VELKOMMEN TIL

Hej, kære læser, og velkommen til min nye blog, som vel ret beset også kan kaldes en slags dagbog. En dagbog fra mit liv som sigtet og muligvis snart tiltalt i en sag, der på mange måder har smadret min dagligdag og mit liv, og som har fået stor opmærksomhed i både medier og offentligheden.

I disse dage er det et godt stykke over to år siden, at den såkaldte SE og HØR-skandale begyndte. To år! Heldigvis er der forhåbentlig snart lys for enden af tunnelen. Det siger rygterne i hvert fald. Faktum er dog, at det hele er blevet trukket i langdrag. Først forlød det, at der ville komme et anklageskrift i april 2016. Det blev efterfølgende ændret til primo maj. Dernæst ultimo maj. Siden 1. juni. De seneste meldinger gik på, at det skulle være sket senest 15. juni. Stadig tavshed fra anklagemyndigheden.

De kan ærligt talt ikke være det bekendt, og med “de” mener jeg hvem det så end er, der sidder med det sidste “go” i forhold til at udsende et endeligt anklageskrift. Vandrørene angiver “travlhed og sygdom” som årsag. Jamen, herregud. Er statsadvokaten, som man må formode har det sidste ord, syg eller travl, må der da være en stedfortræder?. Man har med mennesker at gøre. Mennesker, som man måske nok beskylder for at have bedrevet noget, der muligvis er ulovligt. Men samtidig mennesker, som bare venter på at komme videre med livet. Den lange ventetid må man efter min mening tage hensyn til og lade tælle i de tiltaltes favør, hvis der en dag falder en dom i sagen. Jeg har i hvert fald følt mig “fængslet” lige siden ultimo april 2014, hvor det hele brød løs fra den årle morgen en højhellig søndag.

En eventuel retssag er allerede berammet. Den løber nok ikke nogen steder tidsmæssigt, men derfor er det stadig relevant og vigtigt for de implicerede snarest muligt at få klarhed over, hvorvidt man ender med at blive tiltalt eller ej. For en person som mig, der søger job med lys og lygte, er der stor forskel på at være en fri mand eller sigtet i en stor sag. De arbejdsgivere, der måtte have berøringsangst, er nok mere venligt stemt, når der er kommet en afklaring – hvad den så end måtte være. Er jeg fri – kanon. Er jeg ikke – jamen så håber jeg, at tavlen en dag kan blive vasket ren, når en potentiel straf er afsonet.

Lige for tiden er jeg som led i mit dagpenge-forløb “ansat” i såkaldt virksomhedspraktik i en ramme- og kunsthandel, som min gamle SE og HØR-kollega, Bo Møller Andersen, har banket op et stenkast fra Nørreport Station (tak til Morten V. for korrektionen, efter jeg formastede mig til at kalde det for Nørrebro). Og apropos tak: Tak til Bo for at hive mig ind. For at turde. For ikke at skele til, at der er tale om en mand, som er sigtet i en politisag. Det er rart. Rart, at have noget at stå op til. Rart, at have noget at sysle med. Rart at føle, man har ordentligt fri, når man har fyraften. De seneste par år har jeg jo “haft fri” nærmest 24 syv. Det gør ærligt talt én kuk i kasketten.

Jeg savner dog én ting i mit liv, som ikke bliver stimuleret af at arbejde i en butik eller ved at gå derhjemme og lave ingenting: At skrive. At formidle. At berette. At give videre. Jeg vil med denne blog derfor gerne indvie læserne i de frustrationer, udfordringer og tanker, der følger med den kaotiske tilværelse, min involvering i SE og HØR-skandalen har medført og i forlængelse af det give et detaljeret indblik i retssagen, der fra september 2016 og nogle måneder frem i løbet af cirka tyve “retsdage” kulminerer i retten i Glostrup, hvis der ellers kommer et anklageskrift.

Retssagen kommer formentlig ikke til at foregå bag lukkede døre. Derfor er der på denne blog ikke tale om “breaking news indefra”, men derimod fokus på hvordan det er for en – i mine øjne – stille og rolig mand pludselig at befinde sig på anklagebænken i en sag, der har fået – og kommer til at få – enorm medieomtale. Jeg kommer dog til at have en holdning til de ting, der kommer frem i retten og de ting, der sker undervejs, og det kan du læse om her, når den tid kommer.

Indholdet på bloggen her kommer som udgangspunkt ikke til at handle om sagens mange detaljer og alt det, der foregik på SE og HØR mellem 2008-2011. Det har jeg så rigeligt beskrevet i min bog “Helt tys tys – SE og HØR indefra”, der udkom sidste år. Nu handler det om at se fremad. Denne blog vil derfor i første omgang komme til at koncentrere sig om tiden op til, under og efter den (muligvis) forestående retssag.

RIS TIL EGEN RØV?

“Jamen, gør du ikke dig selv mere “kriminel”, end du er, ved at blogge om din involvering?”, er jeg blevet spurgt.

Et godt spørgsmål, men det synes jeg ikke. Mange har rådet mig til bare at stikke hovedet i busken og lukke helt ned, ligesom en række af de andre sigtede i sagen har gjort undervejs. På den måde gør jeg ikke for meget opmærksom på mig selv, og det kommer ikke til at virke som om, jeg forsøger at “brande” eller fremhæve mig selv baseret på en sag, der er meget alvorlig. Intet ligger mig mere fjernt. Jeg har tværtimod allerede fra skandalens begyndelse erkendt, hvad jeg har været involveret i, og jeg har aldrig haft noget imod at tale om det.

Er det ris til egen røv at virke så synlig?, kunne man spørge. Tværtimod, synes jeg. For mig er det et noget stærkere statement at erkende, undskylde og åbne op. At delagtiggøre folk i hvad det gør ved en ellers stille og rolig, flink og – skulle jeg mene – generelt vellidt mand pludselig at befinde sig i orkanens øje med alverdens beskyldninger og fordømmelser hængende over hovedet. Og ikke mindst erkende, at måden at komme mentalt videre på er at lukke op for følelser, holdninger og erfaringer.

Jeg har har aldrig lagt skjul på, at jeg har været involveret i noget dumt, men samtidig mener jeg ikke, jeg er hverken kriminel eller forbryder. Jeg forsøger heller ikke at slå plat på sagen og udnytte unoder til egen fordel. Jeg ignorerer ikke sagens alvorlighed og ønsker ikke at bagatellisere den, men derfor kan man godt give et detaljeret indblik i den. Det kan måske afholde andre fra at begå samme fejltagelser i jobregi som jeg, og samtidig vil jeg forsøge at bevise, at man ikke behøver hverken at være en skidt person eller et ondt menneske, bare fordi man er havnet i en prekær situation på kant med lovens lange arm.

Jeg erkender, at jeg måske har været naiv. At jeg måske har været forblændet i jagten på anerkendelse og succes. Men jeg er også bare en almindelig fyr, der har været med til at udføre nogle opgaver, som potentielt kunne have været tilbudt enhver anden journalist i tabloid-branchen. Jeg sagde ja. Visse ville måske have sagt nej. Flertallet havde nok overvejet det. Hvad ville DU mon have gjort?

TANKESPIND

Denne blog handler om at nuancere. At dele ud. At forsøge at forklare, hvordan man som ung journalist-spire med drømmejobbet og en fantastisk dagligdag kan ende op med at havne i en situation, som den jeg sidder i. Det nytter ikke noget at lukke i. At negligere. Jeg må forholde mig til det fedtefad, jeg via naive beslutninger og en ultimativ loyalitet over for min tidligere arbejdsgiver har bragt mig selv i – og åbne op omkring det.

Jeg er en mand, der har brug for at skrive mig ud af det gigantiske tankespind, der foregår i mit hoved 24/7 og de ofte negative følelser, det hele har medført. Jeg har alt for længe gået rundt og bearbejdet det hele selv, og det har resulteret i en stor boble af tanker, følelser og frustrationer, der har ophobet sig i mit indre. Sprænger boblen? Det håber jeg ikke. Men ved at dele ud af det hele, kan jeg forhåbentlig finde lidt mere ro i tilværelsen – og gøre boblen mindre. En skønne dag skulle den meget gerne være forsvundet. En afslutning på den – måske – forestående retssag, er et godt skridt på vejen. Så kan alle forhåbentlig komme videre. Slå en streg i sandet. Og tilgive. Jeg er IKKE færdig som journalist, hvis det står til mig selv.

HVEM ER JEG?

Ja – hvem er jeg? Det er mig, folk kender som “tovholderen”. Manden, som havde den tætteste kontakt til den famøse tys tys-kilde på det kulørte ugeblad i årene 2008-2011. Men jeg er også en mand, som føler, jeg bare har handlet på chefordrer i et forsøg på at være ultimativt loyal over for den arbejdsplads – SE og HØR – jeg elskede højt. En mand, som selvfølgelig ikke er uden skyld. En mand, som hverken ønsker sympati eller forsøger at klynke. Men også en mand som frygter, at han kommer til at tage skraldet for nogle (u)gerninger, folk højere oppe i hierarkiet på SE og HØR besluttede, orkestrerede og nød godt af i flere år, mens man lod menige journalister udføre det grove arbejde i kulisserne.

Når nu tingene er, som de er, vil jeg forsøge at give læserne et unikt indblik fra bag kulisserne – set fra en sigtets og formentlig snart tiltalts synsvinkel. Når tiden kommer, kan du her komme med helt ind i retssalen hver dag. Og du kan læse om mine tanker, følelser, holdninger og meninger i forhold til det følelsesmæssige morads, jeg er havnet i.

HVORFOR EN BLOG?

Måske er jeg i virkeligheden lidt gammeldags anlagt, selv om jeg egentlig skulle mene, jeg altid har været rimeligt med på noderne. Jeg er ikke en first – men absolut heller ikke en last – mover. På trods af det, har jeg altid syntes, at blogging var et modefænomen, der ikke var noget for mig. Det var kun for labre modeltyper, der ville tjene penge på at posere i det nyeste tøj, helse-freaks med behov for at dele deres vægttab med verden, nybagte babymødre, kendte personager med en fordel hvad angår potentiel læserskare allerede fra første indlæg eller realitydeltagere, der havde brug for at forlænge deres 15 minutes of fame.

Jeg fandt rigelig tilfredsstillelse i at fungere som journalist på SE og HØR i det daglige og i øvrigt være endog eget aktiv på de sociale medier – fortrinsvis Facebook. Det gør jeg ikke længere. Jeg har taget en kold tyrker omkring Facebook-forbruget, da jeg til sidst nærmest tjekkede profilen hvert femte minut, og SE og HØR er i min verden en saga blot. Men jeg savner at skrive. Savner at berette. Fortælle. Informere. Og måske bare gøre folk en anelse klogere. At grifle ord ned og dele dem med min omverden er den benzin, der driver min motor.

KINA-GRILL OG KÆRLIGHEDSLIV

Jeg har ingen forventninger om, at Familien Danmark interesserer sig synderligt for mig og mit liv, selv om guderne skal vide, at de seneste par år har budt på mange omvæltninger i min dagligdag – de fleste mørke, negative og triste. Forvandlingen fra glad, populær, aktiv og kæk sladderjournalist med stor erfaring, et kæmpe kildenetværk, en rigtig god hyre og masser af kolleger og venner i branchen til en lettere depressiv, slagen og mere kold mand på dagpenge, der har ført en tilværelse mere eller mindre i skjul bag lukkede persienner, kunne blive til en god film. Ja, måske endda være guf for en psykolog. Hvis ikke jeg var en nogenlunde stærk person, ville jeg være knækket for længst.

De passager i min bog ”Helt tys tys – SE og HØR indefra” fra november 2015, jeg har fået mest ros for, er dem, hvor jeg fortæller om det, hele denne fandens SE og HØR-sag har gjort ved mig som menneske. Så måske er der alligevel læsere til den del også. Jeg skal nok spare jer for detaljer fra familiemiddag hos moster Mette, besøg i privaten eller min tur til den lokale Kina-grill. Men jeg nærer en forhåbning om – og et stort ønske om – at bare nogen læsere vil finde det interessant og spændende at høre om det, mange har kaldt for ”Danmarks største medieskandale” – set indefra – med primær fokus på skandalens klimaks: Retssagen. Direkte fra min plads ved computeren derhjemme og direkte fra anklagebænken.

Denne blog er mit talerør. Her kan jeg få luft. Her kan jeg nuancere. Her kan jeg informere og rapportere. Her kan jeg være fri. Her vil jeg også give uddybende kommentarer til de pressefolk, der – hvis ellers deres hidtidige interesse i sagen fortsætter – formentlig vil lappe alt i sig, når den store SE og HØR-sag ruller. Så har jeg altid mine udtalelser/citater her at henvise til, hvis nogen ønsker dem.

Dette sted er for alle, som måtte være interesserede i at læse med – af den ene eller anden grund. Det håber jeg, du vil. Men det er allermest en blog, som jeg starter for min egen skyld. En blog, hvor jeg får lov til at gøre det, jeg elsker allermest, og som jeg nærer et dybfølt ønske om også at lave i fremtiden: At skrive. Om det så kun er til mig selv, til en, til 100 eller 1000.

/KopZ