenter for frifindelse osv. Det er ikke lang tid, når man ved, hvor travle advokater normalt er. Ja, når jeg skal aftale en tid til at mødes med min af slagsen, så kan der ofte gå flere uger, inden han har et hul i kalenderen.

Svært puslespil

Jeg skrev forleden et indlæg, hvor jeg nævnte, at det ikke var et usandsynligt scenarie, at en eller flere advokater måske ser sig nødsaget til at kræve en eventuel retssag berammet på ny med manglende tid til forsvars-forberedelse som årsag. Det vil være en katastrofe. KA-TA-STRO-FE!! Den slags kan man komme til at vente en evighed på.

Se bare resultatet da man i november 2015 kom med udspil til berammelse af den retssag, vi lige nu kender til: September-november 2016. Næsten et år ville der komme til at gå. Et år! Sker det igen, hopper jeg i havnen. Nu har vi altså alle ventet længe nok. Der er gået et pænt stykke over to år, siden skandalen tog sin begyndelse i april 2014. Skal jeg vente et år mere, bryder jeg sammen.

Jeg vil nødigt være den person, som skal lægge puslespillet, når over ti travle advokater tilkendegiver, hvornår de vil kunne deltage i en tyve dage lang retssag ude i fremtiden. Det er svært. Meget svært. Det lykkedes da heller ikke helt, da man i efteråret sidste år skulle samstemme kalendere. Jeg så således dengang et dokument fra anklagemyndigheden, der beskrev, hvilke dage inden for den berammede periode visse af de respektive advokater ikke kan deltage i retssagen. Dem er der mange af. Det skal derfor nok blive fornøjeligt at få det hele til at gå op i en højere enhed, når den tid kommer.

Jeg tror ikke, det kommer så vidt, at vi skal til at have en retssag berammet på ny, men hvis det gør, vil det skabe stor ståhej og furore – ingen tvivl derom.

Nemeths fortolkning

Så er vi tilbage ved det evige spørgsmål: Hvornår kommer det efterhånden sagnomspundne anklageskrift? Ingen ved det, men der er visse indikatorer på, at det muligvis ikke er lige om hjørnet, som vi ellers alle håber.

Efter min tidligere sladderboss Kim Henningsens indlæg på Facebook forleden, hvor han fortalte om en henvendelse fra anklagemyndigheden, der endnu engang bad ham overveje en hurtig tilståelsessag, udtalte Henrik Qvortrups advokat, Anders Nemeth, på Finans.dk, at ”det eneste ved de oplysninger, der foruroliger mig, er, at de giver en bekymring i forhold til, hvor langt eller kort, anklagemyndigheden er nået med anklageskrifterne”.

Nemeth anfører i samme moment, at ”der efterhånden er gået ”uacceptabelt lang tid” uden en afklaring på, hvorvidt og hvordan de sigtede vil blive tiltalt”.

Står hans frygt til troende, så bliver anklageskriftet muligvis en af dagene udskudt for sjette gang. Sker det, ja, så skal journalisterne på sagen i hvert fald nok ikke regne med begavede udtalelser fra de respektive tiltaltes advokater. De har taget sandalerne frem, renset grillen, købt solcreme og er taget på ferie …

Eks-sladderboss i oprør

Henningsen

(Foto: Kim Henningsen/Facebook. Brugt med tilladelse).

Her gik man lige og troede, at det på denne blog efterhånden så mange gange beskrevne anklageskrift i SE og HØR-sagen var lige på trapperne. Men denne morgen kom endnu en mulig forhindring på vejen. Eller et bump, om man vil, for anklageskriftet skal såmænd lande før eller siden.

Min tidligere sladder-boss, Kim Henningsen, meldte således i arrige og let ironiske vendinger ud på sin Facebook-profil, at anklagemyndigheden har kontaktet hans advokat for at give projekt “få de implicerede til at erkende sig skyldige” endnu et skud i bøssen.

Kim Henningsen skriver (uredigeret):

Nyt fra SE og HØR-land: Jeg undrer mig i mit stille sind over anklagemyndigheden: Troede de var travlt optaget med at finde ud af, om der overhovedet skal rejses tiltale mod mig – der er jo “kun” gået to år og tre måneder siden, jeg blev sigtet… Men nej: Via min advokat har de i dag spurgt, om jeg overvejer en hurtig tilståelsessag… De må have spist søm og glemt at spytte hovederne ud!! Jeg har gentagne gange både under politiafhøringer og i medierne bekræftet det faktiske hændelsesforløb og påtaget mig det fulde ansvar. Men hver gang understreget, at jeg ikke mener at have begået noget lovstridigt. Hvordan de kan komme på idéen med en tilståelsessag, er mig en gåde – og jeg ved jo ikke en gang, hvad jeg skal “tilstå”, når der ikke foreligger et anklageskrift…

Selv har jeg (endnu??) intet hørt fra min advokat i den retning. Men det er absolut ikke første gang, at anklagemyndigheden forsøger at “slå en handel af” med de sigtede. Senest anklagemyndigheden var på banen, var i november 2015, hvor man gik i pressen og via mediekanalerne opfordrede de sigtede personer til at erklære sig skyldige. Argumentet var, at en 20 dage lang retssag ville blive meget dyr for de involverede, og man ville – hvis man tilstod – kunne spare en helvedes masse penge.

Læs en af artiklerne fra Ekstra Bladet desangående – samt Kim Henningsens reaktion dengang – her:

http://ekstrabladet.dk/112/presser-se-og-hoer-sigtede-tilstaa-og-drop-regningen/5820406

http://www.bt.dk/nyheder/sigtet-i-se-og-hoer-sagen-anklager-maa-jo-have-taget-svampe

Der er rigtig mange og svære overvejelser vedrørende en eventuel indrømmelse. Jeg har jo erkendt de faktiske forhold, men det er ikke det samme som at erklære sig skyldig i de paragraffer, vi alle er sigtet efter. Dem er jeg ikke enig i. Dem kan jeg ikke erklære mig skyldig i. Jeg mener ikke nødvendigvis, at jeg har begået noget ulovligt. Derfor er det for mig også en principsag, at jeg ikke ønsker at erklære mig skyldig i noget, jeg ikke mener at have gjort, for anklageren har dog ret i én ting: Der ville være en formue at spare på advokatregninger, hvis man undgik en lang retssag.

Salær på en halv million

Får man en dom, bliver man i de fleste tilfælde også dømt til at betale sagens omkostninger – herunder advokatsalær, men salæret er lige nu – inden en retssag – ikke så højt, at det ikke kan betales tilbage til staten inden for en overskuelig årrække. Det vil det til gengæld blive, hvis man skal i gennem en 20 dage lang retssag, hvor ens beskikkede advokat tjener over 2000 kr. – i timen!. Det kan så lægges sammen med det, man allerede skylder for de seneste to års advokat/klient-samarbejde.

Jeg har flere gange sagt, at man i tilfælde af en retssag vil ende på den forkerte side af den halve million. Frikendes man, slipper man derimod for at betale en krone. Ingen kvaler – staten betaler. Men er chancen for at blive frikendt så stor, at man “tør” gå i retten med udsigt til et liv i bundløs gæld? Ender man alligevel op med en mindre dom, så man reelt lige så godt kunne have erklæret sig skyldig forinden og fået en lignende lille dom – men spare en halv million? Jeg ender altid på samme konklusion: Man skal ikke give køb på egne principper og holdninger.

Skruebrækker – nej tak

Der er i øvrigt endnu et MEN. Hvis jeg går ind og erklærer mig skyldig, vil anklagemyndigheden formentlig forsøge at bruge mig som vidne i retten mod dem, som eventuelt ikke erkender sig skyldige. Ja, de ville vist nok faktisk kunne tvinge mig til det, selv om de selvfølgelig ikke kan tvinge mig til at sige noget, hvis jeg endelig sidder dér i stolen som en slags Judas, der for egen vindings skyld har erklæret mig skyldig i noget, jeg ikke mener, jeg er skyldig i.

Ja – vi er alle os selv nærmest. Men jeg ville i det tilfælde føle mig som en skruebrækker. Som en mand, som skulle sidde og stikke mine tidligere kollegaer i ryggen i retssalen. Det ville jeg ærligt talt have det meget svært med. Jeg skal ikke være manden, som erklærer mig skyldig bare for at spare penge, og på den måde inddirekte siger, at alle de andre også er skyldige.

Disclaimer: Jeg skal selvfølgelig passe på, hvor skråsikkert jeg udtaler mig, for man ved sgu aldrig, hvad der sker og hvad ens advokat i sidste ende vil anbefale. Der kan jo ske udvikling i sagen. For hvad hvis fem andre sigtede pludselig erklærer sig skyldige? I det tilfælde vil min nuværende holdning bygge på forkerte præmisser.

Summa summarum: Jeg tror stadig, der er en mulighed for at blive frikendt. Og jeg vil kæmpe i retten til “sidste blodsdråbe” for, at jeg meget snart atter kan være en fri mand. Fri til at leve livet igen. Fri til at være glad igen. Fri til at arbejde som journalist igen. For siden april 2014 har jeg været i et åbent fængsel – uden mure. Uden vagter. Men et fængsel, jeg ikke har kunnet – og ikke kan – bryde ud af. Endnu …

 

 

Så fik jeg også prøvet at blive starstruck …

Roland klip

Radio 24syv er efterhånden blevet mit andet hjem. I forbindelse med SE og HØR-sagen har jeg således flere gange besøgt studiet – heriblandt programmerne ”24syv Morgen”, ”Reporterne”, ”Det, vi taler om” og senest – i fredags – ”Politiradio”.

Det sendes i dag søndag fra kl. 16.05 – 17.00, men hvis du ikke har tid til at lytte “live”, så tjek podcasten ud på http://www.radio24syv.dk/programmer/politiradio/, hvor det lægges ud umiddelbart efter.

Jeg synes personligt, at det er en – undskyld udtrykket – skidegod kanal, og det er nogle gange dejligt befriende at høre begavet taleradio helt fri for forstyrrende musik. De fleste har nok prøvet det, hvis de for eksempel har lyttet til “Mads og Monopolet”. Musikken forstyrrer. Hvis man først bevidst har slået ind på debat-programmet, der vel nok er landets største lyttermagnet på tværs af alle kanaler, så er det dét, man vil høre.

Man kan ikke undgå at tænke, at det som lytter ville være kærkomment at høre et dilemma eller to mere i stedet for at blive tvangsindlagt til at udsætte ørerne for den nye single med Britney Spears eller for 1000. gang at lytte til “For evigt” med Volbeat midt i det hele.

Måske er jeg bare blevet gammel, men jeg hylder hellere taleradio og programmer, man bliver klogere af, end pophelvede og over-energiske stand up-spradebasser på eksempelvis The Voice. Jeg hører vel med mine 38 år efterhånden mere til P4-segmentet end P3’s ditto, og jeg lytter hellere til Pop.fm og Radio Nova end Radio NRJ. Ud over Statsradiofoniens bud på en kanal til ”de lidt ældre”, så lytter jeg derfor meget til eksempelvis ”Fodbold.fm”, ”Reporterne” og især ”Det, vi taler om” på Radio24syv, der ligger placeret i People’s Press’ domicil på Vester Farimagsgade i København.

Håndtryk med Roland

Værten på “Politiradio”, kriminalreporteren Marie Louise Toksvig, ringede til mig forleden for at få en indledende snak, fordi hun – lige som de fleste andre journalister med interesse for krim-stof – er vågnet op af tys tys-dvalen, her inden et anklageskrift formentlig snart lander. Efter at hun på min opfordring havde læst denne blog, var hun dog pludselig – sagt i al beskedenhed – fyr og flamme for at få mig i studiet.

Det ville jeg gerne. Dels fordi jeg godt kan lide at give noget af mig selv og fordi programmet graver et spadestik dybere end så mange tabloid-mediers clickbait-artikler, men også fordi jeg naturligvis øjnede lidt reklame for skriverierne her på Bloggers Delight. Det fik jeg – og tak for dét, Marie :-D.

Mens Nikolaj Vraa, Ditte Okman, Mascha Vang, Elisa Lykke, Henrik Qvortrup og co. var i hovedstudiet live lige ved siden af i det faste fredags-show ”Det, vi taler om” for ironisk nok at tale om mit kerneområde  – sladder om de kendte –  entrerede jeg i stedet et mindre studie, hvor vi skulle optage ”Politiradio” til planlagt udsendelse i dag.

Det virkede ærligt talt lidt ironisk at det stof, jeg allerhelst taler om, blev behandlet godt og grundigt i det ene studie, mens jeg – qua SE og HØR-sagen – begav mig ind i det andet for at tale om sigtelser, tiltaler, politi og retssag. Det var på en eller anden forunderlig måde et meget beskrivende og sigende billede på mit tidligere liv kontra mit nuværende.

De faste medværter – Toksvigs sidekicks – er den tidligere politimand, Dan Bjerregaard, og skuespiller-opkomlingen og – ja, det mener jeg faktisk – megastjernen Roland Møller, som har forladt en tidligere kriminel løbebane til fordel for skuespillet, der endda også har bragt ham til Hollywood.

Selv om jeg har mødt mange kendte gennem tiden – også kendte, som med al respekt er langt større stjerner end Roland – må jeg sgu indrømme, jeg blev lidt starstruck, da jeg med et fast greb rystede næver med hovedrolle-indehaveren i film som ”Nordvest” og senest den meget roste ”Under sandet”. Han er mindre – læs: lavere – end jeg troede, efter at have set ham på det hvide lærred, men manden emmer bare langt væk af autoritet, selvsikkerhed og karisma.

I begyndelsen af udsendelsen troede jeg, at Roland Møller er et regulært dampbarn, for telefonen blev konstant tjekket, sms’er blev skrevet i lind strøm og benene blev aldrig holdt helt i ro. Pakken med Blå Kings placeret på bordet lige foran ham tolkede jeg dog efterhånden som årsagen til uroen. Manden virkede simpelthen som om, han var pisse rygetrængende efter bare 10 minutter i studiet :-D.

Jeg følte undervejs i den timelange udsendelse, uden sammenligning i øvrigt, at han som eks-kriminel mere end nogen forstod min situation. Han sad flere gange undervejs og gav mig thumps up for mine svar (det er den slags, man jo ikke fornemmer ud gennem radioen), og selv om han – i lighed med eks-strisseren Dan – også gik lidt til mig, som de jo naturligvis skal, så følte jeg mig tryg i hans selskab.

Som I kan se i toppen af dette indlæg, sneg jeg mig også til at tage et lille billede af ham undervejs, uden at han så det. Undskyld, Roland – men én gang paparazzi-journalist, altid paparazzi-journalist, ikke sandt?.

Kendt “for sent”

Jeg vil ikke tale for meget om indholdet i selve programmet med mig, for det kan I selv høre, men jeg gik fra studiet med en god fornemmelse i kroppen. Jeg følte, at især værten Marie Louise Toksvig ”var med mig” og mest fokuserede på den personlige deroute frem for harme over det, jeg er anklaget for at have været med til at bedrive på SE og HØR mellem 2008-2011, da tys tys-kilden var aktiv.

Som et kuriosum er jeg lige nødt til at nævne en af mine indledende kommentarer til Roland Møller, da vi gik i gang med at tale om SE og HØR-skandalen. Jeg kunne simpelthen ikke dy mig. Det røg simpelthen bare ud af mig:

”Ja, Roland – du skal nok være glad for, at du ikke var blevet kendt endnu, da tys tys-kilden var aktiv”, sagde jeg – suppleret af et blink med øjnene, der skulle signalere ”hø-hø”.

Jeg gjorde det ikke for at bagatellisere sagen eller gøre grin med de kendte, som engang blev “overvåget”, men for fra start at bryde isen og lave lidt gas. Faktum er jo, at Roland formentlig absolut havde været blandt de interessante kendisser, SE og HØR havde haft “på listen”, hvis han havde været en populær og meget benyttet skuespiller allerede i 2008.

Dengang rendte han dog i stedet rundt og lavede kriminalitet og sad ofte i spjældet, og han havde ingen anelse om, at han otte år efter ville tjene til dagen og vejen ved at ernære sig med skuespil på højt plan frem for at sælge stoffer, lave indbrud eller hvad han nu lavede. Ja, aner faktisk ikke, hvad det var, han røg i fængsel for i tidernes morgen. Det er en saga blot, og det er det, jeg forholder mig til. Alle fortjener en chance til. Det mener jeg mere end nogensinde. Gæt selv hvorfor.

Roland reagerede prompte med et skævt ansigtsudtryk, der dog blev efterfulgt af et lille grin og et koket ”ha-ha”. Han kunne tage det. Respekt for den mand. Og respekt for, at han er kommet ud på den anden side. På den måde er han en ligesindet. Selv om jeg aldrig nogensinde kommer til at være på niveau med Roland Møller hvad hardcore kriminalitet og fængselsophold angår, så har jeg planer om i mindre målestok at opnå det samme, som han har formået:

At komme ud på den anden side. At blive en succes igen. At lære af mine fejltagelser. Og ikke mindst: Blive respekteret for det, jeg kan i dag og ikke fordømt for hvad jeg desværre i sladderens navn bedrev engang …

I radioen hos Roland Møller – og lidt om at stille op i medierne

Roland

(Foto: Radio 24syv)

Efterhånden som SE og HØR-skandalen har udviklet sig, er det vist blevet klart for alle, at de forskellige sigtede har og har haft vildt forskellige strategier i forhold til åbenhed og villighed til at give noget af sig selv til medierne.

Ken B Rasmussen, som startede det hele med sin bog, har selvfølgelig stillet sig til rådighed for det meste. Vel nok primært – er mit gæt – for at sælge bøger, men også fordi han ikke har haft nogen problemer med at indrømme, hvad han har været involveret i. Hvis der var alt for mange hemmeligheder, havde han nok ikke skrevet ”Livet, det forbandede”.

Andre har pippet i ny og næ, men har for det meste enten sagt ”ingen kommentarer” via deres advokat eller stringent udvalgt, hvad det kunne betale sig at stille op til i forhold til personlig branding. Her tænker jeg primært på Henrik Qvortrup, som oftest har givet lange, forkromede interviews, der mere gik på hans ”deroute” og nye liv frem for hans egentlige involvering i tys tys-sagen.

Jeg forstår ham udmærket. I nogle tilfælde kan det give rigtig god mening at stille op, hvis vinklen og præmissen er i orden. Hvis det gavner en at komme på banen med nogle holdninger og synspunkter, som kan nuancere billedet og de kritiske røster en anelse, men som først og fremmest kan skabe et billede af, at der altså er et menneske af kød og blod bag den udskældte person i krise.

Og så er der dem, som absolut INTET har udtalt. Her kan nævntes tys tys-kilden, SE og HØR’s tidligere redaktionschef og en række af de ”mindre fisk” i sagen, som i nogle tilfælde end ikke er omtalt i medierne ved navn endnu. Deres valg må man også have respekt for – vi er alle forskellige individer med forskellige holdninger,  motiver og lyst til at optræde i offentligheden, og den ene strategi er ikke bedre end den anden.

Vær synlig

Selv har jeg hele tiden været ret klar omkring min egen mediestrategi. Jeg har især udtalt mig, hvis jeg er blevet forelagt ting, jeg finder uretfærdige. Jeg har udtalt mig, hvis jeg gerne ville give et specifikt statement. Jeg har deltaget i artikler, interviews og TV/radio-programmer, hvis jeg har kunnet se en fordel i det for mig. Og så har jeg skrevet en bog, som jeg naturligvis gerne ville sikre maksimal omtale med henblik på øget salg.

Bortset fra den indledende tavshed, da hele sagen begyndte at rulle i april 2014, har jeg signaleret, at jeg står til rådighed. Det er der mange, som ikke helt forstår. Hvorfor ikke bare stikke hovedet i busken og lade være med at inkriminere sig selv yderligere? Jeg mener tværtimod, at åbenhed både kan være med til at nuancere, signalere at man hverken er fordækt eller hemmelighedsfuld og at det kan være med til at skabe synlighed. Når nu man allerede hos politiet HAR indrømmet “de faktiske forhold”, sker der intet ved at give nogle kommentarer med på vejen hist og her. Folk ved jo allerede godt, hvad min rolle i tys tys-sagen var. Nu er det så op til retssystemet at vurdere, om det var ulovligt, eller om jeg skal straffes for det.

Det værste, der kan ske, er, at ”man bliver glemt”. Skal man nogensinde have et job igen i mediebranchen, hvor man ofte bliver ansat på “sit navn”, tidligere meritter, netværk eller via anbefalinger internt, skal man stå frisk i folks erindring. Det er blandt andet også derfor, jeg har startet denne blog. For at gøre folk bevidste om, at jeg stadig er her. At jeg stadig har noget på hjerte. At jeg stadig kan skrive.

Der er endnu en årsag til min velvillighed til at stille op i medierne: Nu har jeg i næsten 10 år om nogen kæmpet for at få kilder i tale på SE og HØR. Kæmpet for at få en bare en lille udtalelse. Forsøgt at overbevise de kendte om at give et interview til et blad, der ofte var i unåde. Jeg føler derfor, det er på sin plads, at give lidt igen. Jeg kender arbejdsbetingelserne. Jeg kender gamet. Vær mod andre, som du ville ønske, de var mod dig. Giv en lillefinger – så tager journalisterne ikke hele hånden. Del ud af dig selv.

Udenfor blokken

I flere tilfælde har jeg talt med journalister ”uden for blokken”. Det er det, man også kalder ”at tale til baggrund” i fagsprog. At man har en løs snak med en journalist, så man med sin viden kan guide vedkommende de rigtige steder hen, udrydde misforståelser og gøre skribenterne klogere på sagen, uden at man bliver citeret for noget i spalterne. Det skaber samtidig en form for bånd mellem journalisten og mig. Jeg giver dem noget – og de giver mig noget retur. Folk, man føler, man kan stole på. Folk, man sidenhen kan ringe til, hvis man gerne vil kommunikere et budskab ud og sikre sig, at det bliver præsenteret ordentligt.

Det er absolut ikke alle journalister, der bare venter på en god lejlighed til at slagte en. De fleste er søde og rare, forstående og medgørlige. Nogle gange kan skinnet selvfølgelig bedrage. Man må ikke lade sig narre af, at visse journalister kan være ”flinke”, fordi de gerne vil have noget ud af én. De klapper en på ryggen, stryger hunden med hårene og taler måske en efter munden, fordi de på den måde håber, det er dem, man ringer til, hvis man på et tidspunkt har en god historie eller et budskab. Så håber de, man vælger dem og deres medie som platform.

Det er et sjovt spil, der kører, og det har været interessant for mig at opleve rollen som ”den udspurgte”. Jeg har byttet plads. Nu er det mig, der svarer. I sin tid stillede jeg selv spørgsmålene. I sin tid var det mig, der forsøgte at skabe et stort og godt kildenetværk ved “at være XXX’s ven”. Intet falsk i dét, og jeg kunne aldrig drømme om at tale med en journalist, jeg ikke bryder mig specielt om eller som jeg ikke har lyst til at give guf til blokken, men ALLE i mediebranchen har deres egne bagtanker og dagsordener med det, de gør. Det skal man være bevidst om.

Et eksempel er fagbladet Journalistens faste freelance-mand på sagen. Jeg tror nu ikke, han har skjulte dagsordener, og han er verdens flinkeste mand, men alligevel ved jeg da udmærket godt, at han har taget kontakt (og vi har allerede mødtes tre gange til kaffe), fordi han håber, at jeg kan give nogle guldkorn, gøre ham klogere på sagen, har insider-viden og kan være ”hans mand”, når en eventuel retssag begynder.

Det er forståeligt og naturligt – og en god strategi. De journalister, jeg løbende har haft bedst og mest kontakt med “uden for blokken”, er dem, som meget tidligt udviste interesse og høfligt henvendte sig stille og roligt, for at vi kunne spore os ind på hinanden. Dem, der har forsøgt at opbygge et tillidsbånd med mig og som ikke signalerede hastværk, men derimod tid til at fordybe sig. Tid til at forstå tingene ordentligt. Tid til at grave et spadestik dybere end clickbait-artikler og sensations-overskrifter. Dem, der ikke havde lavet overskriften på forhånd.

Radio med Roland

Helt aktuelt har jeg sagt ja til at deltage i et radioprogram på Radio 24syv, der hedder “Politiradio”. Det sendes på søndag den 26/6 fra kl. 16.05-17.00, og optages i morgen, fredag, ved metoden ”live on tape”. Det vil sige, at der ikke sendes direkte, men at der heller ikke klippes i programmet, inden det sendes.

I disse tider, hvor journalister og medier er ved at vågne fra tys tys-dvalen, fordi der uundgåeligt er et anklagskrift på vej, er jeg meget bevidst om, at jeg ikke skal deltage i hvad som helst. Det skal ikke virke som om, at jeg er en større spiller og hovedmand i sagen, end jeg er, bare fordi jeg er en af de eneste, som stiller op til medierne. Det skal ikke hele tiden være Kasper Kopping, der taler om sagen. Folk skal ikke tænke “gud – hvorfor har de hevet Kopping ind i stedet for Qvortrup? Er han den, der har størst skyld?”.

Lige præcis dette program deltager jeg dog gerne i. Meningen er, at de vil fokusere på det, som denne blog egentlig også handler om – nemlig, hvordan det er for en ellers ganske almindelig og normalt bundhæderlig fyr pludselig at være i kontakt med retssystemet og lovens lange arm. Den personlige beretning. Detaljerne og alt det lavpraktiske i skandalen HAR været endevendt og behandlet 1000 gange, og bliver det nok igen alskens steder i det næste halve års tid. Men det HAR jeg skrevet en bog om. Læs den – og lad os tale om noget andet :-D.

Jeg ser frem til at få en hyggelig snak med værterne – kriminalreporteren Marie Louise Toksvig, som i øvrigt er EB-chefredaktør Poul Madsens bedre halvdel, skuespilleren Roland Møller og en tidligere bandebetjent ved navn Dan Bjerregaard. Den treenighed (journalisten, den tidligere kriminelle og eks-strisseren) gør, at konceptet holder, og jeg tror, det bliver ”sjovt”, selv om jeg for fem år siden aldrig havde troet, jeg skulle være hovedperson i et program ved navn “Politiradio”. Der kan man bare se …

Lyt med – og god weekend 😀

 

 

 

 

Nu troede man lige …

retten i glostrup

Efterhånden er denne blog sgu nærmest blevet som det, mange beskylder sladderbladene for at være: Svære at blive kloge på. Svære altid helt at tro på. Guderne skal vide at jeg i alt, der omhandler mig og min rolle i tys tys-skandalen, fortæller sandheden, men lige omkring én ting halter det gevaldigt: Det famøse anklageskrift.

Her føler jeg mig på totalt usikker grund, men jeg kan ikke gøre andet end at skitsere virkeligheden, som den er. Faktum er, at der konstant kommer nye meldinger vedrørende kommende tiltaler. Jeg kunne ganske vist bare holde min kæft og først melde noget ud, når der er fuldstændig vished, men meningen med denne blog er jo samtidig, at jeg gerne vil dele mine tanker, holdninger og “nyheder” med jer alle. Det må I leve med 😀

I går kunne jeg fortælle, at anklageskriftet formentlig kom i denne uge. I dag er meldingen en anden. Fra pålidelig kilde rygtes det nu, at det er udskudt, således at det ikke kommer før tidligst i næste uge. Det har vi prøvet før. Jeg er efterhånden holdt op med at forvente noget som helst.

Er der tid nok?

Jeg har flere gange anført, at det egentlig ikke er så vigtigt i forbindelse med en eventuel retssag, hvornår der falder et anklageskrift. Den løber jo ingen steder. Allerede i efteråret 2015 blev de forskellige advokater i sagen bedt om at samstemme kalendere, så de alle ville kunne deltage i en potentiel retssag engang i fremtiden. Det blev så september-november 2016. Eller gør det?

Der er nemlig et MEN. Jo længere anklagemyndigheden trækker tiden, jo større er sandsynligheden/risikoen for, at en eventuel retssag bliver udskudt. På et eller andet tidspunkt har en eller flere advokater fået nok. På et eller andet tidspunkt kan det ske, at en eller flere advokater mener, der simpelthen ikke længere er tid nok mellem offentliggørelsen af et anklageskrift og berammelsen af retssagen. Et tidspunkt, hvor de vil begære hele cirkusset udsat på grund af travlhed, sommerferie og i forlængelse deraf manglende tid til at forberede sit forsvar, indkalde og tale med vidner og researche på tiltaler/paragraffer/smuthuller osv. i samarbejde med klienterne.

Skulle det ske, at vi må vente en måned eller mere, så er dette scenarie absolut ikke utænkeligt. Og hvad sker der så? Jo, så skal advokaterne gennemgå samme procedure som i efteråret sidste år. Samstemme kalendere på ny. Finde tid. I det tilfælde kan man risikere, at retssagen udskydes endnu et halvt til et helt år. Det er jo ikke en cykelhandler eller frisør, der er tale om, som nemt kan finde tid samme uge eller ugen efter til at udføre ordren. Der er tale om travle hotshot-advokater, som i nogle tilfælde har kalenderen booket et år ud i fremtiden. Gys!!

Nuvel – mon ikke der trods alt kommer et anklageskrift, inden folk går på sommerferie. Alt andet vil i min verden være utænkeligt, men hvis der er én ting, denne langtrakte sag har lært mig, er det, at man ikke kan vide sig sikker på noget som helst.

 

Bagest i køen

Men hvad er det egentlig, der tager så lang tid? Er man kommet i tvivl? Har de ikke nok? Er der tvivl om nogle af tiltalerne? Er der nok guf på de enkelte paragraffer? Eller er der bare tale om sygdom og travlhed, som jeg før har hørt rygter om?

En overvejelse kunne f.eks. være, om man har nok på en mand som Henrik Qvortrup. Er det risikoen værd at tiltale ham, hvis sandsynligheden er stor nok for, at han kan gå grinende ud af retten med armene hævet over hovedet? Som jeg har sagt før: Jeg tror IKKE, at samtlige 12 sigtede ender med at blive tiltalt. Omvendt vil jeg føle det meget mærkeligt, hvis generalen fra dengang slipper helt, mens jeg – fodsoldaten – rammes hårdt. Så er der noget helt galt, men igen: Hvad vejer tungest. Fysiske beviser eller folks forklaringer i retten?

Derudover er det ganske almindeligt, at hvis der kommer hastesager ind, der skal berammes eller behandles hurtigt, så træder andre sager, som allerede ER berammet, lidt i baggrunden. Så ender de bagest i bunken. I politiets og anklagemyndighedens øjne er SE og HØR-sagen nok IKKE en hastesag. Den løber ingen steder. Efterforskningen er foretaget, de sigtede forlader ikke landet og bevæger sig ikke ud i ny “kriminalitet”, noget lignende kan ikke ske igen og sagen er i forvejen over to år gammel.

Fødekæden

Den sidste ting, jeg vil anføre, er konstruktionen af fødekæden i forhold til beslutningen om, hvorvidt der skal falde tiltaler eller ej. Anklageren ved Københavns Vestegns Politi har nemlig to overordnede, som også skal spille med, før det hele bliver en endegyldig realitet.

Den ene er Statsadvokaten for København/Sjælland. Den anden – og højeste i hierarkiet – er Rigsadvokaten. Hvis de tre parter har forskellige holdninger, meninger eller vurderinger af sagen, så kan det tage meget lang tid at finde fælles fodslag og blive enige, selv om Rigsadvokaten til en hver tid har det sidste ord.

Når der er tale om sager, der er alvorlige, og især hvor der er journalister, som har udført noget mistænkeligt for deres arbejdsgiver, involveret, så skal sagen altid op og vurderes i toppen af fødekæden. Der kan komme mange bump på vejen undervejs i dén proces, og måske er det derfor, vi alle sidder og venter på pinebænken – og har gjort det i over to år.

Hvis uheldet er ude, så bliver de to år til tre …

Update update update: HOVSA! Er dette mon årsagen til forsinkelse hos Rigsadvokaten? :-D.

http://ekstrabladet.dk/112/bestikkelsessag-rigsadvokaten-laver-intern-undersoegelse/6150334

Older posts